Iran corona sanktioner

Iran: corona forstærker Trumps ’massive pres’ på Iran

i Politik & Samfund/Mellemøsten af
IRAN // ANALYSE – Det iranske regime er hoppet fra fiasko til fiasko, men har hver gang pustet sig op og truet sig til magt. Vil corana omsider gøre en ende på det iranske diktatur, spørger Lars Erslev Andersen. Men hvad så? Hidtil er det mere konflikt, mere ødelæggelse, mere elendighed og kaos, USA’s regimeskifte strategi har ført til i Mellemøsten. Hidtil har den mellemøstlige lære været: autoritære regimer består eller kaos opstår – i Syrien dog begge dele.

Har man fulgt lidt med i Mellemøsten de seneste årtier, vil man vide, at de illegitime, autoritære regimer, der styrer regionen, er helt ufatteligt sejlivede. I Syrien er det stadig krigsforbryderen Bashar al-Assad, som kontrollerer magten, og selvom han i Vesten betragtes som en illegitim leder, er det alligevel hans regime, regeringerne vil samarbejde med, når syriske flygtninge skal sendes tilbage. Ligesom det er Tyrkiets ubestridte leder Erdogan, der hjælper EU med at holde flygtninge væk fra Europa. Trods problemer sidder Tyrkiets nye sultan, med støtte fra USA, stærkt på magten.

I Saudi-Arabien udrenses enhver opposition, senest er prinser og andre højtstående personer proppet i fængsel af den reelle magthaver kronprins Mohammad Bin Salman (MBS), der beskylder dem for korruption og magtmisbrug. Beskyldninger der, når de kommer fra MBS, virker nærmest hysterisk latterlige. Alligevel støttes han helhjertet af præsident Trump. Efter det arabiske forår i 2011 i Egypten, der fjernede en diktator, sidder der nu en endnu mere brutal despot på magten og undertrykker sit folk, samtidig med at han nyder opbakningen fra Washington.

Altså hvad har Vesten gang i, når det kommer til Mellemøsten, og ser vi lige nu en skæbnesvanger alliance mellem USA’s regimeskiftestrategi, der ellers var sat i bero under Barack Obama, og et udbrud af coronavirus, der skal fjerne det sejlivede regime i Teheran? Det ligner et apokalyptisk orgie.

Saddam Husseins Irak – Sanktionerne ramte ikke regimet

Mønsteret med sejlivede mellemøstlige diktaturer bekræftes af Saddam Husseins historie: I 1991 blev Irak smidt ud af Kuwait, som Saddam Hussein havde beordret besat, fordi han ville tilegne sig den lille ørkenstats olieressourcer. Efterfølgende blev Irak underlagt verdenshistoriens mest omfattende sanktioner.

De skabte en humanitær katastrofe i landet, som jeg selv oplevede, da jeg i 2001 kørte med bus fra Amman i Jordan gennem Anbar provinsen, gjorde the-pause i Fallujah og endte i Bagdad. Landet var en kæmpe bunke slum, hvis man lige så bort fra Saddam Husseins paladser, elitens residenser, Revolutionsgardens faciliteter og de gamle moskeer. Elendigheden var synlig overalt.

FN skønnede, at en halv million irakiske børn døde inden de kunne fejre deres 5-års fødselsdag som resultat af de omfattende sanktioner. Men deres ofre tjente intet formål: Sanktionerne ramte ikke regimet

På en bustur fra Bagdad til Basra kunne jeg konstatere, at selv Edens Have, der siges placeret lige der, hvor floderne Eufrat og Tigris løber sammen og danner Shatt al-Arab, flodernes udløb i Golfen, lignede en losseplads. Turen fortsatte gennem, hvad der på det tidspunkt var en kæmpe saltørken i stedet for de frugtbare vådområder, hvor den norske eventyrer Thor Heyerdahl i 1977 havde bygget sin papyrusbåd med inspiration fra de irakiske marsk-araberes traditionelle fartøjer.

Efter flere års tørke samt dræning af marsken, fordi Saddam Husseins militær skulle gennem her i fjendtlighederne mod Iran, var den i 2001 blevet til skorpet saltørken. Selvom bragene fra amerikanske bomber sendt afsted af de jagerfly, som kontrollerede zonen i det sydlige Irak, hvor Saddam Hussein havde forbud mod at flyve, mindede om, at Irak reelt var under belejring både i nord og syd, syntes Saddam Husseins regime urørlig.

I Basra blev jeg vækket 2-3 gange om natten af luftalarmer – om der reelt var amerikanske angreb på vej, eller det var Saddam Hussein som ville erindre befolkningen om, at kun han kunne beskytte dem mod amerikanerne, fandt jeg aldrig ud af. Hvorom alt var, samfundet var gennemsyret af frygt garneret af fattigdom, elendighed, sult og sygdom.

Jeg fandt hurtigt ud af, at halvdelen af befolkningen fik nogle skillinger af regimet for at overvåge og sladre om den anden halvdel. FN skønnede, at en halv million irakiske børn døde inden de kunne fejre deres 5-års fødselsdag som resultat af de omfattende sanktioner. Men deres ofre tjente intet formål: Sanktionerne ramte ikke regimet.

En krigsplan?

Mens sanktionerne forkrøblede irakernes liv og hverdag, nød diktatoren og hans folk rigdommen bag paladsernes bevogtede mure. Indtil 2003, hvor USA’s krig smadrede regimet og skabte det kaos i landet, som stadig præger Irak i dag.

Egentlig skulle krigen have ført til demokrati, stabilitet og velstand, som skulle brede sig som ringe i vandet til det øvrige Mellemøsten. Men som den tidligere danske statsminister Anders Fogh Rasmussen, som var en varm fortaler for krigen i 2003, sagde til en synlig forbløffet Clement Kjersgaard i et TV-interview, havde USA og koalitionen ingen plan med krigen andet end at fjerne regimet.

Historien gentog sig i Libyen i 2011, hvor der heller ikke var nogen plan for, hvad der skulle ske, når diktatoren Moammar Gadaffi var fjernet; og også her er ondt blot blevet værre. Spørgsmålet er, om Trump og USA har en plan for Iran, dersom præstestyret ender med at blive fjernet. Det er der faktisk ikke noget, der tyder på, og hvad vil der så ske, hvis corona i pagt med Trumps intense pres giver ayatollaherne i Teheran dødsstødet?

USA’s massive pres på Iran er omfattende

Frem til krigen i marts 2003 modstod Saddam Husseins regime, hvad der må betegnes som et massivt pres, der både bestod i belejringen i nord og syd og omfattende økonomiske sanktioner: De katastrofale konsekvenser af sanktionerne blev forsøgt lempet med det såkaldte ’olie for mad’ program, hvor Irak under kontrollerede forhold kunne bruge olieindtægter til mad og medicin.

Systemet blev korrumperet, og i stedet for at gavne folket havnede pengene i Saddam Husseins regimes lommer. Den daværende præsident George W. Bush og hans neokonservative rådgivere havde ret i, at situationen var uholdbar: Folket led under det massive internationale pres, mens regimet styrkede sig. Desværre var deres eneste løsning en krig, der skulle koste så lidt som muligt og derfor blev verdenshistoriens dyreste, og for at føje spot til skade var det en krig uden en plan for at sikre freden.

Situationen er ved at gentage sig i Iran: landet er under massivt amerikansk pres med helhjertet støtte fra Israel og efterhånden stadig mere bekymret støtte fra Saudi-Arabien og Forenede Arabiske Emirater (UAE), fordi de både føler sig sårbare overfor iranske angreb og er usikre på præsident Trumps politiks reelle beskyttelse, dersom det skulle komme til en krig i Den Persiske Golf.

Selvom USA’s pres er ensidigt i modsætning til sanktionerne mod Saddam Husseins regime, som havde bred international støtte, er det ligeså effektivt, som havde det været iværksat af det internationale samfund, fordi alle inklusive Kina og EU følger USA som en skygge følger sin herre.

Da USA i 2018 trak sig ud af aftalen med Iran om udvikling af atomenergi, som Obama-regeringen og resten af det internationale samfund forhandlede på plads i 2015, iværksatte Trump nye sanktioner mod landet. Selvom opsigelsen af aftalen og de nye sanktioner blev mødt med kritik i både Kina og EU, har begge fulgt dem: Kina vil ikke udfordre USA på Iran-konflikten, fordi kineserne prioriterer løsninger i handelskrigen, og de europæiske firmaer trækker sig fra Iran, fordi de har alt for mange penge i klemme i forholdet til USA, der vil straffe dem, hvis de fortsætter med at investere i den islamiske republik.

Iran er i knæ og ayatollaherne og revolutionsgardisterne har intet værktøj at gøre godt med. Hidtil har de prøvet med afpresning mod EU og ved at lefle for Kina

Derfor virker de amerikanske sanktioner særdeles effektivt, hvor Irans olieeksport i foruroligende grad går mod nul, handelen er i bund, inflationen i top og regimet ikke rigtig kan gøre noget for at afbøje virkningerne for iranerne. De bliver derfor stadig mere fortvivlede over mangel på arbejde og penge og mangel på basale fornødenheder, herunder medicin.

Iran er i knæ og ayatollaherne og revolutionsgardisterne har intet værktøj at gøre godt med. Hidtil har de prøvet med afpresning mod EU og ved at lefle for Kina. Afpresningen har bestået i at fravige bestemmelser i atomaftalen og lagre beriget uran i håbet om, at denne trussel ville få EU til komme Iran økonomisk til undsætning; det var lige ved at ske, da Frankrigs præsident bag om ryggen forhandlede med den iranske udenrigsminister, men kun lige ved, eftersom projektet løb ud i sandet.

En række angreb i Den Persiske Golf mod kommercielle skibe samt mod Saudi-Arabiens oliefaciliteter, udført enten af ”ukendte” eller af iransk allierede i Yemen, har ligeledes skulle skræmme til forhandlinger og EU til at ryste i bukserne. Det har virket en smule, eftersom Saudi-Arabien har dæmpet sine trusler, og UAE ligefrem er begyndt at række en hånd frem til regimet i Teheran.

Faktisk var der efter sigende forhandlinger i gang, som den iranske general fra Revolutionsgarden Qassam Soleimani fungerede som kurer i, indtil præsident Trump beordrede ham likvideret i begyndelsen af januar. Men kontakterne fra især UAE er dog ikke stoppet, og har foreløbig ført til massiv hjælp til Iran til bekæmpelse af coronaudbruddet. Økonomien i Iran bevæger sig dog uforvarende og støt mod et kollaps.

Ayatollahernes mangel på legitimitet

Da regeringen i november forsøgte at kradse penge ind til den tomme statskasse ved at hæve priserne på benzin, gik folk i gaderne, men blev mødt af brutal modstand fra regimet med adskillige dræbte til følge.

Mange iranerne er bestemt heller ikke glade for regeringens strategi med at blande sig i konflikterne i Mellemøsten, og synes hellere de mange penge, der bruges hertil, skulle anvendes til at forbedre dagligdagen for befolkningen i Iran. Kort sagt befinder den iranske regering og ayatollaherne sig i en gigantisk legitimationskrise.

Likvideringen af Soleimani syntes for en stund at kunne afbøde denne krise noget, idet kolossale mængder af mennesker gik på gaden for at vise deres medfølelse med generalens død. Regimet buldrede løs og truede USA med blodig hævn, men endte i stedet med at skade sig selv mere end USA: Hævnangrebet mod amerikanske baser i Irak anrettede ganske vist temmelig store ødelæggelser samt efterlod mere end 100 amerikanske soldater med hjerneskader, men i kampens hede nedskød iranerne tillige et ukrainsk passagerfly, som de fejlagtigt troede var et indkommende amerikansk missil.

Der er derfor al mulig grund til at frygte, at coronaepidemien i Iran kommer til at vokse langt voldsommere, end hvad verden hidtil har set i Kina og Italien

176 passagerer omkom og i de første dage løj regimet om hændelsen, men måtte til sidst indrømme, at det ved en fejl havde nedskudt et passagerfly over Teheran. Al den sympati, regimet havde indsamlet som følge af USA’s likvidering af Soleimani, forduftede fuldstændig, og i dag er legitimationskrisen formentlig større end nogensinde tidligere i den islamiske republiks historie. Det afspejlede sig måske i, at valgdeltagelsen ved parlamentsvalget 21. februar var historisk lav.

Corona

Det iranske regimes legitimationskrise er blevet yderligere forværret af en elendig håndtering af coronakrisen. De første tilfælde af coronasmitte blev lokaliseret i den hellige by Qom 19. februar, lige før parlamentsvalget, hvilket selvfølgelig også kan have bidraget til at dæmpe valgdeltagelsen. Historien er, at kinesiske bygningsarbejdere bragte virus med fra Kina. I starten ignorerede regeringen smitteudbruddet og løj om det.

Senere har den vist sig ude af stand til at træffe foranstaltninger til en effektiv bekæmpelse. Det skyldes flere ting: for det første er der ikke klarhed over, hvem der skal stå i spidsen og tage ansvar for bekæmpelse, for det andet er ressourcerne ikke tilstede, hverken udstyr eller medicin. For det tredje er det særdeles vanskeligt at få iranerne til f.eks. at overholde karantæne og tage andre forholdsregler – de tror jo ikke en døjt på regimet. Konsekvensen er, at udbruddet vokser vildt, og i dag er det tredjestørste i verden efter Kina og Italien.

Situationen forværres af, at Iran har kæmpe mangel på medicin og udstyr og ikke har mulighed for at importere de nødvendige remedier i bekæmpelse af epidemien. Dels har Iran ikke tilstrækkelig med penge til at betale for import, og dels forhindrer de amerikanske sanktioner, at banktransaktioner som betaling for medicin kan lade sig gøre.

For første gang i 50 år har Iran indsendt en ansøgning om lån på 5 milliarder US dollars ved Den Internationale Valutafond (IMF) til hjælp til at bekæmpe epidemien. Det er stadig uklart, om USA vil forhindre Iran i at få dette lån. Skulle Iran få lånet, er der som nævnt stadig store problemer med at få brugt pengene til at købe medicin og udstyr på grund af de amerikanske sanktioner.

Der er derfor al mulig grund til at frygte, at coronaepidemien i Iran kommer til at vokse langt voldsommere end, hvad verden hidtil har set i Kina og Italien. Det tyske nyhedsbureau Deutsche Welle (DW) refererer en rapport fra Shariff University of Technology i Teheran, der vurderer, at epidemien i Iran kan toppe med at antal på helt op til 3,5 millioner dræbte.

Det virker voldsomt, og jeg kan ikke vurdere, om den er realistisk, men det er klart, at coronakrisen i Iran er langt den værste i verden lige nu, hvor knap 1000 allerede er rapporteret døde, hvilket alle mener er markant under reelle tal.

Corona ude af kontrol og 80 millioner i konflikt

Der er intet, der tyder på, at det iranske regime er i stand til effektivt at bekæmpe endsige begrænse epidemien, og alle dens anstrengelser vil tillige møde stor modstand dels i egne rækker, hvor der ingen klar ansvarsfordeling er, dels i befolkningen, der ingen tillid har til regeringen overhovedet, og dels i det internationale samfund, der blot refleksagtigt følger USA for at sikre egne investeringer og indtjeninger, og derved reelt sørger for, at manglen på medicinsk udstyr og medicin vokser eksponentielt i takt med antallet af døde og smittede – og i øvrigt har hænderne fulde af at håndtere deres egne corona-kriser.

Ved siden af disse forhindringer bruger det iranske regime store kræfter på at udkæmpe en eskalerende væbnet konflikt med USA, der igen er blusset op med konfrontationer i Irak. Mens proiranske militser fyrer missiler af mod den amerikanske koalition og senest har dræbt to amerikanere på en base nord for Bagdad, optrapper USA sanktionerne mod Iran, og så sent som 18. marts annoncerede den amerikanske udenrigsminister Pompeo yderligere sanktioner.

Ligesom det var det irakiske folk, der måtte bære alle byrderne ved det internationale samfunds konflikt med Saddam Husseins regime, er det i dag de iranske civile, som lider under amerikanske sanktioner og helt er prisgivet coronasmitte. Det er muligt, ja, vel egentlig efterhånden sandsynligt, at den iranske stat bryder sammen.

USA’s sanktioner kan ikke gøre det. De har kun øget Irans aggressivitet og risiko for iransk udvikling af atomvåben. Hvis Iran beriger sine lagre af uran lidt mere, har landet nok til at bygge en atombombe. Det er den direkte konsekvens af Trumps beslutning om at forlade atomaftalen. Men corona kan hjælpe Trump med at vælte regimet. Der bor 80 millioner i Iran, knap fire gange så mange som i Irak, da Saddam Hussein blev fjernet fra magten. Et sammenbrud af staten Iran vil starte kaotiske tilstande, blot mange gange større end i Irak i 2003, og det midt i et udbrud af coranasmitte, som allerede er helt ude af kontrol.

Det eneste rigtige er, at det internationale samfund ignorerer de ensidige amerikanske sanktioner og sender hjælp til Iran til bekæmpelse af corona-epidemien. Jo før, jo bedre!

Jeg indledte med at konstatere, at de autoritære mellemøstlige regimer er forbavsende sejlivede. Det gælder i høj grad også for ayatollahernes regime i Teheran. Man kan slet ikke udelukke, at ayatollaherne også rider coronastormen af. Man kan dertil mene, at humanitær hjælp til iranerne i bekæmpelse af coronaepidemi samtidig er en hjælpende hånd under ayatollaherne. Men man kan også vende denne kyniske konklusion på hovedet og argumentere for, at humanitær hjælp til de nødlidende iranere giver dem styrke til at være en opposition til præstestyret.

Og man kan med rimelighed mene, at folk i stor nød skal hjælpes, uanset om man anerkender deres såkaldte ledere eller ej. Med andre ord så er, hvad Poul Villaume, professor i samtidshistorie ved Københavns Universitet, sagde i februar 2003 i et interview i Politiken lige før den USA-ledede koalition med dansk deltagelse indledte krigen i Irak, lige så sandt i dag over for Iran, som det var dengang: ”Bomb Irak – med mad og medicin”.

Det eneste rigtige er, at det internationale samfund ignorerer de ensidige amerikanske sanktioner og sender hjælp til Iran til bekæmpelse af corona-epidemien. Jo før, jo bedre!


Foto: Wikimedia.


LÆS LARS ERSLEV ANDERSENS ØVRIGE ARTIKLER PÅ POV HER.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Lars Erslev Andersen er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier i International Sikkerhedspolitik, pt. gæsteforsker ved Utrikespolitiska Institutet i Stockholm og ofte brugt kommentator i medierne i konfliktspørgsmål.

Hans forskningsområder omfatter terrorismens idehistorie og terrorisme aktuelt, USA's sikkerhedspolitik og politik i Mellemøsten, Kinas bekæmpelse af ekstremisme og politik i Mellemøsten, partisankrig og oprørsbekæmpelse samt udviklinger i Irak, Den persiske Golf og de palæstinensiske selvstyreområder.

Foto: Andrea Liebman, Utrikespolitiska Institutet.

Seneste artikler om Politik & Samfund