MEDIER // KOMMENTAR – Siden coronakrisens indmarch i marts har de fleste medier ikke begået meget andet end at terrorisere den danske befolkning. Dette ved på daglig basis at eksponere læsere, seere og lyttere for frygt, afmagt og uvished. Men medierne bliver nødt til at tage ansvar for folks trivsel og nedtone frygtfortællingen, skriver krisepsykolog Joël C. Boukris.
Dette debatindlæg er udtryk for skribentens holdning.
Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende POV din mening her.
Det er november, og årstallet er 2015. Jeg sidder ude i sminkerummet hos TV2News, netop hjemkommet fra Paris. Jeg har fået et papir med de spørgsmål, som journalisten vil komme ind på, bl.a. hvordan folk kan mindske deres frygt – altså undgå at blive terroriseret af terroren – efter angrebene i Paris på bl.a. Bataclan nogle dage forinden.
Det oplagte svar er: stop med at følge med i nyhederne. Jeg spørger sminkøsen, om jeg kan tillade mig at svare, at folk skal slukke for TV2News. Hun svarer, “Ja! Gør det!”
Krisepsykologien har jeg nogenlunde styr på, men at styre en samtale med en journalist på live TV er ikke min force, og da journalisten ikke stiller spørgsmålet alligevel, men vælger en anden vinkel, får jeg desværre aldrig givet mit råd videre.
Frygtfortællingen er allestedsnærværende
Vores mental-liv har stort set været fraværende i diskussionen om coronakrisen, og jeg har derfor ingen forventning om at blive inviteret tilbage i studiet. Jeg mener dog, at kritikken af medierne er mere berettiget end nogensinde. For siden coronakrisens indmarch i marts har de fleste medier ikke begået meget andet end at terrorisere den danske befolkning. Dette ved på daglig basis at eksponere læsere, seere og lyttere for frygt, afmagt og uvished.
Min profession handler i udstrakt grad om at hjælpe mennesker med at håndtere frygt og angst i alle dens afskygninger, men hverken jeg eller mine fagfæller kan hamle op med den massive frygtformidling, som medierne disker op med.
Frygtfortællingen og afmagten er altstedsnærværende. Selv de stemmer, der taler imod nedlukning ved at fokusere på konsekvenserne for økonomien, forsøger at konkurrere i frygt, økonomisk frygt
Der findes et utal af fænomener i vores samfund og i livet, der kan gøre os bange, og medierne har altid levet højt på at føde vores frygt ved at viderebringe information om de ting, som er (potentielt) farlige. Her til morgen kunne jeg i radioen høre, at man spekulerer over en mulig anden bølge af covid-19, et spørgsmål der nu dukker op hver eneste dag, uden at vi bliver en millimeter klogere. Jeg har hørt om potentielle hjerneskader efter sygdommen, og jeg har sammen med resten af Danmark været vidne til en sendeflade, der nærmest væg til væg har handlet om diverse aspekter af virus.
Frygtfortællingen og afmagten er altstedsnærværende. Selv de stemmer, der taler imod nedlukning ved at fokusere på konsekvenserne for økonomien, forsøger at konkurrere i frygt, økonomisk frygt.
En appel
Når vi som mennesker igen og igen tudes ørerne fulde af frygt, så påvirker det vores følelsessystem. Vores angstcenter bliver kontinuerligt aktiveret, og vores opmærksomhed søger hen mod mere information om frygtemnet. Det er en strategi, der skal hjælpe os til at få “styr” på faren. Problemet her er, at ingen har styr på faren. Informationerne er spekulative og uroskabende.
Når retningslinjerne igen og igen ændres, når der bliver talt om mutationer, om sygdom uden symptomer, ukendte senfølger, ukendte økonomiske konsekvenser, smitteantal uden kontekst, ukendte smittebølger osv. så ligger det i sagens natur, at vi vil have umanerligt svært ved at få styr på det – det er jo ukendt og udenfor vores kontrolsfære.
Derfor flakker vores opmærksomhed hen mod nyhedskanalerne, den forsøger at få kontrol og overblik, men det lykkes ikke. Det er en umulig opgave, som vi alligevel bliver ved med at forsøge at løse – samtidig med at medierne gør lige præcis alt det, som forstærker vores angstdrevne adfærd.
Man kan også lytte til de mere progressive fagfæller, der har kastet sig over den konstruktive journalistik – de har forstået, hvad mennesker har behov for
Man kunne ønske sig, at redaktørerne var mere samvittighedsfulde i deres arbejde, og det er min appel: I bliver simpelthen nødt til at begynde at interessere jer for, hvad der sker med de mennesker, som I udsætter for jeres frygtskabende nyheder.
Jeg har tidligere hørt journalister indvende, at de ikke skaber virkeligheden, men blot beskriver den. Man kalder det vist “tilstræbt objektivisme”.
Man behøver dog blot tale med en førsteårsstuderende på et hvilket som helst samfundsfagligt universitetsstudie for at få objektivitetsskrønen hamret i jorden. Man kan også lytte til de mere progressive fagfæller, der har kastet sig over den konstruktive journalistik – de har forstået, hvad mennesker har behov for.
Følgerne kaster lange skygger
Medierne bliver nødt til at tage ansvar for folks trivsel, og det gør I bare ikke nok!
I gør det heller ikke, når I så ukritisk lader Folketinget vedtage covid-19 lovgivning. Følgevirkningerne af nedlukningen skal ikke måles i penge – penge er blot et middel til noget langt vigtigere, nemlig trivsel og livskvalitet.
Den skal heller ikke måles i liv – livet er et fundament, men det er først rigtig værd at leve, hvis det har (selv)oplevet mening. Vi kan således se – og se frem til – børn, der udvikler angst, børn, der lider under dårlige forældre, børn og unge, der isoleres og mister de analoge sociale kompetencer, en voldsom forøgelse af ensomhed, ældre, der lever deres sidste tid bange og afsondret fra deres kære, børnehavebørn, der udvikler kronisk eksem, somatisk eller psykisk syge, der ikke tør opsøge hjælp, flere alvorlige livsstilssygdomme, folk der udvikler angst for at tage på arbejde (for at blive smittet eller smitte andre), en endnu mere ekskluderende samværskultur, forøget stress pga. kontinuerlige ændringer i arbejdsforholdene eller umulige krav.
Vi taler om fænomener, som ikke blot manifesterer sig i en kort periode, men som kan strække sig henover et helt liv, hvis man ikke får hjælp. Hvor er dækningen af disse følger?
En sort/hvid debat
Debatten om covid-19 og de såkaldte forebyggende tiltag har uheldigvis været sort/hvid. Det har været forstået, at enten gjorde vi alle de her tiltag, eller også ville vi dø i massevis. Argumenterne for at gøre, som vi har gjort, har også været, at så døde kun x antal modsat åbne lande som fx Sverige. Det er nærmest sådan, at et liv, der foreløbigt har undgået corona, berettiger hvad som helst, for intet står højere end et liv uanset kvaliteten af livet. I dette argument drukner alle de tidligere nævnte følger.
På DR’s egen hjemmeside kan man finde information om, at der normalt dør mellem 1000-1500 mennesker relateret til ensomhed. Det er altså, når der ikke er krav om fysisk og dermed social distancering.
Det er vigtigt at forstå, at vi alle kan risikere at dø og det af alskens ulykker og årsager. Tiltagene mod corona er taget for at mindske en risiko! En risiko har med sandsynlighed at gøre, og alle mennesker i verden lever med risiko. De fleste risici tager vi dårligt notits af, men vi tager vores forholdsregler, f.eks. når vi krydser vejen og ser os for, før vi gør det.
I, medierne, har en opgave, der ikke alene består i at stoppe med at terrorisere os, men også at bringe spørgsmål og stemmer ind i debatten, der på konstruktiv vis kan gøre debatten frodigere, rigere og mere livsbekræftende
Overvej i øvrigt, hvordan politikerne og vi borgere ville reagere, hvis medierne non-stop i 4 måneder talte om døde og tilskadekomne i trafikken. Covid-19 introducerer ikke en ny, men en ekstra risiko i vores liv. Den skal vi lære at håndtere, og det gør vi ikke ved at sætte landet i undtagelsestilstand, eller ved at medierne bliver ved med at råbe os ind i ansigtet, at verden er farlig. Det ved vi godt, hjælp os i stedet med at håndtere faren.
De af jer, som er rigtigt bange for Covid-19, vil have svært ved at få noget ud af dette indlæg, da farebevidsthed trumfer alt. Mange af jer, der ikke er bange, vil blot trække på skuldrene og sige, det vedrører ikke mig – mit liv er cool, måske endda bedre, end da vi startede året.
I, medierne, har en opgave, der ikke alene består i at stoppe med at terrorisere os, men også at bringe spørgsmål og stemmer ind i debatten, der på konstruktiv vis kan gøre debatten frodigere, rigere og mere livsbekræftende.
Hermed min appel til jer om at gøre det bedre for samfundet, og alle os der lever i det.
Illustration: Pixabay.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
