Hart Island

Hart Island i New York er de glemte dødes ø – nu anlægges der grave for coronaofrene

i USA/Historie af
CORONAKRONIK // NEW YORK – Hart Island i New York er udset til, om nødvendigt, at rumme massegrave til ofrene for virusinfektionen covid-19, en kendsgerning som på forfærdelig vis illustrerer situationens dødelige alvor. Øens historie er i forvejen nært forbundet med død og tragedie. Men beretningen om Hart Island vidner også om new yorkernes ukuelige livsmod, skriver historiker og journalist Else Christensen.

I græsk mytologi krydser mennesker på deres sidste rejse floden Styx.

For new yorkere udgør Long Island Sound grænsen mellem de levende og de døde. Det gælder i hvert fald de mere end én mio. fattige, glemte og udstødte, som er begravet på øen Hart Island, der ligger i sundets vestlige ende.

I disse dage graves der grave på øen igen – men nu er det coronavirussens ofre, der skal ligge der:

Øen, som hører under bydelen Bronx i New York City, fylder med blot halvanden km i længden og 0,5 km i bredden ikke meget på landkortet.

En ø forbundet med skyggesiden af samfundet

Men igennem de seneste århundreder har øen har været nært forbundet med byen New Yorks historie og – ikke mindst – med de mennesker som levede på samfundets og byens skyggeside.

Den lille ø, som ligger omkring halvanden kilometer fra City Island – der med en bro er landfast med byen New York – var oprindeligt beboet af Siwanoy-stammen, som solgte området til en engelsk kolonist i 1654.

De engelske kartografer gav øen navnet Hart Island, muligvis på grund af øens form, som minder om et hjerte eller – mere sandsynligt – fordi området rummede mange hjorte (”hart” på middelalder-engelsk), en observation, der gjorde øen populær blandt jægere.

Den landlige idyl varede ikke ved. New Yorks centrale beliggenhed fik byen til at blomstre i tiden efter Uafhængigheden.

Med åbningen af Erie Kanalen – som sikrede forbindelsen mellem Atlanterhavet og De Store Søer – i 1825 og the Mohawk and Hudson Railway i 1831 blev byen et vigtigt trafikknudepunkt. Immigranter – ikke mindst fra Irland og Tyskland, som var hærget af henholdsvis sult og politisk uro –  strømmede til i de følgende årtier og byen voksede hastigt.

Driftige new yorkere fandt snart en udvej. De begyndte at arrangere boksekampe på Hart Island

Med menneskemængden fulgte trangen til forlystelser – også af den mere hårdtslående slags. New York forbød i 1838 ”bare knuckle boxing”, boksekamp udført uden handsker, men med masser af beskidte tricks.

Driftige new yorkere fandt snart en udvej. De begyndte at arrangere boksekampe på Hart Island. Den afsidesliggende ø blev hurtigt centrum for sporten, der ikke kun var usædvanligt brutal men også særdeles populær.

Fx flokkedes tusinder den 29. august 1842 til øen for at se James ”Yankee” Sullivan kæmpe imod englænderen Billy Bell. De to mænd kæmpede i en improviseret ring på den bare jord, markeret med pinde og et reb.

Sullivan, som var født i London’s fattige East End og havde en fortid som straffefange i den engelske koloni i Australien, slog under den bagende sol den stærkt blødende Bell til tælling efter 24 omgange og vandt dermed præmien, som lød på hele 300 dollars.

Avisen New York Daily Express kaldte tilskuerne ”en bande af døgenigter og ballademagere” og bedsteborgere udvekslede vittigheder om, at deres fravær i det mindste fik kriminaliteten i New Yorks gader til at falde mærkbart lige den dag.

Hart Island
The Convalescent Hospital on Hart’s Island (5 May 1877) Foto: Mid-Manhattan Picture Collection/New York City hospitals. Wikimedia Commons.

Husede barsk rigsfangelejr

Omkring to årtier senere fik new yorks unge mænd andet og langt mere alvorlige sager at tænke på. Borgerkrigen mellem Nord- og Sydstaterne brød ud i 1861 og Hart Island blev efter værnepligtens indførelse i 1863 udset til træningslejr for enheder fra Nordstaternes hær.

Det iskolde vand og de stejle skrænter, som omgav øen, gjorde stedet svært at flygte fra. Ved krigens slutning i april 1865 omdannede Nordstaterne derfor øen til en krigsfangelejr for de slagne sydstatssoldater.

Virkeligheden var langt mindre idyllisk. Den lille ø husede hele 3413 sydstatssoldater, hvoraf mange bukkede under for sygdomme som diarré og lungebetændelse

To måneder efter krigens slutning besøgte New York Times lejren, og korrespondenten beskrev med sejrherrens let nedladende generøsitet forholdene i ”rebellejren”:

”Siddende i deres behagelige barakker eller udenfor eller under en spadseretur læser [fangerne] flittigt [i bibler doneret af godgørende selskaber]”, rapporterede en korrespondent fra avisen New York Times den 2. juni, 1865.  ”Hospitalet er beliggende på et fint og luftigt sted udenfor lejren”, kunne korrespondenten endvidere fortælle.

Virkeligheden var langt mindre idyllisk. Den lille ø husede hele 3413 sydstatssoldater, hvoraf mange bukkede under for sygdomme som diarré og lungebetændelse.

I løbet af fire måneder døde 235 af de indsatte – en tabsrate, der var blandt de værste i samtlige lejre i hele landet. De døde blev begravet på øen, men soldaternes jordiske rester er senere flyttet til en anden kirkegård.

Pestlignende sygdomme

Tre år senere, i 1868, købte staten New York Hart Island. New York trivedes som aldrig før. Byen var i 1860’erne landets ubestridte handels- og finanscentrum. Broer, veje og jernbanelinjer voksede frem, mens kontorbygninger, luksuslejligheder og stormagasiner skød op langs brede avenuer.

Side om side med den enorme rigdom levede mennesker i stor fattigdom. Arbejderne og de subsistensløse klumpede sig sammen i lejlighedskomplekser, til tider bygget så tæt, at kun ca. en meter adskilte for- og baghus.

Skidt af enhver art blev smidt i gaderne, hvor det lå og flød på overfladen, fyldte rendestenen, blokerede afløbet fra gaden og udsendte uddunstninger, der uvægerligt måtte føre til pestlignende sygdomme

Lejlighederne lå i korridorer, der gjorde det umuligt for lys og luft at trænge ind. Mange familier deltes om toiletterne i gårdene og affaldet flød i gaderne.

”Skidt af enhver art blev smidt i gaderne, hvor det lå og flød på overfladen, fyldte rendestenen, blokerede afløbet fra gaden og udsendte uddunstninger, der uvægerligt måtte føre til pestlignende sygdomme”, skrev William Thomas, der var inspektør i byens sundhedsvæsen,  i 1864.

Resultatet var en dødsrate, som lå over de amerikanske og europæiske storbyer, som New York normalt sammenlignede sig med. I 1863 døde én ud af 44 i Boston og Philidelphia.  I London og Liverpool døde én ud af 45. Men i New York City døde én ud af 36 samme år.

Byen manglede begravelsespladser og især pladser til de fattige, hvis efterladte hverken kunne betale for ligfærd eller vedligehold af gravpladsen.

De fattiges begravelsesplads

Myndighederne afsatte derfor et område på Hart Islands nordside til begravelser for fattige. Også straffefanger og andre, hvis familier enten ikke kunne eller ikke ville bekoste en begravelse, og de, som slet ikke havde en familie, blev stedt til hvile her.

Det gjaldt fx den forældreløse Louisa van Slyke, som afgik ved døden den 10. april 1869 på fattighospitalet Charity Hospital på Blackwell’s Island – nutidens Roosevelt Island. Luisa van Slyke var formentlig den første, som blev stedt til hvile på den nye offentlige kirkegård.

Fangerne fra fængslet på Roosevelt Island fik til opgave at sejle de døde fra hospitalet til Hart’s Island, hvor fangerne også stod for jordefærden, en ordning som består endnu i vore dage

Mange flere skulle følge. ”Det er hertil kisterne, tømret af groft fyrretræ, fra Blackwell’s Island bliver sendt”, skrev The New York Times i 1880.  Blackwell’s Island husede dengang et fængsel, en forbedringsanstalt og en række fattighospitaler.

De døde ankom ikke kun fra Roosevelt Island. Bellevue Hospital opførte i 1866 byens første lighus til at huse de mange døde.

Fangerne fra fængslet på Roosevelt Island fik til opgave at sejle de døde fra hospitalet til Hart’s Island, hvor fangerne også stod for jordefærden, en ordning som består endnu i vore dage.

Hart Island
A trench of the Potters’ Field, Hart Island, ca. 1890. Foto: Jacob Riis, Wikimedia Commons.

En skrinlagt idé: USA’s svar på Monte Carlo

Hart Island blev brugt til andet end begravelsesplads.  I 1870’erne var øen karantænestation under et udbrud af gul feber.

En klynge røde murstensbygninger opført på øens sydlige del husede fra 1800-tallets slutning til 1970’erne desuden en række behandlingsinstitutioner som fx tuberkulosehospital, kvindehospital og et hospital for psykisk syge.

Også militæret gjorde brug af øen. Under 2. verdenskrig fungerede Hart Island som opbevaringssted for søfolk, som havde forbrudt sig mod flådens reglement.

I 1955, under Den Kolde Krig opstillede hæren en række Nike Ajax jord-til-luft missiler opstillet som forsvar imod et evt. angreb fra sovjetiske bombemaskiner.  Missilerne forblev på øen indtil 1961, hvor de blev anset som værende forældede.

Den sorte forretningsmand Solomon Riley fremlagde i 1925 planer om at oprette en forlystelsespark på øens sydspids – et  ‘Coney Island for sorte, som han forklarede

Udover militære anlæg, fængsel og hospitaler kom øen også til at rumme et behandlingshjem for alkoholikere og et rehabiliteringscenter for stofmisbrugere.

Entreprenante new yorkere forsøgte gennem tiden at få tilladelse til at bruge øen til mere muntre formål.

Den sorte forretningsmand Solomon Riley fremlagde i 1925 planer om at oprette en forlystelsespark på øens sydspids – et  ”Coney Island for sorte”, som han forklarede. Bystyret afviste ideen, angiveligt fordi det ville virke provokerende på fængslets indsatte.

Bystyret undersøgte i 1972 udviklingsmulighederne for øen og kom frem til, at stedet havde potentiale som ”en slags Monte Carlo eller Riviera for Long Island Sound”, men intet kom ud af de gode ideer.

Også en senere plan om at opføre boliger på øen blev opgivet; anlæg af veje og opretholdelse af færgedriften ville simpelthen blive for dyr.  I 1977 opgav regeringen at vedligeholde de gamle bygninger. ”Hart Island er fuld af muligheder – og ikke meget andet” lød overskriften på en artikel om øen i New York Times i marts, 1978.

Non-profit vil sætte ansigt på de døde

Overskriften var misvisende, for Hart Island var ikke tom. 650.000 mennesker, hver og én med en historie og en skæbne, hvilede på den nu forladte ø og flere kom til.

Straffefanger fra fængslet på Rikers Island sejlede hver uge med en særlig færge døde til øen. Fangerne begravede herefter de døde – i fyrretræskister fremstillet af Corcraft, det amerikanske fængselsvæsens fangedrevne industrivirksomhed.

De fleste afdøde kom fra samfundets skyggeside.

Den kendsgerning afspejlede sig i, at andelen af dødfødte børn, begravet på kirkegården,  faldt skarpt fra at have udgjort halvdelen af de begravede til blot at udgøre en tredjedel  efter vedtagelsen i 1997 af Children’s Health Insurance Program, et offentligt hjælpeprogram til familier, som på grund af begrænsede økonomiske midler ikke havde råd til en forsikring.

De døde blev i stedet sejlet til Hart Island, hvor de, af folk iklædt beskyttelsesdragter, blev begravet i enkeltgrave i øens sydligste ende

Få år senere begyndte en ny gruppe af afdøde imidlertid at anløbe øen. The New York Funeral Directors Association frarådede i 1983 sine medlemmer at balsamere ofre for AIDS, en ny virussygdom, hvis smitteveje lægevidenskaben endnu ikke havde klarlagt.

De døde blev i stedet sejlet til Hart Island, hvor de, af folk iklædt beskyttelsesdragter, blev begravet i enkeltgrave i øens sydligste ende.

I årene efter 2000 er omkring 1500 mennesker blevet begravet på øen om året.

Men kirkegården var indtil for nyligt omgærdet af stor hemmelighedsfuldhed. Området var styret af New Yorks fængselsvæsen (Department of  Correction) og pårørende til afdøde fik først adgang til øen i 2014. Selv herefter var adgangen strengt begrænset og foregik kun efter nærmere aftale.

Hart Island er imidlertid på vej mod store forandringer.  Efter planen overgår øen i 2021 til New York City Department of Parks and Recreation.  Området, som rummer et rigt natur- og dyreliv med en stor bestand af blandt andet vaskebjørn, hjorte og gæs, skal efter planen med tiden gøres tilgængelig for offentligheden.

Samtidig arbejder non-profit organisationen The Hart Island Project med at afdække områdets historie og de dødes identitet. De døde er begravet i store fællesgrave.

Hver kiste er markeret med afdødes alder, fundsted, etnicitet og et identifikationsnummer. Melinda Hunt, som er initiativtager til projektet, håber, at i hvert fald nogle af de glemte døde gennem hendes og andre frivilliges arbejde kan få ansigt og stemme.

Bill de Blasio: der bliver ingen massebegravelser

Nu myldrer Hart Island som nævnt i indledningen imidlertid igen af mennesker, som iført beskyttelsesdragter anlægger grave.

New Yorks Chief Medical Examiner (byens retslægelige myndighed) udstak i 2008 området som en del af en plan for håndteringen af en evt. influenzapandemi og medierne rapporterer om øget aktivitet.

Håbet er selvfølgelig, at Hart Island aldrig får brug for de 19.200 gravpladser, som pandemiplanen skitserer

Gravearbejde og håndtering af kister håndteres for tiden heller ikke af straffefanger, men af private hyret til formålet. En stor del af fangerne er nemlig blevet løsladt på grund af covid-19-epidemien, som ifølge The New Yorker har ramt fængslet på Rikers Island usædvanligt hårdt.

Borgmester Bill de Blasio fremhævede i et tweet den 10. april, at der ingen planer er om massegrave:

”Der bliver ingen massebegravelser på Hart Island. Alt foregår individuelt og alle bliver behandlet med værdighed”, fastslår borgmesteren:

Dødstallet i New York er imidlertid stigende og det rammer ikke mindst byens fattigste. Bydele med fattige arbejdere har flest smittede og hjemløse er særligt udsatte. Den 6. april var 11 døde, fortæller avisen New York Post.

Udviklingen har øget antallet af begravelser på Hart Island. Sædvanligvis bliver 25 begravet her om ugen, men nu ligger tallet på 24 om dagen, fortæller den britiske avis The Independent.  I alt 5150 var pr den 11. april døde af covid-19, beretter avisen.

Håbet er selvfølgelig, at Hart Island aldrig får brug for de 19.200 gravpladser, som pandemiplanen skitserer.

Men epidemien vil måske forandre kirkegården til det bedre, forudser Melinda Hunt, stifteren af The Hart Project.

Hun forestiller sig, at kirkegården kan fungere som et sted, hvor new yorkere kan mindes og sørge i fællesskab. Som eksempel på et lignende forløb nævner hun Gettysburg, slagmarken hvor 7000 døde i de tre første dage af juli i 1863 i ét af Borgerkrigens blodigste slag.

Slagmarken blev efter få måneder udnævnt til mindepark.  ”Hvis alle kender nogen, der er begravet der, vil vi gøre det til en stor ting”, sagde Hunt ifølge New York Times den 10. april om Hart Island.

”Sådan noget bringer folk sammen og dette vil bringe New York sammen”.


LÆS ANDRE ARTIKLER FRA ELSE CHRISTENSEN HER


Topfoto: Hart Island. Foto: Vimeo.

Kilder:

Michael T. Keene: A Cemetery of Strangers, The History Press, 2019.

Andrew Carroll: Here is Where. Discovering America’s Great Forgotten History, Crown Archetype, 2013.

https://www.newyorker.com/news/our-local-correspondents/the-transformation-of-hart-island

https://www.nytimes.com/1865/06/02/archives/the-rebel-prisoners-at-harts-island.html

https://www.hartisland.net/about

https://www.nytimes.com/1978/03/19/archives/hart-island-full-of-possibilitiesand-not-much-else-hart-island-a.html

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Else Christensen er cand. mag. i historie og amerikanske samfundsstudier fra Københavns Universitet og University of Washington, Seattle og har skrevet speciale om USA's politik i Mellemøsten. Hun har efterfølgende fulgt efteruddannelseskurser ved Danmarks Journalisthøjskole og arbejder nu som freelancejournalist, fortrinsvis med at skrive historiske artikler og bøger. Else Christensen er mor til en teenagesøn og bor på Stefansgade, en del af Nørrebros ”Lille Berlin”, hvor airbnb-folket bidrager til en international stemning mellem brune værtshuse og økologiske grødbarer. Hun kan godt lide at rejse og kombinerer helst ferie og arbejde.

Seneste artikler om USA