Historien om Fløjte-Karl, en gammel københavnsk original

i Historie/Liv & Mennesker af

LONGREAD // LIV – Der har altid været originaler i København. Disse lidt besynderlige personager, som alle byens indbyggere kender og accepterer som en del af bybilledet. Hvem husker ikke Sigvaldi, ”Violmanden” eller Sanger-Søren på Strøget? POV’s Philip Sampson har valgt at kigge nærmere på ”Fløjte-Karl”, en af Københavns allermest elskede ”originaler” gennem tiderne. Der er skrevet meget om ham i årenes løb. Småhistorier og anekdoter, men mærkeligt nok aldrig en samlet fortælling om hans liv. Her, mere end 130 år efter hans død, er et longread, der forsøger at råde bod på dette.

Juleaftensdag 1886 sneede det kraftigt i Kongens København. Blandt de mennesker, der stred sig gennem det ubehagelige vejrlig var en af hovedstadens originaler, den gamle fløjtespiller Carl Frederik Kattentid. Kendt af Gud og hvermand her i byen som ”Fløjte-Karl”. Den aldrende, hvidskæggede gårdmusikant var nem at kende på sin påklædning, den lange slidte diplomatfrakke og bowlerhatten. På de to stokke, han støttede sig til. Og så på hans stadig mere krogede ryg, der gjorde, at han efterhånden gik med hovedet bøjet helt ned mod brystet.

I tidligere tiders København var der altid en stribe særprægede mennesker, der havde evnen til at samle hele byens interesse om deres person

På hjørnet af Admiralgade og Fortunstræde blev Fløjte-Karl genkendt af en midaldrende, velklædt herre med et svunget overskæg. Han stoppede op i snevejret, vekslede nogle ord med den gamle mand og ønskede ham en glædelig jul. Samtidig fremdrog han sin portemonnæ, og gav Fløjte-Karl en pengegave i anledning af højtiden. Han kunne også sagtens, den velklædte herre. Det var landets kronprins – den senere kong Frederik VIII.

Københavns originaler

I tidligere tiders København var der altid en stribe særprægede mennesker, der havde evnen til at samle hele byens interesse om deres person. Det var mennesker, der på grund af deres udseende, deres påklædning, deres opførsel eller baggrund bevidst eller ubevidst skilte sig ud fra mængden. Tilbage i 1800-tallet gik de under fællesbetegnelsen originalerne. Folk med tilnavne som Trippemanden, Filosoffen fra Magstræde, Tyroler-Ferdinand, Professoren, Pudse-Peter, Excellensen, Den flotte Scheibelein, Jomfru Tidsfordriv og Fløjte-Karl.

Tegning af Fløjte-Karl fra 1877. Det Kongelige Bibliotek

I dag ville en del af dem have fået en diagnose og være blevet anbragt på en institution. Men dengang fyldte de op i gadebilledet og blev genstand for alt fra overbærende smil til hån og latterliggørelse. Alle disse originaler, der egentlig bare var medborgere, som forsøgte at klare sig gennem tilværelsen uden at ligge andre til last. Mennesker for hvem originaliteten var en del af den reklame, der gjorde livet en smule lettere.

Vandrehistorier og misinformation

Carl Kattentid alias Fløjte-Karl var nok en af de mest elskede af Københavns originaler dengang i sidste halvdel af 1800-tallet. Der var et romantisk, lidt mystisk skær over hans livshistorie. Noget, han nok selv hjalp lidt på vej. Alligevel er det mærkeligt, at denne livshistorie ikke er blevet mere præcist beskrevet og nedfældet. Det kan undre, at fortællingen om ham altid blot bygger på løsrevne fragmenter, vandrehistorier og misinformation. Derfor har jeg gravet i Kattentids historie i håb om at råde bod på dette. Det er sket gennem granskning af avisartikler og andre skriftlige beretninger fra datiden, kirkebøger, folketællinger, vejvisere og hvad der eller findes af optegnelser, der kan kaste lys på hans levned.

Det står hurtigt klart, at Fløjte-Karl indtog en særstilling blandt Københavns gamle originaler. Mødet med kronprins Frederik i julen 1886 – omtalt i en note i Kjøbenhavns Amts Avis – er et eksempel på dette. Men det ofte nævnte faktum, at han altid fik lov til at gå i fred for gadens ungdom – drenge og piger, der ellers for et godt ord forfulgte, drillede og spottede originalerne – vidner om den sympati, denne gamle gårdmusikant gennem årene havde opbygget hos københavnerne.

Fløjte-Karl fotograferet i begyndelsen af 1870’erne. Fotograf Jørgen Theodor Bloch

En vis værdighed

Det havde noget at gøre med hans måde at føre sig på. Der havde altid været en vis værdighed over Fløjte-Karl, når han gik fra gård til gård i hovedstaden og gav numre på sin fløjte. Den måde, han i sine velmagtsdage charmerede tjenestepigerne på og fik dem til at kaste en mønt eller to ud af køkkenvinduet. Og den lidt højtidelige facon, hvorpå han takkede dem for deres bidrag.

Men han var samtidig ikke uden jovialitet og humor. Som da han i 1870 – efter udbruddet af den fransk-preussiske krig – gik fra baggård til baggård og spillede den franske nationalsang udstyret med de mærkeligste trimulanter. Som Jyllands-Posten siden skrev: ”Morsomt var det at se ham gaa rundt i March til Marseillaisens Omkvæd”.

Københavnerne elskede Fløjte-Karl. Og mønterne strømmede ned i hans bowlerhat. Hans plan, sagde han, var at samle en formue på 100.000 rigsdaler. ”Jeg er godt på vej”, var hans standardkommentar, når han modtog en enkelt kobberskilling. ”Nu mangler jeg kun 99.999 rigsdaler, 5 mark og 15 skilling”.

Københavns ældste mand

Den 2. december 1886 – tre uger før Fløjte-Karls møde med kronprinsen – var Nationaltidende kommet på gaden med en stor fødselsdagsomtale af den gamle gårdmusikant. Denne dag fyldte Karl Kattentid 91 år, skrev avisen. Og var dermed ”en af Kjøbenhavns ældste Mænd, maaske den ældste”. Ifølge artiklen, der i de kommende dage blev spredt til aviser over hele Danmark, var gamle Kattentid født den 2. december 1795:

”Han er en Søn af en tidligere Gørtlermester i Adelgade og er den ældste af otte Søskende, fem Brødre og tre Søstre, af hvilke, foruden ham selv, kun en Søster endnu er levende. Karl Kattentid har aldrig været gift, og den gamle Pebersvend bebor alene et værelse i Landemærket 51, 1. Sal over Gaarden”.

Carl Friderich Kattentitts fødsel, kirkebogen for Frederiks Tyske Kirke

Det meste var korrekt. Kun ikke, at han var pebersvend. Og så den for artiklen ikke så uvæsentlige knage med hans alder. Et kik i kirkebogen for Frederiks Tyske Kirke i København viser, at Kattentid var væsentlig yngre, end han i en årrække havde hævdet. Det er rigtigt, at han blev født den 2. december, men det korrekte årstal er 1811. Som søn af gørtleren Carl Heinrich Kattentitt og dennes hustru Inger Marie Just.

Indvandret fra Tyskland

Kattentitt’erne var tyskere. En gammel preussisk slægt, der var indvandret til Danmark i begyndelsen af 1800-tallet. I skikkelse af brødrene Frederik Wilhelm og Carl Heinrich Kattentitt, der begge skulle blive gørtlermestre i København. Gode håndværkere, der befattede sig med at fremstille brugsgenstande i messing, bronze, kobber. Alt fra knapper og beslag over kedler og bæltespænder til lanterner og temaskiner.

Det er urigtigt, at Carl Kattentid var pebersvend; at han aldrig havde været gift. Det havde han. Ligesom det er en kendsgerning, at ægteskabet faldt fra hinanden ret tidligt. Og det er måske her, man skal søge årsagen til, at musiklæreren Kattentid blev sendt ud på den livsbane, der gjorde ham til originalen Fløjte-Karl

Carl Heinrich Kattentitt og hans danske hustru fik ganske rigtigt otte børn. Sønnerne Carl Friderich, Johann Heinrich, Wilhelm Ludvig, August Theodor og Julius Eduard. Samt døtrene Wilhelmine Henriette, Maria Louisa og Juliane Marie.

Carl Frederik Kattentid – som den førstefødtes navn blev fordansket til – skulle traditionen tro have overtaget faren gørtlervirksomhed. Så han blev uddannet gørtlersvend. Men af en eller anden grund blev det Johann – søn nummer to – der som gørtlermester kom til at føre familievirksomheden videre.

Broderstrid

Det kan være dette, der var årsag til en vis uvenskab mellem flere af de fem sønner. Carl Frederik og Johann ”levede ikke i den bedste Forstaaelse”, og lillebroren Wilhelm Ludvig emigrerede slet og ret til Amerika i 1840, fordi der ikke var nogen fremtid for ham i familieforetagendet.

Wilhelm Ludvig Kattentid slog sig ned som farmer i Louisiana, droppede efternavnet Kattentid og tog navneforandring til William Henry – det nye efternavn en anglisering af hans fars mellemnavn Heinrich. Flækken Henry lige sydøst for Abbeville, Louisiana, er i øvrigt opkaldt efter dansk-amerikanske William Henry.

En karriere i musikken

Storebror Carl Frederik Kattentid for sin part blev hjemme i gamle København. Men kastede sig i stedet over musikken. Af noterne i en skillingsvise, der i sin tid blev udsendt om Fløjte-Karl, søgte han angiveligt som ung plads som musiker i Det Kongelige Teaters kapel – men blev ikke antaget, fordi han ikke var ”med paa Noderne”.

Så Carl Frederik slog sig ned som musiklærer. Guitaren og violinen stod ham nært livet igennem, men det var fløjterne, han virkelig kastede sin kærlighed over. Det er måske så meget sagt, at han ”slog sig ned”. Folketællinger og eksemplarer af datidens vejvisere over København viser en ung musiklærer, der konstant flyttede. Fra lejlighed til lejlighed. Fra værelse til værelse. Et fingerpeg om, at han allerede tidligt mistede fodfæstet i livet.

I 1840 boede han således i Sankt Peders Stræde 41, året efter i Løvstræde 121. I 1842 var han så bosat i Farvergade 128, året derpå i Store Larsbjørnsstræde 176. I 1845 finder man musiklærer Kattentid i Ny Adelgade 324, i 1848 bor han i Dybensgade 185, i 1849 i Ny Vestergade 219 og i 1851 i Løngangsstræde 162.

Ægteskabet

Det er urigtigt, at Carl Kattentid var pebersvend; at han aldrig havde været gift. Det havde han.

Ligesom det er en kendsgerning, at ægteskabet faldt fra hinanden ret tidligt. Og det er måske her, man skal søge årsagen til, at musiklæreren Kattentid blev sendt ud på den livsbane, der gjorde ham til originalen Fløjte-Karl.

Carl Frederik Kattentids vielse, kirkebogen for Holmens Kirke

Den 28. september 1839 var han blevet viet i Holmens Kirke af selveste Balthasar Münter, hofprædikant og en af hovedstaden mest ansete præster. Carl Frederik var da 26 år, og hans brud, Sophie Henriette Serine Bech, fire år yngre. Parret havde allerede på dette tidspunkt en søn, Carl Ludvig Robert Kattentid, som var kommet til verden i sommeren 1836 på Fødselsstiftelsen i København. Og ni måneder efter brylluppet fik Carl Frederik og Sophie deres andet og sidste barn, Emil Charles Kattentid. Mærkeligt nok blev også han født på Fødselsstiftelsen i Amaliegade – institutionen, der først og fremmest blev benyttet af ugifte kvinder, der var ”kommet i ulykke” og her kunne føde deres barn i al hemmelighed.

Der er noget galt med dette ægteskab. Mens musiklærer Kattentid boede sammen med sin hustru og to små børn i 1840 – i en kælderbolig i Sankt Peders Stræde 41 – var ægtefællerne i hvert fald gået fra hinanden ved folketællingen i 1845. Her boede Sophie alene med børnene i baghuset på Hausers Plads, hvor hun ernærede sig som håndarbejderske.

Ved den næste folketælling i 1850 erklærede musiklærer Kattentid sig som enkemand i sit hjem i Ny Vestergade. Selv om Sophie rent faktisk levede i bedste velgående andetsteds i København.

Et liv som gårdmusikant

Hvornår Carl Frederik Kattentid blev til Fløjte-Karl, er ikke til at sige med sikkerhed. Han begyndte antageligt sit virke som gårdmusikant i slutningen af 1850’erne. Og i hvert fald ikke senere end 1866, hvor man i populæravisen Flyveposten kunne læse, at Kattentid ”fløjter i Gaarde” uden at have bevilling til dette. Den offentlige politiret i København havde derfor besluttet, at dette forhold skulle bringes i orden.

”En fløjtenist” af Carl Bloch (1869)

Helt fra starten greb Fløjte-Karl sine musikalske optrædener i de københavnske baggårde med den største seriøsitet. Han var musiker og spillede på et rigtigt instrument. Modsat de lirekassemænd, der indfandt sig i samme baggårde trækkende på deres mekaniske pibeorgler komplet med håndsving. Dette var konkurrenter, som Fløjte-Karl med en vis ret følte sig hævet over.

Selv mødte han op med sin tværfløjte indhyllet i et fint stykke stof eller voksdug. Efter at have pakket instrumentet ud, opstillede Fløjte-Karl så det lille nodestativ, han også medbragte. For selvfølgelig spillede han efter noder. Og efter så at have gnedet sine valne fingre, gav han sig i kast med sine fløjtekoncerter. Noget stort talent, var Kattentid ganske vist ikke. Allerede dengang i de første år, var der mange toner, han ikke ramte. Men han var dog musiker.

Til tider kunne man opleve Fløjte-Karl optræde sammen med en anden af Københavns originaler. Nemlig Tyroler-Ferdinand, en sanger og guitarspiller, som dog mere var kendt for sit virke ude på Dyrehavsbakken.

Hvidskægget

Fløjte-Karl bevægede sig i de tidlige år også udenfor hovedstaden, og kunne såmænd godt finde på at tage på turné gennem hele Jylland. Men som årene gik, og han blev mindre adræt og håret blev hvidere, holdt Kattentid sig mere og mere til gårdene i København.

Skuespilleren William Bewer, som var født i 1867, huskede endnu sent i sit liv at have set Fløjte-Karl. Det var tilbage i Bewers barndom, da han selv boede i Helliggeiststræde. Det var disse barndomsminder, den gamle skuespiller lod tankerne glide tilbage til, da han i julen 1958 – i en alder af 91 år – skrev kronikken ”Omkring et gammelt hus” i Berlingske Tidende.

”En skare forhutlede menneskeskæbner aflægger tit gården visit: Gamle Kattentid, Fløjtekarl, laset med det hvide, bølgende skæg, der forskønner hans ansigt. Når jeg i tankerne ombytter hans lurvede bulehat med en nissehue, forvandles han til en elskelig julemand”.

”En fløjtespiller”

Det var Kattentids karakteristiske udseende – det lange hvide skæg, de lyseblå øjne, den markante næse, den pergamentagtige teint – der fik en af Danmarks mest anerkendte kunstmalere, Carl Bloch, til at interessere sig for ham. Bloch forevigede første gang Kattentid i 1869. ”En fløjtespiller” er titlen på det lille oliemaleri, der viser Kattentid stående i helfigur i et gårdmiljø, hatten i den ene hånd, sit elskede blæseinstrument i den anden.

Der er tale om en fløjtetype, der allerede dengang var ved at gå af mode, vurderer Russell Itani, fløjtenist i DR SymfoniOrkestret.

”I maleriet ligner fløjten et instrument, som blev lavet før Theobald Böhm”, siger Itani efter at POV har gjort ham opmærksom på Blochs maleri.

Det var Böhm, en tysk fløjtenist og opfinder, der i 1848 designede den tværfløjte, man bruger i dag. En fløjte med cylindrisk krop, kegleformet eller parabolisk hovedstykke, og en mekanik der lukker alle tonehuller med klapper. Det såkaldte Böhm-system.

”Fløjten i maleriet er derimod tydeligvis uden mekanik på flere tonehuller, og med kegleformet krop – smallere nede ved de dybeste toner, som kunne være enten dybt C eller H – og cylindrisk hovedstykke”, forklarer Itani.

Han lufter muligheden af, at Carl Kattentid kan have fået sin gamle træfløjte i forbindelse med, at mange fløjtenister rundt om i Europa gik over til at bruge de nye Böhm-fløjter.

”Nu er det her ren spekulation”, siger Itani, ”men jeg kan ikke lade være at tænke på de træfløjter, som man typisk forbinder med irsk folkemusik. Grunden til, at irsk folkemusik spilles på netop den slags træfløjte, er, at mange velhavende fløjtenister i England gik over til de nye Böhm-fløjter efter ca. 1860. Og så var deres gamle fløjter sat til salg som billige brugte instrumenter, hvor de blev opkøbt i stor stil af Irlands folkemusikere. Jeg tænker, at måske Karl Kattentid kunne have prøvet noget lignende i København, det vil sige fik en rigtig fin gammel fløjte til billig pris”, siger Russell Itani.

”En munk, der har tandpine” af Carl Bloch (1871)

”En fløjtespiller” fra 1869 markerede kun starten på Blochs samarbejde med Carl Kattentid. Den ansete kunstmaler var så betaget af Kattentids ansigt, at han flere gange siden benyttede den populære gårdmusikant som model. Særligt til sine historiemalerier af munke. Mest kendt af disse er nok ”En munk, der har tandpine” fra 1871, der igen viser Kattentid i helfigur. Denne gang siddende på en bænk og tydeligt plaget af tandsmerter. Dette lille oliemaleri blev siden erhvervet af ekskejserinde Dagmar, som til sin død havde det hængende på Hvidøre Slot i Klampenborg.

Blochs malerier var med til at gøre Kattentid mere kendt og elsket blandt københavnerne, end han i forvejen var. Og denne veneration for ”Fløjte-Karl” blev ikke mindre, da endnu en maler, den unge og lovende Valdemar Kornerup, portrætterede ham i 1886. I alle henseende et vellykket maleri, der viser den aldrende Kattentid sidde på en stol dybt optaget af sit fløjtespil. Som Morgenbladet skrev, da maleriet året efter blev vist på Charlottenborgs prestigefyldte forårsudstilling: ”I Portrættet af Carl Kattentid alias ’Fløjtekarl’ har Kornerup klaret sig særdeles godt i Karakteristikken af denne for enhver Københavner saa velkendte Personlighed”.

Forpinte toner

Reelt var der tale om et skønmaleri. Carl Frederik Kattentid var for længst blevet affældig. Var, når sandheden skulle siges, holdt op med at spille for sit brød, hvor lidt han end ville erkende det. De gange, han de senere år var taget på rundtur i Københavns baggårde med fløjten under armen, havde været en sørgelig forestilling. Når han blæste, kom der kun flygtige, forpinte toner ud af instrumentet.

Han var holdt op med at flytte bolig i tide og utide. Boede nu i Landemærket – gaden, der starter oppe ved Rundetårn og Trinitatis-kirken. Nede i den modsatte ende ved Kongens Have. I et baghus til nummer 51, hvor han havde lejet sig ind i en lille kammer.

En aldrende Kattentid fotograferet af Harald Riise. Det Kongelige Bibliotek

Alene

Carl Frederik Kattentid var alene. Familie var der ikke noget af. Forældrene var for længst borte. Alle hans søskende var også døde med årene, på nær Maria Louise og Juliane Marie, som begge var gift og boede i henholdsvis Malmø og Skanderborg.

Hans hustru, Sophie Henriette, var bukket under for kræft i 1877. Hans ældste søn, Carl Ludvig, var død af tuberkulose tilbage i 1867; den yngste, Emil Charles, af en hjertesygdom i sommeren 1886. Så Fløjte-Karl, den gamle original, var helt overladt til sig selv. Ikke desto mindre syntes han at trives med sin enspændertilværelse. Han hægede om sin selvstændighed, elskede sin frihed, og kunne blive rent ud forbitret, når nogen uopfordret tilbød ham hjælp.

Vanemennesket

Gamle Fløjte-Karls dage gik efter en fast rutine. Hver morgen stod han op tidligt, gik over i en lokal beværtning og drak sin kaffe med to snapse til. Og så vandrede han rundt i Københavns gader hele dagen. Støttet af sine to stokke, der hver i bunden var blevet forlænget med en halv fløjte. Sine måltider fik Fløjte-Karl faste steder, hvor han havde en aftale med en af sine velyndere – stuepiger eller madmødre. Og så vendte han altid først hjem til Landemærket igen ved midnatstid.

Selskabeligheden var det så som så med, når han endelig var hjemme. Fløjte-Karl brød sig egentlig ikke om gæster. Forfatteren Axel Sørensen besøgte han i hjemmet på Landemærket i 1885, da han skrev sin bog ”Strejftog i og udenfor Kjøbenhavn”. Og takket være dette, har vi et indblik i, hvordan den kendte gårdmusikant boede.

Et hummer

Man kom til Fløjte-Karls hjem gennem opgangen i Landemærket 51 og henover gården til baghuset. Her tog man den smalle og mørke trappe op til første sal. Og gik ind gennem det lille fælleskøkken, der dannede en slags entré til hans bolig.

Det er et kammer på fem gange to alen – kun godt tre meter i længden og mindre en halvanden meter i bredden. Dets eneste vindue var dækket til med en trøje. På snorene under loftet hang hans garderobe – et større sortiment af gamle jakker og bukser. Møblementet bestod af en seng, et lille bord og en skindkuffert.

Her, i dette ufatteligt lille hummer, var Axel Sørensen heldig at finde Fløjte-Karl hjemme. Som han berettede:

”Paa Kanten af en mørkegraa Seng sidder den bøjede Skikkelse, en ægte Munketype. Om den nøgne blanke Isse bølger en Krans af snehvide Haar, som falder ned over det magre, rynkede Ansigt”.

”Af de dybtliggende, rødkantede, glansløse Øjne rinder en ustandselig Taarestrøm over de furede Kinder og træffer af og til paa Vejen lidt Snus, som ikke har naaet sit Bestemmelsessted”.

Det var en tydeligt aldersmærket og forhutlet mand, forfatteren stod overfor. Fløjte-Karl rokkede så småt frem og tilbage med hovedet. Hans udslidte sko blev holdt sammen af gammelt seglgarn bundet i en sløjfe. I de gulnede, skælvende hænder holdt han sine vandrestokke, der hver for enden var forsynet med det halve af en fløjte.

Fløjte-Karl mumlede uafladeligt i skægget, indtil han standsede ved en tanke, som interesserede ham særlig. Så forsøgte han at rette sin krumme ryg en smule og se op med en mistænksom skulen. Alex Sørensen spurgte Fløjte-Karl, hvad han levede af.

”Hvorfor spørger De om det”, lød det straks tilbage. ”Jeg spiller jo omkring i gårdene, som De nok ved”.

Fløjte-Karls savlende, tandløse mund afslørede imidlertid, at det nok var ganske længe siden, han havde magtet at blæse i nogen tværfløjte.

At Kattentid brugte sine gamle, udtjente fløjter til at forlænge sine vandrestokke med, overrasker egentlig ikke Russell Itani, piccolofløjtenisten i DR SymfoniOrkestret.

”Jeg har set gamle fløjter, som blev til stuelamper eller skåret op og lavet til vielsesringe og andre smykker. Så det med en gammel fløjtenist, der bruger sine instrumenter som stok, når han alligevel ikke kan spille på dem mere, er egentlig ikke så langt ude”, siger Itani.

Skillingsvise om Fløjte-Karl (1887). Det Kongelige Bibliotek

Fløjte-Karls død

Carl Frederik Kattentid døde i sit kammer mandag den 9. maj 1887. I dagene forinden var han begyndt at komme tidligere hjem om aftenen. Han skrantede. Havde tillagt sig en grim hoste. Til en ven havde han sagt ”Fløjte-Karl er gammel. Syg er han ikke, men det er alderdommen, som trykker”.

Om søndagen havde naboerne i baghuset hørt ham sidde og spille på sin guitar. Hvilket han ikke plejede. Tonerne lød så løjerlig melankolske den aften, syntes de.

Mandag morgen var han stået op klokken halv seks, havde redt sin seng og fejet under den. Men så hørte naboerne ikke mere til ham. Da Fløjte-Karl ikke indfandt sig på den lokale beværtning til morgenkaffen og de to snapse, blev man urolig. Der blev sendt bud efter en politimand, som fandt Fløjte-Karl liggende død i sin seng.

På bordet, hvor fløjten lå mellem kridtpiber og alskens gamle ting, stod endnu nodebladet, hvorpå Fløjte-Karl havde skrevet ”To sjæle og en tanke”. Ved siden af lå et fotografi af ham selv som ung sammen med Inger, hans afdøde hustru. På væggen hang hans to gamle hatte samt hans guitar og violin. Og på gulvet stod den gamle kiste. Her fandt politiet hele hans jordiske formue – tre kroner i kobbermønter. Samt en fødselsattest, der viste, at Carl Frederik Kattentid var 76 år gammel.

Begravelsen af den 76-årige Kattentid. Begravelsesprotokollerne, Københavns Stadsarkiv

De følgende dage bragte Social-Demokraten og Jyllands-Posten fyldige nekrologer over den elskede københavnske original. Mindeord, der i forkortet form bredte sig til aviser over hele landet. Alt imens tog det offentlige sig af det med hans jordefærd. Carl Frederik Kattentid blev bisat den 16. maj fra Trinitatis-kirken oppe i den anden ende af Landemærket. Da var skillingsvisen om hans død allerede kommet på gaden.

Fløjte-Karl blev begravet på Vestre Kirkegård. Af begravelsesprotokollen fremgår det, at han døde af ”senilitas” – ganske almindelig alderssvækkelse.

Vore tids originaler

Han blev kaldt en af Københavns sidste ægte originaler. De findes ikke rigtig længere. Der var selvfølgelig ”Violmanden”, som fra 1960’erne og frem solgte blomster på Strøget fra sin invalidecykel. Der var digteren og provoen Sigvaldi, som i 1970’erne falbød sine værker fra en barnevogn sammesteds. Og ”Sanger-Søren”, der mod slutningen af århundredet skrålede Kim Larsen-sange, så det næsten kunne høres i hele den indre by.

Der bliver mindre og mindre plads til disse typer. I dag støder man højst på nogle hjemløse, der sælger Hus Forbi. Men ligesom de gamle originaler, er de medborgere, som har mistet fodfæstet i livet, og som i bund og grund bare forsøger at klare sig gennem tilværelsen uden at ligge andre til last.

Måske skulle vi værdsætte dem noget mere. Det er disse skæve eksistenser, vi vil huske om 100 år, snarere end hr. og fru Leverpostej, der passerer dem på gaden uden at værdige disse medborgere et blik.

Landemærket med Rundetårn i det fjerne. Kattentid boede i nummer 51, der er dag udgøres af den rosafarvede ejendom midt i billedet. Baghuset er for længst væk, og forhuset er renoveret til ukendelighed.

Efterskrift: Slægtsnavnet Kattentid er i dag ”uddød” i Danmark. Navnet er herhjemme måske mest kendt i forbindelse med den københavnske cigarfabrik Horwitz & Kattentid, som et barnebarn af Fløjte-Karls lillebror August Theodor var medstifter af i 1892. Det var i øvrigt denne cigarfabrik, en ung Thorvald Stauning – Danmarks senere statsminister – var cigarsorterer på.

Fløjte-Karl har ingen efterkommere i Danmark. Han havde tre børnebørn. Den ene, Thorvald Kattentid, døde allerede som 17-årig. De to øvrige emigrerede til Amerika. Emilie Kattentid blev gift Kasch og udvandrede sammen med sin danske mand i 1902. Parret bosatte sig i Missouri, hvor der i dag lever efterkommere. Ragnhild Kattentid udvandrede i 1903, blev gift Stokes i New York, hvor der i dag også lever efterkommere af ”Fløjte-Karl”.


Topfotos: Fotografi af en fløjtespillende Carl Kattentid – fotograf Johannes Petersen; flankeret af fotos af Kattentid med sine karakteristiske stokke – fotograf Christian Neuhaus Efterfølger

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Philip Sampson, født 1959 på Frederiksberg, er uddannet journalist. Han har arbejdet på Politiken, DR og Ritzau. På sidstnævnte virkede han på bureauets udlandsredaktion fra 1988 til 2011. Philip er opvokset i London som søn af en ghanesisk far og en dansk mor. Han har gennem årene beskæftiget sig indgående med racisme og højreekstremisme, bl.a. i samarbejde med antiracistiske organisationer som Expo i Stockholm og Searchlight (i dag Hope not Hate) i London. På baggrund af sin mangeårige tilknytning til den københavnske motorcykelverden, har han gennem årene kunnet levere ganske præcise analyser af konflikterne i bikermiljøerne både i ind- og udland. Philip er i dag selv medlem af Harley-Davidson Club Herlev. Journalistisk set er Philip Sampson graver af natur. Denne interesse bruger han i dag især på historisk research.
Kan du lide Pov.International så bliv abonnent for eksempelvis 25 kr. om måneden. Kan du lide denne artikel, kan du også vælge at donere et beløb efter eget valg til forfatteren. Philip Sampsons MobilePay er: 2083 9096.

Seneste artikler om Historie