
KUNSTUDSTILLING // ANMELDELSE – Statens Museum for Kunst har sat sig for at støve 1800-tals-maleren Carl Bloch af og præsentere ham, så man selv kan bedømme. Blochs malerier er bestemt værd at se, skriver Maria Helleberg, der tilbyder et andet blik på billederne end den overfortolkning, som udstillingen ifølge hende lægger op til.
I de sidste årtier har kuratorer varsomt forberedt revelatoriske udstillinger af og monografier om glemte eller måske snarere bortgemte kunstnere. Især kvinder. Men det 1800-tal, der gav os så mange store kunstnere, frasorterede kvinderne. Og 1900-tallet frasorterede de malere, som havde været populære i 1800-tallet. Så der er nok at tage af.
Vi har bl.a. fået Bertha Wegmann tilbage sammen med Sofonisba Anguissola, Anna Syberg, Artemisia Gentileschi, Vigeé–Lebrun, Suzanne Valadon, og endnu flere venter ude i skyggerne. Men også mandlige malere blev kasseret. Blandt dem Carl Bloch, som de fleste nok kun kender som mesteren bag historiemalerier på Frederiksborg Slot, f.eks. skildringen af den fangne Christian 2. som angiveligt med sin tommelfingernegl borede en revne rundt om sit eneste bord.
De, som diskvalificerede kvindelige malere og Carl Bloch, kendte ikke mange af kunstnernes værker. Statens Museum for Kunst har sat sig for at støve ham af og præsentere ham, så vi selv kan dømme.

Den periode, som nærede størst foragt for virtuos maleteknik, brød sig ikke om ham, ikke på noget plan. Men går man fra billede til billede i den nye udstilling, er det helt klart, at Carl netop var en virtuos. Ikke moderne, ikke modig som Krøyer, men teknisk blændende dygtig. Han overbeviser i kraft af sin duelighed.
Jeg ser tre stærke motivstrømme hos ham: historiemaleri, religiøst maleri og genre. Og at han ikke kom ind i moderniteten, men indimellem forenede samtidens livlighed med fortidens præcision. Han malede, som Eckersberg havde lært den nye generation, forbandt stilen med Marstrands solbeskinnede forelskelse i Italien og tøjlede vildskaben i gengivelser af religiøse, mytologiske og især historiske emner.
Har vi brug for ham?
Står man over for Christian 2.s tommelfingerbord er det svært at svare ubetinget ja. Men hans malerier fra Italien går lige ind. Udstillingen forsøger så efter min mening at overfortolke ALT i maleriet. Nej, den unge mand er ikke vred, han har bare meget synlige træk og er overrasket. Kvinderne er der for at spise, de taler ikke. Katten er nok bare en kat.
Nutidens øjne ser ikke, at det er en sjælden scene set med Carls samtids øjne, hans publikums øjne, om man vil. I Danmark gik man ikke ud at spise på denne måde, billedet gengiver den uhøjtidelige italienske livsstil, kombineret med det faktum at den unge mand spiser sammen med to unge kvinder. Vi ved ikke, om de er bror og søstre. Vi ser det, som den tilfældige gæst ville se. Som Carl så. Men der er ikke meget improvisation eller tilfældighed over billedet.
Tidens etablerede kunst røg helt ud af beskrivelser af dansk kunst. Først omkring 2000 fandt jeg kunstbøger, der seriøst accepterede 1800-tallets historiemaleri
Det minder om turisters oplevelse, ikke alene af Italien, men af alle gæstfrie lande: Man kan leve der, efterligne de lokales handlinger, måske endda slå sig ned for altid, men kulturen selv er noget, man bruger, ikke en naturlig nedarvet livsstil.
De tre, som spiser sammen, ser på Carl. Og på os. Hvem er det, som vil spise her, hvor vi plejer at komme?
Maskulin skønhed
Carl er bedre til at gengive mandekroppe end nøgne kvinder.
Maleriet af Samson fortæller mere om muskler, sundhed og undertrykkelse end andre billeder fra 1860’ernes Danmark. Det er faktisk på overfladen en forførende skildring af maskulin skønhed, men i virkeligheden jo beskrivelsen af en slaves spildte liv: Samsons liv ender i selvmord, hvor han også får dræbt sine fjender. Det er dog de smukke ben, man husker bedst.

Hans mytologiske billede, Prometheus’ befrielse, indeholder den samme skønhedsdyrkelse, men også modsætningen mellem frihed og liv i lænker. Prometheus selv er billedets motiv, ikke den buesvingende befrier i baggrunden med sin elegante, balletagtige stil.
Carls publikum kendte ikke fremtiden. De kendte fortidens malerkunst, især den danske, og de kunne lide klare, skarpe motiver, som gerne måtte fremstille en uretfærdighed. Emotionel forførelse. Forførelse til emotionelt engagement.
Carls mænd er mere sexy end hans kvinder, selv i lænker som Samson, men der er vist intet bevidst homoerotisk over motiverne. Adskillige (især mandlige) malere forsøgte at male egen seksualitet ind i billedernes baggrund eller indhold, idet de gjorde alt for at undgå hjemsøgelse, anklager, straf eller udelukkelse.

Salonkunst og historiemalerier
Carl maler det, man i Frankrig kaldte “salonkunst”. Det udtryk vil mange genkende som nedsættende, en garanti for at billederne er uinteressante som kunst. Men selv om malerier ikke er formmæssigt nyskabende eller minder om hverken Manet eller Monet, har de alligevel indhold. De fungerer på flere planer. Hvad fortæller de, hvordan, hvorfor.
Det er intet tilfælde, at vi forbinder Carl med historiemalerierne, der blev en hel lille genre for sig på grund af massive bestillinger til at fylde væggene på det genopførte Frederiksborg Slot (efter branden i 1859, red.).
Historiemaleriet havde været den ypperste opgave for enhver kunstner i århundreder, men omkring 1900 gik det ned ad bakke med anerkendelsen (og ordrerne). Tidens etablerede kunst røg helt ud af beskrivelser af dansk kunst. Først omkring 2000 fandt jeg kunstbøger, der seriøst accepterede 1800- tallets historiemaleri og kunne beskrive billederne med andet end akademisk hån og/eller opremsning af anakronistiske løsninger.
Var Carl Bloch racistisk?
Carl er på vej tilbage. Han er faktisk værd at se. Også i de uprætentiøse billeder af folk som betragter overflod af mad gennem et vindue, gamle fiskere fra Italien, rare mennesker i færd med at tjene penge etc. Der er intet i vejen med at være virtuos.
Når man vover sig ind på museet for at se Carls kunst, kan man gå ind i et tilstødende rum og lytte til små sange på melodien fra bl.a. “Hammer hammer fedt” – om Carl. Eller se små film, hvor tilslørede unge kvinder fortæller om rædselsfuld behandling på åben gade. Jeg ved ikke, hvad det kan tænkes at have at gøre med malerierne. Jeg tror egentlig heller ikke, at de personer, som ofrer penge på at se en udstilling på Statens Museum for Kunst, er de mest racistiske og mest intolerante i landet.
Jeg tvivler på, at Carl er den mest indlysende kunstner at bruge som træhammer på møghullernes hoveder
Intet tyder på, at Carl var særlig racistisk og intolerant i forhold til den tid og det land, han levede i. Det mærkelige er så, at de tre unge kvinder med indvandrerbaggrund taler om andres blik på dem i det offentlige rum. I hans billede af de tre osteri-gæster og katten er det danskerne, som bliver betragtet, og som kommer udefra.
I en globaliseret verden er vi nok alle nødt til at acceptere, at vi bliver set af andre og ofte bedømt af andre. I mit liv har jeg oplevet at blive skældt ud for lidt af hvert alene på grund af mit køn. Både af danskere og indvandrere. Var det normalt i Italien, da Carl levede og malede der?
Selvfølgelig ville det være dejligt om en kunstudstilling kunne virke opklarende og opdragende på racistiske møghuller, men jeg tvivler på, at Carl er den mest indlysende kunstner at bruge som træhammer på møghullernes hoveder.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.