
ANALYSE – Debatten om den såkaldte ”Marrakech-erklæring” om migration er løbet helt af sporet for regeringen og blevet en vindersag for nationalistiske modstandere af indvandring og migration. Den er endnu et eksempel på, hvor svært det er at flytte en debat, når først andre har defineret rammerne.
Enten er man gravid, eller også er man ikke.
Sådan er det også i politik: Enten giver en aftale indflydelse, eller også gør den ikke.
Alligevel forsøger regeringen at argumentere for begge synspunkter i sagen om den såkaldte ”Marrakech-erklæring” om migration, som den danske regering vil underskrive ved en ceremoni den 10. og 11. december.
”Aftalen er ikke juridisk bindende, og ingen kan tvinge os til noget med henvisning til aftalen,” siger regeringen og dens repræsentanter gang på gang (her LA’s udenrigsordfører Henrik Dahl). Men samtidig siger regeringstoppen for eksempel lige så utvetydigt, at ”vi synes, det er vigtigt med en aftale om, at landene, hvor migranter kommer fra, forpligter sig til at tage deres statsborgere tilbage,” som finansminister Kristian Jensen har forklaret.
Borgerlige EU-modstandere kan gnide sig i hænderne og skal nok vide at udnytte dette frem til EU-valget til maj
Den form for kommunikation er dømt til at gå galt, og det gør det også i stigende grad i disse dage. Så meget, at statsminister Lars Løkke Rasmussen tirsdag var ude at advare og sige, at han ”aldrig har set så meget misinformation, som jeg har lagt øjne og ører til”.
Guf for modstanderne af indvandring
Regeringen er kort sagt ved at få sig en rigtig ”lortesag” på halsen. På nettet er der blandt nationalistiske højreorienterede indvandringskritikere blevet skabt en fortælling om, at Marrakech-erklæringen vil gøre det lettere for migranter at komme fra Afrika til EU. Ifølge dem bliver EU forpligtet til at tilbyde migranter flere rettigheder for eksempel i form af familiesammenføring og at kunne tage sociale ydelser med fra land til land. FN-erklæringen vil kort sagt gøre det sværere for de enkelte lande at føre en selvstændig, stram indvandringspolitik, mener de.
Socialdemokratiet træder vande og synes klar til at springe fra aftalen, hvis der kommer meget mere ”snavs” frem
Det er en slagkraftig cocktail af det meste af, hvad dette segment er imod: FN, EU, indvandring og globalisering generelt. Dansk Folkeparti har selv været meget aktiv med at piske denne modstand op, for eksempel da Morten Messerschmidt skrev debatindlægget ”EU hverken kan eller vil forsvare europæerne” på Altinget for en måneds tid siden, hvor han påstod, at erklæringen vil føre til masseindvandring i EU. Siden da er debatten vokset dag for dag og er begyndt at fylde meget i de forskellige medier (for eksempel her og her i Jyllands-Posten), ligesom den er eksploderet på Facebook og Twitter. Så meget, at regeringen nu er vågnet op og er gået til modangreb.
Flere lande melder fra
Spørgsmålet er, om det ikke er for sent. Det er i hvert fald ikke nok, at regeringen har besluttet at afgive en såkaldt ”stemmeforklaring” i forbindelse med underskrivelsen. Den vil kunne indgå i fremtidige fortolkninger af aftalen, hvis der skulle komme sager (hvorved regeringen også indrømmer, at der vil komme pres begge veje), og den slags beroliger i det hele taget sjældent mange.
Man kan undre sig over, at regeringens spindoktorer og toppolitikere ikke har været opmærksom på de miner, der lå begravet i denne sag, og som nu eksploderer i hovedet på dem. Vi har trods alt diskuteret indvandring de seneste 50 år
Samtidig har en mindre gruppe lande besluttet sig for ikke at underskrive erklæringen. Det gælder USA (der meldte sig helt ud af forhandlingerne fra starten), Australien, Israel, Østrig og en række østeuropæiske lande: Ungarn, Polen, Tjekkiet, Slovakiet og Bulgarien
Socialdemokratiet støtter foreløbig forslaget, men tager tydelige forbehold i de formuleringer, der bruges, og synes klar til at springe fra aftalen, hvis der kommer meget mere ”snavs” frem. For eksempel har partiets udlændingeordfører Mattias Tesfaye både sagt, at han ”vælger stadig at tro på” integrationsminister Inger Støjberg, og at man skal ”lytte” til ”andre EU-landes bekymringer”. Partiformand Mette Frederiksen sagde efter et samråd i Folketinget tirsdag, at det hele ”lyder lidt betænkeligt”.
Slå hinanden i hovedet
I Berlingske forsøger LA’s udenrigsordfører at forklare, hvordan man både kan være gravid og ikke gravid på én gang. Det forløb sådan her:
Men hvis den (aftalen, red.) ikke er juridisk bindende, kan andre lande vel også være ligeglade med den del af erklæringen, der kommer Danmark til gode?
»Ja. Det kan de i princippet. Men det har en betydning, at man kan tage et dokument frem og minde folk om, hvad der står i det her dokument.«
Hvorfor har det så ikke en betydning, når det gælder de ting, andre lande kan mene, at Danmark forpligter sig til?
»Det har det også, men så kan vi tage dokumentet frem og sige, at vi fortolker dokumentet på en anden måde, så rend og hop.«
Andre lande, NGO’er og politiske aktivister vil fremover henvise til formuleringer i FN-erklæringen, når de skal begrunde, hvorfor Danmark “ikke lever op til sine internationale forpligtelser” i en eller anden sag
Så den måde Danmark læser erklæringen på, er den rigtige, og den måde, andre lande kan læse erklæringen på, er forkert?
»Nej, det vil være udgangspunktet for en diskussion. FN fungerer på den måde, at man underskriver dokumenter, der ikke forpligter nogen til noget. Så har man en proces, hvor man kan slå hinanden oven i hovedet med de her dokumenter. Det er politik, og man kan ikke gøre noget. Vi får en mulighed for at slå de andre lande oven i hovedet og sige, at de skal tage deres indbyggere tilbage. Men vi kan ikke tvinge dem til noget. De andre lande får en mulighed for at slå os oven i hovedet, men så kan vi bare sige rend og hop.«
Henrik Dahls beskrivelse er helt korrekt, men det er ikke et synspunkt eller en argumentationsrække, der er let at sælge til en vælger, der i forvejen er skeptisk over for FN, EU, indvandring, migration og de etablerede medier.
Se bare på FN’s Verdensmål
Selv om kritikerne ikke har ret i det skræk-scenarium med ukontrolleret indvandring i kølvandet på vedtagelsen, de har fremmanet, er det lige så svært at begrunde, at vedtagelsen ikke vil føre til et øget pres på Danmark i en række sager – for eksempel i forhold til at sikre illegale migranter en række rettigheder, de måske ikke har i dag.
Der er formuleringer i erklæringen, der kan fremkalde en orwellsk frygt for statscensur og meningsensretning, hvis man er kritisk indstillet
Tænk bare på FN’s 17 Verdensmål, der heller ikke er juridisk bindende, men som har fungeret som en enormt effektiv løftestang til at presse klimaproblemerne højere op på den politiske dagsorden og forsøge at forpligte regeringer, virksomheder og andre organisationer og institutioner til at tage konkrete skridt til at opfylde de 17 målpunkter. Folketinget har således selv udarbejdet en handleplan.
Selvfølgelig vil Marrakech-erklæringen også blive brugt politisk. Andre lande, NGO’er og politiske aktivister vil fremover henvise til formuleringer i FN-erklæringen, når de skal begrunde, hvorfor Danmark “ikke lever op til sine internationale forpligtelser” i en eller anden sag. Og regeringen siger jo selv, at den skal bruges til at presse afrikanske lande til at tage illegale migranter og afviste asylsøgere hjem. Det er hovedargumentet for at underskrive den, må man forstå.
Modstanderne hæfter sig modsætningsvis ved alt det, de frygter, lige fra masseindvandring til en frygt for, at regeringen i fremtiden vil blive pålagt at begrænse, hvad medierne skriver om indvandring. De henviser her til hovedmål 17 i erklæringen, der går ud på, at “eliminate all forms of discrimination and promote evidence-based public discourse to shape perception of migration”. Det er en formulering, der kan fremkalde en orwellsk frygt for statscensur og meningsensretning, hvis man er kritisk indstillet, for hvad betyder ”evidence-based”, og hvad er det for en ”perception of migration”, der skal fremmes?
Bedre bliver det ikke af de mange underpunkter til hovedmål 17, hvor der for eksempel står, at underskriverne forpligter sig til at investere i “ethical reporting standards and advertising, and stopping allocation of public funding or material support to media outlets that systematically promote intolerance, xenophobia, racism and other forms of discrimination towards migrants, in full respect for the freedom of the media”.
For sent at rette op
Det er i sidste øjeblik, hvis regeringen skal rette op på den PR-katastrofe, debatten om Marrakech-erklæringen har udviklet sig til. Når først rammerne for en debat er blevet defineret af andre, er det svært at ændre, hvad der skal diskuteres og hvordan. Det gælder endnu mere i disse digitale debat-tider, hvor i hvert fald nogle har en tendens til at lukke sig inde i politiske ekkokamre. Og det bliver selvfølgelig ikke bedre af, at Socialdemokratiet ikke har tænkt sig at hjælpe regeringen, der nu bliver ekstra presset af, at DF har bragt spørgsmålet op i de igangværende forhandlinger om finansloven.
Regeringen har helt tydeligt fejlbedømt situationen og valgt at holde lav profil frem for at gå offensivt til værks og i langt højere grad prøve at sætte dagsordenen ved at fortælle historien om de områder, hvor man nu kan presse andre lande, og at gå mere pædagogisk ind i debatten ved, som Henrik Dahl, at forsøge at forklare, hvordan en FN-erklæring kan give Danmark nye muligheder for indflydelse, uden at vi afgiver selvstændighed.
Nu er skaden sket, og i de næste mange år vil denne aftale blive trukket frem igen og igen på linje med udlændingeloven fra 1983. Regeringen har fået en rigtig tabersag på halsen, mens borgerlige EU-modstandere kan gnide sig i hænderne og nok skal vide at udnytte dette frem til EU-valget til maj.
Man kan undre sig over, at regeringens spindoktorer og toppolitikere ikke har været opmærksom på de miner, der lå begravet i denne sag, og som nu eksploderer i hovedet på dem. Vi har trods alt diskuteret indvandring de seneste 50 år.
Topfoto: Migranter og flygtninge ankommer til den græske ø Lesbos. Wikipedia
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her