KULTURARV // BAGGRUND – Hagia Sophia i Istanbul, der i disse dage trækker overskrifter verden over, har altid været i skudlinjen. Den har været ortodoks, katolsk og muslimsk, men siden 1930’erne har bygningen først og fremmest været et verdsligt museum, hvor kristen såvel som islamisk bøn var bandlyst. I fredags blev vejen imidlertid banet for, at Hagia Sophia kan generhverve sin status som moské. Men hvorfor hidser folk sig op over, hvad tyrkerne gør med en bygning, der har været tyrkisk i over 500 år? Svaret skal findes i 1500 års historie, skriver Jimmy Munk Larsen, der er cand.mag. i historie og kulturarvsformidling.
Byen der huser Hagia Sophia hed oprindeligt Byzans og var en lille græsk koloni indtil 300-tallet efter Kristi fødsel, hvor den romerske kejser Konstantin valgte at flytte sin hovedstad fra Rom til Byzans og omdøbe byen til Nova Roma.
Rent praktisk betød omdannelsen til moské, at en islamisk prædikestol og koranvers på arabisk flyttede ind i Hagia Sophia, mens kristne mosaikker og udsmykning blev dækket til
Indbyggerne elskede dog deres kejser så højt, at de i stedet kaldte deres by Kontantinoúpolis – Konstantins by. Konstantinopel var født, og med Romerrigets deling i 395 – og den vestlige del af rigets sammenbrud under 100 år senere – var Det Byzantinske Rige, også kendt som Det Østromerske Rige, født.
Justinians værk
I det Herrens år 532 blev det første spadestik til Hagia Sophia taget under kejser Justinian 1.
Fem år senere stod den kristne verdens største og prægtigste helligdom færdig, og den blev indviet til Den Hellige Visdom – på græsk Agia Sofia. Der gik dog ikke længe før prøvelserne begyndte at melde sig. Allerede i 558 styrtede kuplen sammen under et jordskælv.
Det 4. korstog skulle have været den kristne verdens endelige opgør med muslimerne, og være endt i den frydefulde generobring af Jerusalem og Det Hellige Land. I stedet endte det i én af verdenshistoriens største svinestreger
Hagia Sophia har dog altid rejst sig – også efter de jordskælv, der med ujævne mellemrum har ramt helligdommen.
Besøg fra nord
Som hovedstad i Byzantium var Konstantinopel en smeltedigel, der tiltrak folk fra både nær og fjern, og med gode såvel som onde hensigter. Derfor havde de byzantinske kejsere for vane at indgå fredsaftaler med deres farligste fjender. Blandt disse regnedes vikingerne, der kaldte Konstantinopel Miklagård – Den Store By.
Det førte til den pudsige foranstaltning, at kejseren af Konstantinopel oprettede en personlig livgarde bestående af nordboer.
End ikke væringerne kunne dog beskytte Konstantinopel mod den næste prøvelse
Den Varangianske Garde oprettedes formelt i 900-tallet, og den tiltrak især svenskere – faktisk i så høj grad, at den svenske lovsamling Västgötalagen fra midten af 1200-tallet fratog svenskere fra Västergötland retten til at arve, så længe de opholdt sig i Grækenland.
End ikke væringerne kunne dog beskytte Konstantinopel mod den næste prøvelse.
Plyndret af korsfarere
Det 4. korstog skulle have været den kristne verdens endelige opgør med muslimerne, og være endt i den frydefulde generobring af Jerusalem og Det Hellige Land. I stedet endte det i én af verdenshistoriens største svinestreger.
I 1202 kaldte pave Innocens 3. til korstog. Modsat de tidligere korstog, planlagde man denne gang at angribe afdøde Saladins kurdiske Ayyubide-kalifat i Egypten, frem for at sejle direkte til Palæstina.
Man lod handelsrepublikken Venedig udruste flåden, men da der ikke mødte så mange frivillige op som forventet, kom man til at skylde venetianerne en masse penge.
Kimen til det dårlige forhold mellem den ortodokse og katolske verden blev allerede lagt ved Det Store Skisma i 1054, hvor patriarken i Konstantinopel brød med paven i Rom – men det var plyndringen af Konstantinopel, der for alvor ødelagde forholdet mellem østerlandsk og vesterlandsk kristendom
Det forhold valgte man at råde bod på ved at lade de katolske korsfarere med Enrico Dandolo, dogen af Venedig, i spidsen angribe én af Venedigs rivaler, nemlig den katolske by Zadar i det nuværende Kroatien, som dengang hed Zara og var styret af Ungarns konge – som tilmed var én af korstogets støtter!
Den manøvre fik mange krigere til at forlade korstoget i protest og i stedet for at sejle til Egypten, endte de resterende med at sejle til Konstantinopel. I byen brød modsætningsforholdet mellem de lokale ortodokse og de fremmede katolikker ud i lys lue, og endte i en skamfuld belejring og plyndring af den by, man egentlig skulle have hjulpet.
Som en del af plyndringen blev Hagia Sophia omdannet til en katolsk katedral.
Kimen til det dårlige forhold mellem den ortodokse og katolske verden blev allerede lagt ved Det Store Skisma i 1054, hvor patriarken i Konstantinopel brød med paven i Rom – men det var plyndringen af Konstantinopel, der for alvor ødelagde forholdet mellem østerlandsk og vesterlandsk kristendom. Den uoprettelige skade, der blev gjort, skulle i de næste mange hundrede år gøre det nemt for en ny stormagt at erobre gammel kristen land.
Konstantinopels fald i 1453
Konstantinopel faldt i foråret 1453. Allerede hundrede år forinden havde Den Sorte Død taget livet af halvdelen af byens indbyggere, og de tyrkiske osmannere erobrede siden store landområder og reducerede Det Byzantinske Rige til en skygge af sig selv.
Alligevel var og er Konstantinopels fald en milepæl i europæisk historie, der skulle komme til at præge kontinentet i de næste 500 år.
I det katolske Europa vidste man godt, at Byzantium var svækket og på vej mod sin undergang, og at man selv bar en stor del af ansvaret, men det var alligevel rystende, at Konstantinopel nu faldt i tyrkens hænder.
Som det var skik, gav sultanen sine krigere lov til at plyndre og hærge i tre dage. Mænd blev myrdet, kvinder voldtaget og kirker skændet. Da Mehmed efterfølgende red gennem sin nyerobrede by, blev han efter sigende rørt til tårer over det sørgelige syn, der mødte ham
Da sultan Mehmed 2. erobrede byen, handlede det i allerhøjeste grad om prestige. Ved at gøre Konstantinopel til hovedstad i Osmannerriget kunne osmannerne overtage rollen som Romerrigets arvtager fra byzantinerne, og gøre krav på mere land i Europa såvel som i Asien og Afrika.
Som det var skik, gav sultanen sine krigere lov til at plyndre og hærge i tre dage. Mænd blev myrdet, kvinder voldtaget og kirker skændet. Da Mehmed efterfølgende red gennem sin nyerobrede by, blev han efter sigende rørt til tårer over det sørgelige syn, der mødte ham. Herefter omdøbte sultanen Konstantinopel til Istanbul, og Hagia Sophia blev til Ayasofya-moskéen.
Europas syge mand
Rent praktisk betød omdannelsen til moské, at en islamisk prædikestol og koranvers på arabisk flyttede ind i Hagia Sophia, mens kristne mosaikker og udsmykning blev dækket til.
Osmannerriget nåede sit højeste under sultan Süleyman den Prægtige i 1500-tallet, og flere gange i 1500- og 1600-tallet bankede tyrken på Vesteuropas porte. Europæerne gav osmannernes våben, herunder især deres effektive kanoner, æren for deres fremmarch, men i virkeligheden var det snarere de oldgamle og bitre stridigheder mellem de kristne stater, der gjorde osmannernes fremmarch nem.
Den kristne verden formåede først i 1683 at forene sig mod truslen udefra, da tyrkerne endnu engang stod ved Wien. Da var Osmannerriget dog ikke længere på toppen. Efter erobringen af Mekka i starten af 1500-tallet kom det religiøse gradvist mere og mere i højsædet, mens kvaliteten af sultanerne begyndte at svigte.
Osmannerriget gik i opløsning, og mens europæerne var i gang med at skære og fordele den osmanniske kage mellem sig, kom en tyrkisk feltmarskal ind fra højre, smed europæerne ud og skabte det moderne Tyrkiet
Indre spændinger brød ud i lys lue, og i 1800-tallet begyndte man i Europa at omtale Osmannerriget som Europas syge mand, da man regnede med, at rigets endeligt var nært forestående.
Der skulle dog en verdenskrig til. Osmannernes alliance med Tyskland blev skæbnesvanger, og de allierede benyttede krigen til at puste til de indre konflikter, hvilket blandt andet fik araberne til at gøre oprør mod deres tyrkiske herskere.
Osmannerriget gik i opløsning, og mens europæerne var i gang med at skære og fordele den osmanniske kage mellem sig, kom en tyrkisk feltmarskal ind fra højre, smed europæerne ud og skabte det moderne Tyrkiet.
Sejrherrerne arbejdede med en plan om at gøre Istanbul til en slags fristat, da tyrkerne slog tilbage – og godt det samme. Grækerne på den ene side og italienerne, franskmændene og englænderne på den anden side var aldrig blevet enige om, hvad der skulle ske med Hagia Sophia…
Atatürk og Erdoğan
Etableringen af det moderne Tyrkiet skete med Mustafa Kemal ved roret. Han forkastede sharia og indførte moderne europæisk lovgivning. Han afskaffede arabisk og indførte det latinske alfabet. Han ligestillede kønnene.
Men han forbød også tørklæder i skolerne. Han lukkede moskéer. Han afskaffede en lang række gamle praksisser. Atatürk – tyrkernes fader – som han kaldte sig, delte vandene, og gør det stadig den dag i dag. I de store byer og i militæret nød Atatürk stor opbakning, men ude på landet og i de konservative egne opnåede han aldrig samme popularitet.
Erdoğan har også strammet grebet om magten og gentagne gange provokeret særligt de ortodokse kristne
Stik modsat forholder det sig med Tyrkiets nuværende leder, Recep Tayyip Erdoğan, der vandt magten for snart tyve år siden. Han har givet kvinder med tørklæde mulighed for at studere og arbejde i offentlige institutioner, men han har også strammet grebet om magten og gentagne gange provokeret særligt de ortodokse kristne.
Det startede allerede i 2013, da den byzantinske Hagia Sophia-kirke fra 1200-tallet i Trabzon, som Atatürk havde omdannet fra moské til museum, igen blev til en moské.
Det blev dengang set af mange som et varsel om, hvad der ventede Hagia Sophia i Istanbul, og syv år senere gik profetien i opfyldelse. Sidste år afholdt Erdoğan sin generalprøve, da vejen blev banet for, at den smukke Chora-kirke kan blive genkonverteret til moské, efter at have tjent som museum siden 1948.
Deler vandene
Erdoğan har i de seneste år delt vandene til dels i Tyrkiet og i særdeleshed udenfor.
Polemikken om Hagia Sophia deler også tyrkerne. På den ene side opfattes det som noget helt naturligt, at en bygning, der i næsten 500 år tjente som moské, vender tilbage til dette formål.
På den anden side ved tyrkerne jo udmærket godt, at den smukke og enorme Sultanahmet-moské – kendt som Den Blå Moské – ligger lige på den anden side af Sultanahmet-pladsen. Det kniber dog med at fylde den til fredagsbønnen, så mange lokale spørger sig selv, hvorfor der overhovedet er behov for at tage Hagia Sophia i brug som moské?
Hagia Sophia har altid været meget mere end en bygning, og ved at gøre den til en moské igen får Erdoğan nærmest positioneret sig som en ny Mehmed 2
Det indlysende svar er, at det selvfølgelig slet ikke handler om noget så verdsligt som praktiske foranstaltninger.
Hagia Sophia har altid været meget mere end en bygning, og ved at gøre den til en moské igen får Erdoğan nærmest positioneret sig som en ny Mehmed 2. Derfor passer det ham uden tvivl glimrende, at både Rusland og især Grækenland har protesteret over tiltaget, ligesom paven også har udtrykt sin bekymring.
Erdoğan bruger da også både historien og religionen til et legitimere beslutningen. Da Mehmed 2. døde i 1481, efterlod han angiveligt Hagia Sophia til sit folk som en waqf – en i islamisk ret testamentarisk oprettet stiftelse. En sådan waqf kan ikke brydes, og Erdoğan mener altså, at Atatürks omdannelse af Hagia Sophia til museum var et sådant brud.
Hagia Sophia vil altid bestå
Fredag den 24. juli indkaldes der efter planen til islamisk bøn i Ayasofya-moskéen for første gang i 89 år.
Konverteringen til moské er langt fra uproblematisk, for Hagia Sophia var sidste år Tyrkiets mest besøgte museum.
Man kan ikke tage entré i en moské, så det bliver i fremtiden gratis at besøge Hagia Sophia, og adgangsbilletten, der tidligere kostede 100 Lira (cirka 95 danske kroner) bliver sløjfet.
Én visdom har historien lært os mere end noget andet: Den Hellige Visdom – Hagia Sophia – overlever alt. Jordskælv, vikinger, korstog, erobring. Verdenskrige. Dig, mig og Erdoğan
Med næsten fire millioner besøgende om året, er det altså en ganske bekostelig affære Tyrkiet har kastet sig ud i. Alle, turister såvel som lokale, muslimer såvel som ikke-muslimer, får adgang til bygningen, og det kommer selvsagt til at give store udfordringer, da antallet af besøgende vil stige med afskaffelsen af betalingsmuren.
Med coronavirus i omløb har de ansvarlige en stor og vigtig opgave foran sig, så Hagia Sophia kan genåbne på en ansvarlig måde – både i forhold til stedets hellighed og i forhold til de besøgendes sikkerhed.
Ingen af os ved, hvorlænge Hagia Sophia kommer til at være moské. Måske bliver det en ny 500-årig periode. Måske bliver det en lille parentes i bygningens historie på lige fod med den katolske tid.
Men én visdom har historien lært os mere end noget andet: Den Hellige Visdom – Hagia Sophia – overlever alt. Jordskælv, vikinger, korstog, erobring. Verdenskrige. Dig, mig og Erdoğan.
LÆS MERE OM TYRKIET I POV HER
Topillustration: Katten Gli med de skæve øjne har boet i Hagia Sophia i årevis, og er formentlig ligeglad med, om den bor i en kirke, et museum eller en moské… Men hverken Putin, paven eller Erdoğan har spurgt, hvad Gli mener om det hele. På billedet lader Gli sig krone i omphalion hvor de byzantinske kejsere blev kronet indtil 1453. Alle mennesker, uanset tro, er i dag forment adgang til omphalion. Foto: Jimmy Munk Larsen.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
