The Handmaid’s Tale: Dystopi eller profeti?

i Politik & Samfund/Debat af

KLUMME – The Handmaid’s Tale af forfatteren Margeret Atwood har fået nyt liv i tv-serien på HBO af samme navn. Bogen beskriver et kvindeundertrykkende, gammeltestamenteligt totalitært samfund. Idéhistoriker Mette Bærbach Bas diskuterer, om denne dystopi kan lære os noget om menneskets stræben efter det perfekte samfund.

Kom. Tag med mig på en rejse til en ikke så fjern fremtid. Vi befinder os på det amerikanske kontinent, men landet hedder ikke længere Amerika. Nu hedder det Gilead og er et totalitært samfund styret af en gammeltestamentelig overklasse. Kvinder må intet eje og må ikke læse og skrive. De skal udføre deres biologiske opgave, nemlig føde børn.

Baggrunden er denne: Fødselstallet er faldet drastigt, og noget må gøres for at sikre artens overlevelse. Man har derfor valgt at indsamle de kvinder, som allerede har født et barn og derfor er beviseligt frugtbare. Disse kvinder skal nu være handmaids.

Jeg ser The Handmaid’s Tale, fordi det netop ikke handler om human misery, men om human strength.

Kvinderne bliver stavnsbundet i overklassens familier, hvor de udsættes for en rituel voldtægt hver måned i håb om, at de vil blive gravide. Barnet skal naturligvis blive hos familien, mens den frugtbare kvinde sendes videre til en ny familie og en ny månedlig rituel voldtægt.

”Det er jo human misery. Hvorfor vil du se det?” spørger min mand, når jeg sidder fordybet i tv-serien The Handmaid’s Tale. Han går altid i en lang bue uden om film og serier om menneskelig lidelse.

Jeg ser The Handmaid’s Tale, fordi det netop ikke handler om human misery, men om human strength. Når jeg ser Offreds (hovedpersonen, spillet af Elisabeth Moss) rebelske blik, der stædigt holder øjenkontakt med sine vogtere, bliver jeg mindet om styrken hos mennesket. Vores frie vilje, som ikke lader sig kue, og vores stærke ånd, som ikke lader sig kontrollere.

Den perfekte verden

Margeret Atwoods bog The Handmaid’s Tale handler også om noget andet. Den handler om menneskets trang til at skabe den perfekte verden.

Vi ser alt det onde, grimme og frygtelige, der omgiver os (og som findes inde i os). Fejlagtigt tror vi, at hvis vi bare fjerner alt det, så vil den logiske konsekvens være,  at der kun er godhed og skønhed tilbage. Og så har vi skabt den perfekte verden.

Men for at skabe en verden uden fejl, er vi nødt til at kontrollere hvert eneste lille delelement, og den kontrol kan ikke forenes med lykke.

I det øjeblik vi skaber en perfekt verden, skaber vi en umenneskelig verden. Alligevel lader vi os fascinere og forføre af tanken om det perfekte, totale, omsiggribende og på alle måde rigtige samfund. Som det vi ser i The Handmaid’s Tale.

I det øjeblik vi skaber en perfekt verden, skaber vi en umenneskelig verden.

Utopi og dystopi

Denne fascination og forførelse er ikke ny. Mennesket har til alle tider haft begrebet om den perfekte verden. Paradismyten er en af de ældste utopiske forestillinger med måske den mest effektfulde virkningshistorie nogensinde.

Litteraturens billeder og virkelighedens erfaringer har desværre vist os at for tit, at jagten på lykken kan vende til det totalitære. Blandt de mest kendte litterære dystopier har vi Geroge Orwells 1984 og Orson Wells Fagre Ny Verden. Begge romaner kritiserer de store totalitære strømninger i det 20. århundrede: kommunismen, fascismen og nazismen.

Det får mig til at tænke på, om drømmen om det perfekte samfund overhovedet kan realiseres, uden slutresultatet ender i totalitarisme? Det kan og må ikke være tilfældet.

Profetien i The Handmaid’s Tale

Overdreven konsekvens hænger sjældent sammen med udbredte menneskelige værdier og egenskaber som mangfoldighed, spontanitet og kreativitet. Dette har vi set utallige vidsnesbyrd om fra Sovjetunionen og tiden frem til og under Anden Verdenskrig i Tyskland i form af undergrundsbevægelser, oprørsgrupper og civil modstand.

Mit yndligscitat fra The Handmaid’s Tale er dette: “Better never means better for everyone… It always means worse, for some.” Derfor er jagten på den bedste af alle verdener måske en umulig jagt? Hvis ikke alle kan blive lykkelige i et samfund, uanset hvordan vi indretter det, hvorfor så overhovedet forsøge?

Den lære, vi kan drage af totalitarismen og dystopierne er, at dem, det bliver værre for, vil gøre oprør. Trods omfattende vold og terror vil der altid være en styrke hos mennesket, der ikke lader sig kue. Måske ikke hos ethvert menneske, men menneskehedens vilje og ånd kan ikke kontrolleres. Det er i hvert fald ikke sket endnu. Trods talrige forsøg.


Illustration: HBO.

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Mette Bærbach Bas, f. 1981, er idéhistoriker og forfatter med speciale i dansk kultur og kulturmødet. I sin bog Kulturspejlet (Turbine Business 2016) udfolder hun sin pointe om, at det er os, der er de underlige. Dansk kultur er på mange måder ekstrem og spænder ben for en vellykket interaktion med udlændinge.

Efter at have boet i seks forskellige lande og lært sig seks forskellige sprog, har Mette slået sig ned på Mors med sin tyrkiske mand, Cem. Sammen har de to børn, som opdrages efter den grundholdning, at børnene skal have det bedste fra begge kulturer.

Mette blogger om kulturmødet i hverdagen på www.kulturspejlet.dk, hvor du også kan melde dig på hendes nyhedsbrev og lytte til første kapitel af bogen Kulturspejlet læst højt af forfatteren.

Med klummeserien Hverdagsdansk og Udkantsdansk tager Mette Bærbach Bas pulsen på danskerne, vores overbevisninger og handlemønstre. Klummerne tilbyder dig en mulighed for at se dig selv lidt udefra og giver næring til eftertænksomhed - og forhåbentlig også nysgerrighed.

Seneste artikler om Politik & Samfund