BØGER // ANBEFALING – Prostituerede med blonde kønshårsparykker, et havfruelignende væsen fra Napolis akvarium serveret til middag for en amerikansk general og en helt særlig gyde fuld af deforme dværge. Curzio Malapartes roman fra 1949 om det nazi-befriede Napoli er et mesterværk, der udover utallige, hjerteskærende øjebliksbilleder fra dengang, leverer en uimodståelig beskrivelse af den napolitanske folkesjæl.
Historien begynder i slutningen af september 1943, da de alliereres amfibievogne triller op på stranden ved Paestum syd for Salerno og 1. oktober ankommer til et Napoli fuld af lig i gaderne, udmattede partisaner på bastionerne og sultende borgere, der uden blusel selv har kastet sig ind i kampen med nazisterne for at befri deres by.
Inden da var det fascistiske regime kollapset og jernpagten mellem Hitler og Mussolini ophævet, og blandt nogle af de soldater, som følger amerikanernes befrielse op igennem Italien, var den italienske forfatter Curzio Malaparte, der, som en af mange kunstnere, senere brugte sit håndværk til at frigøre sig fra krigens traumer.
Resultatet blev den på en gang foruroligende, fascinerende og groteske roman La Pelle – Huden, som indtil videre blandt andet er oversat til engelsk med titlen The Skin, og som i dag står tilbage som et absolut mesterværk i sin skildring af krigens konsekvenser for Syditalien.
Kroppens hylster er, ifølge Malaparte, det eneste, som napolitanerne har tilbage at kæmpe for:
For da amerikanerne befrier byen, og krigens rædsler på den måde får formel ende, slipper mange napolitanere kontrollen og kaster sig ud i syndigt levned for både at kunne håndtere frihedens tomrum, krigens ukendte efterspil, fattigdommen og gydernes rådnende kroppe.
Malaparte kalder byen, hvor der pludselig hores, spilles, plyndres og drikkes, pestbefængt; den hærges af en helt særlig og farlig sygdom, som amerikanernes frihedsløfte har båret med sig, og som koster napolitanerne deres sjæl, forstand og kropskontrol.
Uforglemmelige billeder
Det er svært at gennemskue, hvad der er fiktion, og hvad der er sande øjenvidneberetninger i La Pelle.
Men ikke desto mindre bevæger Malaparte sig rundt i et Napoli fuld af genkendelige steder: Som for eksempel L’Ospedale dei Pellegrini, Napolis ældgamle sygehus, hvor han befinder sig efter et bombeangreb og ser, hvordan pjaltede pårørende trækker de sårede ind i hospitalsgården på en kærre og river sig til blods af sorg, når lægerne erklærer dem alle døde.
I desperation griber de mange lig, der ligger i bunker i hospitalets gange, flår dem fra hinanden og forsvinder bort i byen udenfor med ukendtes legemsdele under armen.
Malaparte leverer et uimodståeligt sindbillede af Italiens mest bombede og plagede by
Vi kommer også med på Piazza dei Martiri, hvor napolitanske børn sælges som slaver til marokkanske soldater og ned til havnen og slottet Castel Nuovo sammen med den rædselsslagne befolkning, da Vesuv natten til den 18. marts går i sit frygtelige, sidste udbrud.
Malaparte beskriver hvordan heltemodige amerikanere letter fra Capodichino-lufthavnen og flyver direkte ind i en katastrofal lavasky for at gennemhulle den og redde Napolibugtens landsbyer fra at blive begravet i stenklumper under dens bug.
Malaparte fortæller også om en særlig snæver gyde kaldet Il Pendino, der går fra havet ind i Chiaia-kvarteret og befolkes af ækle dværge. Og så besøger han bordeller og vanvittige freakshows, som napolitanerne stabler på benene for at tjene en ussel mønt på amerikanerne.
Og han tegner uforglemmelige billeder af en fattig lejlighed, hvor et pigebarn med brudeflettet hår og hadefuldt blik falder bagover på en seng, spreder benene og viser sit jomfruelige skridt frem for soldaterne – og af et bordel, hvor de prostituerede lægger en blond paryk over deres pubeshår for at ophidse de sorte amerikanere, når de spidder pigerne igennem hårpragtens røde fløjlshul.
La sirena – havfruefisken
Men mest mindeværdig er måske frokosten i Duca di Toledo-paladset, hvor Malaparte selv hævder at være til stede sammen med arméens højeststående befalingsmænd, blandt dem General Cork. Mens det omkringliggende Napoli vandmægter i hungersnød, sygdom og armod bæres mystiske retter ind på sølvfade foran de amerikanske spidser, som Malaparte beskriver med både medlidenhed og afsky – især da selskabet får serveret en havuhyre i mayonnaise:
”Alle kiggede chokerede på fisken. Et svagt skrig af rædsel undslap Mrs. Flats’ læber, og General Cork blegnede. Et pigebarn, eller noget, der lignede et pigebarn, lå på ryggen i midten af fadet, på en bund af salatblade, indeni en stor guirlande af lyserøde koraller. Det havde åbne øjne, læberne adskilte, og beundrede kunstværket Venus’ Triumf, som var malet i loftet af Luca Giordano.
Det var nøgent: men den mørke og skinnende hud, som havde den samme violette farve som Mrs. Flats’ kjole, fremhævede, som var det en skræddersyet kåbe, dets spæde og allerede harmoniske former, hofternes søde kurver, mavens svage forhøjning, de små, jomfruelige bryster, de brede og muskuløse skuldre. Hun var ikke være mere end 8 eller ti år gammel, selvom hun på grund af sin kvindelighed sagtens kunne ligne én på femten.
Hist og her kunne man på grund af tilberedningen, især på hofterne og skuldrene, se ind til det møre kød (…) Armene var korte, en slags finner, der endte i spidser, som hænder uden fingre. På issen havde hun en lok børster, som lignede hår, og lå som blonde lokker omkring hendes lille ansigt (…). Den lange og smækre krop endte, som Ovid ville have sagt det, in piscem, i en fiskehale. Barnet lå der på sin sølvbåre og så ud, som om det sov. Men på grund af en utilgivelig fejl fra kokkens side sov hun ligesom de døde, på hvem ingen levende endnu har haft den barmhjertighed at lukke øjenlågene.”
– side 221-222, La Pelle.
Dyret, som blev serveret under frokosten, var ifølge Malaparte et af verdens sidste eksemplarer af havfruefisken, som svømmede rundt i Napolis glorværdige akvarium; et af de ældste og første akvarier i Europa, som indtil anden verdenskrig indeholdt gigantiske, marine vidundere fra hele verden, men som under Den Femte Armés ophold blev tømt for at fodre generalerne med fisk.
Det var nemlig forbudt at fiske i Napoli-bugten under besættelsen af fare for miner, og ’La sirena’, der på en prik lignede en rigtig havfrue, var en af de sidste kæmper, der blev fisket op af akvariets montrer.
Læren fra Napoli
Efter beskrivelsen af Napoli rykker Malaparte med hæren videre mod nord og fortæller os om slaget ved Monte Cassino, Roms og Firenzes befrielse og sin tilbagevenden til Napoli, hvorfra bådene afgår til Amerika. Mens han har været væk, er Vesuvs udbrud udslukt i en sådan grad, at der ikke længere stiger nogen form for røg op af vulkanens krater.
Åndedraget fra den både vidunderlige og forfærdelige gud, som napolitanerne anser Vesuv for, er stoppet, og Malaparte følger de desperate napolitanere i deres procession mod vulkanens top og ser dem sende offergaver i form af lam, kaniner og høns ned i kraterets tavse mund for forgæves at vække deres totem til live igen.
La Pelle er obligatorisk læsning for alle, der har behov for at lære af fortiden, for ikke at begå de samme katastrofer i fremtiden
Malaparte står med sin roman på skuldrene af en hel generation af traumatiserede, sydeuropæiske forfattere, der især griber til symbolik for at kunne rumme og beskrive krigens rædsler som de udspillede sig under og efter fascismens greb.
For eksempel vælger Kurt Eric Suckert, som er Curzio Malapartes rigtige navn, at tage et kunstnerpseudonym, der også rummer hans dobbelte identitet som både skyldig og befrier. ’Malaparte’ – som frit oversat betyder ’den onde del’ – spiller på kontrasten til Bonaparte – Napoleons efternavn.
La Pelle skulle egentlig have heddet La Peste, men fik ændret sin titel efter at Albert Camus’ roman The Plague blev udgivet i 1947 og ligeledes beskrev krigens rædsler som en sygdom, der hjemsøgte et Europa uden syndsforladelse.
Han kom selv fra Prato og med sin evne til som både italiener og ’nordboer’ at kunne stå udenfor og indenfor skildringen af napolitanernes lidelser og heltemod, leverer han et uimodståeligt sindbillede af Italiens mest bombede og plagede by.
Anden verdenskrig var en konflikt, der stadig tegner Syditaliens og især Napolis skæbne: Magtstrukturerne vendte for alvor til mafiaens fordel, og byen kom aldrig rigtig på fode igen som verdensmetropol, men gled baglæns i forhold til de øvrige italienske byers udvikling i efterkrigstidens boomende økonomi.
La Pelle er obligatorisk læsning for alle, der har behov for at lære af fortiden, for ikke at begå de samme katastrofer i fremtiden.
Kan du lide mine skriverier og har du lyst til at give mig et bidrag efter endt læsning, er du velkommen til at gøre det med et frivilligt beløb direkte via MobilePay på mit telefonnummer 4098 9707.
Du kan også lade være – det er helt op til dig. Tak fordi du læste min tekst.
Hovedmotiv: Still fra filmen Le Quattro Giornate di Napoli fra 1962. Wikimedia Commons.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
