HISTORIE – Hver uge tager Maria Helleberg os ind i Danmarkshistorien ved at kysse fortiden og aflive et par myter om den. I denne uge ser hun på enevælden i Danmark, der ofte fremstilles som en normal udvikling, en fiks og moderne form, som alle lande i Europa benyttede sig af fra midten af 1600-tallet. Men det er ikke sandt. I England havde man i årtier bøvlet med modsætninger mellem konge og parlament og her eksploderede uenigheden i borgerkrig, afsættelse og henrettelse af kongen.
Den danske udgave ef enevælden var den eneste, som byggede på en lov, Kongeloven, der bruger uforholdsmæssigt megen plads på at ordne fremtidens arveret. Man glemte så, fordi det egentlig ville være majestætsfornærmelse, alene at nævne muligheden at tage stilling til sådanne problemer som en konge, der var alkoholiker eller psykisk syg.
Christian 4. havde været en slags administrerende direktør i firmaet Danmark, underlagt en streng bestyrelses skarpe krav. Det overvældende arbejde havde været med til at knække en robust personlighed. Sammenstødet mellem mani og manglende faktiske muligheder var tydelig for alle.
Adelen havde sat sig på kongens frihed. Adelen sad i rigsrådet og forsøgte at få kongen til at fungere som en tredje, forlænget arm.
I Danmark voksede enevælden ikke frem gennem det gamle samfund, men blev indført ved et kup
Nu knyttede Christian 4.s søn Frederik 3. sig til samtidig fransk statsfilosofi og skabte en selvstændig enevælde.
Kongeloven var med til at grundlægge den danske myte om enevælden, som f.eks. Ludvig Holberg kolporterede i begyndelsen af 1700-tallet. Den bedste og mest logiske af alle styreformer… Og i Danmark voksede enevælden ikke frem gennem det gamle samfund, men blev indført ved et kup.
En forbandet løgn
Hvor den franske konge simpelthen havde sat sig i besiddelse af grænseløs magt og betragtede land, rige og folks om sin private ejendom, byggede den danske enevælde på en i teorien frivillig pagt: at det danske ”folk” havde overgivet magten over sig selv til kongen. Denne myte var med til at grundlægge enevældens gode ry. Og det er en forbandet løgn.
Adelen måtte sige farvel til de fleste af sine middelalderlige privilegier. Oprindelig betalte adelen “skat” ved at indgå en “værgepligt” i krig. Den pligt svigtede adelen under krigene mod Sverige. Skattefriheden ophævedes, og man måtte finde sig i, at borgere med penge på kistebunden kunne købe sig til adelskab (det gjorde bl.a. Ludvig Holberg). Siden begyndelsen af 1500-tallet havde adelskab kun kunnet erhverves ved indsats under krig.
Reaktionen på tab af magt og indførelse af købeadel var foragt, skræk og tilbagetrækning. Men hoflivet under enevælden tiltrak den selvsamme adel, og de fik da også både embeder og magt og betydning
Fra nu af skulle i teorien enhver begavet (mand) kunne opnå ethvert embede under staten. Omkring 1700 beviste en ung norsk mand, Peder Wessel, at man i kraft af kunnen, opfindsomhed og mod kunne stige til at blive admiral og adlet under navnet Tordenskjold.
Reaktionen på tab af magt og indførelse af købeadel var foragt, skræk og tilbagetrækning. Men hoflivet under enevælden tiltrak den selvsamme adel, og de fik da også både embeder og magt og betydning. Den unge kvinde, Anne Sophie Reventlow, som Frederik 4. giftede sig med og senere gjorde til dronning, var datter af landets storkansler.
Men i teorien er det jo rigtigt, at enevælden betød al magt til kongen. Ingen af de danske enevoldskonger formåede dog heldigvis at regere uden indblanding fra rådgivere – Griffenfeld, Holstein, Moltke og Struensee er de helt centrale navne.
Og hvad skabte enevælden så af nyt?
Inddelingen af landet i amter i stedet for len var enevældens opfindelse. Her kunne man møde den nye embedsadel i praksis.
I 1671 indførtes en ny orden, Dannebrogordenen, og den nye adel fik titler af greve, friherre og baron.
I 1679 fulgte en elaboreret rangforordning, der egentlig stadig kan iagttages i funktion ved nytårskuren. Alle statsembedsmænd inddeltes i et storslået system, som var nødvendigt i et samfund med nyopfunden, social mobilitet.
Og omkring 1800 indførte den ellers så liberale kronprins Frederik en lammende censur, der bl.a. truede med fængsel og henrettelse for ytringer i skriftlig form
Og så fik man selvfølgelig censur. Den vekslede op gennem enevældens århundreder. Begrebet majestætsfornærmelse er omtalt i Kongeloven, og Struensees ven Enevold Brandt blev dødsdømt for at have bidt kongen i fingeren. Selvfølgelig måtte selv Holberg lobhudle (skamrose) enevælden i sine historiske værker. Andet var simpelthen ikke muligt. Han skrev om antikkens republikanske Rom og måtte her forundret viderebringe oplysninger om samfund, der valgte sine ledere for få år ad gangen… Demokrati kalder vi det.
I midten af 1700-tallet var det såmænd verdslig musik og teater, som blev forbudt.
Og omkring 1800 indførte den ellers så liberale kronprins Frederik en lammende censur, der bl.a. truede med fængsel og henrettelse for ytringer i skriftlig form. Ateisme blev således ulovlig, selv om kongens egen svoger ofte gav udtryk for sin religiøse holdning eller mangel på samme.
Så man nabolandet Sverige under dets ”frihedstid”, så var det ikke tillokkende at bytte skæbne med landet, der savnede enevælde, men havde et såkaldt parlament at trækkes med. Sverige led under korruption og utidig indblanding fra den store nabo, Rusland, og perioden sluttede da også med kupforsøg og gentagne politiske mord og henrettelser.
Diktatur i reneste form
Det var tværtimod op til kong Gustav 3. at forsøge en hårdt tiltrængt ”danskificering” af det politiske liv. Danmark havde opnået, hvad lignede politisk ro gennem enevælden. Man havde jo indført diktatur i reneste form.
Man kendte jo ikke meget til andre organisationsformer for moderne samfund. Demokratiet lå fjernt, man manglede politisk bevidsthed, politiske diskussioner, potentielle vælgere. Partier. Det var en af grundene til, at hemmelige selskaber, såsom frimurerne, blomstrede op i flere lande med enevælde.
Opfattelsen af enevoldskongen som alvidende, god fader var ikke vanskelig at forstå i en tidsalder, hvor enhver husstand var organiseret således. Som husfaderen havde organiseret hus, hjem, familie og virksomhed, under tugt og orden, skulle kongen organisere alle disse små enheder. En praktisk, autoritær ordning, som virkede udmærket.
Enevældens bedste side er vel de huse, kongehuset opførte. Men de største er altså forsvundet. Hirschholm Slot var for dyrt at opretholde og Christiansborg brændte
Alle menneskers magt var jo begrænset, afgrænset af andres magt – og der var ikke nødvendigvis tale om nogen godsindet, uselvisk magtudøvelse. Kongen opfattedes som den magt, der svævede over vandene, parat til at skride ind og med et pennestrøg ændre en uretfærdig skæbne. I øvrigt en opfattelse af suverænen, der i nyere tid genfindes i yderst brutale diktaturer som Sovjetunionen under Stalin.
Kongen er af natur god, for han er Guds repræsentant, og hvis han foretager sig noget ondt, skyldes det dårlige og korrupte rådgivere. Som kongen kan bruge den uberegnelige natur under sin vilje, bøje den og gøre den symmetrisk og nyttig, vil han kunne bøje alle andres vilje og tvinge dem til at lystre sig.
Enevoldskongen var i princippet tilgængelig for alle, men det var vel egentlig først Frederik 6., der livet igennem praktiserede denne zappende styreform, hvor kongen er afhængig af, at privatpersoner gør ham opmærksom på større og mindre problemer. Den opinionsstyrede enevælde kalder vi perioden.
Enevælden opfattedes i sin storhedstid som uindskrænket og især ubegrænset magt. Den totale besiddelse. Staten som kongens private ejendom. Før havde kongen kun kunnet anvende de midler, han tjente fra egne ejendomme – og han fik ikke hverken løn eller apanage.
Kongen skulle nok optræde repræsentativt men uden at gå over gevind, for han var indsat af rigsrådet som landets praktiske administrator. Og man havde en konge, fordi man altid havde haft denne styreform.
Han havde overtaget kongens hustru og hele lovgivningsarbejdet. Lovene kunne folk tåle at høre om. Dronningens utroskab blev forsøgt hemmeligholdt
Med enevælden blev pragtudfoldelsen en pligt. Og i mange tilfælde en glæde, der gjorde magtudøvelsen morsommere.
Paradoksalt nok var det faktisk først Struensee, der virkelig anvendte enevoldsmagten til at forvandle samfundet ”med et pennestrøg”. Der krævedes nu egentlig et utal af pennestrøg, men det lykkedes, så længe Struensee formåede at holde sig ved magten. Under Struensee fungerede enevælden omsider i et lille års tid efter Kongeloven.
Enevældens nødudgang
Og dog slet ikke. For Kongeloven ville ikke anerkende muligheden af, at en anden end Kongen regerede. Så da Struensee blev bragt til fald, stod de nye/gamle magthavere med et voldsomt problem.
Man var simpelthen nødt til at henrette manden, fjerne ham fra verden efter at have fordømt ham.
Samtidig med at man forsøgte at skjule udstrækningen af hans majestætskrænkelse: han havde overtaget kongens hustru og hele lovgivningsarbejdet. Lovene kunne folk tåle at høre om. Dronningens utroskab blev forsøgt hemmeligholdt.
Enevældens bedste side er vel de huse, kongehuset opførte. Men de største er altså forsvundet. Hirschholm Slot var for dyrt at opretholde og Christiansborg brændte. Det bedste billede får man egentlig ved at besøge den lillebitte yndefulde Eremitage-slot nord for København. For med alle paladserne og alle hof-reglerne var det faktisk huse som dette, enevældens herskere længtes efter at opholde sig i. Enevældens nødudgang.
Foto:
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
