HISTORIE – DR har deres bud på Danmarks historie. De fleste af os har også lært en version i skolen. Mange nyder at læse historiske fortællinger. Her på POV har vi Maria Helleberg. Hver uge tager hun læserne ind i Danmarkshistorien ved at kysse fortiden og aflive et par myter om den. I denne uge ser hun på historiemalerier gennem tiderne. Hvad skildrede man på de historiske malerier? Hvem malede dem? Og hvem bestilte dem? Læs med her. http://mirziamov.ru/product/zaym/ekapusta/
I en lang periode i 1900-tallet var det umuligt at se historiemalerier andre steder end på Frederiksborgs Nationalhistoriske Museum. De store lærreder, som næsten alle var malet i en kort periode af 1800-tallet, opfattedes under ét som dårlig kunst og blev anbragt i kældre og magasiner. Mange af disse billeder blev oprindelig malet netop til Frederiksborg, men blev ikke købt til huset.
Efter branden i 1859 trådte mæcenen Brygger Jacobsen ind og dekreterede, at han agtede at betale for en række store malerier af scener fra Danmarkshistorien. Han lavede endda en liste over ønskede emner. De blev ikke alle udført, for kunstnerne ønskede at afbilde noget interessant og fængslende – hellere Arkonas Fald end statsbankerotten!
Man har ikke hæftet sig særlig meget ved, at netop brygger Jacobsen ønskede at slippe af med 1864-myten, inden den var rodfæstet i folket som en totalforklaring: Danmark er et lille, fattigt land uden hær og uden storslået fortid.
Danmarks historie indeholdt også triumfer
Danmark havde en storslået historie fuld af gode historier, der skulle fortælles uforglemmeligt. Danmarks historie var ikke kun nederlag. Derfor skulle Arkonas Fald i 1100-tallet med. Det samme skulle Niels Ebbesens terrordrab på grev Gerhard, arvehyldningen i 1660, forsvaret af København under Svenskekrigene og Christian den Fjerdes festlige kroning.
Men det er snarere de store dramaer, vi husker fra historiemalerierne: Christian den Anden som fange på Sønderborg, mordet i Finderup Lade…
Da Akademiet blev oprettet i midten af 1700-tallet, havde man betegnet historiemaleriet som den fornemste genre, mens portrættet var ganske underordnet
Da Akademiet blev oprettet i midten af 1700-tallet, havde man betegnet historiemaleriet som den fornemste genre, mens portrættet var ganske underordnet. Det var godt nok netop portrætterne, som gav Jens Juel og Pilo brød på bordet og taft til hustruernes kjoler. Men historiemalerierne solgte man jo efter bestilling til konger og adelige familier.
Bibel og mytologi kom først
Titlen historiemaleri er egentlig en tilsnigelse, først valgte man emner fra Bibelen og mytologien, mens den egentlige historie kun tøvende gjorde sin entre. Men da man i slutningen af 1700-tallet ønskede en ny udsmykning af Riddersalen på Christiansborg, bestilte man en række historiske malerier af Nicolai Abildgaard. De fleste brændte med slottet i 1794, men der er tilstrækkeligt bevaret til at man kan se, at Abildgaard både ønskede at illustrere med ”historisk korrekte” scener, og at skabe elegante allegorier. Abildgaard var måske et modigt valg, han var republikaner og revolutionær, men kongefamilien havde god smag og beskæftigede ham med udformning af bl.a. deres palæ i Amalienborg-kvartetten.
Samtidig med Abildgaards lidt vakkelvorne historiske skildringer, skabte Jean-Louis David i Frankrig en række samtids-historiske billeder: af den døde revolutionsleder Marat, af general Bonaparte til hest i Alperne, af kejser Napoleons kroning osv. – hyperrealistiske arrangementer af virkeligheden.
I sine ægte historiemalerier med emner fra antikken forsøgte han kun at gengive detaljer, man kunne sige god for arkæologisk – derfor har hestene hverken bidsler eller hovedtøj! Både hos Abildgaard og Eckersberg kan man se, at tidens viden om fortidens klædedragt, hår, mode, møbler etc. var begrænset. Man ledte efter noget fra “gamle dage” og brugte det efter bedste evne og viden.
Så kom realismen
Realismen blev en gave til historiemaleriet. Malerne kunne nu udstyre figurerne historisk korrekt” og anbringe dem i ”maleriske” landskaber. De historiske situationer blev både dramatiske og meningsfulde. Man lånte gestikken fra teatret, men billederne ligner egentlig mere drømme om film. På teatret forsøgte man i samme periode at skabe enorme, voldsomme, stemningsskabende forestillinger. “Ben Hur” komplet med galopperende heste på løbebånd. Kolossale scenerier med historiske bygninger, processioner, konfrontationer. Det er intet tilfælde, at tidens foretrukne opera-stil kaldes Grand opéra. Det blev aldrig virkelig gigantisk i Danmark, men flere af malerierne på Frederiksborg udnyttede muligheden for at skildre detaljeret og omfattende.
Frederiksborg-museet er stadig en guldgrube af historiemalerier. Flere af billederne er simpelthen blevet nationale ikoner, der skabte eller vedligeholdt myter. Christian den Anden vandrede ikke hvileløst rundt omkring et bord, mens han var statsfange på Sønderborg Slot, men Carl Blochs skildring er uforglemmelig. Den maler, der ellers var ret ligegyldig og koloristisk grel, fandt en ny styrke, når han malede for Frederiksborg. Hans billeder har været med til at forme opfattelsen af fortiden for generationer. Og et historisk korrekt billede forestillende en glad, aldrende konge, klædt i hermelin, spisende vildt og drikkende malvasier i sit fangenskab, ville ikke på samme måde have ætset sig ind i publikums sind.
Christian den Fjerde, den sarte drengekonge
Bedst virker de stilfærdige, som f.eks. skildringen af den ganske unge Christian den Fjerde, der opsøger sin kansler Niels Kaas på hans dødsleje – et vanskeligt emne at visualisere, men uforglemmeligt realiseret, med en lille sart drengekonge, hvis ansigt er vendt bort fra iagttageren, mod det væsentlige, nemlig den gamle, døende mand.
Otto Bache leverede slagnummeret med sit middelalderbillede ”De Sammensvorne Ride fra Finderup”. Ren ramasjang. Marsk Stig (man er ikke i tvivl om hans position) på skimmel på vej bort fra en brændende lade, som indeholder den døde konge, i et vindblæst hedelandskab – drabet skete den 22. november, bag de sammensvorne synker solen sent og rødt. Landet stander ganske synligt i våde, alt er i uorden, og en skræmt bonde bag et skævt kors er eneste øjenvidne.
Billedet er ikke tænkeligt uden Peter Heises nationalopera ”Drot og Marsk” fra 1878. Maleriet er fra 1882. Ingen, der har set billedet, forbliver uberørt: det er storslået, teatralsk, sanseligt og håndgribeligt. For en gangs skyld er middelalderen skildret råt for usødet, man kan næsten mærke lugten af hestesved og luftens råkulde. Men marsken spiller teater til ære for os. Det er et forklarende billede, ikke et snapshot. Og marsken tilstår faktisk mordet over for publikum.
Billedet har adskillige vilde, formelle fejl: en hjelm er fra 1600-tallet, Absalon fremtræder i bispedragt og ringbrynje, og hans bispehat sidder på tværs. Men virkningen er stærk
Lauritz Tuxen leverede et lysflimrende, modernistisk værk i 1894, hvor malerkunsten i Danmark havde fået forbindelse til samtidens Frankrig. ”Arkonas Fald 1169” handler om lys, skikkelser, former og kraft. Det er måske nok overfladisk set mest af alt et forrygende vellykket impressionistisk billede, men indholdet er mindst lige så stærkt som hos Bache og Bloch. Midt i billedet ses biskop Absalon i brynje og med kors og sværd dominere – under ham slæbes den ødelagte gudestøtte af Svantevit ud af templet. Det er Arkonas borgere, som selv skal skaffe sig af med guden – deres klump af styrke i venstre hjørne er direkte inspireret af den russiske maler Ilja Repins samtidige historiske værker.
Billedet har adskillige vilde, formelle fejl: en hjelm er fra 1600-tallet, Absalon fremtræder i bispedragt og ringbrynje, og hans bispehat sidder på tværs. Men virkningen er stærk. Forskellen på bjørnekongen Valdemar og den slanke, energiske Absalon er uforglemmelig.
Øget historiebevidsthed
Fordi man kunne være heldig og afsætte sine billeder til Frederiksborg, og fordi national- og historiebevidstheden var oppe i tiden, blev der malet mange flere historiske billeder, end museet kunne aftage. De havnede rundt omkring i landet og tjente deres oprindelige formål, at fortælle historien dramatisk og genkendeligt. På Nyborg slot kan man således glæde sig over flere af Agnes Slott-Møllers bedste historiemalerier.
I øvrigt minder billederne mest om moderne tiders amerikanske tv-serier om Borgerkrigen. For nok er der tale om helteportrætter, men Bache skjulte ikke hverken kulde, mudder eller død
Heltebilledet dyrkedes
Omkring 1864 var man ved at genindrette Frederiksborg, og den umiddelbart gennemlevede historie var stærkt til stede. Følgelig kom Treårskrigen til at fylde uforholdsmæssigt meget. Dog mest som en helteskildring, atypisk for Danmark. Ikke 1864, men Treårskrigen, som Danmark vandt. Napoleonstidens Frankrig fik en række malere, der kunne levere rabalder-billeder i gigantformat til rigets store mænd. Men det var samtidsskildringer af levende helte, ofte bestilt og betalt af ”heltene” selv. I Danmark producerede man kæmpebilleder af forrige generations helte – endda i tilfældet Frederik Schleppegrell noget så sjældent som et portræt af en rytterofficer til hest, ledende et angreb.
Det er egentlig mere billedernes format end motiverne selv, som heroiserer
Otto Bache var en mester i at portrættere heste, så alle billederne, der hænger i den samme sal på slottet, er fremragende skildringer af vidunderlige dyr i aktion. I øvrigt minder billederne mest om moderne tiders amerikanske tv-serier om Borgerkrigen. For nok er der tale om helteportrætter, men Bache skjulte ikke hverken kulde, mudder eller død. Ej heller det faktum, at officerer i krig som regel er meget koncentrerede, indadvendte, hårdtarbejdende mennesker. Det er egentlig mere billedernes format end motiverne selv, som heroiserer.
Lauritz Fröhlichs syrede, vilde skildringer af især sagatid og vikingetid fandt sin plads på Frederiksborg, mest humoristisk og iøjnefaldende som loftsmaleri i Christian den Fjerde-salen. Der er tale om et både selvironisk og koloristisk amokløbent billede af gudinden Gefion, som skærer øen Sjælland ud. Omgivet af kære moderne husdyr og muntre fugle. Her bliver det klart, at selve genren var ved at komme i krise – men billedet er vildt morsomt.
Kristian Zahrtmann kom for sent til at dominere Frederiksborg, skønt han havde et originalt bud på historiemaleriets udvikling. Pladsen var simpelthen optaget af andre kunstnere. Hans billeder er da også langt mere sære end den forudgående generations, og meget personlige i tonen. Han fandt sin emnekreds omkring Leonora Christine Ulfeldt og skildrede indirekte sin egen mors lidelseshistorie, samtidig med at han skabte en national myte. Den indeholdt også hadet til dronning Sophie Amalie, og i et af sine mest hysterisk kulørte lærreder har Zahrtmann skildret den døende dronning med misfarvet heksefjæs, blond paryk og en kjole af hhv. pink og guld, hvæse ordrer til sin klumpedumpe af en søn. Zahrtmann mindede om det faktum, at den danske historie rummer en del konflikter, hvor eftertiden kan tage parti for eller imod historiske skikkelser. Det var nemmere og sjovere at male billeder af katastrofer og slyngler, og billederne minder om, at kildekritikken var blevet den dominerende historiske disciplin. Vi vender og drejer nu historien alt efter tolkninger af kilderne.
Afheroiseringen prægede den socialistiske opfattelse af historien. Det kan godt være, det er umuligt at afbilde ”massernes tryk og modtryk” ,men i enkelte tilfælde lykkedes det. Peter Hansen malede således en grumset flok af mennesker, der flygter over et hegn, og kaldte billedet for ”Slaget på Øksnebjerg”, til det moderne Christiansborg. Slaget foregik i 1536, Johan Rantzaus professionelle hær slog bonde- og oprørshæren, og tragedien blev moderniseret for at publikum kunne mærke parallellen. Da billedet blev til i tiden efter Første Verdenskrig, ønskede man at revidere historien i det nye lys og at se historien ”nedefra”. Bønderne i ”moderne” tøj er ikke særlig bange. De er vant til at verdens mægtigste forfølger og dræber dem. Og som historisk skildring er Niels Larsen Stevns vægmaleri af ”Slaget ved Svenstrup”, også et motiv fra Grevefejden, virkelig vellykket. Et moderne vejr- og bataljemaleri, med Skipper Clement som bondehærens feltherre vist fra ryggen. Det perfekte skud til en storslået filmscene.
Ny tid, nye former og nye motiver
Den nye tid og det nye århundrede ønskede ikke alene nye former, men også nye motiver. Folket som helt, opstande og social historie. Ind med Skipper Clement, ud med kongerne. Frisk luft snarere end kabinetter. Frederiksborgmuseets ledelse syntes åbenbart ikke om hverken Zahrtmanns hensynsløse stillingtagen til sine figurer, og købte ikke hans billeder.
På Frederiksborg leder man efter storslåede billeder med emner fra reformationen, Struensee-tiden, den kongeløse tid i 1300-tallet. Og når kunstnerne tog fat på de mere komplicerede emner, løj de ofte, sorterede og forbedrede fortiden. Carl Bloch malede til Universitetets festsal reformatoren Hans Tausen, der beskytter Roskildes biskop Joachim Rønnow mod en rasende folkemængde – Tausen er en nydelig 50-årig, mens Rønnow her skildres som en mimrende olding. Rønnow var ca. 4 år yngre end Tausen, som i 1533 var under 40.
Kvindelig maler blev nedvurderet
Agnes Slott-Møller var den eneste moderne kunstner, som omkring 1900 var i stand til at male meningsfulde, forståelige og levende historiske skildringer. Ikke desto mindre blev hun konsekvent forbigået. Derfor skal man selv i dag lede efter hendes værker, der er spredt for alle vinde, og ikke engang katalogiseret. Går man tilbage i kunsthistoriske skildringer, oplever man en konsekvent nedvurdering og bashing af maleren. Men det, hun satte sig for, magtede hun.
Man opfattede hende slet og ret som en kunstnerisk fusentast. Og så var hun oven i købet kvinde
Frederiksborg var fyldt af historiemaleri og ledelsen efterhånden mest optaget af at anskaffe portrætter af alle de personer, brygger Jacobsen ikke havde fundet værdige til optagelse. Ydermere repræsenterede Agnes Slott-Møller en ny, kontroversiel stil, symbolisme. Man opfattede hende slet og ret som en kunstnerisk fusentast. Og så var hun oven i købet kvinde. Men der er mening i alle hendes valg – også den yndige jyske landmand som Niels Ebbesen på en kolossal jysk hest, hun ønskede at vise slægtskabet mellem jyder år 1340 og 1920.
Og så døde historiemaleriet lige så stille. Både her og senere blev det klart, at hvis man ønsker et fuldkommen præcist billede, bør man ty til fotografiet. Men maleriet formår at fortælle og fortolke personligt. Med holdning. Med masser af lag, man kan bevæge sig ned igennem…
Historiemaleriet genopstod i 1990erne, sammen med den gammeldags realistiske stil. Tænk Niels Strøbæk og Thomas Kluge! Portrættet vendte også tilbage. Frederiksborg indkøbte et par af de moderne billeder (dog en samtidsskildring – Thomas Kluges ”Et kort ophold”fra 1998, danske soldater på vagt i Ex-Jugoslavien), men paradoksalt nok var det nu kongehuset, som satte gang i udviklingen.
Bjørn Nørgaards berømte gobeliner
I løbet af tyve år blev Bjørn Nørgård forvandlet fra hesteslagtende provo til hofkunstner og begik seks kartoner til gobeliner, beregnet på ophængning på Christiansborg, efter at Rosenborgs gobeliner blev ført tilbage til den sal, hvortil de blev skabt ca. 1700. Der er meget uenighed om gobelinernes kunstneriske værdi, men alene projektets størrelse og udbredelse sikrer det en rolle, som kan sammenlignes med de store gamle – Bache, Zahrtmann, Bloch, Tuxen og Slott-Møller.
Her er også formelt tale om en helt ny (eller gammeldags?) måde at fortælle historie på – et sammensurium af ikoner, genkendelige og aflæselige billeder. Gobelinerne spiller bevidst på det moderne menneskes ”filmiske” bevidsthed og vane med at zappe fra medie til medie. Historien består ikke længere af enkeltstående, storslåede skildringer, men af sammensætninger af billeder og begivenheder. I gobelinernes virvar af skikkelser og scener er dog en dybere mening, der ofte tenderer til faghistorisk tolkning – således er Christian den Ottende placeret helt isoleret i øverste venstre hjørne, med sine mineraler og græske vaser, uden egentlig forbindelse til det samfund, han som enevældig konge foregav at styre i alle detaljer.
Bjørn Nørgård går også ind i en kunstnerisk mimicry, som er ny: han kopierer i vid udstrækning den skildrede tids eget billedmæssige udtryk, stærkest og mest konsekvent i vikingetiden. I øvrigt færdiggjorde Bjørn Nørgård sine gobeliner i den periode, hvor den historiske roman gjorde comeback som anerkendt litterær genre. Realismen både i litteratur og malerkunst og en ny interesse for historiens betydning for samtiden begunstigede det nye historiemaleri. Også på Frederiksborg begyndte man at mærke morgenluft og ophængte en række billeder, som ingen havde set i årtier, og ingen interesseret sig for. Dronning Dagmar, Sigbrit, Erik af Pommern og Niels Ebbesen kom igen op på væggene, til debat og fornøjelse.
Det er ikke en rent dansk bevægelse. Overalt i verden fremdrages historiemaleriet fra slutningen af 1800-tallet og revurderes – som malerkunst. Genren betragtes ikke længere som kunstnerisk deklasserende. Og både Zahrtmann og Slott-Møller kan i dag beundres på Frederiksborg Slot, hvor de hører hjemme.
Fotocredits: Maleri af Jacques-Louis David, Wikipedia
Maleri “De sammensvorne Ride fra Finderup”, Wikimedia Commons
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
