Historien giver dystre udsigter for Ukraine

historie Ukraine — En sovjetisk kampvogn står i Prag som dystert minde om invasionen i 1968. Foto: Wikimedia Commons

Iben Bjørnsson 24.02.2022

UKRAINE-KRISEN // KOMMENTAR – 1956. 1968. 1979. Det er årstal, som springer i hu, når man leder i historien efter paralleller til den nuværende russiske invasionskrig i Ukraine. Og selvom det ofte siges, at man bør lære af historien, så lader det ikke til at være tilfældet her – i hvert fald giver historien ikke lyse udsigter på en i forvejen dyster situation, skriver Iben Bjørnsson, museumsinspektør ved Koldkrigsmuseum Stevnsfort.

Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I 1956 forsøgte en reformbevægelse ledet af ministerpræsident Imre Nagy at, ja, reformere Ungarn i en mere demokratisk retning. Herunder ville de udtræde af den østlige militæralliance, Warszawapagten, som var blevet dannet året før, for i stedet at være en neutral stat.

Landet var på dette tidspunkt en af østblokkens satellitstater – det vil sige kommunistiske diktaturer, støttet af Sovjetunionen. Og netop Sovjetunionens ’støtte’ fik ungarerne at føle den 4. november, da sovjetiske kampvogne trillede ind i Budapests gader og knuste reformerne.

Der skal rå magt til at opretholde et styre som er påført udefra

Dette scenarie gentog sig i det store og hele i 1968. Kendt som ’Foråret i Prag’ indførte landets ny leder, Alexander Dubcek en række reformer der bl.a. betød en øget demokratisering og ikke mindst ytringsfrihed, der bl.a. første til en omfattende debat om Stalintidens forbrydelser.

Dubcek ville dog ikke afskaffe det socialistiske styre og udenrigspolitiske fortsatte loyaliteten overfor Sovjetunionen. Måske troede han med det at kunne undgå samme skæbne som Ungarn – men i så fald tog han fejl. Ledet af Sovjetunionen invaderede Warszawapagten Tjekkoslovakiet og genoprettede det stramt styrede kommunistiske diktatur.

Bresjnev-doktrinen

Dette ledte til en fastlæggelse af den politik der i vesten blev kendt som ’Bresjnev-doktrinen’, efter den daværende sovjetiske leder. Kort og godt gik Bresjnev-doktrinen ud på, at Sovjetunionen erklærede at ville træde ind, hvis satellitstaterne afveg fra sovjetkommunismens smalle sti.

Afghanistan var ikke en sovjetisk satellitstat – til gengæld grænsede det op til Sovjetunionen og var op gennem 1970’erne scene for en del politisk uro, som kulminerede i at Sovjetunionen invaderede landet for at bringe en venligtsindet præsident, Babrak Karmal, til magten.

Det blev også året, hvor han erklærede, at Bresjnev-doktrinen ikke længere gjaldt og at de østlige satellitstater var fri til at indrette sig, som de bedst ville

Hvis Sovjetunionen dermed havde håbet, at der blev ro omkring Afghanistan, tog de grueligt fejl. Invasionen blev indledningen til en langvarig og blodig krig mod oprørsgrupper støttet af USA, også kaldet ’Sovjetunionens Vietnam’. Sovjetunionen trak sig tilbage fra Afghanistan i 1989 og endnu en periode med ustabilitet og blodig borgerkrig fulgte ind til Taleban tog magten i 1996.

Det var ikke det eneste som Sovjetunionens reformvenlige leder Gorbatjov, som afløste Bresjnev i 1985, trak tilbage i 1989. Det blev også året, hvor han erklærede, at Bresjnev-doktrinen ikke længere gjaldt og at de østlige satellitstater var fri til at indrette sig, som de bedst ville.

Resten er historie. Omfattende reform- og demokratibevægelser fejede næsten umiddelbart derefter gennem Østeuropa, kulminerende med Berlinmurens fald i november.

Efterladt sovjetisk kampvogn i Afghanistan, som ofte betegnes ‘Sovjetunionens Vietnam’. Foto: Wikimedia Commons

Og hvad kan vi så lære af det?

Først og fremmest at der skal rå magt til at opretholde et styre som er påført udefra. En leder som sidder på et andet lands nåde, og ikke mindst er afhængig af dettes militær for at blive siddende, vil være prisgivet så snart denne støtte bliver trukket tilbage – en lektie som vi også for nylig selv lærte ved Vestens tilbagetrækning fra Afghanistan.

Nu er Putin så gået ind i Ukraine – i første omgang for at sikre de nyudnævnte ’republikker’ Donetsk og Lugansk, men på længere sigt spår flere eksperter at hans mål er et systemskifte i Kiev.

På trods, eller måske på grund af sine ganske fantasifulde fortolkninger af historien, synes Putin ikke at have lært af den – eller også synes han, det er prisen værd

Dette har Ukraine ikke tænkt sig at finde sig i uden kamp. I første omgang kæmper man imod den russiske invasion, men selv hvis det lykkes Putin at indsætte en venligtsindet regering, kan man nemt forestille sig at oprørsgrupper – en modstandsbevægelse – vil kæmpe videre, evt. med uofficiel støtte fra USA og Vesten.

Dette har Putin formentlig forudset og er formentlig også parat til at opretholde et sådant styre med den rå magt det måtte kræve. Men han er ingen ung mand, og hans efterfølger kommer i så fald til at arve en alvorlig hovedpine og skulle tage stilling til om man vil fortsætte med at forsøge at underkue Ukraine, eller trække sig tilbage – og hvis valget falder på det sidste, være parat til at et russiskvenligt styre formentlig vil falde kort derefter.

Uanset hvad tegner det til at blive langvarigt, blodigt og på længere sigt formentlig også nytteløst. Ukrainerne kan se frem imod krig, undertrykkelse eller begge dele, indtil Rusland en dag forhåbentlig trækker sig tilbage og man kan forsøge at samle stumperne og fortsætte, hvor man slap. På trods, eller måske på grund af sine ganske fantasifulde fortolkninger af historien, synes Putin ikke at have lært af den – eller også synes han, det er prisen værd.