HEARTLAND FESTIVAL // REPORTAGE – Pandemiens greb i danskerne er forsvundet, og efterlivet er begyndt. Heartland 2022, der sluttede i går, var en sanselig oplevelse med højdepunkter, indtagende overraskelser, der går lige i hjertekulen, og så et par mindre overbevisende optrædender, skriver Inger Tejlgaard Olesen Ravn, der lige som alle andre må genopfinde sig selv som festivaldeltager.
Alt gengivet som hørt, set og oplevet af skribenten.
Jeg ankommer netop tids nok til at opleve the Pet Shop Boys.
Det er stort.
Det er faktisk vildt stort. Det er post-corona, kultur-hungrende stort!
Det er bare ikke gået op for mig før nu, som om virkeligheden først nu vågner efter lang tids dvale.
På scenen er der tøris oplyst af hvide projektører i halvmørket, som London fog under gadelygternes skær. ”Sooner or later this happens to everyone” annonceres det af en mørk mandestemme og Suburbia, det eneste forstadsdystopiske smashpophit undertegnede kender, klinger sin invitation til de næste timers, de næste dages forrygende nutidsnostalgi-trip ud i den sene aften.
Lysshowet ændrer sig, de varmer op, vi varmer op, øjeblikke fra en fjern fortid flettes sammen med en følelse af nutid, af, at nu er vi her
Foran os, publikummet på plænen, står der lige nu to dehumaniserede skikkelser med flere meter imellem sig: lange hvide jakker, en futuristisk lygtepæl på hver side, hver skikkelse iført en metalskinnende maske med to oprette, lige så metalskinnende kaninører. En besynderlig blanding af drengeleg og space fiction. Fedt. Sjovt. Cool.
Det, der virkeligt får mine brystvorter til at stritte, er dog stemmen: Hvordan kan en mand, der er blevet gammel, småfed og skaldet have en så englesmuk, unik genkendelig, ren-tonet tenor? Men det har Neil Tennant. Han er stadig, de 67 år til trods, ren arrogant public-school British stiff upper lip med hele Londons emmende underverden af bøssebarer, danceclubs og decadence i undertonerne.
Wow. Bare – wow!
Hans partner in crime, Chris Lowe, som altid umiskendeligt nærværende gennem sin mutte tavshed, gør det, han skal gøre: står ubevægelig bag sit keyboard.
Jeg er begyndt at smile.
Efterhånden som de spiller sig igennem minde efter minde af vores fælles kulturarv, ryger maskerne, lysshowet ændrer sig, de varmer op, vi varmer op, øjeblikke fra en fjern fortid flettes sammen med en følelse af nutid, af, at nu er vi her, og på den vis er The Pet Shop Boys de perfekte headlinere for denne aften.
Da jeg ankom lidt tidligere, var det overskyet. Jeg var selv lettere overskyet. Hverdag, arbejde, den slags: ”men nu jeg er her, hvordan føles det så?” spørger jeg mig selv og konstaterer, at det faktisk er okay at gå rundt og kigge i den halvkolde, lidt blæsende, aften. Der er grønt græs, der er et slot, der er scener og boder.
Der er ikke fyldt, men folk er smukke, de er følsomme, de smiler imødekommende, de danser lidt forsøgende, de trænger sig ikke på. Også de virker næsten usikre: Hvordan er det nu egentlig, man festivaler den? De næste par dage vil vise, om det kan genopfindes.
Hvordan er det nu, man gør det her?
Tidligt næste morgen falder jeg i snak med Mette Kjærgaard, der står og varmer op til fælles-yoga på plænen foran slottet.
Det er også den slags festival. Yoga og Gong-meditation.
Hun har været med til alle Heartland-festivalerne.
– Hvordan er stemningen, er det det samme?
Ja, det synes hun, hun er oprindeligt fra området, og hun synes det lykkes at præsentere det milde, venlige sydfynske, her er noget for den sanselige oplevelse, men man bliver ikke overstimuleret.
”Andre ville mene, det er en festival, hvor man hænger lidt i håndbremsen, men det er netop pointen. Man behøver ikke skærme sig, her er trygt. Man kan åbne sig.”
I det lys kommer Ritt Bjerregaard til at fremstå på noget nær orakelagtigt vis
De følgende dage bliver det tydeligt: Heartland er en festival for folk, der dyrker det stilfulde, det er en skovtur til et midtfynsk slot, ikke en tur i høet, det er skaldyr på is og stjernekokke, ikke billige bajere uden pantmærke, det er speltmødre, ikke rock’n’roll’ere, det er den gode smag, ikke vildskab, det er jordbær med chokolade, ikke Nutella på hvidt franskbrød, det er Weekendavisen, ikke Ekstra Bladet, det er penge, er ikke et problem.
Så er det sagt – og så er det sagt.
Programmet er ligeligt fordelt mellem talks, musik, performancekunst og … madpræsentationer. Jeg fokuserer på talks og musik, havde jeg valgt anderledes, havde festivalen givetvis budt på andre oplevelser, men som det er: Jeg keder mig ikke, men jeg går skuffet fra et par indslag, jeg havde sat kryds ved.
Den store overraskelse for mig er, hvor godt jeg kan lide Margaret Atwood. Hendes verdensbillede har på mig ofte virket som en skævvredet feministisk fremstilling af virkeligheden, men når man hører hende tale om natur, Corona og virkeligheden er der både dybde, varme og humor i hendes holdninger.
Hun joker med, at når folk mener, hun burde være depressiv pessimist med hendes verdenssyn, så forklarer hun dem: ”I have very low standards, so I rarely get disappointed and certainly not depressed”. En kvinde, jeg fremover vil bruge tid på at læse mere af.
Kvamm holder benovet mund, indtil han selvforelsket fortæller om Angorra-drengene
Ved en anden talk er Ritt Bjerregaard og Stine Pilgaard blevet sat sammen for at tale om alderdom.
Stine Pilgaard bragede igennem med Meter i sekundet for et par år siden, så forventningerne er høje: Her er en kvinde, der er værd at lytte til! Jeg skuffes. Hun kan skrue en tekst sammen, så den er sjov på den velformulerede hysteriske måde, men dybden af hendes kunstneriske erkendelser er på niveau med de dameblade, man kan lade sig underholde af på ugebasis – ikke imponerende: ”Jeg bliver grådlabil i lufthavnen, når jeg ser et par sige farvel” kommer det fra hende, om hendes uafklarede forhold til døden.
I det lys kommer Ritt Bjerregaard til at fremstå på noget nær orakelagtigt vis, når hun roligt fortæller om de metastaser i hendes lunger, der bliver hendes død: ”Min læge har forklaret mig, at når de begynder at blive smertefulde, så skal jeg dø”, om, hvorfor hun er fortaler for aktiv dødshjælp: ”når man når dertil, har man lov at bestemme, at nu er det nok” og om, hvordan hun synes, at gamle mennesker skal blive ved med at være nysgerrige over for ungdommen: ”… for dem ved vi overhovedet intet om”
Senere på dagen skal jeg vælge mellem Brøgger, en musicalperformance af Jeanett Albeck, over for Simon Kvamm / Nick Hornby On Irony, modereret af Torben Sangild.
Hmmm …
Jeg starter med Brøgger, men et par numre inde sniger jeg mig ud. Jeg rammer åbenbart uden for de segmenter, der oplever ”en sansende, humoristisk og rørende fortælling om at være til i verden”.
På mig virker det fortænkt, uden hverken kunstnerisk dybde eller sanselighed på trods af, at kroppen forestilles som omdrejningspunkt. Det er bare kun den tænkte krop, en krop, der udelukkende eksisterer i hovedet ikke i underlivet, uanset hvor meget der henvises til samme. Det er ikke nok at råbe ordet ”PIK!” for at man får lyst til sex, hvis I forstår?
Det publikum, der tidligere virkede mere optaget af gaver til maven, er stimlet sammen og rykket op, at de danser og skinner i aftensolen, at folket, kort sagt, har en fest
Jeg trisser over til Hornby/Kvamm-teltet. Samtalen går trægt: Sangild modererer, men er langt den mest talende, Hornby virker forvirret over, hvad der foregår, men prøver høfligt at falde ind. Kvamm holder benovet mund, indtil han selvforelsket fortæller om Angorra-drengene, Team Easy-On og deres Bjarne Riis-inspirerede dopingpressemøde. Kæmpe bifald fylder salen.
Jeg undrer mig.
Never mind, det er fredag, klokken nærmer sig 18, de fleste har drukket fadøl siden frokosttid, de sidste par timer er flaskerne med rosévin og tilhørende vinglas på stilk dukket op ved bordene. Selv drikker jeg ikke alkohol og tænker, at da jeg nok er en af de få, bemærker de færreste den lidt klodsede samtale. Endnu engang samler jeg mine ting og lister videre.
Festivalen er ved at lande
Senere, da Raveonettes går på den store scene, virker folket således ret optaget af at stå i kø til et oksegrillspyd eller en Gasoline-Grill-Cheeseburger med Milkshake. Det er jo snart aftensmadstid.
Sune Wagner og Sharin Foo spiller to akustiske numre, solen står dem i øjnene, guitarerne glimter og deres vokaler er sukkersød bitterhed. Så kommer resten af det originale band på, og nu skrues volumen op, helt op, deres Spector-inspirerede Wall-of-Sound støjpop får lov at blæse ud over pladsen, og jeg er lykkelig, helt lykkelig. David Lynch-mørke guitarer og Beach Boys-lyse vokalarrangementer, tresser-style pigepop og Western-style slide-guitar.
Sune Wagner er en sort streg i luften, og trods hawaii-skjorte og kasket er han stadig mere rebel without a cause end Brian Wilson-wanna-be. Senere på aften er han igen på scenen med sit første band Psyched up Janis, og de giver den med støj-rock lige så eftertrykkeligt, som Raveonettes giver den med støj-pop.
Sharin Foo er sig selv, og hendes I don’t give a fuck-sødme er for mig et overbevisende indspark i sanseligt nærvær i verden på netop den måde, Brøgger ikke var det.
Noget af festivalen rammer helt skævt for mig (andre synes sikkert, det er toppen), men det, der så rammer rigtigt, går lige ind i den del af hjertekulen
På et tidspunkt, da jeg henter vand, opdager jeg til min overraskelse, at en del af det publikum, der tidligere virkede mere optaget af gaver til maven, er stimlet sammen og rykket op, at de danser og skinner i aftensolen, at folket, kort sagt, har en fest.
Kashmir er aftenens hovedattraktion. Siden de i sin tid udgav albummet The Good Life har de haft en plads i danskernes hjerte, også mit, og plænen er proppet længe inden, de går på.
De spiller eminent, alligevel føler jeg mig forrådt.
Lad mig forklare: Selvom Kasper Eistrups stemme er lige træt, lige smerteramt, lige ”ramt af livet i nakken”, så møder han os, publikum, nogenlunde således: ”Woohoo! Kære venner, hvor er det fantastisk dejligt at se jer igen. Vi har været væk et stykke tid, men så gik det op for os, hvor meget vi har savnet JER! […] Hvis I føler kærlighed, så tilkendegiv jeres glæde … ”
Nej, tak, Kasper, kammerat, tak for tilbuddet, jeg sætter mig bare lige her og surmuler i stedet … for det var det, Kashmir kunne for mig: Være den-der ven, man bare kunne sidde og glo ud i luften sammen med uden at behøve at lade som om. Nu er Kashmir så blevet stadium-rock og tillykke med det. Jeg finder selv ud.
Hvis Margaret Atwood er min store festivaloverraskelse, er PJ Harvey min festivalåbenbaring. Hun optræder med højtlæsning af Orlam, en nyudgivet digtsamling, der har været næsten 10 år undervejs. Jeg har været fan siden Rid of Me, men frygtede en prætentiøs kunstnerwank.
Det viser sig, at digtsamlingen placerer sig i et univers af barndom og natur, eventyrlighed og virkelighed, den tilhører en engelsk børnelitterær tradition (for voksne) med en blanding af lydord, nursery rhymes, dialekt og fantasisprog. PJ Harveys recitation er til tider syngende og drillende, men frem for noget fyldt med forunderlig naturmagi som oplevet af åbne barneøjne.
Det er smukt.
Fandt jeg ud af det? Festival og alting?
På festivalens sidste dag mødes jeg overalt – også i spejlet – af solbrankede ansigter. Håret er faldet på selv den mest stilede sølvræv. Brystet, der har været Tarzanagtigt opspændt de sidste to dage, hænger nu betænkeligt lavt over bæltet. Kort sagt: På tredjedagen for skørlevned bliver alle lidt mere menneskelige at se til. Jeg synes, det er rart.
Da jeg købte billet til Heartland i 2020, var verden et andet sted. Den var tryg og forudsigelig. Jeg skulle primært se min ungdoms store idoler, The Jesus and Mary Chain, og hænge ud med folk, jeg kendte. Cool.
I sin talk talte Margaret Atwood om, at vi helst vil lade som om coronaen aldrig var sket, men at vi har været vidner til, at en hel verden er forsvundet. Hun talte om, at vi i virkeligheden forholder os til et kollektivt hvad nu? En art afterlife. Selvom det måske ligner, er intet en fortsættelse.
Hvad vi præcist skal fylde i vores efterliv, er spørgsmålet. Måske derfor virker Heartland i dag tiltalende af nogle helt andre grunde, end dem, der fik mig til at købe billet for mere end 2 år siden.
Noget af festivalen rammer helt skævt for mig (andre synes sikkert, det er toppen), men det, der så rammer rigtigt, går lige ind i den del af hjertekulen, der er i gang med at undersøge mit private hvad nu?
Man kan for eksempel være heldig at høre Ritt Bjerregaard tale om døden og selv føle sig lidt tryggere ved den. Man kan også være heldig at høre Margaret Atwood tale om, at hvis man nedjusterer sine forventninger, så lever man et gladere liv.
Det er da to tankevækkende svar på hvad nu …
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og