FN fejrer litteraturens fattigste og fineste

af i Bøger/Kultur/Liv & Mennesker

MÆRKEDAG // POESI – I dag er det poesiens dag. Officelt, World Poetry Day, startet af FN-organisationen UNESCO for 20 år siden for at fejre og ihukomme poesiens rolle som bærer af- og vidnesbyrd om menneskelig stræben, samhørighed og eksistens, skriver Claus Ankersen. 

I dag er der digtoplæsninger over hele verden. Der er digte over alt. I morges, hørte jeg min afdøde amerikanske kollega Robert Frost citeret på en kommerciel radiostation. “Poesi er når en følelse har fundet sin tanke. Og tanken har fundet sit ord”. Sådan og således:

Poesien. Denne litteraturens næstældste søster, ældre end novellen, ældre end romanen. Finere, skrøbeligere og dog den stærkeste i litteraturens søskendeflok – foruden den fattigste.

Poesien er en gavebod. Og den er for alle. Modsat den elitære ismalsætning, den i århundreder har måtte kæmpe imod. Den oplyser, indeholder, underholder, chokerer, oplyser og helbreder både digter og læser. Poesien er hver ung generations talerør, midt-livets weltschmertz og alderdommens visdom på en og samme linje. Eller… det kan den være.

Poesien er altid et spejl af de mennesker og det samliv som til enhver tid foregår i menneskeland

Poesien er Betty Ford-klinikken og Schrödingers kat, kampsport og amfiteater, cirkus og akademi på samme tid. Den er en rugekasse og et laboratorium.

Når vi er pressede, bliver poesien ikke bare vigtig, men uundgåelig og nødvendig. Den giver stemme til det usagte, det stumme og det skjulte. Poesien er de undertryktes sværd. Den er størst i det postkoloniale og i det vordende. Altid populær blandt ungdommen, og svær at undgå på Instagram, til de ismalsættende kadrers store sorg.

Poesiens historie er lang og dens udtryk er bredt. Den bruges ofte til at fange og folde øjeblikke ud, til at fastholde det flygtige og er, som kunstnerisk udtryk, ideel som instrument til at forstå mødet mellem selv og verden, mellem mennesker og mellem forestillinger. Den kan også fortælle historier, og den gør det i fast og flydende form, på skrift, i tale og – senest – på de sociale medier, hvor blandt andet indisk-canadiske Rupi Kaur, har ramt tusindårsbørnenes inderste på sømmet og lavet en Yahya 10.0.

Poesien er det som fotografen forsøger at fange med linsen, digteren med pennen og danseren med kroppen. Det er sangen i stenhuggerens hamren og gårdhundens glammen mod mørket. Poesien er lyset i et lille barns øjne – Vores forsøg på at se igennem sløret og ud på den anden side.

Du kan også nøjes med at ‘gå en tur i haven’. Poesien er over det hele, og selve verden er et digt

Men poesien er også en markedsplads, et gangstativ og en ormegård. Noget man kan støtte sig til, og også noget man kan markedsføre sig på og forsøge at tage ejerskab over. Noget man kan appropriere. I de seneste år, har næsten enhver kunstnerisk produktion haft prædikatet ’poetisk’ med i brandingen, selv om det i mange tilfælde har været ret vanskeligt at lure præcis, hvor det poetiske var. Og det er fint, for ligesom alverden, spejler poesien øjet der ser, og hvad øjet ser, afhænger af dets position.

Men poesien er måske først og fremmest en lakmusprøve, og således tør jeg godt vove pelsen og skrive, at den stigende hjemlige interesse for poesi i de senere år, er direkte proportionel med at vi lever under større pres end i årene før.

For poesien er altid et spejl af de mennesker og det samliv som til enhver tid foregår i menneskeland. På den måde er poesien alt det vi er, og alt det vi ikke er – på samme tid. Den er kunst, videnskab, terapi, talerør, transcendens, kritik, kommentar og vidnesbyrd. Den er oprør, opråb, overgivelse og skønsang, kainsmærke, mindesten og navlestreng gennem mørket. Den er bricolage, fundet, sammenklistret, samplet og først og fremmest er den også DIN. Det er bare at gå i gang. Skriv din egen, eller gå på nettet, i boghandlen eller på biblioteket. Du kan også nøjes med at ‘gå en tur i haven‘. Poesien er over det hele, og selve verden er et digt.

Glædelig poesidag.


Alle fotos skribenten

 

Hvis du har lyst til at støtte mit arbejde, kan du donere som du nu synes på mobile pay: 71844591 og være med til at gøre hestebønner, hummus og kålhoveder til skrift.

Forfatteren, digteren og kunstneren Claus Ankersen er en af hovedkræfterne i dansk og international spoken word og ordkunst. Han har uddrevet dæmoner i DR, smidt med smør på SMK, stillet op til kommunalvalg med kunstnerpartiet Gratis Lykke og modtaget juryens pris Hegnspælen for digtinstallationen ALTID på Enghave Plads. Ankersen skriver tosprogligt og har performet, udstillet og optrådt i 19 lande. Udvalgt materiale er oversat til 12 sprog. Han har udgivet ti bøger. Digtsamlingen Grab Your Heart And Follow Me udkom i Indien i foråret 2018 og forfatterens nyeste, Pendæmonium, udkom i september. Ankersen er uddannet antropolog og har tidligere skrevet for Rendestenen, Dato og Murmur.

Seneste artikler om Bøger