
SUNDHED // BOGUDDRAG – “Hvis nogen vil forsøge at finde en mening med kræft, så skal de være hjertelig velkomne. Enhver salig i sin tro. Jeg afviser ethvert forsøg på at finde positiv mening i kræften. Kræft er en meningsløs sygdom ligesom alle andre sygdomme. Men derfor kan jeg måske alligevel få noget betydningsfuldt ud af mit meningsløse kræftforløb gennem mine aktiviteter og mit arbejde – det opvejer bare ikke kræften.” Sådan skriver journalist Arne Notkin i sin nye bog, ‘Sådan overlevede jeg kræften og sundhedsvæsenet’.
Livet efter kræft bliver ofte beskrevet som en tur i rutsjebanen. Det ene øjeblik oplever man en euforisk glæde over kirsebærtræerne, der blomstrer igen, og det næste øjeblik lammes man af angst op til et kontrolbesøg.
Jeg er sluppet ret heldigt gennem mit kræftforløb. Det meste af tiden føler jeg, at jeg er tilbage i min gamle glade grundstemning. Nogle gange overvældes jeg af en usigelig glæde over at have overlevet sygdommen, så jeg kan opleve noget, jeg ellers frygtede at gå glip af.
Jeg har aldrig forestillet mig, at jeg skulle gå over på “den mørke side”, over til kommunikationssiden, hvor det jo handler om interessevaretagelse for den, der betaler ens løn
Meget sjældent oplever jeg kortvarig bekymring og noget, der tangerer angst. Men der er kommet en ny alvor ind i mit liv.
Aviser og ugeblade bringer ofte historier om mennesker, der går utrolig meget ondt igennem, for derefter at finde en ny mission i tilværelsen.
Efter et stressanfald forlader de deres travle karrierejob og slår sig ned på landet for at dyrke biodynamiske grøntsager. Efter en hård omgang kræft opgiver de deres udsvævende liv, fordi de har mødt Jesus, som de nu helliger deres genfødte liv.
Jeg har været tilbøjelig til se på den slags med en vis ironisk og kynisk distance. Fint nok for dem. Jeg under dem hvert et sekund af deres nyfundne lykke, men jeg synes ikke, at jeg har levet et dårligt liv med vanvittigt forkerte prioriteringer, før jeg fik kræft.
Jeg havde et godt liv, og på en måde drømmer jeg bare om at genoptage det og fortsætte, hvor jeg slap.
Men så må jeg erkende, at den livstruende sygdom også på i hvert fald ét område, har ændret mine inderste præferencer. Jeg har hele mit liv arbejdet med uafhængig og kritisk journalistik.
Jeg har aldrig forestillet mig, at jeg skulle gå over på “den mørke side”, over til kommunikationssiden, hvor det jo handler om interessevaretagelse for den, der betaler ens løn.
Jeg føler mig privilegeret. Jeg møder kræftpatienter, der kæmper med de forfærdeligste fysiske og psykiske senfølger, mens jeg bare mærker bekymring og angst ved sjældne lejligheder
Men nu arbejder jeg med kommunikation og presse for Kræftens Bekæmpelse, hvor jeg varetager organisationens interesser. Hvad skete der?
Der skete det, at jeg kom i nærkontakt med sundhedsvæsenet som kræftpatient og blev grebet af et ønske om at yde mit for at skabe et endnu bedre sundhedsvæsen. Jeg kom i kontakt med andre kræftpatienter, og jeg så, at der trods massive indsatser stadig er områder, der trænger til et løft.
Derfor betænkte jeg mig ikke et sekund, da jeg fik muligheden for at arbejde for Kræftens Bekæmpelse. Det gav så god mening.
Men giver det også mit kræftforløb mening?
Nej! Fandeme nej! Hvis nogen vil forsøge at finde en mening med kræft, så skal de være hjertelig velkomne. Enhver salig i sin tro. Jeg afviser ethvert forsøg på at finde positiv mening i kræften. Kræft er en meningsløs sygdom ligesom alle andre sygdomme.
Men derfor kan jeg måske alligevel få noget betydningsfuldt ud af mit meningsløse kræftforløb gennem mine aktiviteter og mit arbejde – det opvejer bare ikke kræften.
Jeg føler mig privilegeret. Jeg møder kræftpatienter, der kæmper med de forfærdeligste fysiske og psykiske senfølger, mens jeg bare mærker bekymring og angst ved sjældne lejligheder.
Et af de råd mod angst, jeg har læst, går ud på, at man skal arbejde på at ændre sit fokus fra angst til taknemmelighed. Påstanden er, at der ikke er plads til både angst og taknemmelighed i ens sind samtidig.
Det er meget muligt. Jeg kan se, at mange af mine yngre lidelsesfæller på Instagram bruger ordet “taknemmelighed” til at beskrive deres følelser.
En pige, der lider af uhelbredelig kræft, fortæller stort set hver eneste dag, hvad hun lige nu er taknemmelig for: kæresten, hunden, snacks til tv-seningen, turen i parken, på kirkegården, solopgangen.
Jeg oplever også ting på en ekstra skøn måde, fordi jeg ikke længere bare tager livet for givet. Jeg oplevede min søns glade smil til hans bryllup. Jeg oplever min datters kærlige blik på vores nyfødte barnebarn.
Det stod ikke i kortene i efteråret 2017. Som ægtepar og familie er vi kommet tættere på hinanden i løbet af mit kræftforløb. Og ved at aktivere disse følelser af lykke kan jeg godt reducere mine nervøse tanker op til en test eller en scanning.
Jeg fik kræft. Den kunne have slået mig ihjel. Men jeg overlevede kræften og kan leve mit liv med min elskede og mine kære. Det er jeg taknemmelig for
Men jeg har haft svært ved at bruge ordet “taknemmelig”, fordi jeg er plaget af logisk tænkning. Og logikken er følgende:
1. Jeg er lykkelig og taknemmelig over, at jeg overlevede kræften.
2. Forudsætningen for at overleve kræft er jo, at man får kræft.
3. Det indebærer jo så rent logisk, at jeg også skal være lykkelig og taknemmelig for, at jeg har fået kræft. Og det er jeg ikke. Overhovedet ikke. Nej, intet retfærdiggør kræft. Intet formilder kræft. Intet forsoner kræft.
Men Monica, min kone, knuser logikken. Her er hendes kommentar:
“Jeg er taknemmelig over, at du overlevede. Jeg er taknemmelig over, at vi fik lov at opleve vores 39 års bryllupsdag sammen. Jeg er taknemmelig over, at vi får et uvist antal år mere sammen. Jeg er taknemmelig over at have dig ved min side som bedsteforældre. Jeg vil formentlig i alle årene fremover være taknemmelig over, hvad vi får lov at opleve sammen. Intet kan tages for givet.”
Og de følelser, den kærlighedserklæring vækker i mig, tilsidesætter min logik.
Jeg fik kræft. Den kunne have slået mig ihjel. Men jeg overlevede kræften og kan leve mit liv med min elskede og mine kære. Det er jeg taknemmelig for.
Jeg føler taknemmelighed over for alle dem, der har hjulpet os. Jeg er taknemmelig for alt det gode, jeg oplever. Og denne følelse af livsglæde og lykke er med til at mindske angsten for tilbagefald.
En gang imellem tænker jeg på en sang med en helt særlig historie i mit liv.
Jeg var på kibbutz i det nordlige Israel under Jom Kippur-krigen i 1973. Med mine egne øjne så jeg den syriske hær rykke frem gennem natten på Golan-højderne lige på den anden side af Tiberias-søen. Jeg kunne følge, hvordan ildsporene fra kampvognenes kanoner rykkede tættere og tættere på. Vi blev hurtigt sat i sving med at mørklægge og indrette vores spisesal til at modtage evakuerede civile og sårede.
Jeg fattede først alvoren, da vi hjalp de tavse, evakuerede familier fra lastbilerne med de slukkede lygter ind i spisesalen. Braget fra jagerfly, der brød gennem lydmuren lavt hen over os, rystede bygningerne, så vinduerne klirrede og sendte chokbølger gennem de voksne og børn, der havde søgt tilflugt hos os.
Når jeg bliver nervøs, tænker jeg, at der er rigtig meget, man kan frygte i denne verden. Men jeg vælger at fokusere på det gode liv. Og går beslutsomt frem
De arabiske sejre i begyndelsen af krigen satte en frygt i israelerne, og netop i den periode var der en sang, som blev utrolig populær blandt både sekulære og religiøse israelere. Teksten er flere hundrede år gammel og er skrevet af en rabbiner, der hedder rabbi Nachmann af Breslav.
Teksten lyder:
Hele verden er
en meget smal bro.
Det vigtigste er ikke at frygte overhovedet.
כל העולםֿ כלו
גשר צר מאד
והעקר לא לפחד כלל
Kol ha’olam kulo
gesher tzar me’od
vehaikar lo lefached klal
Selvfølgelig har man lov til at føle frygt og angst. For mig handler det ikke om at undertrykke sine følelser. Det handler om, hvordan man agerer på sine følelser, og hvor man har sit fokus.
Jeg husker, hvordan det var at skulle balancere på en smal bom til gymnastik i skolen.
Hvis man kiggede nervøst og usikkert lige ned foran sin fod eller bare lidt til siden, eller tøvede man bare et sekund, så mistede man uvægerligt balancen og røg ned til hån, hujen og latterliggørelse.
Men hvis man rettede blikket stift frem mod målet i den anden ende og gik hurtigt og beslutsomt frem, så nåede man som regel sikkert i mål.
Når jeg bliver nervøs, tænker jeg, at der rigtig meget, man kan frygte i denne verden. Men jeg vælger at fokusere på det gode liv. Og går beslutsomt frem.
Bearbejdet uddrag fra: Arne Notkin, Sådan overlevede jeg kræften og sundhedsvæsenet, People’s Press, 2019 – teksten har tidligere været bragt i Kristeligt Dagblad.
Vil du også gerne følge med i debatterne og journalistikken i POV, så sørg for, at du får vores digitale weekendavis hver fredag morgen – POV Weekend kommer ind ad din digitale dør – altså indbakken i din e-mail – hvis du bestiller den her. Og det koster ikke noget.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.