
KRIGEN MOD UKRAINE // KOMMENTAR – Aggressoren skal stoppes. De russiske tropper skal ud af Ukraine. Så enkelt er det – alle andre diskussioner må vente, til det er sket. Og en demonstration foran Forsvarsministeriet, som ikke engang kræver Rusland ud af Ukraine, er efter min mening en afsporing. Det skriver udenrigsjournalist Dines Boertmann, som også spurgte arrangørerne af den danske demonstration på årsdagen for invasionen, om det ikke ville være mere relevant at demonstrere foran Ruslands ambassade. De svarede ham ikke.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
På årsdagen for den russiske invasion af Ukraine havde ‘Fredsinitiativet’ kaldt til demonstration foran Forsvarsministeriet i Købehavn, under parolen “Stop Krigen, Fredsforhandling frem for alt”.

Opfordringer til at deltage dukkede op på mine sociale medier, og selvfølgelig tænkte jeg over det.
Det handler om folkeretten. Det handler om internationale spilleregler, der ikke tillader militært stærkere magter at diktere politik, styreformer og alliancer i selvdefinerede interessesfærer eller erobringstogter
For som alle normale mennesker ønsker jeg, at krigen stopper, jo før jo bedre – og en afslutning af krigen indebærer selvfølgelig en eller anden grad af forhandling.
En demonstration på en forkert adresse
Men jeg gik ikke til Holmens Kanal for at demonstrere. Jeg kunne ikke deltage i en demonstration på en forkert adresse, som åbenlyst skøjter uden om det helt afgørende punkt: Rusland skal stoppe krigen. Rusland skal trække sine tropper hjem.
En demonstration uden de krav implicerer, efter min opfattelse, en grad af accept af Ruslands argumenter for at invadere Ukraine og påføre landet en nu ét år lang, ødelæggende krig.
Det giver plads til nationalkonservative, der køber hele den russiske pakke. Plads til konspirationstosser, der shopper løs blandt Putins varierede og skiftende forklaringer om satanister, narkomaner, nynazister, pædofile, gudløshed og andet.
Ligeretten og staters ukrænkelighed i internationale relationer kan ikke relativeres. Det er et enten-eller
Og til old-school DKP’ere med politiske fantom-smerter, der forhindrer dem i at erkende, at Sovjetunionen er og bliver begravet under en røverkapitalistisk stat med ekspansionistiske mål.
Plads til andre, yngre, der er en slags neo-kommunister, som mener, at Rusland trods alt er en del af “det globale syd” og derfor står på den rigtige side i konfrontationen mod USA, EU – “Vesten” – og den unipolære verden. Følgelig er Rusland et offer, der blot forsvarer sig mod USA, som angiveligt har udtænkt veldrejede, langvarige, udspekulerede plots, der tvang Rusland til at forsvare sig selv.
Og så er der dem, der vælger kompromiset og erklærer, at begge parter er lige gode om ansvaret for krigen.
Hvem de end måtte være, hvad der end er deres rationale:
Når de forlanger “stop for krigen” og “forhandling” uden at stille krav om russisk tilbagetrækning, antyder de en parathed til at sælge ukrainsk territorium for “fred”.
Overgreb, imperialisme og krigsforbrydelser skal altid fordømmes
Da jeg var en splejset teenager, stod jeg sammen med en masse andre på Dag Hammarskiölds Allé, foran USA’s ambassade, og brølede: “Yankee, Go Home.”
Først forbandede vi LBJ, senere Nixon, og vi forlangte USA ud af Indokina.
Vi krævede ikke våbenhvile og fredsforhandling – vi fordømte imperialismen, overgrebene, krigsforbrydelserne. Vi bebrejdede ikke antiluftskyts-mandskaberne omkring Haiphong, at de skød deres kanoner rødglødende. Vi anklagede ikke dem, der leverede antiluftskytset for at eskalere – vi forlangte, at USA trak sig.
Senere var jeg og tusinder af medborgere på gaden i protest mod invasionen af Irak. Vi fordømte George W. Bush og hans halehæng – Blair, Aznar og Anders Fogh – og vi forlangte, at tropperne blev trukket tilbage. Vi kaldte dem folkeretskrænkere og krigsforbrydere.
Det krav – “Træk jeres tropper hjem” – er lige uomgængeligt, nu som før.
Det handler om folkeretten. Det handler om internationale spilleregler, der ikke tillader militært stærkere magter at diktere politik, styreformer og alliancer i selvdefinerede interessesfærer eller erobringstogter.
Der findes ikke legitime eller retfærdige erobringskrige. Der er ikke noget “vi beskytter …” eller “det har altid en del af vores …”
Der er ikke noget “men …”.
Der er ikke noget “de provokerede …”.
Der er ikke noget “vi beskytter ….” eller “det har altid en del af vores …..”.
Ligeretten og staters ukrænkelighed i internationale relationer kan ikke relativeres. Det er et enten-eller.
Der findes ikke legitime eller retfærdige erobringskrige.
Selverklærede progressive, der ikke tøver med at fordømme Israels vedvarende besættelse af Vestbredden, Golan og afspærringen af Gaza, udviser en katastrofal mangel på intellektuel redelighed, hvis de ikke stiller sig bag et krav om russisk tilbagetrækning fra ukrainsk territorium.
Hvordan kan man løfte den anklagende pegefinger mod det USA, der etablerede Monroe-doktrinen, og ikke se, at Putin er i færd med at etablere sin personlige doktrin i hele det tidligere Sovjet-rum?
Argumentet, at “vi” (læs: Ukraine) er nødt til at give Rusland “noget”, fordi Rusland er en atommagt og gerne lufter atomtrusler, åbner en – bogstaveligt taget – grænseløs glidebane, hvor Putin vil og kan forfølge sine erklærede mål om genrejsning af det stor-russiske imperium. Den historie startede blodigt og skånselsløst i Tjetjenien.
Det er Rusland, der forlænger. Det er Rusland, der angriber. Det er Rusland, som for længst har eskaleret med russisk rustningsindustris mest moderne og højtudviklede konventionelle våben
Men Vestens – vores – levering af våben til Ukraine forlænger konflikten, ja, den eskalerer den ligefrem med tunge, moderne kampvogne, siger kritikerne.
Nej. Forkert!
Det er Rusland, der forlænger. Det er Rusland, der angriber. Det er Rusland, som for længst har eskaleret med russisk rustningsindustris mest moderne og højtudviklede konventionelle våben, der blandt andet falder som byger af missiler over civile mål i Ukraines byer.
Alt kan diskuteres, når først Rusland har trukket tropperne ud
Vi kan godt diskutere mytologierne om et kup mod Victor Janukovitj i Kyiv i 2014. Om diskrimination og overgreb på russisktalende i Ukraine. Vi kan diskutere Zelenskyj-regeringens forbud mod politiske partier, fagforbund og censur i Ukraine.
Vi kan diskutere Natos ekspansion og sprængningen af Nord Stream-ledningerne, Seymour Hersch, Vestens dekadence, den russiske moderkirke og ortodoks-nationalistisk genrejsning. Vi kan diskutere rustningsindustriens himmelstormende aktiekurser og Nato-blokkens absurde oprustning – hvad som helst.
Al anden snak forlænger krigen, fordi den ikke fokuserer på det helt afgørende og centrale: Aggressoren skal stoppes. De russiske tropper skal ud af Ukraine
Men vi kan først diskutere alt dette, når Rusland har stoppet den folkeretsstridige erobringskrig og har trukket sine tropper tilbage.
Al anden snak forlænger krigen, fordi den ikke fokuserer på det helt afgørende og centrale:
Aggressoren skal stoppes. De russiske tropper skal ud af Ukraine.
En demonstration foran Forsvarsministeriet, som ikke engang kræver Rusland ud af Ukraine, er efter min mening en afsporing – måske velment, men stadig en afsporing.

PS: Jeg skrev i sidste uge til arrangørerne og spurgte, om det ikke ville være mere relevant at demonstrere foran Ruslands ambassade. De svarede ikke.
Læs mere i POV om Ruslands krig mod Ukraine på linket.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.