80 ÅR SIDEN BEFRIELSEN AF DANMARK // HISTORIE – Mens Adolf Hitler sad i førerbunkeren og forberedte sin død, fik han en skræmmende rapport fra Italien: Diktatoren Benito Mussolini og hans kæreste var blevet dræbt og ligene hængt op i en benzintank – med benene i vejret. I Danmark havde frihedsbevægelsen travlt med at sabotere jernbaner og et tog med 4000 fanger fra en KZ-lejr dokumenterede krigens gru.
Nils-Christian Nilsons artikelserie 80 ÅR SIDEN BEFRIELSEN AF DANMARK beskriver begivenhederne i dagene op til befrielsen 5. maj 1945.
Serien adskiller sig fra traditionel historieskrivning og er baseret på flest mulige samtidige og dokumenterede vidneudsagn.
I førerbunkeren under rigskancelliet i Berlin var føreren Adolf Hitler tidligt oppe den 30. april. Han havde aldrig haft noget særligt søvnbehov, og denne dag skulle han nå meget. Der var folk, der skulle takkes, regnskaber, der skulle gøres op, og endelig ville Hitler sikre sig, at hverken hans lig eller hustruen Evas, faldt fjender i hænde. Midt i travlheden beskæftigede han sig flere gange med sin ligbrænding.
Adolf Hitler var nervøs for, at han og Eva skulle ende hængende i en benzintank med benene i vejret. Den skæbne var overgået Italiens tidligere diktator, Benito Mussolini, og hans kæreste Clara Petacci, der var blevet fanget og dræbt af partisaner et par dage før. I de første skildringer af de sidste dage i førerbunkeren blev det afvist, at Hitler kunne kende til Mussolinis skæbne. Men det gjorde han.
Forfængelige Hitler ville læse uden briller
Mange år efter krigen blev der frigivet oplysninger om, hvad sovjetrusserne fandt, da de 2. maj kunne trænge ind i den næsten forladte bunker. Blandt papirerne var en rapport, skrevet på den særlige ’førerskrivemaskine’, hvor bogstaverne var brede, dobbelt så høje og tykkere end normal skrivemaskineskrift. Føreren skulle kunne læse uden brug af briller.
Rapporten fortalte om, hvordan Mussolini og kæresten, Clare Petacci, var blevet mishandlet og ligene hængt op til spot og spe. Den del af rapporten var kraftigt understreget. Historikere mener, at det er forfængelige Hitler selv, der har streget den under.
Ægteparret sad døde i en smal sofa, Eva med fortrukne ansigtstræk efter at have taget gift, Adolf Hitler med blodet dryppende fra et skudhul i panden
Adolf Hitler var nødt til at bruge briller, når han studerede krigskort. Men trods en voksende langsynethed undgik han helst briller, fordi han syntes, de skæmmede ham. Han brugte heller ikke solbriller, men foretrak at holde hånden op foran øjnene. Og det antydes, at hans overskæg tjente til at skjule nogle meget store næsebor. Han lagde også vægt på sin påklædning, men den sidste dag i førerbunkeren så han ud, som om han havde sovet i tøjet.
Bormann ville af med Himmler
I de sidste kaotiske timer er det svært at udrede, hvor mange initiativer Hitler tog, og hvor meget hans højre hånd, chefen for partikancelliet, Martin Bormann, selv tog initiativ til. Noget kan tyde på, at Martin Bormann forsøgte at øge sine manøvremuligheder efter Hitlers død.
Midt om natten sendte Bormann et rasende telegram til chefen for Heeresgruppe Nord, storadmiral Karl Dönitz, der havde hovedkvarter i Plön i Holsten. Bormann forlangte besked om, hvad chefen for hærens overkommando, Wilhelm Keitel (på grund af hans krybende facon kaldet Lakeitel), egentlig foretog sig.
Tidligt på morgenen sendte Bormann et nyt telegram til Dönitz, som han modtog ved 10-tiden. ’Nyt forræderi i gang. Ifølge fjendtlig radio har rigsføreren (for SS, Heinrich Himmler, red.) via Sverige fremsat et tilbud om kapitulation. Føreren forventer, at de mod alle forrædere handler lynhurtigt og stålhårdt. – Bormann.’
Det er ikke nok med en hunds beskyttelse
Dagen før havde Bormann været medunderskriver af Hitlers testamente, som udnævnte Dönitz til Hitlers efterfølger. Denne vigtige beslutning fortav Bormann den formiddag. For Dönitz var det en ubehagelig besked. Med Hitler indesluttet i Berlin tydede alt på, at Himmler var den nye stærke mand. Han var chef for hele sikkerhedsapparatet og havde sine egne SS-divisioner. Alligevel telefonerede Dönitz til Himmler, der opholdt sig på politikasernen i Lübeck, og aftalte et møde.
Inden storadmiral Dönitz tog afsted mod Lübeck advarede chefen for søkrigsledelsen, admiral Wilhelm Meisel ham mod at tage af sted uden bevæbnet eskorte. ’Det går ikke længere, at De alene bliver beskyttet af Deres schæferhund’, sagde Meisel.
Da Dönitz kom til politikasernen, lod Himmler ham og eskorten vente en passende tid, inden han i enrum forklarede Dönitz, at han da overhovedet ikke havde forhandlet med fjenden. ’Han anser sig allerede for statsoverhoved’, vrissede Karl Dönitz, da han ved 18-tiden var tilbage i Plön. Men forholdet mellem de to mænd skulle hurtigt ændre sig.
Hitler: Jo større mand, jo mindre kvinde
I førerbunkeren spiste Adolf Hitler sin vegetariske frokost med nogle sekretærer, en ’dødsbanket under dække af humørfyldt fatning’, sagde sekretæren Traudl Junge senere. Eva Hitler, f. Braun, havde ingen appetit, men trak sig tilbage og skrev til en veninde. Der har været mange spekulationer om forholdet mellem hende og Adolf Hitler.
Selv havde han flere gange sagt til sin læge, at ’jo større en mand, jo mindre en kvinde bør han have’. Og inden sit selvmord i 1946 sagde rigets tidligere nr. 2, Hermann Göring: ’Han var tilfreds med Eva. Hun var helt og aldeles til stede for Hitler, og det er som det bør være. Hun var ikke nogen stor skønhed, men hun havde ikke nogen ringe figur’.
Adolf Hitlers personlige advokat, den senere henrettede generalguvernør over Polen, Hans Frank, sagde: ’Jeg tror, Hitler var unormal, hvad angår hans seksuelle behov, i den forstand, at han havde for lidt lyst til det modsatte køn. Han opfattede kvinder som smukke genstande… men det er farligt, når en mand har for lidt eros i sig. Det gør ham ufølsom og fører formodentlig til grusomhed’.
Ved 15-tiden foregik afskedsceremonien i førerbunkeren. Adolf og Eva Hitler kom ud fra deres private kvarter og sagde farvel til et par håndfulde trofaste. Traudl Junge fik et knus af Eva Hitler og fik et håndtryk af Adolf Hitler. ’Han kiggede på mig, men så mig ikke. Han syntes langt væk. Han sagde noget til mig, men jeg hørte det ikke’. Så trak ægteparret sig tilbage. De havde været gift i 40 timer.
Efter et kvarters ventetid åbnede Martin Bormann og kammertjeneren Heinz Linge døren. Ægteparret sad døde i en smal sofa, Eva med fortrukne ansigtstræk efter at have taget gift, Adolf Hitler med blodet dryppende fra et skudhul i panden. Hans 7.65 mm Walther pistol lå ved hans fødder.
Rigspræsident med gigt og uden tænder
På det tidspunkt forhandlede Karl Dönitz med Heinrich Himmler i Lübeck uden at vide, at han nu var ’Reichspräsident’. Først kl. 18.35, kort efter hjemkomsten, fik han et telegram fra den intrigante Martin Bormann: ’Storadmiral Dönitz.
I stedet for den tidligere rigsmarskal Göring indsætter Føreren De, herr storadmiral, som sin efterfølger. Skriftlig fuldmagt er undervejs. De skal øjeblikkelig træffe de foranstaltninger, som den nuværende situation må føre til. – Bormann’. Ikke et ord om, at Hitler var død.
DSB viste sig også som en meget usmidig samarbejdspartner for tyskerne
Karl Dönitz var overrasket over udnævnelsen, og efter krigen gav han udtryk for, at han jo ikke var rigtig nazist, men blot en soldat, som heller ikke var særlig stærk. ’Jeg er 54 år, har gigt og har ingen tænder’, sagde han i 1946. Men så sent som i marts 1945 havde han betroet sig til en ven: ’De tror mig måske ikke, men det er min inderste overbevisning, at føreren altid har ret’.
Som sin første handling indkaldte Dönitz de to feltmarskaller, Wilhelm Keitel og Alfred Jodl samt SS-rigsføreren Heinrich Himmler til møde i Plön. Magtbalancen mellem Dönitz og Himmler havde rykket sig. Himmler nåede tjenstvillig frem til Plön lige efter midnat.
Den aften erobrede russerne dele af Rigsdagen og hejste et rødt flag over taget. Det var en rød klud, bundet fast til en stang. Først to dage senere tog man det berømte billede, der skulle dokumentere den russiske sejr – og Stalins storhed
DSB – Dänische Saboteur Beamte
I det tyske hovedkvarter i Silkeborg Bad noterede generaloberst Georg Lindemann, at der i nattens løb havde været 21 jernbanesabotager, heraf ni mod hovedstrækningen ned gennem Jylland. Det var efter engelsk ønske, at sabotagen var blevet intensiveret, så det blev vanskeligere for værnemagten at transportere tropper fra Norge eller Jylland til fronterne i Tyskland.
Efter krigen er det blevet diskuteret, om sabotagerne havde nogen større effekt. Det er i hvert fald givet, at de var et irritationsmoment for tyskerne, som måtte indsætte en større styrke i bevogtningen af hovedstrækningerne.
Samtidig kunne englænderne indskrænke deres luftbombardementer af det danske jernbanenet. Det blev tidligt besluttet, at engelske fly ikke måtte angribe persontog, for der kunne være danske passagerer.
DSB viste sig også som en meget usmidig samarbejdspartner for tyskerne. DSB kom i tyske øjne til at stå for Dänische Saboteur Beamte. DSB forsinkede bevidst togene, og der er et eksempel på en lokofører, der stoppede nord for Padborg, for nu havde han krav på hviletid. Med våbenmagt blev han tvunget til at køre videre.
Et følge af jernbanesabotagen var, at meget få danske blev dræbt af luftbombardementer, i alt 307 og det inkluderer de dræbte ved aktionerne mod Dagmarhus og Shellhuset. Det er formentlig det laveste antal dræbte i hele Europa.
KZ-lejrenes rædsler kom til Danmark
I København var der efterhånden ankommet 30.000-40.000 sårede tyske soldater. Journalisten Vilhelm Bergstrøm kiggede ud ad sine vinduer på Amagerbrogade denne dag og noterede: ’Nede på gaden kom der et trist tog, to delinger sårede og invalide tyske soldater i snavsede slidte grønne uniformer.
Det var polske og franske kvinder, der var blevet frigivet og var på vej til Sverige. Toget havde været på vej i fem dage og forplejningen havde været ringe. Derfor var mange døde undervejs
Nogle manglede en arm, andre haltede. Flere havde bind om hovedet, eller en arm hængt op, alle sammen så de håbløse ud, men de holdt geledderne så godt de kunne, havde kun opgivet fodslaget. Langsomt bevægede de sig fremad, som gik de efter en ligkiste og var til fædrelandets begravelse’.
I Sønderjylland fik man for alvor et indblik i de nazistiske grusomheder, da et tog med 4.000 kvindelige fanger fra KZ-lejren Ravensbrück ankom til Padborg. Det var polske og franske kvinder, der var blevet frigivet og var på vej til Sverige. Toget havde været på vej i fem dage og forplejningen havde været ringe. Derfor var mange døde undervejs.
En journalist fra avisen Sønderjyden beskrev scenen: ’Et forstemmende billede åbnede sig. Toget syntes som uddødt. Først, da døren til den forreste godsvogn blev åbnet, kunne vi se, at der var levende mennesker med toget.
I vognens halvmørke sad tæt trykket sammen for at holde på varmen et halvt hundrede kvinder – eller rettere forhenværende kvinder, for det var ikke andet end ynkelige menneskevrag – Ravensbrück havde sat dødens stempel på mange af dem. Det virkede som et mareridt at se disse dødningeblege ansigter i det kolde morgenlys’.
Det var chefen for hærens og SS’ efterretningstjenester, den 35-årige Walter Schellenberg, der havde forhandlet med svensk Røde Kors om løsladelserne. Det var et led i hans bestræbelser på at sikre en separatfred med Vestmagterne.
Det var en intrige, han havde let ved at få rigsfører Heinrich Himmler med i. I 1946 sagde Schellenberg om sin chef: ’Han var en skolemestertype udadtil, og det var rækkevidden af hans udenrigspolitiske horisont. Derfor havde jeg let spil med at overbevise ham i udenrigspolitiske spørgsmål’.
SS søgte kontakt med modstandsbevægelsen
Schellenberg og Himmler var ikke alene om deres bestræbelser. Den ellers så beslutsomme kommandant over de tyske styrker i Danmark, generaloberst Georg Lindemann, havde netop denne dag udsendt en skrap erklæring om, at alle rygter om en tysk kapitulation var forkerte, ligesom han igen opfordrede til at ’forsvare Danmark til sidste mand. Oprørske danske terrorister skal slås ned på den mest brutale vis’.
De skød vildt om sig i befrielsesdagene, men opgav hurtigt
Men han havde også via en medarbejder søgt kontakt med kaptajn Svend Schjødt-Eriksen, som spillede en stor rolle i hærens ’lille generalstab’ for at sikre en vis forståelse mellem væbnede tyske styrker og den underjordiske hær.
Modstandsbevægelsen var også involveret i et fredsinitiativ, som direkte vedrørte den såkaldte Werwolf-bevægelse. Varulvene, som skulle fortsætte kampene efter et tysk nederlag. Frygten for dem var stor, og chefen, SS-general Hans Prützmann, havde med en stab på omkring 200 mand fra november 1944 opbygget en styrke på ca. 20.000 mand ved rigelige våbendepoter. Men Prützmann fik kolde fødder. Sammen med Hamborgs gauleiter, Karl Kaufmann, søgte han gennem den danske modstandsbevægelse kontakt til Vestmagterne.
Forgæves, og Prützmanns sidste kommando var: ’Undgå tab, især blandt unge varulve’. Og så gik han under jorden og varulvene kom aldrig til at spille en stor rolle. Heller ikke i Danmark, hvor opgaven var tiltænkt danske medløbere. De skød vildt om sig i befrielsesdagene, men opgav hurtigt.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og