Ældre der arbejder

Stop nedvurderingen og diskrimineringen af Danmarks ældre – lige nu!

i Ældre/Debat af
KOMMENTAR // ALDER – Normalt er POV’s Annegrethe Rasmussen et fredeligt menneske, som sjældent bliver vred, og som derudover holder af sit fædreland Danmark, trods sin status som udlandsdansker på 18. år. Men efter 11 år i USA er der et emne, som får hende til at se blodrødt: den konsekvente nedvurdering af ældre mennesker, hun observerer i det danske. Kan vi ikke starte en revolution af den måde, man opfatter ældre på i Danmark? opfordrer hun.

WASHINGON D.C. – Det er en gylden regel i journalistik, at man altid skal begynde med det vigtigste i en tekst – lige omvendt af, hvad man lærer i skolen og især på videregående uddannelser, hvor man skal fremlægge sine præmisser og forudsætninger, før man kan tillade sig at konkludere.

Men i journalistik går vi ud fra (og vi har algoritmer og statistik til at bakke os op), at den moderne læser har super travlt og simpelthen forlanger at få at vide pronto, hvad det er, skribenten vil, før læseren muligvis vil beslutte sig for at læse videre.

Ovenstående begyndelse er med andre ord håbløs, for vi er nu i andet afsnit, og jeg har stadig ikke sagt, hvad det er, jeg vil.

Jeg fatter simpelthen ikke, at ældre bliver set ned på og usynliggjort i en grad, som denne gruppe gør i Danmark. Det gør mig rasende på deres vegne. Her er der så meget at lære af bl.a. USA

Men der findes undtagelser og det skal blive værre endnu: jeg vil gerne snige et forbehold ind, før jeg går i gang for alvor.  Men det er ikke et ligegyldigt forbehold, næh nej. Det bygger på 12 års journalistik i USA, der har lært mig, at hvis jeg roser noget som helst, der har med Amerika at gøre foran et dansk publikum, rammes min indbakke øjeblikkelig af belærende indvendinger om hjemløshed, ulighed, fedme, Trump (selvfølgelig), ja i det hele taget en perlerække af eksempler på, hvor ufattelig barsk, uretfærdigt og voldeligt diskriminerende, USA er, når man sammenligner Guds eget land med velfærdssstaten Danmark.

Så hermed mit forbehold, der kort og godt kan udtrykkes med udsagnet, jeg ved det godt:

Jeg ved godt, at USA er et land, hvor den amerikanske drøm mestendels er et fata morgana. Jeg er klar over, at uligheden er frapperende urimelig, at masseskyderier plager os og at racisme og diskrimination trives; jeg kender fængsels- og sundhedsstatistikkerne, og jovist, store lobby-interesser sidder tungt på dele af den politiske proces (at demokratiet på den anden side lever i bedste velgående, skal man kun deltage i et par valg for også at vide. Hvis penge blot kunne ‘købe præsidentposten’, som jeg af og til møder mennesker i Danmark, som tror, ville vi have Jeb Bush som præsident i dag og Obama ville aldrig være blevet valgt, men lad det nu ligge).

Nedvurdering og usynliggørelsen gør mig rasende

Men – og nu kommer vi så til hovedpointen: Jeg fatter simpelthen ikke, at ældre bliver set ned på og usynliggjort i en grad, som denne gruppe gør i Danmark. Det gør mig rasende på deres vegne. Her er der så meget at lære af bl.a. USA.

Det er helt vildt. Og her taler jeg ikke blot om anekdotisk materiale. Ligesom så mange andre har jeg i min bagage fortællinger om, hvor pløkumuligt, det er at blive ansat i Danmark, når man har passeret de 60 (ja selv, når man er 50, er det svært, lyder det ofte i min egen vennekreds, der just nærmer sig eller lige har passeret den alder).

Min morfar følte, at Danmark ikke havde brug for ham længere. Og uanset om han havde ret eller ej, var hans oplevelse af at blive smidt på samfundets mødding reel for ham

Jeg husker også min morfars uendelige sorg over at gå fra at være en af Danmarks mest respekterede teologer – en mand, der blev konsulteret, da der skulle laves både nyt vielses- og dåbsritual i folkekirken – til, som han sagde det i månederne efter sin pensionering som domprovst, at være blevet “fuldkommen usynlig og ligegyldig”.

Min morfar følte, at Danmark ikke havde brug for ham længere. Og uanset om han havde ret eller ej, var hans oplevelse af at blive smidt på samfundets mødding reel for ham. Og der var jo i øvrigt heller ingen, som ringede eller ønskede at høre hans mening, efter han var gået af, selvom han til det sidste var en fabelagtig teolog med flere studiekredse bl.a. en, hvor medlemmerne talte græsk og latin, og selvom han af og til virkede som vikar i sit gamle stift.

Men som sagt er det ikke det, jeg taler om.

Jeg taler om de tal, som sort på hvidt viser, hvor slemt det står til. Jeg taler om de tal, som arbejdsformidlingerne og A-kasserne ligger inde med, og om historier som den, dagbladet Politiken fortalte i denne uge om, at Finansministeriet i de seneste fire år har ansat 277 personer, hvor blot én var over 50 år gammel.

Og mon ikke billedet er det samme i resten af centraladministrationen? Ifølge tal fra 2019 fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering er det blot hver tredje ledige lønmodtager over 60 år, der er i nyt job efter 12 måneder.

Men herudover taler jeg også om noget andet: usynliggørelsen i det offentlige rum.

For en ting er, at du åbenbart skal pakke sydfrugterne (eller endnu bedre: passe børnebørnene) og blande dig udenom samfundsdebatten og forsvinde fra jobmarkedet, hvis du altså ikke lige er bestseller-forfatter eller prisvindende forsker; noget andet er, at du heller ikke passer ind andre steder såsom i medierne udover som eksempel på nogen, det er “synd for” (ala “ensomme ældre”, “udsatte ældre”, “nedslidte” eller som offer for alt fra tricktyve til dårlige normeringer på plejehjemmene).

Hvor er de ældre i bybilledet?

Det er også slående, hvor få ældre, man møder i bybilledet i Danmark – især om aftenen. Fra restauranter og caféer til nattelivet – pensionisterne sidder bag rullegardinerne (ofte i øvrigt ensomme viser tal også) derhjemme.

Jeg blev selv budt op til en sensuel tango af en latino, der i hvert fald havde passeret de 75 i Washington forleden. Alder er ikke et problem, når man bare kan danse. Og det kunne han. Men i Danmark ser mange jo på ældres kroppe som nærmest upassende. Så trist

Sådan er det ikke i USA. Ej heller i dele af Asien og Sydamerika, hvor man sagtens kan løbe ind i ældre, der går i byen til sent på natten, spiller boule eller skak, er på stranden eller altså …. tada … på arbejde.

Men vis mig lige det sted i København, hvor du kunne slippe af sted med noget så profant som at danse med en ældre herre eller dame. Modsat i mit livligste kvarter her i Washington, Adams Morgan, hvor jeg så sent som for to måneder siden selv blev budt op til en sensuel tango af en latino, der i hvert fald havde passeret de 75. Alder er ikke et problem, når man bare kan danse. Og det kunne han.

Men i Danmark ser mange på ældres kroppe som nærmest upassende. Så trist.

Lige det har min kollega Susanne Sayers imidlertid skrevet langt bedre om her i en tekst, der ikke kan anbefales nok:

Slip de gamle kroppe ud i lyset

Meritokratiet ser ikke på din alder men på dine evner

For forsiden af det meritokrati, som USA er, kommer nemlig alle talenter til gode, fuldstændig uanset, hvilket årstal, der står på dåbsattesten (og for jer, der nu får lyst til at tale om, at det amerikanske pensionssystem er brudt sammen, og at det derfor også kan være nødvendigt at arbejde, siger jeg: se afsnit 5 ovenfor).

Parolen er, at hvis du er virkelig god til det, du arbejder med, vil din amerikanske arbejdsgiver gøre virkelig meget for at holde på dig.

For du er vitterlig guld værd. Ikke som i frasen om det “grå guld”. Ikke som den forbrugende pensionist, der skal købe en dyr tur sydpå. Nej, som i den vidende, kompetente og stabile ressource, der virkelig ved, hvad jobbet drejer sig om. Hende, der ikke har børns første, anden eller tredje sygedag. Ham som kan sætte kommaer og ved, hvad “bjørnetjeneste” egentlig betyder.

Elizabeth Warren er nærmest i den yngre ende som 70-årig. Joe Biden, Bernie Sanders, Donald Trump og Mike Bloomberg er alle omkring 80

Som min veninde, Evelyn, der som 82-årig er direktør for en stor forskningsbaseret sundheds-foundation, der evaluerer den amerikanske sundhedssektor. Og som – nå ja – også designer smykker i den dyre vægtklasse, der har været båret af flere Hollywood-stjerner.

Eller en anden ven, Junia, som er 84, der har sit eget TV-show efter en lang karriere i den finansielle sektor, som ikke er slut. Eller Les, en advokat i min omgangskreds, der er en succesrig sagfører i Washington, som også arbejder som konsulent i justitsministeriet; eller Juan Maria, der har sit eget firma, som i øjeblikket vokser med ekspresfart, trods direktørens modne alder (73).

Og ja – det kan være mærkeligt at se, hvor gamle de amerikanske top-politikere er, set med danske briller. Elizabeth Warren er nærmest i den yngre ende som 70-årig. Joe Biden, Bernie Sanders, og Mike Bloomberg er alle omkring 80. Jeg synes, det er ganske cool. De er dygtige, de bliver valgt, og længere synes jeg egentlig ikke, den er.

I denne uge var den mest ombejlede og populære anbefaling før det demokratiske primærvalg i South Carolina på lørdag, den, Joe Biden indhentede torsdag fra House Majority Whip Jim Clyburn fra samme stat.

Clyburn kaldes også for The Kingmaker, og det er ikke for ingenting – han er kendt som sin stats mest magtfulde politiker, der har anbefalet politikere til præsidentvalg i årtier:

Hvad er så Clyburns alder? Ja, læseren har regnet det ud. Det sorte, populære fagforeningsikon er 79 år.

Ældre skal også kunne spejle sig i rollemodeller

Der tales hele tiden om, at små piger skal kunne spejle sig i voksne kvinders succes. Det går jeg også ind for. Ikke fordi små drenge ikke skal – jeg har selv tre sønner og de har mange forbilleder. Men fordi der historisk ikke har været så mange kvindelige topchefer, præsidenter eller succesrige bestyrelsesmedlemmer.

Hvis man er usynlig i gadebilledet eller i medierne som alt andet end ‘den eksotiske undtagelse’  eller hvis man gang på gang får et nej i jobansøgningerne, så tror da pokker, at mange mister både ævred og lysten

Men hvis der ingen ældre rollemodeller er at stræbe efter i samfundet, bliver det svært at være et frisk og rask erhvervsaktivt menneske, der gerne vil arbejde efter de 60, 65 eller 70. Hvis man er usynlig i gadebilledet eller i medierne som alt andet end ‘den eksotiske undtagelse’  eller hvis man gang på gang får et nej i jobansøgningerne, så tror da pokker, at mange mister både ævred og lysten.

Hvis man så klart kan mærke, at det, man ved og det, man kan, ikke bliver værdsat, og at kun ungdom tæller. Og at det forventes, at man rejser hele tiden – eller spiller golf, hvis man har råd. Eller at det nok er “synd for en” hele tiden, så tror da pokker, at man bliver mismodig.

Ældre
Ældre på stranden, ældre på arbejdet, ældre i bylivet – hvor er de henne i Danmark? Foto: Creative Commons.

Og det gælder i øvrigt ikke kun for arbejdet. Der er også andre sjove tal at hente udenfor Danmark. Statistikken beretter, at omkring 75 procent af alle franske kvinder over 60 fortsat dyrker sex. Og der er flere franske kvinder over 50, der er seksuelt aktive nu (85 pct.), end tilfældet var i 1990’erne. Et ret godt argument for at blive gammel i Paris

Lad os ære viden, dannelse og erfaring

Så lad mig blot spørge: Hvorfor er synet på ældre så antikveret i Danmark?

Hvor kommer den manglende respekt for erfaring fra?

Hvorfor afskrives man så ofte som et offer eller i hvert fald som et træt og svageligt væsen, lige så snart man nærmer sig de 60, og da i hvert fald 70, hvor ingen regner med, man præsterer noget som helst.

Lad os se på den del af befolkningen, som er over 60 som en ægte guldgrube af ressourcer, viden og erfaring: som en styrke, samfundet kan bruge til noget, fremfor det mest triste ord, jeg kender i det danske sprog: ‘ældrebyrden’

Jeg opfordrer til en revolution: lad os se på den del af befolkningen, som er over 60 som en ægte guldgrube af ressourcer, viden og erfaring: som en styrke, samfundet kan bruge til noget, fremfor det mest triste ord, jeg kender i det danske sprog: ‘ældrebyrden’.

Og nu jeg er i gang: lad os lige blive enige om også at ære erfaring, viden og dannelse. Det er der så rigelig brug for i den åndløse og ofte kulturløst overfladiske samfundsdebat, der kværner løs døgnet rundt.

Og nej, jeg fornægter ikke, at man naturligvis rent statistisk bliver mere skrøbelig med tiden, og at sygdom rammer mange ældre. Og jeg ser naturligvis ikke ned på dem, der rent faktisk gerne vil nyde deres otium; det skal i den grad være dem vel undt.

Men de ældre er sundere og mere raske nu end nogensinde tidligere i vores historie. Som talrige statistikker og materiale fra Ældre Sagen har vist igen og igen. Så manglede det bare, at samfundet også kvitterer herfor med både respekt, plads og reelle tilbud samt muligheder for at arbejde.


LÆS FLERE ARTIKLER AF ANNEGRETHE RASMUSSEN HER.


Topillustration: Freepik.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Annegrethe Rasmussen er chefredaktør for og medstifter af POV International. Hun er også USA-korrespondent for POV og KForum og en ivrig debattør, moderator og ordstyrer. I 2019 er hun også sprunget ud som fungerende erhvervsredaktør for POV.
Hun har skrevet et ocean af artikler og bidraget til mange tv- og radioprogrammer samt flere bøger; senest som medforfatter til den mest brugte undervisningsbog i danske gymnasier om Amerika, USA’s Udfordringer (2012 og 2016). Hun har arbejdet som korrespondent i London (2002), Paris (2004) og siden 2008 i Washington DC. I 2012 stiftede hun bloggen USAnu.dk med Morten Bay, og i 2016 stiftede hun POV International med Morten Bay og Signe Wenneberg. I sin fritid hjælper hun af og til danske virksomheder i Washington D.C. Privat er hun gift og mor til fire. Hun er super nørdet, fordi hun ikke interesserer sig for andet end politik, digitale medier og litteratur. Naturen forstår hun sig ikke på, og hun drikker hellere te, Champagne og går i byen og hører musik end laver mad - bortset fra rugbrød, som hun savner og derfor bager på 18. år som udlandsdansker.
Hun siger som sit idol Ulla Terkelsen: man kan sove i flyvemaskinen.
Du kan donere til hendes arbejde på POV International - både som skribent og som chefredaktør - på Mobile Pay: 93 85 05 85. Du kan ikke ringe til det nummer, men du kan sende en e-mail: annegrethe@pov.international

Seneste artikler om Ældre