Hvorfor er hadkriminalitet og hadtale fra højrenationalister på fremmarch?

i Politik & Samfund/Europa af
ANALYSE – Tyskland er det seneste år blevet ramt af flere terroranslag fra det radikale højre. Ifølge professor David Nicolas Hopmann kan den voksende nationalkonservatisme være en del af årsagen. Simon B. Porse skriver om hadkriminalitet og hadtale på fremmarch.

I dag den 9. oktober er det et år gået siden byen Halle i den tyske delstat Sachsen-Anhalt var vidne til et fremmedfjendsk terror-anslag.

På jødedommens helligste dag, Yom Kippur, troppede en 27-årig nynazist op ved byens synagoge bevæbnet med hjemmelavede skydevåben, sprængstoffer og morderiske intentioner.

Da gerningsmanden trods flere forsøg ikke evnede at trænge ind i templet, skød han først en forbipasserende kvinde, og dernæst en 20-årig mand ved en döner-restaurant.

Mindre end et halvt år senere, i februar 2020, myrdede en mand ni mennesker med indvandrerbaggrund på to vandpibecaféer i byen Hanau. Det tyske kriminalpoliti beskrev angrebet som “entydigt højreekstremistisk”.

Hvor chokerende sådanne terrorhandlinger hos Danmarks sydlige nabo end er, kommer disse angreb ikke ud af et vakuum.

Muren til højre

Siden anden verdenskrigs afslutning og det nazistiske nederlag har der i Tyskland eksisteret en bred konsensus om, at der ikke bør findes partier til højre for det konservative CDU og dets bayerske søsterparti CSU.

Som Franz Josef Strauß, tidligere CSU-formand og bayersk regeringsleder, udtrykte det, må der ikke være noget til højre ‘andet end muren.’

Det har betydet, forklarer David Nicolas Hopmann, professor ved Institut for Statskundskab på Syddansk Universitet, at de såkaldte unionspartier har søgt at favne en række forskellige grupperinger på højrefløjen: “Historisk set har CDU og CSU altid været meget gode til at inkorporere og indfange de forskellige stemninger, der kunne være på den konservative fløj – også de mere kritiske stemmer.”

Enkelte småpartier har i årenes løb forsøgt at udfordre det udgangspunkt og overhale CDU højre om, men ingen af dem har formået at tage plads i Tysklands nationale parlament, Forbundsdagen. Indtil 2017 altså.

Her brød det relativt nye parti Alternative für Deutschland (AfD) igennem muren, da det ved forbundsdagsvalget stormede ind i parlamentet med 12,6 pct af stemmerne, som landets tredjestørste parti.

Det stærkt indvandrer- og islamkritiske parti er blevet kritiseret for deres hårde og konfrontatoriske retorik imod særligt flygtninge og migranter, for forbindelser til højreekstreme grupper som PEGIDA og for visse medlemmers åbenlyse racisme samt relativering og bagatellisering af holocaust.

Partiets kritiske linje overfor indvandring er ikke som sådan noget nyt i tysk toppolitik, forklarer David Nicolas Hopmann. Også i debatter i det konservative CD/CSU har man hørt klart indvandrerkritiske røster.

“Forskellen ligger i, hvordan man udtrykker sig, hvilken retorik man anvender,” siger han. Det er derfor vigtigt at skelne mellem tone og indhold.

Nybruddet hos AfD ligger altså ikke nødvendigvis i partiets politiske linje, men i deres noget skarpere retorik – en retorik der nu har vundet mere plads i den politiske dagligdag.

“Det er klart, at man hører nogle stemmer, man ikke var vant til at høre tidligere, netop fordi de nu sidder i Forbundsdagen.”

De politiske reaktioner

Efter vinterens voldsomme angreb i Hanau var højtstående politiske profiler fra de øvrige partier hurtigt ude og trække tråde til Alternative für Deutschland.

Lederen for det konservative CDU, Annegret Kramp-Karrenbauer, skrev i en pressemeddelelse morgenen efter terroranslaget: “Uanset hvordan man vurderer gerningsmanden, virker han til at have haft racistiske, fremmedfjendske og højreekstreme motiver. Det styrker mig i min holdning, at det for CDU og alle andre partier i Tyskland må stå klart, at der ikke må være noget samarbejde med det parti, der til dels tæller højreekstreme – jeg siger ganske bevidst nazister – i sine egne rækker, og som lægger grundlaget for dette tankegods.”

Også Michael Roth fra det socialdemokratiske SPD var klar i sin kritik af AfD og beskrev partiet som ‘højreterrorismens politiske arm’.

Lederen af AfDs gruppe i det tyske parlament, Alexander Gauland, var klar i sin afvisning af kritikken.

“Jeg synes, det er usselt at instrumentalisere noget lignende på det her tidspunkt,” sagde Gauland.

“Man kan ikke instrumentalisere noget, der er så forfærdeligt, og hvor vi ikke ved i øjeblikket, hvad der fik denne åbenlyst mentalt forvirrede gerningsmand til at handle på denne måde.”

Terrorhandlingen “har bestemt ikke noget at gøre med taler i Forbundsdagen,” erklærede han.

Lederen af AfDs gruppe i det tyske parlament, Alexander Gauland.

Hadkriminalitet og hadtale

Det er klart, at sådanne forbindelser altid er svære at bevise i enkelte tilfælde, forklarer David Nicolas Hopmann. Men at AfD kan have været med til at lægge grundlaget for angrebet er ikke utænkeligt.

“Der findes forskning, der dokumenterer, at der er en sammenhæng mellem retorik og handling,” fortæller han. “Det er ikke bare grebet ud af den blå luft. Ord kan føre til handling.”

Handlinger, der utvivlsomt finder sted.

Ifølge Henrik Vigh, professor hos Institut for Antropologi på Københavns Universitet, har der i det sidste par årtier været en udvikling i forhold til voldsparatheden hos nogle højreorienterede grupperinger.

“Næsten al den hadkriminalitet og hadtale, vi oplever lige nu, er højreorienteret,” forklarer han. Et lignende billede ses også i en rapport fra det tyske indenrigsministerium, som blev udgivet i foråret.

I 2019, viser rapporten, stammede mere end halvdelen af al politisk motiveret kriminalitet fra den højre side af spektret.

Med over 22.000 tilfælde er der tale om en stigning på knap 10% fra 2018 og knap en tredjedel siden 2014.

De højreradikale grupper fungerer som et mere militant udtryk for nationalkonservatismen, forklarer Henrik Vigh. Derfor giver det god mening, at mere ekstreme udtryk følger med, som højrenationale partier vinder frem i store dele af verden.

Et defensivt virke

Ikke sjældent ser man, at nationalkonservative partier og bevægelser maler et billede af et samfund i forfald; for verdensordenen, kulturen eller det nationale fællesskab.

Det spiller ind i en oplevelse blandt mange på den mere nationale højrefløj af, at verden er blevet destabiliseret, forklarer Henrik Vigh. Som om samfundet har rykket sig under deres fødder.

“Man bliver nødt til at tage det seriøst og prøve at forstå, hvor skoen trykker for de her mennesker. Ellers kan man ikke gøre noget ved problemet.”

“Man artikulerer en trussel imod det bestående, og udpeger hvem det er, der er de farlige,” fortæller Vigh. Og den anklage er som oftest rettet mod ‘de fremmede’.

“Om det så er muslimer, kinesere eller mexicanere, så er der altid tale om noget udefrakommende. Og det er så det, folk reagerer på.”

Derfor ses en del af den vold, der bliver udført af de højrenationale, fra deres synspunkt som værende af en pudsigt defensiv karakter.

Henrik Vigh gør det klart, at han ikke søger at forsvare angrebene som en art selvforsvar, men mener, at man i højere grad skal søge at forstå udgangspunktet, i stedet for blot at forkaste og dæmonisere det.

“Man bliver nødt til at tage det seriøst og prøve at forstå, hvor skoen trykker for de her mennesker. Ellers kan man ikke gøre noget ved problemet.”


Topfoto: Fælles demonstration for PEGIDA og AfD i Dresden, 08.05.2017. Flickr.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Simon B. Porse er freelancejournalist med jord under neglene og øje for politik på tværs af grænser.

Skribent på avisen Illustreret Bunker og stiftende chefredaktør på DMJX Memes. Se evt. mere på Twitter @sbporse

Seneste artikler om Politik & Samfund

VISO

Viva VISO – #122

ESSAYSERIE – “Da Birk så begejstret fortæller, at han havde en lærer,