Ny forskning: Integration af flygtninge kræver håndholdte løsninger

i Politik & Samfund/Viden af
INTEGRATION // VIDEN – I 2016 etablerede en række forskere det utraditionelle forsknings- og integrationsprojekt ’THREAD’. Idéen var at integrere flygtningekvinder, der kom til Danmark som følge af den syriske borgerkrig i 2015 gennem arbejde med tekstiler. Og de konkrete erfaringer, som nu kan gives videre, er gode, men peger også på udfordringer.

“Hvis du vil arbejde med integration af flygtninge, skal du vide, at det er svært og udmattende. Du skal være robust og fleksibel og bruge rigtig meget tid på regler og politik. Du skal være meget realistisk, når du sætter mål, og du skal forvente at arbejde meget med følelser, tillid og psykisk omsorg.”

Sådan lyder den ene halvdel af konklusionen fra Marie-Louise Nosch, professor i tekstilforskning på Københavns Universitet og medstifter af THREAD, efter de sidste tre år arbejde, hvor mere end 600 flygtningekvinder er blevet aktiveret gennem projektet i form af netværksopbygning, praktik, iværksætteri og job. Alt sammen med tekstiler og flygtningekvindernes håndværksmæssige erfaringer som den røde tråd.

Nyudviklet projektmodel

Den anden halvdel af konklusionen for projektet er mere opløftende:

“I vores nye erfaringspjece kan du se, at hvis du forholder dig aktivt til sprog, arbejder lokalt, ansætter mennesker med ’bindestregs-identiteter’ som kulturelle mellemmænd – og får lavet et socialt rum, hvor alle parter lærer af hinanden – kan du skabe relationer, praktik og i nogle tilfælde job. Og det kan blive forskellen mellem et liv på sociale ydelser og et liv på arbejdsmarkedet”, siger Marie-Louise Nosch.

Selvom mange kvinder har fået bedre kontakt til arbejdsmarkedet, viser projektet også, at op mod 20 pct. af flygtningene har fysiske og psykiske problemer, som gør det umuligt at blive integreret i et samfund som det danske, hvis et job er det eneste succeskriterium

THREAD har designet en integrationsmodel, der bruger mode og tekstil som løftestang for at udnytte det skjulte potentiale hos kvinderne selv via ’håndholdte samarbejder’.

Altså løsninger med personlig indsats og omtanke, som er svære at formalisere. Målet var – og er fortsat – at give kvinderne et bedre personligt netværk og en økonomisk selvstændighed på den lange bane.

Integration af sårbare kræver opbygning af tillid

Men selvom mange kvinder har fået bedre kontakt til arbejdsmarkedet, viser projektet også, at op mod 20 pct. af flygtningene har fysiske og psykiske problemer, som følge af deres baggrund, som gør det umuligt at blive integreret i et samfund som det danske, hvis et job er det eneste succeskriterium.

Kvinderne er så sårbare, at de kræver individuel kontakt, venlighed, opbygning af tillid og skræddersyede løsninger, som ikke tilbydes i dag.

Læs mere om erfaringerne fra THREADS første år her.

Om THREAD

THREAD er finansieret af Innovationsfonden og udført af Center for Tekstilforskning på Københavns Universitet, Københavns Professionshøjskole, Designskolen Kolding, Vikingelandsbyen på Sjælland og med hjælp fra designfirmaerne Igne Oya og Vibskov, NGOen FAKTI, virksomheden TermPlus, og Global Refugee studies på Aalborg Universitet.


Denne artikel er en redigeret udgave af originalen, som kan findes hos vores samarbejdspartner, Københavns Universitet.


Foto: THREAD

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

POINT of VIEW International er et uafhængigt, digitalt kvalitetsmedie, der publicerer journalistik i form af nyhedsanalyser, anmeldelser, klummer, essays, debatindlæg samt kurateret borgerjournalistik indenfor især samfunds-, kultur-, erhvervs- og udlandsstof.

Siden POV blev grundlagt 1. februar 2016, har mediet udviklet sig til et etableret og anerkendt, mellemstort online medie med mere end 700 bidragsydere, der publiceres i ugebrevet POV Weekend, på pov.international, Facebook, Instagram, Twitter og LinkedIn.

Seneste artikler om Politik & Samfund