BØGER // ANMELDELSE – For personerne i romanen Ungeenheden handler opholdet på titlens bosted om at vende tilbage til livet. For Isabella Miehe-Renard er historien også et blik tilbage til hendes egne oplevelser med depression. Men frem for blot at registrere gør forfatteren Fine Gråbøl den barske fortælling både poetisk og sart, roser hun.
På et plejehjem venter man på døden. På et midlertidigt bosted for unge trænes man i at vende tilbage til livet.
Efter servicelovens paragraf 107: et udslusningstilbud (med døgnbemanding) for unge voksne mellem 18 og 30 år, der slås med alvorlige psykiske lidelser, som af udenforstående, de raske kan vi kalde dem, opfattes som “de usynlige lidelser”.
I Fine Gråbøls debutroman lykkes det at gøre den barske fortælling om psykiatrien poetisk og sart
De seks unge beboere med utallige hospitalsindlæggelser, vi følger i Ungeenheden, har ikke bare “ar på sjælen” – en efterhånden fortærsket metafor – men bogstaveligt talt ar efter selvskade med barberblade, cigaretgløder eller kogende vand.
Ar mellem lårene, på armene og det mest kritiske sted: håndleddene, der for evigt vidner om desperate eller håbefulde forsøg på at flygte fra det her satans liv. Det er de rå og nærmest ubærlige kolde facts.
Hvad lever evigt, ved jeg ikke
Men i Fine Gråbøls debutroman lykkes det at gøre den barske fortælling om psykiatrien poetisk og sart.
Med de hudløse personskildringer og den navnløse fortællers punktnedslag i dagligdagens øvelser med rutine, rutine og rutine – hvor kioskbesøg efter Faxe Kondi, Rittersport og smøger bliver højdepunktet som afbræk i hverdagen – smelter smertelighed sammen med hjertelighed. Og et hjerte, der bløder, får her på smuk vis et sanseligt sprog. Uden spor af ironi eller selvbebrejdelse.
Den unge kvinde, fortælleren, har ingen planter på værelset, hun ejer “af princip ikke noget, der risikerer at dø. Hvad lever evigt, jeg ved det ikke”.
Bostedet kaldes for et øvelses-hjem: “Vi bliver fortalt: Vi koger en suppe, vi gør det sammen. Øv dig i at rose dig selv og elske dig selv. I dag skrællede du gulerødder, vær stolt.” Tanken om at leve et selvstændigt liv skræmmer: “Jeg kan vågne og vide, at det, der kommer til at ske, ikke har et navn.”
Barometer for ens egen sindsstemning
Jeg nærlæser Gråbøls roman med genkendelse og personligt vemod efter mine egne yngre år på psykiatriske afsnit med flere indlæggelser under svære depressioner. Ikke mindst hendes evne til at vise, hvordan netop medpatienterne i dette flygtige fællesskab bliver et konkret barometer for ens egen sindsstemning.
Medpatienter, der vinkes farvel til med kaffe og Dancake-roulader, men som kort tid efter kommer igen, fordi det ikke helt gik, som lægerne ellers havde vurderet
Jeg husker en medpatient, der var hårdt plaget af sine stemmer, fordi han var skizoid. På gode dage spillede vi Kasino sammen. På dårlige dage hørte han musik på sit værelse med så høj lydstyrke, at vi andre klagede.
Han blev trænet af personalet i “stemmehøring”, hvor sigtet er at blive ven med de forstyrrende stemmer fremfor fjende. Da han skulle udskrives, var stemmerne helt forsvundet, og hans hørebøffer gemt væk. Men da vi sagde farvel, hviskede han lige: “Faktisk savner jeg de gode af mine stemmer.”
Spøgelserne
Selv savnede jeg ikke mine kulsorte tanker, da jeg skulle afsted. Man glemmer ikke uroen på alle stuer, når en af personalets alarmer går i gang, medicin-udleveringen efter aftensmåltidet, hvor man står i kø som dopet kvæg. Besøgsgaver som ugeblade, bøger og buketter, der virker uoverkommelige, men er sødt ment.
Medpatienter, der vinkes farvel til med kaffe og Dancake-roulader, men som kort tid efter kommer igen, fordi det ikke helt gik, som lægerne ellers havde vurderet. Selv følte jeg det ved hver genindlæggelse, som om jeg igen dumpede i “livsduelighed”.
De unge menneskers desperation i Ungeenheden skildres i kapitlerne med bevidst træghed. Ikke med opremsninger eller fortolkning, blot med en stille og rammende inerti
Fine Gråbøl kalder gengangerne for spøgelserne, dem man måske senere hen møder tilfældigt i en NETTO med hver sin “skammens indkøbskurv og undviger hinandens blikke”, mens “man ved, man holder en hel dags mulighed for ro i hænderne”. Man lader som ingenting. “Som om der ikke er nogen i køen, der med det samme kan genkende to spøgelsers lysende gennemsigtighed.”
Igen løfter hun med sit sprog en ellers socialrealistisk situation op til et følelsesudbrud mellem linjerne.
En sigende stilhed
Der er stilhed i bogen. En sigende stilhed, der bliver til sin egen poesi. Bogen kunne – så oplagt jo – være fuld af dramatiske optrin og voldsomme scener.
Men de unge menneskers desperation i Ungeenheden skildres i kapitlerne med bevidst træghed. Ikke med opremsninger eller fortolkning, blot med en stille og rammende inerti.
Det kritiske blik på psykiatriens tænkning og system med medicin, der trappes op og ned, og så lidt yoga eller adfærdsterapi (hvis det alt for travle personale har tid), betegner Gråbøl konsekvent som inddæmning: “Man kalder inddæmningen af følelsesregistret for behandling.”
Og hun konkluderer, at systemets grundpræmis er mere indadvendt, end den er udadvendt. Lidelserne relateres aldrig til samfundet “udenfor murene”. Den tidstypiske kognitive terapiform henvender sig effektivt, men enstrenget til individets kamp med verden.
Jeg skrev den især, fordi jeg følte, at jeg med såkaldt “diskretion-betegnelse” i afdelingens computersystem havde bekræftet løgnen om, hvor jeg var, og hvad jeg havde fejlet
Diagnoser som skizofreni, spiseforstyrrelser, borderline, selvskade, depression, affektive lidelser og medicinske bivirkninger af Oxazepam, Abilify, benzodiazepiner og lykkepiller (som Johannes Møllehave allerede i 80’erne insisterede på, skulle kaldes “balancepiller”) er selvsagt serious stuff. Også i denne fortælling.
Men Ungeenheden står tilbage mere som et lyrisk vidnesbyrd, der fortæller langt mere, end vi læser på disse 170 sider.
Mindre tabuiseret i dag
Da jeg selv blev udskrevet og endte i en virksom behandling, skrev jeg en kronik i Politiken. Den slags indlæggelser var voldsomt mere tabuiserede end i dag.
Jeg skrev den især, fordi jeg følte, at jeg med såkaldt “diskretion-betegnelse” i afdelingens computersystem havde bekræftet løgnen om, hvor jeg var, og hvad jeg havde fejlet.
I dag forsøger man at betragte mennesker med de mange diagnoser på “spektret”, ja spektret er trend-ordet for tiden, så personer, der lider af en diagnose, ikke hver eneste dag er diagnosen.
Ungeenheden åbner vinduerne
De unge i Ungeenheden er meget andet. Og det højhus, hvor bogens bosted har adresse, er faktisk et nedlagt plejehjem. Heldigvis er det livet, beboerne øver sig i og venter på at realisere. En smuk linje i romanen, der står helt alene på en side, får det sidste ord.
“Vi åbner vinduerne for nogen eller noget.”
LÆS FLERE ANMELDELSER AF ISABELLA MIEHE-RENARD HER
Ungeenheden
Fine Gråbøl
Topfoto: Daniel Hjorth
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
