Gurli Octavia: Et såret og modigt singer-songwriter hjerte

GURLI OCTAVIA // ANMELDELSE – Formidling af musik er i dag totalt domineret af diverse streamingtjenester og store radiostationer. Som konsekvens heraf er det blevet sværere end umuligt for ny pop- og rockmusik at få ørenlyd i det store billede. Den musikalske ildsjæl Mads Kornum, der står bag sitet Side33.dk. søger musikken, der falder under den radar. Denne gang Gurli Octavia.

Tit spørger jeg mig selv, hvorfor et klart undertal af den lyttende befolkning over 33 år er så lidt nysgerrige på musik? Svaret findes måske i, at det tager lidt tid at lære en ny artist at kende, især hvis man vil tage imod musikken som mere end en forbigående forbrugsvare.

Derudover føles streamingtjenesterne for mange som en uoverskuelig jungle, der i øvrigt sjældent præsenterer dig for andet end det, de store pladeselskaber bag finder det tjenesteligt at sætte spot på. Og når DR Radio så samtidig vælger at tapetsere deres kanaler med et sikkerhedsnet imod nysgerrighed og ’alternative’ bud på musik og tildeler en populær kapacitet som ”Madsen” en ydertid på P5 – ja, så står det efterhånden klart, at kampen for den musikalske bredside til os alle er vigtigere end nogensinde.

Hvis du holder af singersongwriter-genren, med et moderne let elektronisk og til tider iørefaldende småpoppet tvist, så MÅ DU IKKE SNYDE DIG SELV for debutalbummet fra Gurli Octavia

Musikken skal naturligvis kunne stå for sig selv, men historierne bag, personligheden bag spiller da ind. Det er nok også derfor så mange af os stadig dyrker alle de ’gode gamle’ plader. De har historie, karisma, personlighed og holdbarhed. Ofte en form for personlig relation. Der bør dog altid være tid og plads til begge dele.

Derfor er det så himmelråbende skønt, når en do it yourself artist som Gurli Octavia efter flere års tilløb nu udgiver et af den slags album, som med garanti vil kunne skabe røre i mange musikhjerter af alle køn og i de fleste aldre. Selvom, eller måske netop fordi det med garanti er lavet 100% selvstændigt og helt uden hitlisteskabeloner eller dataanalyser.

For lad det være sagt med det samme, hvis du holder af singersongwriter-genren, med et moderne let elektronisk og til tider iørefaldende småpoppet tvist, så MÅ DU IKKE SNYDE DIG SELV for debutalbummet I could be blossoming instead fra Gurli Octavia. Og slet ikke hvis du så oveni er typen, der holder af musikken i fysisk format.

Formatet, personligheden, sangene

Det er nemlig i den grad et album, der har det hele, formatet, personligheden, sangene, sangeren og ikke mindst et lydmæssigt landskab, der blomstrer fra start til slut i løbet af de i alt 15 numre (i den digitale udgave) og hele 19 numre i den lækre dobbeltvinyl udgave med stor tekst-booklet – komplet musikeroversigt m.v.

De fire ”ekstra numre” er tre gengangere fra de 15 numre i ’stripped’ udgaver og dertil en lille, smuk sjælfuld afslutning, epilogen ”Hush Little Soul” til lige at lande trygt og godt på.

Siden 2017 har Gurli Octavia, der er født på den usædvanlige dato 08.08.88 og opvokset omkring Aarhus, udsendt tre EP’er, der har fået fortjent og pæn opmærksomhed fra toneangivende musikmedier som Gaffa, Soundvenue, P6 Beat mv. I 2018 optrådte hun første gang på Roskilde Festival.

Sådan kan man blive ved at finde musikalske underfundige fund på et album uden slagside, men med masser af slagfærdighed, også når det bliver allermest inderligt som i den dybt rørende (live version af) ”Most of all” – en sang til hendes afdøde far.

Så det er ikke en artist, der sådan lige kommer ud af det blå. Hendes debutalbum kommer til gengæld lidt ud af det grå – og en lang periode med personligt mørke, hvor hun gemte sig i druk og stoffer, fuld af tab, sorg, svigt, og deraf følgende manglende tro på sig selv og en mening med sit liv. I could be blossoming instead er derfor tydeligvis et meget personligt værk, skabt i en nådesløs selvransagelse, hvor sangskrivningen har været terapi. Det er skrevet, alt imens livet er suset forbi. Og teksterne skjuler bestemt ikke noget:

”Yes, I am running away / and can you blame me? / You’ve seen how I’ve lived / there’s nothing to save “ lyder de næsten brutale ord i “Party”, mens hun i  “Spinning” tørt konstaterer, ”I’m blessed with a bold heart” – og i ”Lilac rose” stille og desorienteret stiller spørgsmålet ”How can I choose this road again / when I know where it ends” – og giver måske svaret i et af albummets absolut mest dragende og omkuldblæsende numre ”Keep your ambitions in stock” med linjerne ”Oh, I’ll take what I’ve got / that should be enough / won’t go chasing wind / or hassle with sins”.

På sidstnævnte nummer får den glimrende guitarist Buster Kristensen, ligesom han også gør det på ”Slow life”, virkelig lov af give også sit besyv med undervejs. Og selvom Gurli Octavia ellers nærmest messer ”I ain’t healing” på sidstnævnte nummer, så har det rent faktisk healende effekt at høre, at guitaren altså også har en vigtig rolle i 2021.

”Keep Your Ambitions in Stock” har ligesom den nyeste single ”I wasn’t Ready” samt et nummer som ”We Leave the Night Young” pudsigt nok en udefinerbar tone af traditionel folkemusik i sin grundtone. Sådan kan man blive ved at finde musikalske underfundige fund på et album uden slagside, men med masser af slagfærdighed, også når det bliver allermest inderligt som i den dybt rørende (live version af) ”Most of all” – en sang til hendes afdøde far.

Ingen af sangene virker dog for navlebeskuende, fordi det dybest set er helt universelle hjerte/smerte – lort/lagkage problematikker, som Gurli Octavia – poetisk, præcist og skarpt – præsenterer i rammer, der springer mellem det melankolske, det opløftende og det frigørende.  Man mærker, at hun vil sende egen inderlighed på en udflugt, som det som lytter aldrig er svært at tage del i, selvom man måske selv er et helt andet sted i livet. For hun rammer med sine ord og de malende musikalske stemninger lige præcis noget unikt og samtidig alment favnende.

Man mærker således både hendes skrøbelighed og hendes styrker, og det efterlader et fuldkomment indtryk, en samlet pakke om man vil, af det menneske og den musiker, der altså – alt på trods – har formået at strikke et debutalbum sammen, der med garanti vil være med i slutspillet når dette årtis bedste debutalbum engang skal kåres.

Du skal være bygget af noget helt specielt – eller meget tørt – hvis ikke du får gåsehud af et gribende smukt, opbyggeligt nummer som ”Hard & Hold”  eller ”Lilac Rose”, der er tillagt et nærmest overjordisk trompetspil fra Julie Baggesen

Det er ikke alle veje, der fører til album af den karat. Men Gurli Octavia er vokset op i en cirkusfamilie, og for hende er det naturligt at gå anderledes veje. Hun har lært, at man ikke nødvendigvis behøver være bedst, bare man brænder igennem og har glæden med i sine valg. Hun har i mange år lidt af sceneskræk, og nervøsitet, hvilket måske har været med til at fremelske hendes fantastiske vibrato i vokalen, der især på albummets mange fine ballade funderede sange virkelig får rette plads og rum.

The Missing Link

Konklusionen efter en nær lytning af de 19 numre er ikke, at vi her har en ny Tina Dickow eller en ny Kira Skov, men måske nærmere det missing link, som man ikke helt vidste var savnet i spillerummet mellem de to. Som overskriften på anmeldelsen antyder, så er det i bund og grund et sangskriverorienteret album, men samarbejdet med en af tidens varme producernavne, Jeppe Pilgaard (Alexander Oscar, Faustix, Clara, TooManyLefthands m.fl) på 14 af de 19 numre har i den grad givet et varieret lydbillede, hvor der både er bund, klang og masser af legende lag.

Undervejs med de der iørefaldende omkvæd, som bare rammer som en Mike Tyson uppercut. Ikke mindst på åbningsnummeret ”Chain”, der skriger efter at blive næste single, ligesom andre ørekræs sange, som ørebaskerne ”Drinks”, ”We Leave the Night Young” og ”X-ray” har været det.

Alle femten numre rummer sådan set kvaliteter, der fortjener omtale, men nu skal dette jo ikke blive en hel afhandling. Så ud over de allerede nævnte numre, så vil jeg blot tillade mig at mene, at du skal være bygget af noget helt specielt – eller meget tørt – hvis ikke du får gåsehud af et gribende smukt, opbyggeligt nummer som ”Hard & Hold”  eller ”Lilac Rose”, der er tillagt et nærmest overjordisk trompetspil fra Julie Baggesen. Numre hvor også gløden og farven i Gurli Octavias vanvittigt vidunderlige vokal virkelig fremtræder.

Gurli Octavia er sprunget ud i fuldt flor. Hun, hendes hold, hendes sange blomstrer. Der er forår på vej.