Håndbog for angste antifeminister

Emilie Kellberg 08.04.2017

“Håndbog for angste antifeminister” er et opslagsværk til dig, som konfronteret med hjemmestrikkede pussyhats, fjerdebølgefeminister, kønskvoter, friblødere, kvindelige ghostbustere og Emma Watson ikke ser en fredelig kamp for ligestilling, men derimod et skummelt feministisk komplot, der ønsker at komme dig, din position, penis og privilegier til livs. Håndbogen er forfattet af POV’s filmskribent Emilie Kellberg. Læs med:

Forord: Måske har du allerede været på de sociale medier og råbt ”feminazi” af en person – lad os sige en kvinde – som formastede sig til at udpege problemer, du slet ikke kan se eller mærke i din hverdag og derfor kan afvise som pure opspind. Eller måske overvejer du at gøre det næste gang, du læser en kronik eller et debatindlæg og føler, at alle verdens elendigheder bliver lagt dit køn til last, selv om du faktisk forsøger at være et ordentligt menneske, der elsker og værdsætter kvinderne i dit liv.

Eftersom den kronik aldrig plejer at være mere end et par timer væk – og du derfor er en tidsindstillet bombe, som før eller senere vil eksplodere i vild, malplaceret affekt – opfordres du til hurtigst muligt at konsultere denne håndbog.

Den er et ikke-udtømmende opslagsværk, hvis ambition er at udlægge centrale begreber, du læser og/eller selv benytter, og dermed klæde dig på til at tage køns- og ligestillingsdebatten på et mindre ængsteligt grundlag. For der er som bekendt mange ting at være hunderæd for i disse tider, men uanset hvad, du har hørt i internettets rendestene, er feminisme ikke én af dem.

Antifeminist: Hvad du kalder dig selv, sådan lidt stolt og næsten altid uden at ane, hvad det rent faktisk betyder. For i virkeligheden er du slet ikke antifeminist. Du er en oplyst mand, der tror på kønnenes ligestilling, men med tiden er du blevet overbevist om, at feminismen som bevægelse er gået for langt i sine bestræbelser på lighed (noget en feminist i øvrigt altid vil være parat til at snakke med dig om).

Du ser især med dyb bekymring og harme på fraskilte fædres manglende sidestilling med mødre, manglende støtte til voldsramte mænd og tvungen værnepligt til mænd. Du kalder på retfærdighed, solidaritet og balance, hvilket gør dig til en… feminist.

Antifeminismen, derimod, er i selve sit spejlbillede af feminismen imod ligestilling. Her tror man på mænds magt og privilegier over kvinden og kæmper for opretholdelsen af det patriarkalske samfund. Men som du er meget omhyggelig med at forsikre alle om i kommentarsporene på Facebook, så har du intet imod kvinder, hvis perspektiv og mening du værdsætter på lige fod med mænds. Derfor er du, per definition, ikke antifeminist.

Du er anti-antifeminist, hvilket endnu en gang gør dig til en… feminist.

Feminazi: En nedsættende betegnelse, du bruger, når argumenter ikke synes at række længere. Direkte afledt af din afmagt og frustration er ”feminazi” nært beslægtet med nazikortet, hvis effekt ligeledes består i at tage livet af en diskussion. Herved sprænger du samtidig fundamentet under dine forrige og kommende argumenter, hvorfor feminazikortet først skal spilles, når spillet alligevel er ude.

Med begrebet tillægger du feminismen (en frihedsbevægelse) ekstremistiske kvaliteter og totalitaristiske motiver og gør på den måde din egen modstandskamp så meget mere akut og ædel. Så pyt være med, at betegnelsen ”feminazi” oprindeligt blev brugt i 1990’erne af den amerikanske talkshowvært Rush Limbaugh til at sidestille feministers kamp for fri abort med holocaust.

Endelig er betegnelsen et udtryk for din slet skjulte fornemmelse af, at du med feminismen er vidne til en meget farlig konspiration. At der et eller andet sted findes et hemmeligt klubhus for feminazister, hvor kvinder mødes et par gange om ugen, fribløder og plotter mandens undergang. Du observerede sværmen af lyserøde hatte til Women’s March i januar, og det så super organiseret ud.

Lad det være en trøst, at feminismen, som den er nu, er alt for differentieret og mangfoldig til en sammensværgelse. Af bare frygt for at komme til at træde på andres unikke identitet og erfaring kan en feminist i dag næsten kun påstå at repræsentere sit eget lille verdenshjørne – et hjørne feminismen formentlig selv har malet sig op i i sin iver efter at blotlægge kønnenes relativitet.

Du har en fornemmelse af at feminismen er en meget farlig konspiration. At der et eller andet sted findes et hemmeligt klubhus for feminazister, hvor kvinder mødes et par gange om ugen, fribløder og plotter mandens undergang. Du observerede sværmen af lyserøde hatte til Women’s March i januar, og det så super organiseret ud

Så tag du det ganske roligt. Feminazismen har lange udsigter og vil, med garanti, aldrig have noget med feminisme at gøre alligevel.

Kældermenneske: Bruges ligeledes nedsættende, men ikke af dig. Nært beslægtet med ”internettrold” benyttes betegnelsen blandt andet af feminister og progressive, som godt kan lide at forestille sig, at du er en primitiv, isoleret randeksistens udelukkende klædt i underbukser. Det gør nemlig dig og dine argumenter langt lettere at affærdige. Og hvor ”feminazi”-begrebet antyder en sammensværgelse, ligger det i kældermennesket, at han opererer alene uden for fællesskabet, hvilket også tjener til at gøre dig til en mindre truende figur.

Sandheden er selvfølgelig, at du formentlig er et velklædt menneske omgivet af familie og venner, der elsker dig. Du holder af og respekterer kvinderne i dit liv, og netop derfor kan du heller ikke forstå, hvorfor feminister er så besluttede på, at du er fjenden.

Det er du heller ikke. Hvad der gør dig til en problematisk figur i en feminists øjne – og inspirerer til den urimelige kældermenneske-sammenligning – er din blotte afvisning af alvorlige problemer som diskrimination, sexisme, misogyni, trusler, online chikane, stalking, vold og seksuelle overgreb på det grundlag, at du ikke kan genkende dem fra dit eget liv.

Den manglende erfaring med diskrimination og overgreb deler du med mange og især privilegerede feminister, men det betyder ikke, at problemerne ikke eksisterer. Det betyder ikke, at hyppigheden af dem ikke peger på en mere grundlæggende betændelse i vores kultur, eller at man ikke bør forsøge at være sensitiv, lydhør og solidarisk i mødet med personer, hvis krop og sind er mærket af det, andre ikke kan se.

Men vigtigst af alt for denne håndbogs ambition om at komme din mistro og bekymring til livs, så betyder det ikke, at du i kraft af din penis på nogen meningsfuld måde er skyld i ovennævnte problemer. Eller at din oplevelse ikke kommer med sine egne udfordringer, hvortil det også er feminismens opgave at lytte.

Kønskvoter: Tinden af feministisk hykleri, hvis man spørger dig (det var der ingen, der gjorde, men det plejer du ikke at gå så nøje op i; se Mansplaining). For hvordan i alverden kan man gå ind for ligestilling af kønnene og samtidig anbefale metoder, som favoriserer det kvindelige? Og er det i øvrigt ikke lidt det samme som at sige, at kvinder ikke kan selv?

Lad please være med at fejre det, når kønskvoter igen bliver præsenteret og afvist som ligestillingsmiddel. Det betyder nemlig, at patienten stadig er syg, og at vi fortsat ikke aner, hvordan en behandling skal se ud

Her overser du imidlertid, at spørgsmålet om kvoter aldrig kommer op i tilfælde, hvor man tvivler på kvinders evne til at kunne selv, men på systemets eller kulturens evne til at lade dem. Kønskvotering er en medicin med bitter eftersmag af desperation, ja, men manglende resultater efter år med formel ligestilling har da også gjort mange feminister desperate.

Det fritager imidlertid ikke metoden for at være i bedste fald problematisk og i værste fald diskriminerende, hvilket også er alment accepteret i debatten om kønskvoter. Netop derfor er de heller ikke mere udbredte i Danmark, end de er, og netop derfor kan du sove helt roligt om natten – resultaterne af den feministiske sammensværgelse lader vente på sig. Men lad please være med at fejre det, når kønskvoter igen bliver præsenteret og afvist som ligestillingsmiddel. Det betyder nemlig, at patienten stadig er syg, og at vi fortsat ikke aner, hvordan en behandling skal se ud.

Ligestilling: Et koncept, der som intet andet kan vække din vrede (det har du til fælles med feminister) og få dig til at sige det mest elendige, deprimerende sludder som: ”Respekt og ligeværd er ikke noget, man kan søge, det er noget man skal gøre sig fortjent til” (Kim Pedersen, formand for Danske Biografer, i en kommentar på Filmmagasinet Ekkos hjemmeside). Præcis hvornår i verdenshistorien, mænd viste sig respekt værdige, og kvinder fejlede, står mindre klart, men heldigt nok havde det altså ikke noget med vold, magt og underkastelse at gøre.

Din vrede bunder i den forestilling, at ligestilling er noget, vi har på papiret, og derfor er du mindre bekymret om, hvordan det reelt kommer til udtryk på arbejdsmarkedet, i sproget, i kulturen, i hjemmet eller i medierne.

Du hører, at kvinder fortsat er massivt underrepræsenterede, men det er vel ikke din skyld, at kvinder ikke udnytter deres lige rettigheder med mændene? Igen er det vigtigt at slå fast, at intet er din skyld. At tale om skyld i det hele taget – mandens eller kvindens – i forbindelse med ligestilling er med til at afspore debatten og gøre den til en ulidelig skyttegravskrig med drengene mod pigerne.

Virkeligheden er, at hvis der findes indlejrede strukturer i vores kultur og samfund, som fremmer den mandlige røst, så er vi alle under deres indflydelse, og vi må alle være parate til at gå vores adfærd og tankemønstre efter i sømmene, mand som kvinde.

Mansplaining: Hvad du får at vide, du gør, hver gang du åbner munden, og særlig når du blander dig i kønsdebatten. Offer for sit eget smittende ordspil blev mansplaining hurtigt synonym med alle mandlige ytringer nogensinde og mistede på den måde sin skarphed.

Det er en skam – også for dig – for din udstrakte tilbøjelighed til at belære kvinder om kvinder er et udtryk for den byrde, der påhviler dig at vide mest om alting. Du skal være klog, selvsikker og insisterende, mens kvinder helst skal være tilbageholdende, usikre og beskedne. På den måde belyser begrebet mansplaining på én og samme tid, hvorfor du har så travlt med at forklare, hvordan alting hænger sammen, samt hvorfor du har det med at blive irriteret på kvinder, der forsøger at forklare dig noget.

Brugt korrekt handler mansplaining mere om at tage kvinder, deres stemmer og erfaringer seriøst, end det handler om at delegitimisere dine ytringer. Som feminist kan man kun beklage, at debatten endnu en gang blev reduceret til det klassiske blame game, hvor du føler dig angrebet og holdt til ansvar for at… ja, være her. For hvad begrebet gav os i sin oprindelse var ikke placering af skyld, men en måde at tale om et centralt problem på. Las os få det tilbage på sporet.

Misogyni: Et i dine øjne feministisk blændværk, der tjener til at aflede opmærksomheden fra dine argumenter. I virkeligheden benyttes begrebet af feminister, som indimellem ikke ved, hvordan de ellers skal tolke din indædte kamp imod kvindesagen.

Det er vigtigt at slå fast, at intet er din skyld. At tale om skyld i det hele taget – mandens eller kvindens – i forbindelse med ligestilling er med til at afspore debatten og gøre den til en ulidelig skyttegravskrig med drengene mod pigerne

Derudover er det den eneste meningsfulde forklaring på den online chikane, alt for mange kvinder udsættes for på de sociale medier. Her er kvindehad ikke en feminists dæmonisering af dine holdninger, men mareridtsfremkaldende trusler og verbale overgreb, som det kunne klæde dig gevaldigt at anerkende og fordømme i stedet for at dyrke frygten for luskede feminister.

Repræsentation: Et område, hvor du dominerer suverænt, men det kan du ikke så godt lide at blive mindet om. Tilsyneladende blændet af privilegier ser du med uro på store film-franchises som Ghostbusters og Star Wars, der plejede at fortælle om dig til dig, men nu forsøger at gøre en indsats for at fortælle marginaliserede historier til et bredere publikum. Du afskriver filmene som feministisk propaganda og iværksætter bitre, hånlige og ødelæggende modkampagner på nettet, der kan have alvorlige konsekvenser for både de konkrete film og den generelle udvikling mod større mangfoldighed.

Din ængstelse over kvinder med lyssværd og proton packs bunder blandt andet i den fundamentale misforståelse, at ønsket om øget repræsentation af kvinder og minoriteter i kulturen, medierne og på arbejdsmarkedet samtidig er en kritik eller devaluering af dig. Det er det ikke. Faktisk – og det her kan være svært at tage ind, men prøv alligevel – handler det slet ikke om dig. Det handler om dem, der ikke bliver set eller hørt, og du bliver ved Gud begge dele.

Du er stadig alles number one guy og vil øjensynligt være det en rum tid endnu. Så hvad med at sænke skuldrene lidt og tage den her kønsdebat én gang til?

Dem der ikke bliver set? Ifølge Det Danske Filminstituts rapport fra juni sidste år blev kun 33 procent af hovedrollerne i danske spillefilm med premiere i 2012-2014 spillet af kvinder, og det til trods for at der til de film er en væsentlig overvægt af kvindelige publikummer. Dem der ikke bliver hørt? I danske medier udgør kvinder blot en fjerdedel af kilderne, mens en undersøgelse foretaget af Center for Nyhedsforskning og Ansvarlig Presse i februar viste, at mediernes brug af minoritetskilder er faldet siden 2012 til små fire procent.

Med så deprimerende tal kan nogle enkelte kvindelige spøgelsesjægere nemt komme til at føles som verdens (læs: mandens) undergang. Men som du kan se, er der jo tale om dråber i havet. Du er stadig alles number one guy og vil øjensynligt være det en rum tid endnu. Så hvad med at sænke skuldrene lidt og tage den her kønsdebat én gang til?

Hovedfoto: Wikimedia Commons