ETIOPIEN // KRONIK #1 – Tilråbet ”hvide dæmon!” var kun begyndelsen på Tom Gardners skæbne i Etiopien, hvor han ifølge egen fortælling blev offer for brutalitet og had. Sandheden er dog, at Gardner – sammen med andre vestlige aktører – spillede en central rolle i at opildne til splid og retfærdiggøre vold. Denne første artikel i en serie på fire undersøger, hvordan vestlige analyser blev undermineret af den faktiske afslutning på borgerkrigen – og hvordan dette har tvunget vestligt diplomati til selvransagelse, selvom toneangivende medier fortsat fastholder et fordrejet narrativ.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
På de første linjer af den nyligt udgivne bog The Abiy Project: God, Power and War in the New Ethiopia beretter forfatteren Tom Gardner, hvor svært det var at få noget ud af nære bekendte til den etiopiske premierminister siden 2018, Abiy Ahmed. Premierministerens excentriske personlighed fremstilles som nøglen til at forstå – ikke mindst – den såkaldte Tigray-krig, der hærgede i den nordlige halvdel af landet fra november 2020 til november 2022. Nogle af disse eftertragtede førstehåndskilder var gået med til at mødes, men aflyste derefter.
”Selv dem, der boede langt væk i sikre lande i Vesten, var ofte for bange til at tale med mig”, står der. Eftersom Abiy Ahmed tildeles rollen som den klassiske afrikanske despot, giver det mening, at frygt er på spil her. Hvad skulle nogen ellers have imod at hjælpe Østafrika-korrespondenten for det lødige britiske ugeblad The Economist?
Tja, det har Tom Gardner faktisk fået at vide før. ”Jeg var krigsreporter. Så blev jeg til fjenden”, lød overskriften på hans artikel fra juni 2022. Her skildrer han, hvordan etiopiere rasede imod ham online. Så heftigt gik det for sig, at han var bekymret for at blive genkendt offentligt og sat på gaden af sin udlejer. Det endte med, at han blev deporteret i maj 2022.
Fordi jeg er velbekendt med etiopiske anliggender efter at have boet i landet og skrevet om det siden 2004, læser jeg først og fremmest Tom Gardners værk som skandaløst doven journalistik
Det synspunkt, at han gjorde noget galt, nedværdiger han sig ikke til at tage seriøst. Han gengiver de groveste udfald imod sin person, og antager, at det skete efter ordre fra regeringen, idet etiopierne ”havde lært foruroligende lektioner fra Kina og andre autoritære stater” om at ”blive til et moderne, digitalt autokrati”. The Abiy Project følger samme drejebog, hvor han selv inkarnerer den velmenende ytringsfriheds-prof fra den civiliserede verden, der blev viklet ind i en afrikansk stammekrigs vildskab.
Den kunne jeg desværre selv have hoppet på. For jeg har i årtier abonneret både på The Economist og på dette ugeblads provestlige verdenssyn. Vinklingen er da også gået rent ind hos Tom Gardners redaktører, forlag og målgruppen af almindelige vesterlændinge. The Abiy Project har fået nydelige anmeldelser.
Men fordi jeg er velbekendt med etiopiske anliggender efter at have boet i landet og skrevet om det siden 2004, læser jeg først og fremmest Tom Gardners værk som skandaløst doven journalistik og ikke mindst grov bagvaskelse af den næstmest folkerige afrikanske nation, der fremstilles som barbarisk, blodtørstig og voldtægtsglad.
Det skal vi dykke ned i i de næste dele af denne føljeton på i alt fire artikler. I første omgang kræves dog lidt baggrundsviden.
Trump versus Biden-fortolkningen
Optakten til en borgerkrig er en kompliceret affære. Det er dog forholdsvist enkelt at identificere de to vigtigste krigsførende parter, når de første skud affyres i Etiopien, samtidig med at stemmerne tælles op i det amerikanske præsidentvalg, nemlig natten mellem den 3. og den 4. november 2020.
Den ene side er den internationalt anerkendte regering. På kort tid har den gjort sig bemærket med en række liberaliserende tiltag og sågar med Nobels Fredspris til premierminister Abiy Ahmed.
Dens multietniske væbnede styrker er blevet udsat for et overraskelsesangreb fra den anden side, en etnisk milits kommanderet af de mest magtfulde mænd i landet blot to et halvt år tidligere, hvor deres diktatur blev smidt på porten efter årevis af folkelige protester og smertefulde ofre.
Der er ingen tvivl om, at Tigraykrigen ofte var beskidt. Men det blev propagandakrigen bestemt også
På daværende tidspunkt, altså i slutningen af 2020, har denne gamle garde forskanset sig som rebelsk lokalregering i den lille nordlige region Tigray, og har stadig et vist greb på landets militær og tunge våben. Ikke mindst råder de – som vi skal se senere – over betydelige ressourcer i udlandet samt en værdifuld vennekreds i magtcentre som Bruxelles, Washington DC og FN-systemet.
Den udgående Trump-regering sondrer mellem legitim og illegitim magtanvendelse, og støtter den forfatningsmæssige regering mod de tidligere herskeres oprørsstyrke. Tom Gardner beklager i sin bog, at dette blåstempler Abiy Ahmeds krigsindsats. Den efterfølgende Biden-regering skyder derimod det meste af skylden på Etiopiens nye stærke mand, der har en kort lunte og oppisker en krigerisk folkestemning. Det er en mere passende fortolkning af konflikten ifølge The Economist-korrespondenten, der føler sig bekræftet, når han selv bliver offer for opildnen til had.
Men når Tom Gardner fx henslængt spekulerer – uden nogen som helst begivenhed eller vidnesbyrd at hænge det op på – at soldater fra Etiopien og Eritrea knyttede venskaber mellem mænd (male bonding) ved i samlet flok at voldtage etnisk tigrayske kvinder, så er det altså ham selv, der opildner til had. Den fjerde og sidste artikel i serien ser nærmere på, hvad Tom Gardner ellers har at sige om seksuel vold i Tigraykrigen, om evidensen for det, og endda hvordan etiopierne ifølge ham tager ganske let på den slags. Som vi også oplever i propagandakrigen om Gaza er voldtægt et eksplosivt emne.
Jeg har for nyligt skrevet bogen Getting Ethiopia Dead Wrong. Her spiller Tom Gardner med i skurkegalleriet som vinder af “det-man-siger-er-man-selv”-prisen for sin påstand om, at almindelige etiopiere på sociale medier, og ikke ham selv i etablerede medier, bar til bålet.
I disse 71.000 ord tackler jeg hver eneste rædselsvækkende anklage – lige fra systematisk voldtægt og udsultning til hadtale og sågar folkemord. Intet skal fejes under gulvtæppet. Men vi skal også holde os for øje, at den hårfine grænse mellem forsvar af menneskerettigheder og opildnen til had er sandheden, der som bekendt er det første krigsoffer.
Den ensidige fortælling om Afrika
Der er ingen tvivl om, at Tigraykrigen ofte var beskidt. Men det blev propagandakrigen bestemt også. Kort fortalt var de unge tigrayere ikke meget for at slås for at skaffe lederne af Tigrayfolkets Befrielsesfront (Tigray People’s Liberation Front, TPLF) tilbage til magten i landets hovedstad, hvor de fra 1991 til 2018 var blevet stadig mere korrupte, undertrykkende og upopulære.
Derfor lød budskabet igen og igen fra TPLF – bakket op af en højlydt skare af akademikere, diplomater, politikere, humanitære figurer og ikke mindst journalister – at Etiopiens krigsmål var ”folkemord”. Det skulle ikke forstås i nogen udvidet definition af ordet, men helt bogstaveligt som udryddelse af tigrayerne som folkeslag. Det blev ofte sammenlignet med det, tutsierne blev udsat for i Rwanda i 1994. Derfor gjaldt normale kriterier for legitim voldsanvendelse ikke. Tigrayerne stod over for et valg mellem at slå ihjel eller selv blive slået ihjel.
I Skandinavien blev den fortolkning især fremført af den norske akademiker Kjetil Tronvoll, der i øvrigt aldrig har lagt skjul på sit nære forhold til TPLF. Som vi skal se i de næste artikler, var Tom Gardner så langt fra den skingreste stemme i det kor, men han var ikke desto mindre stærkt medvirkende til at skabe frygt, had og krig.
Vi skulle have lyttet mere til Den Afrikanske Union og mindre til medierne”, erkendte en vestlig diplomat
Så succesrig var denne verdensomspændende kampagne, at da TPLF endelig i oktober 2022 stod på nederlagets rand – ét år efter, at bl.a. Kjetil Tronvoll havde erklæret dem for sejrherrer, var forventningen, at de seks millioner indbyggere i Tigray ville miste livet.
En naturlig autoritet på dette felt, Det Amerikanske Holocaustmuseum, slog akut folkemordsalarm. Den mest efterspurgte Etiopiensekspert i de engelsksprogede medier, akademikeren og BBC-manden Alex de Waal, der heller ikke har skjult sit tætte forhold til TPLF-spidserne, skrev: “Tigrayerne har al motivation til at kæmpe til døden”.
Det viste sig, at de hellere ville leve! Som langt de fleste etiopiere og en håndfuld af Etiopienskendere (inklusive mig selv) havde forudsagt, førte håndhævelsen af statens voldsmonopol ikke til folkemord, men til fred. Det var et kollaps på slagmarken, der tvang TPLF til at lade sig afvæbne og demobilisere i henhold til aftalen underskrevet i Pretoria, Sydafrika, d. 2. november 2022.
Implementeringen har været ujævn kørsel, og TPLF er for tiden stærkt internt splittet over graden af samarbejde med regeringen. Men for verdenssamfundet står Pretoria-aftalen i dag som den eneste vej frem. Efter i to år at have prædiket ”der er ingen militær løsning” og fremlagt trusler om at isolere landet, har diplomater fra de liberale demokratier gennemgået en selvransagelse, i hvert fald hvis man skal dømme efter, hvor ivrige de har været efter at genetablere udviklingsbistand, samhandel og gode relationer til denne strategisk vigtige partner med knapt 130 millioner indbyggere. ”Vi skulle have lyttet mere til Den Afrikanske Union og mindre til medierne”, erkendte en vestlig diplomat over for mig.
I to år var hashtag #TigrayGenocide i høj kurs på de sociale medier. Nu har det kun værdi for nogle få nostalgikere. Forhåbentligt vil verden fremover være mere påpasselig med at købe ind på andre etiopiske folkemordshashtags, der byder sig til online, ligeledes med menneskerettighedskamp som falsk varebetegnelse for ekstremistiske etniske militsers magtsyge. Og også med adskillige vestlige aftagere på venstre- såvel som højrefløjen.
Desværre omtaler Tom Gardner ikke, hvordan freden opstod på den måde, han under hele krigen – inklusive i en privat email-udveksling med mig – forkastede som både urealistisk og uønskværdig. Og han styrer helt uden om den guldmine af lærerigdom, som ligger i substansen bag den vrede, der fik ham smidt ud af Etiopien. Tom Gardners projekt i The Abiy Project er at hævde sin moralske overlegenhed ved at holde sig snævert til genren ”den ensidige fortælling om Afrika” (the single story about Africa), som den nigerianske forfatter Chimamanda Ngozi Adichie har advaret imod.
Til det formål er intet for lavt. Fx går han ikke af vejen for at smide racekortet. I næste afsnit skal vi se, hvordan han spiller offerrollen som udskældt ”hvid dæmon”, mens han giftigt dæmoniserede en storby, da den stod over for et blodbad.
Denne serie er den danske vinkel på en længere artikel af Rasmus Sønderriis i det etiopisk-amerikanske magasin Abren.org.
Læs også Annegrethe Rasmussens analyse “Trumps indsættelse skydes i gang mandag med raketfart”
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
