Østfronten Belarus

Anne Haubek og Thomas Ubbesen: Belarus. Østfronten genbesøgt – #2

i Essays/Internationalt af
BELARUS TUR – RETUR // ESSAYSERIE – Journalistparret Anne Haubek og Thomas Ubbesen har gjort det igen. De er taget til Europas yderste østfront, denne gang til et Belarus (Hviderusland) i flammer og protester. Og ligesom sidst, de var af sted, deler de deres historie med POV’s læsere. I essayseriens del 2 slipper de to journalister ind i Minsk og møder demonstranterne på Uafhængighedspladsen i Minsk.

Lufthavnen altså. Vi går, en ad gangen og som de allersidste i køen hen mod damen i uniform, hen mod magten.

Hun spørger uinteresseret, hvor vi skal bo (hotel Garni, Minsk), og hvorfor vi er her (turisme), bladrer lidt rundt i vores pas med visum fra f.eks. Den Islamiske Republik Iran, Ukraine, Indien, og guderne må vide hvor – tjekker ugideligt sin computer, trækker stemplet frem: KLONK!

Så rækker hun passet tilbage gennem lugen: ”Next”.

Rystende af frygt er vi. Pladsen foran os er besat af kolonner af regimets sorte stormtropper: OMON-korpset, de særlige hviderussiske specialstyrker

Vi er m.a.o. inde, og vi fatter ikke helt vores eget held – eller deres inkompetence.

Vi to er inde, hvor der nærmest står foreign journalist med selvlysende bogstaver på ryggen.

Vi tripper målløst ud gennem Grøn Port (”Nothing to declare”), ud i Republikken Belarus – landet, hvis befolkning er i åbent oprør mod diktatoren gennem 26 år, Alexander Lukashenko, landet der er på vej direkte ud over afgrundens rand og landet, hvis magthavere åbenlyst ikke ønsker øjenvidner til det forfærdelige, der sker.

Vi kaster os ind i en taxa – kør os til Minsk, mister! Hotel Garni, please!

Vi siger ikke mange ord undervejs ad den paradebrede lufthavnsvej gennem dybe fyrskove, men vi ved udmærket, hvad hinanden tænker:

Hallo, er de så virkelig idioter eller hvad? De lukkede os jo ind! Hvad tænker de på?

Dag 2 – ‘Are you enjoying Belarus’?

Torsdag kl. 20 15. Uafhængighedspladsen i Minsk.

Mørket er faldet på. Vi to danskere krummer os sammen bag en enorm marmorsøjle foran Det Centrale Posthus’ imposante bygning.

Den kolossale Uafhængighedsplads strækker sig vindblæst foran os, flere hundrede meter lang og bred. En sort Leninstatue alene midt i ødet: Hammer, segl og røde stjerner på de statslige kæmpebygninger, der flankerer pladsen.

De ser på en måde så puslingesmå ud: Gnomagtige mænd i sorte kedeldragter, små latterlige skildpaddehoveder under elefanthuer. Gummiknebler ved hånden. Kampstøvler. Stoltserende – men noget små i det

Rystende af frygt er vi. Pladsen foran os er besat af kolonner af regimets sorte stormtropper: OMON-korpset, de særlige hviderussiske specialstyrker.

Østfronten Belarus
Foto: Forfatterne.

De ser på en måde så puslingesmå ud: Gnomagtige mænd i sorte kedeldragter, små latterlige skildpaddehoveder under elefanthuer. Gummiknebler ved hånden. Kampstøvler. Stoltserende – men noget små i det.

Denne aften – vi er næsten lige ankommet – drejer det sig om en demonstration af religiøse mennesker, et par tusinde fredelige borgere, som insisterer på at marchere i samlet trop til deres katolske kirke på den store plads.

Nu kommer de: Kvinder og mænd, unge og gamle, syngende, råbende taktfast, svingende de rød-hvide faner, der er blevet oprørets kendetegn. Her kommer de i en lind strøm op mod kirken, og vi ser det hele, som det udvikler sig:

Nu stormer OMON-mændene frem, afskærer demonstranterne tilbagetoget, vi hører høje råb og højttalerkommandoråb i mørket.

Vi ser og hører det hele, delvist i skjul bag søjlens illusoriske sikkerhed: Regimets kolonner under fremrykning mod de magtesløse religiøse. Pansrede salatfade med tilgitrede ruder ruller frem i rækker af ambulancer med isblå blink.

Så gribes mængden af panik, mennesker vælter imod os, vi rives med, løber rædselsslagne ned ad boulevarden, nogle snubler og skriger, vi løber, holder fast i hinanden, hvad sker der? Hvad sker der?

Sorte busser uden nummerplader, vinduerne dækket med tæpper, alle sprængfyldte med sorte forstærkninger. De vælter ud på pladsen nu. Vi klynger os til hinanden bag søjlen med høj puls og dunkende hjerter.

Så gribes mængden af panik, mennesker vælter imod os, vi rives med, løber rædselsslagne ned ad boulevarden, nogle snubler og skriger, vi løber, holder fast i hinanden, hvad sker der? Hvad sker der?

Vi dukker os og løber – der er en lysende cafe, normalitet …. der sidder folk derinde med drinks og mobiltelefoner. Vi vælter ind ad døren. Her er vi i sikkerhed – eller hvad?

Pludselig er vi cafegæster og bestiller hurtigt to glas vin, så vi har en slags ret til at være her. Vi sætter os, falder til ro og får pulsen ned. Der er sorte mænd derude på gaden – der er råb, skrig og tumult fra pladsen.

Der er en ung, dyr, elegant kvinde med sit barn og sin mobiltelefon ved nabobordet. Ringende rundt, fotograferende, kæftende op. Åh, så hold dog kæft, ikke? Ser du ikke, hvad der foregår derude, lige for vores øjne?

Hendes mor er ude i mørket, omringet af OMON, en forsvarsløs ældre kvinde overfor hele statsvoldsapparatets enormitet. “Min mor er deroppe bag de sorte skikkelser, 200 meter væk”, oplyser hun os

Til sidst tier hun. Vender sig med ligblegt ansigt mod os: ”Do you enjoy Belarus?” spørger hun køligt.

Foto: Forfatterne.

Hendes mor er på pladsen fortæller hun, da vi er kommet os lidt. Hendes mor er ude i mørket, omringet af OMON, en forsvarsløs ældre kvinde overfor hele statsvoldsapparatet enormitet. “Min mor er deroppe bag de sorte skikkelser, 200 meter væk”, oplyser hun os.

Kan I li’ vores dejlige land?

Lidt senere ser vi nedslåede kvindegrupper traskende i gåsegang væk fra pladsen. Ind i cafeen kommer tre ældre kvinder – den gamle mor og hendes veninder. De er drivvåde og smilende og grædende, de ser, at vi er udlændinge, at vi kan være øjenvidner, de snakker i munden på hinanden:

”Vi var bare på vej ind i kirken. Vores egen kirke. Pludselig havde de omringet os. Pludselig var der sorte mænd til alle sider. De sagde, at vi kvinder skulle forlade pladsen – det var kun mændene, de ville have. Så omringede vi vores mænd for at beskytte dem – de er jo vores børn, ikke?

“De skal ikke tage vores børn, forstår I? Men de brød ind i mængden og maste kvinderne væk … så gik de i gang med at tage mændene og drengene. Gruppevis eller en og en. Proppede dem ind i kassevognene med de tilgitrede vinduer. De tog dem alle sammen – nu er vi her”.

Hun sænker blikket og smiler genert.

Det var bare det, hun ville fortælle os. Nu hvor der var et par udlændinge, som måske kan fortælle, hvad der foregår her hos dem – i Minsk i 2020.

LÆS FØRSTE DEL AF ESSAYSERIEN, “ØSTFRONTEN GENBESØGT” HER


Topillustration: Demonstration mod præsidenten og valget, Minsk, Belarus. Foto: Wikimedia Commons.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Thomas Ubbesen, født 1956. Globalist.
Opvokset i Hong Kong. Har fra en ung alder rejst over det meste af kloden. Journalist siden 1982. Fra 1994 udlandsmedarbejder på DR. Har dækket krige, konflikter og naturkatastrofer i bl.a. Balkan i 90erne, Irak, Libanon, Syrien, Libyen, Mali, Myanmar, Haiti, Pakistan og Afghanistan for bl.a. Radioavisen, TV-avisen, Horisont og Orientering. Modtog i 2011 Krüger-prisen for sin indsats for public service.
Har skrevet bøgerne ”Udsendt – historierne bag 22 reportager”(Tiderne Skifter 2014), ”Good luck, Habibi – rejser i flygtningestrømmen” (Gyldendal 2016), ”Gensyn med hippieruten – i egne fodspor 40 år efter” (Gyldendal 2018). "Vi var folket - møde med østeuropæerne 30 år efter murens fald", Gyldendal, 2019.
Thomas Ubbesen er en efterspurgt foredragsholder.
Kontakt: mail@thomasubbesen.dk, tlf. 5154 1309.

Anne Haubek, født 1962, journalist, tidligere mangeårig redaktør af DR P1 programmet ’Europa lige nu’ og studievært på Orientering i P1, nu freelance journalist (bl.a. for DR) og foredragsholder.
Har rejst og rapporteret fra de fleste europæiske lande og har modtaget flere priser for sin Europadækning – bl.a. DOF-prisen og den danske del af Europaparlamentets journalistpris. Har desuden rapporteret utallige gange fra EU/Bruxelles – ikke mindst i forbindelse med topmøder.
Var i en årrække med i ledelsen af et undersøgende journalistisk netværk i Østeuropa. Fungerer desuden som censor ved journalistuddannelserne og som moderator ved konferencer – især om europæisk og international politik.
Kontakt: anne@haubek.dk – tlf.: 27634383.

Seneste artikler om Essays