HISTORIE // ESSAY – Fascismen er igen på fremmarch i flere af verdens stormagter, men hvordan så tingene ud, sidst denne udviklede sig i 1930’ernes Nazityskland? POV bringer i dag uddrag fra en erindringstekst skrevet af Gert Heine, der i dag ville være blevet 100 år. Han blev født og levede det meste af sit voksne liv i Danmark, men voksede op i Tyskland – med alt hvad det indebar af hverdagsliv, propaganda, Hitlerjugend og krigstjeneste ved fronten.
Chok ville være for stærkt et udtryk, men overrasket blev jeg unægtelig, da jeg for nogle måneder siden rodede igennem et par kasser med dokumenter og fotos, som havde stået nærmest urørte siden min fars død i 2007.
Dér et udateret billede af ham, måske 13 år gammel, iført Jungvolk-uniform med skrårem og dolk i bæltet. Dér et certifikat med ørn og hagekors, som fortæller, at Gert Heine 1943-44 deltog i “fædrelandets kamp for ret og frihed,” som luftværnsassistent ved Flakregiment 300 i Bitterfeld mellem Leipzig og Berlin. Dér et foto af ham siddende blandt soldaterkammerater med halvfulde ølglas på bordet og det let ironiske smil på læben, som jeg husker så vel.
Min overraskelse gjaldt, at han havde gemt disse memorabilia fra en periode af sit liv, som han var lidet begejstret for at mindes. Men selve historien kendte jeg i forvejen. Frem for alt fordi min far nogle år før sin død havde forfattet en erindringstekst, fordelt på 36 korte kapitler, med titlen En ungdom i Tyskland.
Ud over hans markante accent (som mange troede var bornholmsk), hans Thomas Mann-ekspertise og vore få familieferier hos hans venner i DDR føltes han meget lidt tysk, desto mere dansk
“Når man blev 10 år gammel, begyndte livets alvor, idet man skulle være medlem af de nazistiske ungdomsorganisationer, i første omgang Jungvolk. Man havde Dienst, som bestod i deltagelse om onsdagen i en Heimabend, hvor die Vorgesetzten fortalte om nazismens helte (som f.eks. alfonsen Horst Wessel) og lørdag eftermiddag i at marchere gade op og ned,” lyder indledningen på et kapitel omtrent midtvejs i fortællingen.
Det var aldrig min fars tanke, at disse erindringer skulle offentliggøres.
Snarere skrev han, fordi jeg på baggrund af mit arbejde som aviskorrespondent i Rusland og Mellemøsten var begyndt at spørge ham om forskelle og ligheder i forhold til 1930’ernes Tyskland. Svarene krævede til tider, at han gravede dybere i hukommelsen, end han i første omgang havde lyst til, og han fandt dem lettere at formulere på skrift end i samtaler, også for at sammenhængen ikke skulle gå tabt.
Nu da fascistiske tendenser igen er på fremmarch i flere af verdens stormagter, tænkte jeg, at min fars erfaringer kunne være af interesse for et lidt bredere publikum. Selv i Danmark er hverken krig eller rædselsregime desværre noget, der længere kan afskrives som fri fantasi.
Fra erotisk underarm til Goebbels
Gert Heine blev født i Aarhus i 1926, men var ikke fyldt tre år, da hans mor døde. Hans tyskfødte far sendte ham til sine forældre i Leipzig, hvor min far kom til at tilbringe hovedparten af sin barndom og ungdom. Om glimt af sin tidlige barndom skriver han bl.a.:
“En slædetur gennem Leipzigs gader (som normalt blev ryddet for sne omgående) på min fødselsdag. Dämmerstunde (skumringstime) ved vinduet på skødet af min farmor, som fortæller historier, mens æblet syder i kakkelovnsrøret (et monstrum af en Berlinerofen med grønne kakler, som blev fyret med brunkulsbriketter, som farfar om morgenen havde slæbt op fra kælderen). På væggen ved siden af ovnen hang der et meget aparte billede af to engle, som skuede ned fra en sky. Leg sammen med min veninde Irene, som boede på første sal.
Vi sidder tæt sammen i et bur i zoologisk have (dvs. under stuebordet med en hæklet dug, som gik langt ud over kanterne); erotisk fornemmelse af hendes hud på underarmen, der føles som skindet på en fersken. Derved blev det – ikke noget med at “lege onkel doktor” eller lignende. Hun flyttede snart, men jeg mødte hende igen i 1943 eller 1944, hvor hun dels var blevet meget fyldig, dels gift med en SS-mand; især af sidstnævnte årsag blev hudkontakten uagtet et tydeligt come on-signal ikke genoptaget.”
Min far fortæller, at hans bedsteforældre, hvis samliv “vekslede mellem væbnet neutralitet og åben krig”, elskede ham højt og forkælede ham groft. Hans farmor var hjemmegående og excellerede i velsmagende gryderetter med urter fra kolonihaven og eksotiske krydderier som muskatnød. Hans farfar var værkfører på en stor kemifabrik og stambordets hersker på en knejpe et par huse fra boligen i et østligt arbejderkvarter, hvor der blev spillet kort om småbeløb.
“Han nærmest elskede det, hvis jeg havde problemer; han var i så fald automatisk og utrætteligt på min side og fik udløb for sin aggressivitet eller det, som han opfattede som snedig diplomati. Et eksempel: I 1942 nægtede myndighederne i Leipzig mig tilladelse til at rejse til Danmark i sommerferien. Altså blev der skrevet til propagandaminister Goebbels med udgangspunkt i noget, som denne havde skrevet, og som bedstefar kun havde rosende ord til overs for.
Men derefter fik de lokale myndigheder det glatte lag: Hvordan kunne man i en retsstat som den af ministeren så smukt beskrevne nægte en dreng at besøge sin far? Alt skrevet i en komisk kancellistil, som bedstefar benyttede sig af ved sådanne lejligheder. Goebbels har næppe set brevet, men en sekretær eller lignende må have moret sig så meget over fremstillingen, at jeg fik lov til at rejse.”
Krig elever mod lærere
Om skolegangen i Ostwaldschule (“vistnok den dårligste i hele Leipzig”) med fire års folkeskole og ni års gymnasium beskriver min far sin “demonstrative danskhed”. Han og vennen Olaf Didam (senere hyldet kordirigent og gymnasielærer i Leipzig) blev placeret på næstforreste række som dem, der skulle holdes øje med, men dog bag de “i lærernes øjne prædestinerede forbrydere”.
“Fællesnævneren for gymnasietiden var en krig elever mod lærere – eller omvendt. Der fandtes godt nok også rare – om ikke tillige kvalificerede – lærere, men de fleste var dumme svin. (…) Vor værste klasselærer (Jung ved navn) var f.eks. medarbejder ved “Duden” (den førende tyske ordbog), og af ham kunne vi have lært meget i sprog-etnologisk henseende, men han var alt andet end en lærer endsige opdrager i Pestalozzis ånd. Vi var hundeangst for ham, samtidig med at vi foragtede ham. Han var nazist og forbød mig at have dannebrog i knaphullet på min jakke.”
“I min klasse i skolen var situationen den, at den ene halvdel var Jungvolk– og senere Hitlerjugend-Führer, den anden passiv-modvillig (politisk “anti” var kun Olaf og jeg). Men klassen var jo først og fremmest en sammentømret enhed mod lærerne, hvilket forhindrede alvorlige tvister eleverne imellem. Der har i alle disse år ikke været et eneste tilfælde af stikkeri. En af de mest passive ved navn Förster sad på “forbryderbænken”, selv om hans far var nazist og Reichstagsabgeordneter.
Han stødte til klassen i en moden alder, og klasselærer Jung fik ham til – i Napo-timen (i.e. Nationalpolitischer Unterricht) – at fortælle noget om faderens virke, hvilket sønnen gjorde med disse ord: “Einmal im Monat fährt er Erster Klasse nach Berlin, nimmt an der Sitzung teil, singt das Deutschlandlied und das Horst Wessel Lied, erhält 1000 Mark und fährt dann wieder zurück nach Leipzig.” Dr. Jung sagde ikke ét ord, men Förster blev siddende, hvor han sad.”
Min far og Olof begyndte vinteren 1942/43 at frekventere en fin danseskole, mindre med henblik på en svingom end i (overvejende skuffet) forhåbning om fysisk kontakt med det andet køn, eftersom Ostwaldschule kun var for drenge.
“Min deltagelse i begivenhederne sluttede, da jeg blev Luftwaffenhelfer. Olaf blev ved i ganske kort tid, indtil danseskoler blev forbudt. Efter Stalingrad blev der ikke danset mere i Nazityskland,” skriver min far.
Krigstjeneste på hjemmefronten
Slaget om den sovjetiske storby Stalingrad (i dag Volgograd) ved Volga-floden, der var verdenshistoriens blodigste med formentlig over to millioner dødsofre og skulle blive krigens vendepunkt, sluttede med Tysklands 6. armés kapitulation 2. februar 1943. 13 dage senere begyndte min fars krigstjeneste.
“Fra 1943 skulle drenge forsvare hjemmefronten mod luftangreb, således at voksne soldater blev frigjort til at erstatte dem, der var gået til grunde eller blevet taget til fange i Stalingrad. Årgang 1926 blev indkaldt den 15.2.1943, 10 dage før min 17-års fødselsdag,” skriver han.
Min far blev indsat som assistent i en luftværnsenhed først i Leipzigs bymidte og siden i Bitterfeld for at forsvare et stort industriområde, før han i efteråret måtte i en længere karantæne med først skarlagensfeber og dernæst røde hunde. Så fulgte en såkaldt arbejdstjeneste i Insterburg i Østprøjsen (nu Kaliningrad) med formilitær uddannelse præget af forvirring og meningsløse opgaver.
“Forfaldstendenserne i Arbeitsdienst havde endnu ikke gjort sig gældende, hvad angår årgang 1925. Olaf og mine kammerater af samme årgang havde endnu haft en makaber arbejdsopgave: de blev sat til at jævne den tjekkiske landsby Lidice med jorden.”
Velkommen amputation af et fingerled
Hjemvendt til Leipzig blev min far indkaldt til egentlig militærtjeneste i en slags efterretningsenhed og sendt med tog til Senlis uden for Paris for at blive uddannet.
“Det teoretiske grundlag for uddannelsen står ikke klart i min hukommelse. Opgaven var i hvert fald at spore fjendtlige kanoner. Dertil krævedes nogle strategisk placerede lytteposter forholdsvis tæt ved fronten, der registrerede kanonlydens afstand, som i Auswertung blev indføjet i et koordinatsystem i form af lige linjer, som krydsede hinanden på et punkt, der så var – eller burde være – det sted, hvor der blev skudt fra. Der var bare det problem, at systemet forudsatte en stillingskrig som under første verdenskrig, og som ikke virkede efter hensigten i en bevægelseskrig – de første år hurtigt fremad, de senere år endnu hurtigere tilbage. Men nu havde man jo dette system, og alle – fra generalen til sidste rekrut – elskede det,” skriver han.
Mens de allierede styrker rykkede frem, fik min far en bakterieinfektion i sin venstre tommelfinger. Han blev kørt i ambulance til Liége i Belgien, og en amputation af yderste fingerled blev dekreteret. Min far føler sig her nødsaget til at påpege, at skaden ikke var selvpåført. Men dog velkommen efter enhedens hastige retræte fra Frankrig.
“Jeg fik et par fredelige måneder derhjemme, hvilket til fulde opvejede det manglende fingerled (tyske soldater mistede – i hvert fald i Rusland – gerne en hånd eller en fod for derved at slippe for yderligere rædsler).”
Tommeltotten kunne dog ikke holde ham ukampdygtig i det uendelige, og han og en lille gruppe blev gjort klar til at blive sendt til Østfronten, men hans følgende beskrivelse udstiller den blanding af bureaukrati og kaos, der kendetegnede Nazityskland hen mod nederlaget.
Uventet fik han bevilget et to uger langt ferieophold i København, hvor han havde fremskredne planer om at desertere ved at bestikke en fisker til at sejle sig over Øresund til Sverige, men opgav af frygt for konsekvenserne for familien i Leipzig. Efterfølgende blev han først sendt til Olomouc i Tjekkoslovakiet, men kort efter beordret retur mod Bonn sammen med 13 andre fra efterretningsenheden.
Den sidste kammerat faldt i Stalingrad
Der var imdlertid ikke foreskrevet nogen rejserute, og mens de fleste af de andre rejste via Wien, mente min far, at “vejen over Leipzig kunne siges at være nok så hurtig og især attraktiv”.
“Min beslutning var dristig for ikke at sige dum. Især i de sidste krigsmåneder burde man søge anonymitet i kollektivet, idet man kun “hos sine egne” kunne regne med at få hjælp i en krisesituation. Den solidaritet, som længe havde været en selvfølge blandt die armen Schweine, i.e. de menige soldater, var blevet afløst af en stigende egoisme (en såret f.eks. måtte prise sig lykkelig, hvis han ikke på sin bøn “So hilf mir doch, Kamerad” fik svaret: “Der letzte Kamerad ist bei Stalingrad gefallen”).”
Hele 17 dage – med daglig indrapportering til den forhåndenværende lokale banegård, som reglerne påbød – tog det ham at tilbagelægge de 750 kilometer til Dillenburg lidt øst for Bonn.
Min far blev udskrevet og overført til en amerikansk fangelejr
“Fra min odyssé husker jeg kun to begivenheder: Jeg er nået til Hessen, det er en underskøn forårsdag, jeg ligger på en skrænt, kigger ned på Wetzlar og er uforklarligt absolut lykkelig! Og en eller to dage senere: Sammen med en tilfældigt mødt kvinde fra en Balkanstat (også det en utilgivelig letsindighed!) spadserer jeg ind i en lille by, banker på hos borgmesteren eller hvad han var, og beder ham om et sted at sove.
Han kaster hovedrystende og med alle tegn på afsky et blik på os, men anviser mig – ikke hende – dog et sovested. Det er hos et ældre ægtepar, sengen – den første siden Leipzig – er friskt betrukket, og jeg bliver puslet om som Biblens fortabte søn. Man fortalte mig, at amerikanerne havde krydset Rhinen (ved Bonn!), og gav mig, diskret, men ikke til at misforstå, råd om “at passe godt på” mig selv.”
“Det gjorde jeg så efter bedste evne, men betinget. I Dillenburg opsøgte jeg som sædvanlig banegården, som samtidig blev angrebet med maskingevær og bomber af nogle jagerfly. Liggende på skinnerne og presset mod perronkanten fik jeg – bortset fra venstre læg – kun overfladiske sår. Hermed sluttede krigen for mig de facto.”
I amerikansk fangelejr
Hørelsen var så godt som forsvundet, metalsplinter blev pillet ud af hans ryg, og han fik store betændte sår i læggen, men var denne gang glad for at afværge en amputation.
“Om det så skyldtes mine lidenskabelige protester, eller om en af lægerne ikke var kirurgi-fanatiker, ved jeg ikke. I hvert fald blev jeg transporteret til universitetsklinikken i Marburg. Overdragelsesproceduren satte et kuriøst punktum for min militære karriere. Den foregik i fri luft, båren blev sat på jorden, og i stedet for lazaretskjorten fik jeg en klinikskjorte trukket over hovedet. Ordnung muss sein!“.
Fremrykkende amerikanske styrker overtog Marburg nord for Frankfurt uden kamp den 28. marts 1945. Min far blev udskrevet og overført til en amerikansk fangelejr. Han var ikke mistænkt for noget, men kom alligevel til at tilbringe nogle måneder i lejren, eftersom han havde fået den “absurde idé” at søge amerikanerne om overflyttelse til Danmark. Yderligere en serie bureaukratiske forviklinger udsatte rejsen til Danmark, men hen mod slutningen af 1946 kom han omsider hjem til sit fødeland i en buskonvoj for “de fortabte sønner og døtre, som af myndighederne i København havde fået tilladelse til at rejse ind i det forjættede land.”
“Vi nåede grænsen ved aftenstid og blev indkvarteret i nogle barakker, hvor vi tilbragte natten til den 22. november 1946. Senere fandt jeg ud af, at det må have været Frøslevlejren. Egentlig et ganske passende sted at starte en ny tilværelse,” slutter min far sin fortælling.
Thomas Mann, tennis og katte
I København tog Gert Heine siden en uddannelse som cand.polit. Han arbejdede i en årrække som kontorchef i Skatteministeriet. Hans store hobby var den tyske forfatter Thomas Mann, om hvem han blev medforfatter til en række bøger med samlinger af breve, interviews, dedikationer og anden sekundærlitteratur. Derudover var han en ivrig og habil tennisspiller i AB og Allerød, bridgespiller på divisionsniveau, katteven, et elskeligt menneske og en vidunderlig far.
Ud over hans markante accent (som mange troede var bornholmsk), hans Thomas Mann-ekspertise og vore få familieferier hos hans venner i DDR føltes han meget lidt tysk, desto mere dansk. Han hadede autoritære systemer og så både Rusland og politisk islam såvel som naturligvis Nazityskland som skræmmede eksempler. Jeg er overbevist om, at han også ville have været forfærdet over Donald Trumps USA.
Gert Heine døde for godt 18 år siden. I dag, 25. februar, ville han være blevet 100 år.
POV-redaktionen har høfligt (og formentlig fornuftigt) afvist at bringe hele teksten, som sine steder er temmelig indforstået og over fem gange så lang som den, du har læst her. Men skulle nogen være interesseret, kan erindringerne læses i deres helhed på min kæreste Susanne Sayers’ Substack.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og