EUROPAS MINDRETAL #6 // UKRAINE – Ukraine er Østeuropas mindst antisemitiske land. Fra Holocausts rædsler til genoplivningen af det jødiske liv i dag, har det jødiske samfund sat et uudsletteligt præg på Odesas historie og identitet.
ODESA – Jødernes liv i Ukraine er én lang historie om etnisk udrensning. Men også om vilje til overlevelse. Overalt i Ukraine er der vidnesbyrd om især nazisternes forsøg på at udrydde jøderne. Mindestenene i Lviv, det jødiske museum i Odesa og først og fremmest Babi Yar uden for Kyiv, hvor 33.000 jøder blev skudt den 29. og 30. september 1941.
Vi er taget på byvandring i Odesa for at få et indtryk af det jødiske liv. I 1926 var 36 pct. af Odesas befolkning jøder. I dag drejer det sig om nogle promille. Hvis man vil forstå jødernes situation i dagens Ukraine, er man nødt til at kende deres historie.
I Brodsky-synagogen på Zhukovskoho gaden i Odesa møder vi Lev, en 78-årig pensioneret ingeniør. Hans familie har boet i Odesa i generationer, og han husker sovjettiden. ”Mine bedsteforældre overlevede pogromerne i 1905,” fortæller Lev. ”De gemte sig i en nabos kælder, mens deres hjem blev ødelagt. Men de blev i Odesa, fordi de troede på denne by.”
Fra byens grundlæggelse i slutningen af det 18. århundrede til i dag har jøder spillet en central rolle i Odesas økonomiske, kulturelle og intellektuelle liv
Lev voksede op i en tid, hvor jødisk identitet ofte blev skjult. ”Vi fejrede påsken i hemmelighed,” husker han. ”Min mor dækkede vinduerne til, så ingen kunne se stearinlysene. Det var farligt at være åbenlyst jøde. Lev taler med stolthed om Odesas jødiske arv. ”Denne by er bygget af jøder, ukrainere, russere, grækere og mange andre. Vi er alle en del af dens historie.”
Den religiøse og kulturelle arv
Ved Holocaust-mindesmærket på Prokhorovska-gaden taler vi med Rosa, en 89-årig Holocaust-overlevende. Hendes stemme dirrer, da hun fortæller om de rædsler, hun var vidne til som barn. ”Nazisterne kom i 1941,” begynder hun. ”De samlede tusinder af jøder og beordrede dem til at marchere til udkanten af byen. Mine forældre og søskende var blandt dem. Jeg så dem aldrig igen.”
Rosa overlevede ved at gemme sig hos en ukrainsk familie, der satte deres liv på spil for at beskytte hende. ”Jeg skylder dem alt,” siger hun stille. ”Men selv efter krigen var livet ikke let. Vi var bange for at tale om, hvad der skete.”
I dag deler Rosa sin historie med unge mennesker ved mindesmærket. ”De har brug for at kende sandheden,” siger hun. ”De skal huske det, så det aldrig sker igen.”
På Beit Grand Jewish Cultural Center møder vi Anya, en 28-årig lærer med en passion for sin religiøse og kulturelle arv. Eftersom hun er født efter Sovjetunionens fald, voksede Anya op uden at kende synderligt til sin jødiske identitet.
Selv om jøderne kun udgør et beskedent antal, var de særdeles aktive i Ukraines uafhængighedsbestræbelser i 1980’erne
”Mine forældre talte ikke meget om at være jøde,” forklarer hun. ”Det var noget fra fortiden, noget de ikke mente var relevant længere.” Det ændrede sig, da Anya deltog i et hanukkah-arrangement i centret for et par år siden. ”Jeg følte, at jeg havde fundet et forsvundet stykke af mig selv,” sagde hun. I dag underviser Anya børn i centret i hebraisk og jødisk historie. ”Det er vigtigt for dem at vide, hvor de kommer fra,” sagde hun. ”Vi er ikke kun overlevende – vi er skabere, tænkere og drømmere.”
På Beit Grand Jewish Cultural Center træffer vi også David, en 45-årig forretningsmand, der i sin tid hjalp med at finansiere centrets byggeri. ”Dette er mere end bare en bygning,” siger han. ”Det er et sted, hvor vi kan mødes, fejre vores kultur og sikre, at vore traditioner bliver givet videre til næste generation.” Centret tilbyder alt fra undervisning i hebraisk til traditionelle danseforestillinger, der tiltrækker jøder i alle aldre. ”Vi værner ikke kun om fortiden,” forklarer David. ”Vi bygger samtidig en fælles fremtid.”
Jøder spillede en central rolle
Fra byens grundlæggelse i slutningen af det 18. århundrede til i dag har jøder spillet en central rolle i Odesas økonomiske, kulturelle og intellektuelle liv. Markante jødiske skikkelser som zionist-lederen Vladimir Jabotinsky, Meir Dizengoff, Tel Avivs første borgmester, og forfatteren Isaac Babel kommer fra Odesa. Odesa var et center for den zionistiske bevægelse og har den dag i dag en ”jødisk atmosfære” med åbenhed og tolerance over for minoriteter.
Med afskaffelsen af restriktioner på religiøse og kulturelle udtryk begyndte jøderne at genfinde deres kulturelle og menneskelige identitet
Byen var vært for haskalah (den jødiske oplysningstid), som søgte at modernisere jødisk uddannelse og kultur. Forfattere som Sholem Aleichem og Hayim Nahman Bialik, to af de mest berømte personer inden for jiddisch og hebraisk litteratur, tilbragte megen tid i Odesa og hentede inspiration fra byens pulserende jødiske samfund.
Der er ikke et særligt jødisk kvarter i Odesa. Men fx det travle Privoz-marked, et symbol på Odesas kommercielle vitalitet, er stærkt påvirket af jødiske købmænd og handlende. Markedet eksisterer i bedste velgående, og atmosfæren kan minde om hallerne i Paris i gamle dage. Man bliver råbt an som tilforn. Med tilbud om smagsprøver og opfordringer til at købe; især udbuddet af frisk fisk er overdådigt og fristende. Grøntsagerne har ikke været i nærheden af pesticider. Du forventes at prutte om prisen.
Langt de fleste ukrainere er ortodokse – mellem 60 og 80 procent. Men selv om jøderne kun udgør et beskedent antal, var de særdeles aktive i Ukraines uafhængighedsbestræbelser i 1980’erne. Her opstod der venskaber mellem ukrainske og jødiske dissidenter. Der blev flaget med israelske flag blandt ukrainerne og med ukrainske flag – før landet blev uafhængigt – blandt jøderne.
Sovjetunionens sammenbrud i 1991 markerede et vendepunkt for Odesas jødiske samfund. Alle love med antisemitisk indhold blev nu ophævet. Med afskaffelsen af restriktioner på religiøse og kulturelle udtryk begyndte jøderne at genfinde deres kulturelle og menneskelige identitet. Synagoger blev restaureret, jødiske skoler og kulturcentre genåbnet, og en ny generation genskabte forbindelserne til jødernes historiske rødder.
Jøderne bidrager til den generelle etniske opblomstring efter 1991. De er de første, der grundlægger egne aviser og kultur- og uddannelsesinstitutioner. Hermed inspirerer de andre etniske grupper.
Men der var fortsat eksempler på en statslig diskrimination af jøder, som fx ikke måtte optages på visse uddannelsesinstitutioner. Et stort antal jøder emigrerede til Israel, Tyskland og USA. I 1989, hvor Berlinmuren falder, er der 487.000 såkaldte kernejøder i Ukraine – dvs. jøder, der selv identificerer sig som jøder. I dag er der 43.000, overvejende ortodokse jøder.
Højreekstremismen
Ukraine har ingen statsreligion, og det er forbudt at fremme religion i skolerne. Den ukrainske forfatning garanterer religionsfrihed. Men i praksis er der mange spændinger. Undertrykkelse og diskrimination i denne periode rammer især den jødiske og muslimske befolkning. Det nationalistiske parti Svoboda (Frihedspartiet) betegnes af Den Jødiske Verdenskongres som ”antisemitisk” og ”nynazistisk”.
I 2012-14 oplevede Svoboda en vælgertilslutning på 12-14 pct. I 2017 afholdt Svoboda sammen med andre højreekstreme bevægelser som ”Nationalkorpset” og ”Højre Sektor” en fælles kongres og udsendte et fælles manifest. Samarbejde var eneste mulighed for at klare spærregrænsen. Dette mislykkedes, idet ingen af kandidaterne fra det yderste højre fik over 2 pct. af stemmerne. Svoboda opnåede kun 2,16 pct. af stemmerne og nåede dermed ikke over spærregrænsen for partier på 5 pct.
I diskussionen om antisemitisme i Ukraine har der været særlig interesse for Azov-brigaden, der udspringer af Nationalkorpset. Så meget står fast, at Azov oprindeligt flirtede med højreekstremistiske grupperinger og nynazistisk ideologi og benyttede nazistiske symboler, herunder hagekorset. Men bevægelsen er i dag blevet afpolitiseret og har nu også indrulleret muslimer, jøder, herunder en israelsk statsborger, og andre minoriteter.
Efter invasionen i 2022 har Azov koncentreret sig om forsvaret af Ukraine og er blevet integreret i Nationalgarden. Den jødiske sammenslutning Vaad har på den baggrund slået til lyd for, at USA ophæver sanktionerne over for Azov. En del jøder i Ukraine tjener som nævnt i Azov og støtter brigaden økonomisk, bl.a. Nathan Khazin.
Azov-brigaden indlagde sig hæder ved sit modige forsvar af Mariupol i starten af krigen. Brigadens leder Denis Prokopenko udtrykte dengang, at ”vi vil kæmpe til vor sidste bloddråbe”. Det er bemærkelsesværdigt, at på trods af en forholdsvis stor jødisk befolkningsgruppe i Mariupol var der ikke i disse skæbnesvangre måneder i foråret 2022 eksempler på episoder mellem Azov og jøder.
Det mindst antisemitiske land i Østeuropa
Odesas jødiske samfund har de seneste år oplevet en renæssance. Beit Grand Jewish Cultural Center, der åbnede i 2012, er blevet et centrum for det jødiske liv og tilbyder alt fra undervisning i hebraisk til traditionelle danseforestillinger. Brodsky-synagogen, der engang var et eksempel på skønhed i forfald, er blevet restaureret og stråler nu igen.
Historien om Odesas jøder er et vidnesbyrd om modstandskraft, kreativitet og overlevelse. Fra de travle markeder i det 19. århundrede til de litterære saloner i det tidlige 20. århundrede, fra Holocausts rædsler til genoplivningen af det jødiske liv i dag, har det jødiske samfund sat et uudsletteligt præg på Odesas historie og identitet.
Ifølge opinionsmålinger er Ukraine i dag det mindst antisemitiske land i Østeuropa. Det stemmer godt overens med, at de mest højreorienterede og antisemitiske partier i Ukraine som nævnt får yderst beskeden tilslutning. Mindre end fx i Frankrig og Tyskland.
Jøderne er godt repræsenteret i de forskellige politiske fora. Ukraine havde sågar i en kort periode i 2019 både en jødisk premierminister, Volodymyr Groysman, og den nuværende jødiske præsident Volodymyr Zelenskyj. Zelenskyj selv oplever ikke, at hans jødiske baggrund har været en hindring for ham i hans politiske arbejde: ”Folk er ligeglade,” siger han. ”Ingen spørger mig om det.”
Så snart de russiske tropper rykkede ind i Ukraine i februar 2022, fjernede den israelske regering de bureaukratiske barrierer, så de ukrainske jøder hurtigt kunne komme til Israel. Jøderne flygtede ikke, fordi de var personligt forfulgte. Men fordi de frygter at blive gjort til syndebukke, og ansvarlige for, hvad der er gået galt, når krigen slutter. Som det så ofte før er sket i Ukraines historie. Og med en jødisk præsident kan mange jøder nemt se for sig, at pilen uvægerligt vil pege på dem som de skyldige.
Mange af de jøder, der flygter fra Ukraine, tildeles få dage efter ankomsten til Israel en bolig på Vestbredden. Det er næppe sandsynligt, at de vender tilbage til Ukraine efter krigen.
Invasionen i februar 22 førte til det største antal jødiske emigranter fra Ukraine til Israel. Men de fleste jøder har valgt at blive i Ukraine. Og masser af jødiske organisationer både i og uden for Ukraine arbejder målrettet på at hjælpe det jødiske samfund i de krigsramte områder.
Indtil videre har den jødiske infrastruktur i landet og hjælpen udefra været i stand til at håndtere krigens konsekvenser.
De største jødiske samfund i Ukraine i dag findes i Kyiv, Odesa, Dnipro og Kharkiv. I Dnipro indviede man i 2012 Europas største menighedscenter, Menorah Centeret. Det er et kæmpe bygningskompleks med syv højhuse i op til 22 etager, der rummer synagoger, hoteller, kosher-restauranter og et undervisnings- og forskningscenter. Det vidner om et jødisk samfund i Ukraine, der i høj grad er levedygtigt.
Historien om Odesas jøder vidner om modstandskraft, betydningen af kulturarv og håbet om en bedre fremtid. En historie, der har et vigtigt budskab til det Ukraine, der lige nu befinder sig i en eksistenskamp.
Polarisering eller fællesskab
I de senere år har man set en stigende grad af højreradikalisme, ekstreme udtryk på venstrefløjen, hvilket fører til en debat om, hvor vidt Europa går mod polarisering eller fællesskab.
I første halvdel af 2025 kigger POV nærmere på de indre udfordringer, Europa står overfor, og hvad EU-landene gør – både som enkeltlande og i fællesskab – for at tackle dette problem.
Frem til sommeren står for døren sætter vi fokus på emner som racisme, ghettodannelse, flygtninge og asylansøgere, etniske mindretal, seksuelle mindretal og politisk vold, men også de vellykkede forsøg på at bygge bro over forskellighederne.
Læs flere artikler i serien her.
I forbindelse med udarbejdelsen af denne artikel har POV modtaget tilskud af Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene tilskudsmodtagers.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og