GHANA // NYHED – Ashanti-riget i Ghana er på den anden ende. Det stolte gamle krigersamfund i Vestafrika, som det tog de britiske koloniherrer tre krige og det meste af 1800-tallet at besejre, føler sig genfødt. Britiske og amerikanske museer er begyndt at levere nogle af ashantiernes mest kostbare kunstskatte, der blev stjålet og plyndret af britiske styrker for 150 år siden, tilbage. Nogle kun til låns ganske vist, men det er som at se skriften på væggen: tusinder af uvurderlige kunstgenstande, som under kolonitiden havnede på museer i Europa og Amerika, må og skal retur til de museer, der står og venter på dem i ikke mindst Afrika.
”Ånden er tilbage”, proklamerede Otumfuo Nana Osei Tutu II, øverstehøvding for Ghanas op imod 10 millioner ashantier, onsdag under en storslået ceremoni i Kumasi.
”De genstande, der er kommet tilbage, er praktisk talt Ashanti-rigets sjæl. Vi udstiller dem nu for at I kan se, at genstandene, der blev stjålet, plyndret i 1874, legemliggør Ashanti-rigets sjæl”, fortsatte Osei Tutu II, den seneste af de Ashanti-konger, der har resideret i Kumasi i det centrale Ghana siden den første såkaldte asantehene, Osei Tutu I, samlede den siden så magtfulde krigernation i 1701.
En længe ventet hjemkomst
Osei Tutu II holdt sin tale i forbindelse med genåbningen af det nyrestaurererede museum i Manhyia-paladset i Kumasi. Hvor hundreder af høvdinge fra hele Ghana var forsamlet sammen med andre dignitarer og repræsentanter for britiske og amerikanske museer. Hele begivenheden er blevet døbt ”the Homecoming” – hjemkomsten.
I februar i år rejste repræsentanter for Fowler-museet i Los Angeles til Kumasi for personligt at returnere syv historiske genstande – heriblandt guldornamenter og en ceremoniel stol – til Ashanti-kongen. Det skete, erklærede det amerikanske museum, på grund af dets ”etiske ansvar overfor oprindelsessamfundet”.
Og her i april fulgte to sværvægtere i den britiske museumsverden så trop. British Museum og Victoria and Albert Museum, begge i London, leverede henholdsvis 15 og 17 uvurderlige museumsgenstande retur til Ghana.
Fælles for genstandene, der nu vender tilbage fra museerne i USA og Storbritannien, er, at der altovervejende er tale om kongelige regalier, som blev plyndret under de britiske styrkers erobring af Kumasi i 1874.
Briterne er imidlertid alene gået med til at låne museumsgenstandene ud til Ghana. Dette skyldes den britiske lovgivning. Mere præcist Den Britiske Museumslov af 1963 og Nationalarvsloven af 1983, der forbyder museer og fremtrædende institutioner i Storbritannien at sælge ud af deres samlinger.
Men som Ashanti-kongen sagde i sin tale onsdag: ”Dette er ikke afslutningen. Jeg ved, at vi stadig har så meget arbejde foran os. Men dette er første fase. Og aftalen er, at vi beholder genstandene i tre år, og derefter fornyer denne aftale i yderligere tre år”.
100 års forhandlinger
Det har været ualmindelig langvarige forhandlinger, der nu har ført til disse foreløbige lån fra British Museum og Victoria and Albert Museum. Præcis 100 år har der været sonderinger i gang om en returnering af de regalier, der er så vigtige for Ashanti-folket.
Som Ashanti-kongen forklarede i sin tale blev de påbegyndt af hans forgænger Prempeh I, som i år 1900 blev sendt i eksil på Seychellerne af de britiske koloniherrer i Ghana.
Dengang landet stadig hed Guldkysten. Prempeh I blev holdt i eksil frem til 1924, men da han dette år vendte hjem til Kumasi, var noget af det første, han gjorde, at kræve de stjålne guldregalier tilbage.
Og som Osei Tutu II, den nuværende konge, forklarede videre i sin tale: ”Herefter tog Prempeh II, min onkel, denne idé op igen i 1948. Min bror, Otumfo Opuku Ware II, rejste spørgsmålet igen. Og nu står jeg her foran jer efter at have videreført disse forhandlinger. I maj sidste år tog jeg igen spørgsmålet op med British Museum. Og som følge af det møde står vi her med alle disse genstande, der er blevet returneret til os”.
Gennembruddet under kroningen i London
De afgørende forhandlinger fandt sted i forbindelse med kroningen for et år siden af den britiske kong Charles III. Ashantiernes overhoved var blandt de kongelige, der var inviteret med til ceremonien i London, og i forlængelse af dette satte Osei Tutu II sig til bords med ledelsen af de britiske museer og fik hamret aftalen på plads.
En imødekommenhed på spørgsmålet om museumsgenstande var en udmærket måde for Storbritannien at vise gode takter. Overalt i ikke mindst Afrika var der tidligere kolonier, der ønskede deres kulturskatte tilbage
Der blæste nye vinde. Dronning Elizabeth, som havde haft et fremragende forhold til landene i Commonwealth – det britiske statssamfund af tidligere kolonier – var død. Og hendes arvtager, kong Charles, stod nu med en række Commonwealth-lande, der truede med at forlade statssamfundet. Og i det hele taget ønskede en større lydhørhed overfor deres krav og ønsker om oprejsning og kompensation for kolonitidens fortrædeligheder.
En imødekommenhed på spørgsmålet om museumsgenstande var en udmærket måde for Storbritannien at vise gode takter. Overalt i ikke mindst Afrika var der tidligere kolonier, der ønskede deres kulturskatte tilbage.
For Ghana var det vigtigt, at gennembruddet kom i 2024. Det var 150-året for afslutningen af Sagrenti-krigen i 1874, hvor britiske styrker erobrede og plyndrede Kumasi. Det var 100-året for kong Prempeh I’s hjemvenden fra sit langvarige eksil på Seychellerne. Og det var 25-året for indsættelsen af Osei Tutu II som ashantiernes overhoved.
Siden begyndelsen af i år har Kumasi, ashantiernes hovedby, været genstand for én lang række af ceremonier og festligheder. Ikke mindst de store durbarer, forsamlinger af høvdinge fra hele landet. Klædt i deres farverige og distinkte kente-stoffer. Prydet med guldornamenter og smykker fra de Ashanti-guldminer, der i sin tid fik europæerne til at flokkes om det land, de døbte Guldkysten. I jagten på guld. Og på de slaver, der oprindeligt var krigsfanger fra Ashanti-rigets vedvarende ekspansionskrige, men som blev gjort til arbejdskraft i de kolonier på den anden side af Atlanterhavet, som europæerne var i fuld gang med at etablere.
Det har været en fænomenal kulturel manifestation. Og en demonstration af den magt og indflydelse ashanti-folket fortsat udøver i det moderne Ghana.
Slaget ved Amoaful
Alle ghanesere har en forbindelse til de historiske begivenheder, der nu sættes på dagsordenen. Også undertegnede. Jeg er halvt dansk, halvt ghanesisk. Min tip-tip-oldefar Amankwa Tia III spillede en central rolle i Sagrenti-krigen og faldt under Slaget ved Amoaful – krigens afgørende slag den 31. januar 1874.
Amankwa Tia III var den mest magtfulde høvding i Kumasi under Ashanti-kongen Otumfuo Nana Kofi Karakari. Med titel af Bantamahene var han høvding over Bantama-området i Kumasi, hvor alle Ashanti-konger blev begravet, og hvor man opbevarede betydelige mængder af guldskatte og -regalier. Ligesom Bantama var stedet, hvor der fandt menneskeofringer sted. Hvor slaver – primært personer, der var dømt til døden – blev henrettet ved særlige lejligheder.
Min tip-tip-oldefar var samtidig som Bantamahene den ledende general i Kumasi. Og da store britiske styrker i 1873 rykkede op gennem Guldkysten for at erobre Ashanti-rigets hovedstad, var Amankwa Tia III en af de ashanti-hærførere, der blev sendt afsted for at møde briterne.
Et betydeligt antal ashantier er faldet, men hvor mange, vil jeg ikke gætte om. I lejrene, vi passerede, lå ligene tykt, og viste for det meste forfærdelige sår
Sagrenti-krigen – opkaldt efter dens britiske hærfører, sir Charles Garnet Wosely – var forsidestof på alle verdens aviser dengang. Det var datidens Irak-krig. Med krigskorrespondenter fra ledende vestlige aviser, der var ved at falde over hinanden for at rapportere hjem om begivenhederne.
Henry Morton Stanley – ham, der et par år tidligere havde opsporet Livingstone ved Lake Tanganyika – var i Guldkysten. For at dække kamphandlingerne for New York Herald. Frederick Boyle fra britiske Daily Telegraph var der også.
Amankwa Tias endeligt
Opmærksomheden samledes ikke mindst om general Amankwa Tia, som i begyndelsen af 1873 havde forladt Kumasi med en styrke på 18.000 mand. Og havde svoret, at han ikke ville vende tilbage i live. Han ville dø på slagmarken.
Det gjorde han. Frederick Boyle var en af de krigskorrespondenter, der dækkede Slaget ved Amoaful.
”Et betydeligt antal ashantier er faldet, men hvor mange, vil jeg ikke gætte om. I lejrene, vi passerede, lå ligene tykt, og viste for det meste forfærdelige sår. Raits granater har skabt det største blodbad”, skrev han i sine dagbogsoptegnelser 1. februar 1874.
”Der er kun blevet taget tre fanger indtil nu, to af dem – hausaer – meldte sig straks under vore faner. Alle oplyste, at Amanquattiah omsider er død – skudt i ryggen, da han hastede ud af denne landsby i sin stol. Vi har så ofte hørt sådanne nyheder, men alle tre fanger er enige om denne historie, selv om de blev afhørt uafhængigt at hinanden”, fortsatte Boyle.
Amankwa Tia III blev skudt i ryggen, mens han blev båret væk fra en træfning af sine slaver. Siddende i sådan en bærestol, der traditionelt blev benyttet af ledende høvdinge. Han blev skudt af en soldat fra the 42nd Highlanders, et skotsk infanteriregiment.
Frederick Boyles dagbogsoptegnelse for den dag slutter med en passage, der chokerer selv mig, et tiptipoldebarn af general Amankwa Tia III: ”Lord Gifford, som tilbragte natten at gennemsøge skovstierne sammen med sine spejdere, rapporteres at have vendt tilbage med efterretninger om, at vores ledende fjende ikke alene er død, men begravet, mens fyrre slaver den forgangne nat blev ofret ved hans grav. Der er indledt en eftersøgning efter en 42-mand, der siges at have berettet, at det var ham, der skød en høvding i sin stol gennem ryggen.”
Plyndringen af Kumasi
Slaget ved Amoaful var den begivenhed, der knækkede ashantierne. Efter deres sejr marcherede de britiske styrker de tilbageværende 10 kilometer op gennem bushen til Kumasi. Hvorefter soldaterne plyndrede hovedstaden for alle de rigdomme, de kunne finde. Og brændte byen ned.
Lad os erkende, at i dag er en dag for Ashanti-riget, for det sorte afrikanske kontinent
Nu, efter 150 år, er nogle af de mest værdifulde af de plyndrede kongelige regalier omsider kommet retur.
”Ånden er tilbage”, proklamerede en stolt Osei Tuti II onsdag.
”Gør mig den tjeneste at besøge museet”, lød det i en appel til hans undersåtter. ”Mpomponsuo-sværdet er der”, fortsatte han med henvisning til det 300 år gamle ceremonielle sværd, som alle Ashanti-konger og øverstehøvdinge svor deres troskab til.
Hvorefter han sluttede sin tale med ordene: ”Lad os erkende, at i dag er en dag for Ashanti-riget, for det sorte afrikanske kontinent. Ånden, som vi bærer og er fælles om, er tilbage hos os i dag”.
Læs mere af Philip Sampson her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
