TYRKIET // REPORTAGE – Protesterne i Tyrkiet handler ikke kun om Imamoğlus arrestation. De er også drevet af generel frustration over et Tyrkiet på vej mod et mellemøstligt despoti.
ISTANBUL – Omfattende demonstrationer ryster i øjeblikket Tyrkiet. Hundredtusinder er på gaden i bl.a. Istanbul, Ankara og Izmir. Baggrunden er arrestationen af Ekrem Imamoğlu, som er leder af oppositionen og Istanbuls borgmester. Anklagerne lyder på støtte til terror, medvirken til hvidvask af penge og et forfalsket universitetsdiplom. Uafhængige iagttagere er enige om, at anklagerne er politisk fabrikeret. Formålet er at gøre det af med en farlig rival for præsident Erdoğan.
Men der er flere underliggende årsager til protesterne; arrestationen var blot gnisten, der antændte bålet. Den nuværende regering, som har været ved magten siden 2002, har længe bevæget sig mod etableringen af en politisk islamistisk struktur. Den anerkender ikke de sekulære principper i Republikken Tyrkiet.
Regeringen opdeler befolkningen i ”os” og ”dem” og har skabt en dyb splittelse i samfundet. Den spiller religiøsitetskortet dygtigt, alt imens dens fejlslagne økonomiske politik gør de rige rigere og forarmer de fattige.
De unge er apatiske. I løbet af de sidste mange år er uddannelsessystemet forringet; de akademiske standarder svækket, og vilkårlige, partipolitiske udnævnelser har ført til en kulturel erosion. Når regeringen fejler, kalder den det blot for ”skæbnen”.
Præsident Erdoğan har skabt et system, hvor dem, der ikke støtter den, ikke har nogen fremtid. Retsprincipperne er blevet bøjet og fordrejet til regeringens fordel. Derfor ser den yngre generation i stigende grad emigration som eneste udvej. Selv nogle af regeringens egne vælgere fortryder nu deres støtte.
Udtryk for magtmisbrug
Den uafhængige journalist fra Istanbul Sule Sentarli fremhæver over for os, at den arresterede borgmester Imamoğlu bliver set som en fremtidig præsidentkandidat og har bred opbakning. Hun understreger samtidig, at regeringen er fast besluttet på at fastholde sin magt for næsten enhver pris. Den styrker sit autoritære styre og skaber et klima af frygt ved at fængsle dem, der ytrer sig kritisk.
Denne protest handler ikke kun om en enkelt begivenhed – den handler om mange års frustration, skuffelse og frygt for, at tingene kun vil blive værre, hvis vi ikke rejser os
Elif, litteraturstuderende
Mange journalister sidder allerede i fængsel. Medierne trues enten med bøder eller overdrages til regeringsvenlige koncerner. Nyhedskanalerne dækker slet ikke protesterne, så folk er afhængige af de sociale medier for at få informationer.
Efter Sentarlis opfattelse er protesterne et retfærdigt oprør i et land, der bliver mere lovløst, fattigere og mere desperat.
Efter alt at dømme vil protesterne fortsætte, og politiets indgreb vil eskalere og blive mere voldelige. Der er næppe nogen kompromisløsning, da regeringen er for arrogant til at indrømme sine fejl. Selv regeringens egne støtter ser arrestationen af Imamoğlu som uretfærdig og udtryk for magtmisbrug. Derfor breder protesterne sig. Omfanget er kommet bag på regeringen. Økonomien har allerede lidt alvorlig skade, og hele landet vil snart mærke konsekvenserne.
Har Erdoğan med arrestationen af sin stærkeste politiske modstand krydset Rubicon på vej mod et mellemøstligt despoti? Eller vil protesterne vokse i omfang og tvinge Erdoğan til et kursskifte?
Vi har talt med nogle af demonstranterne på gaden i Istanbul. Bl.a. Elif, 22 år og litteraturstuderende, som beretter, at ”jeg voksede op med litteratur, der handlede om retfærdighed, frihed og magten i folks stemmer. Jeg studerede værker af de klassiske forfattere, der oplevede politisk undertrykkelse, og nu ser jeg historien gentage sig i mit eget land. Hvordan kunne jeg lade være med at handle?
Mange af os følte os i lang tid magtesløse. Vi så, hvordan der blev truffet beslutninger, der begrænsede vores rettigheder, gjorde stemmer tavse og fik os til at føle, at vi ikke havde noget at skulle have sagt vedrørende vor egen fremtid. Denne protest handler ikke kun om en enkelt begivenhed – den handler om mange års frustration, skuffelse og frygt for, at tingene kun vil blive værre, hvis vi ikke rejser os. Efterhånden er medierne, domstolene og anklagemyndigheden i vidt omfang kontrolleret af præsident Erdoğan.
Håb
Da jeg stod i mængden, omgivet af tusindvis af mennesker, der sang for retfærdighed, følte jeg noget, jeg ikke har følt i lang tid: Håb. Det var et øjeblik, hvor jeg indså, at vi ikke er alene i denne kamp.
Hvis protesterne fortsætter med at vokse og får international støtte, er der en chance for, at regeringen vil blive tvunget til at lytte. Vi har dog tidligere set, hvordan myndighederne reagerer – med arrestationer, censur og nogle gange endda vold.
Jeg håber, at dette fører til reel politisk forandring, ikke kun midlertidig forargelse. Folket er vågnet op, og selvom denne bevægelse går i sig selv, vil vreden og kravet om retfærdighed ikke forsvinde. Hvis intet ændrer sig, vil vi se flere protester i fremtiden. Folk er trætte af at blive ignoreret.”
Så vidt Elif. Det kan konstateres, at Tyrkiet i disse uger befinder sig ved en korsvej. Erdoğans politiske cocktail er en god portion nationalisme med stærke autoritære træk blandet godt op med islam, som bygger på en tradition, der rækker tilbage til tiden før Det Osmanniske Rige.
Har Erdoğan med arrestationen af sin stærkeste politiske modstand krydset Rubicon på vej mod et mellemøstligt despoti? Eller vil protesterne vokse i omfang og tvinge Erdoğan til et kursskifte?
Præsident Trump ser gennem fingrene med Tyrkiets deroute – han er selv godt i gang med at demontere det amerikanske demokrati. Men også EU reagerer afdæmpet. Vi har brug for Tyrkiet til at bremse migrantstrømmene fra Mellemøsten. Og i krigen i Ukraine, hvor droner fra firmaet Bayraktar, der ledes af Erdoğans svigersøn, har spillet en afgørende rolle i Ukraines forsvar mod Rusland.
Geostrategisk er Tyrkiet en central aktør i forhold til disse års brændende internationale platforme. Danmark – og EU – har en grundlæggende sikkerhedspolitisk, økonomisk og menneskelig interesse i et Tyrkiet, der er stabilt og vestvendt. Men et repressivt Tyrkiet, der ikke respekterer de demokratiske værdier, er ikke stabilt i et mere langsigtet perspektiv. EU’s Tyrkiet-politik bør også formuleres med dette videre perspektiv for øje.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og