VÆRINGS MUSIKLYTTERI // NY MUSIK – Få musikinteresserede følger så intenst med i den nye musik som musiker, musikskribent med meget mere, Trinelise Væring. Hver måned delagtiggør hun POV’s læsere i sine forventninger til og betragtninger om det, der sker lige nu på musikscenen i den faste feature, Værings Musiklytteri.
I denne måned tager kvinderne over i Værings Musiklytteri. To unge kvinder med følelserne uden på tøjet og et par voksne kvinder, hvor i al fald den ene holder dem, følelserne altså, i lidt kortere snor.
Og når jeg nu siger, at det er kvindernes måned, så er det ikke helt rigtigt, for det er også Harry Styles’ måned. Men da han er gået hen og er blevet en gedigen superstjerne, behøver man næppe mig til at anbefale ham. Men ellers havde jeg hjertens gerne gjort det.
Hvis en ung Carole King mødte Regina Spekter
Sanger, sangskriver og pianist Caitlin Cobb-Vialet er fra San Francisco. Endless Void er Vialets debutalbum, så det bliver ikke en lang introduktion, for min historie med hende er af samme grund ret kort. Når jeg alligevel føler mig helt tryg ved at anbefale hende, er det, fordi alle tre singler har været i rotation på min åbne Spotify-playliste over ugens udgivelser, og der er jo li ’godt meget at vælge imellem. Det er egentlig sjældent, at jeg har flere singler af samme kunstner med.
Forestil jer en ung Carole King møder Regina Spekter, så har I en god fornemmelse af, hvordan det lyder. Det, der fanger mig, er, at hun rammer det der sweet spot, hvor stemmen lyder som om, hun ikke har lært at synge, men hvor den stadig kan alt, hvad den skal.
Jeg aner ikke, om hun er skolet som sanger eller ej, men hun har i al fald bevaret den naturligt uskolede lyd, der er både fin og rørende, og som giver udtrykket en følelsesfuldhed, der virker ægte fremfor stiliseret. Hun er yderligere en rigtig fin melodisnedker og pianist. Som tekstforfatter tager hun udgangspunkt i det personlige med fine overraskende billeder som: ”there is something about wanting you that feels like karma or kissing a car window when you are little”. Så sidder man jo lidt og tygger på den, ikke?
Min yndlingssingle er “Disco Ball”, her som Audio:
“Ask Me” er endnu en fin single, der udsendt som video:
Porridge Radio er ikke for de følelsesforskrækkede
Musikken støjer rimelig meget, så jeg indrømmer gerne, at det ikke forholder sig sådan, at jeg sætter mig i futonen en stille aften og nyder et album med Porridge Radio. Det er derimod noget, jeg nyder i mindre portioner, om end i fulde drag – noget, jeg synes, jeg har brug for i mit musikloop, fordi det også føles godt at få ryddet lidt op i øregangene og blive blæst igennem og rusket i.
Jeg får lidt samme følelse af katarsis, som jeg er sikker på, at Margolin går efter at udleve i sine sange. I øvrig en sjov tanke, at de udkommer på det amerikanske label Secretly Canadian, både fordi hendes sprog er er så ultra britisk, og fordi canadierne jo er kendt for at være så høflige. Ligesom briterne er kendte for deres ‘stiff upper lip’, som er en anden måde at sige på, at de er bange for at lade de store følelser komme til udtryk. Der er Dana Margolin i alle fald ikke.
”Sweet” var den sang, der oprindelig fangede mig, og den er bestemt ikke særlig sweet. Den åbner med: “My mum says that I look like a nervous wreck /Because I bite my nails right down to the flesh”. Så er scenen sat.
“Back to the Radio” er en af de singler, der er sendt i forvejen for det ny album:
Van Etten har modet til at følge sin vision til dørs
Sharon Van Etten er ingen newbie. Hun har været i gang siden 2009, og dette bliver hendes sjette album med nyt materiale. Hun har optrådt flere gange på Roskilde festival, og her i juni kan man fange hende på festivalen Syd for solen i København.
Van Etten er med sin drævende vokal, der synger langsomt udfoldede melodier, ikke til at tage fejl af. Når jeg bruger ordene ‘langsomt’ og ‘drævende’, handler det både om måden, hun synger på, og måden, hun skriver på. Forestil jer melodierne som penselstrøg og se for jer, hvordan armen, der holder penslen, flytter sig meget langsomt og nøje uden at løfte penslen fra maleriet.
Van Etten glider gerne lidt dovent fra tone til tone. Hvorfor springe frem, hvis man kan glide lige så stille gennem vandet som en krokodille i et vandhul. De fleste sange bygger hun langsomt op, ikke noget med et break og så fuld skrue på omkvædet, men smidige og seje forløb. Hendes greb om tingene virker decideret dragende på mig.
Min kærlighed til Van Etten kommer fra mine mange timer i selskab med hendes 2014-album Are We There? Jeg tænker, det bliver svært at overgå det, selvom hun var godt på vej med albummet Remind Me Tomorrow fra 2019. Alligevel er det stadig det gamle album, jeg vender tilbage til. Det er nok lidt mere håndspillet, og så har hun i øvrigt blæsere med, og det mener jeg jo ret generelt pynter, hvis man forstår at bruge dem med måde.
Jeg har forstået, at der ikke er sendt nogen deciderede singler i for vejen. For, som Etten siger til Pitchfork:
“These 10 songs are designed to be listened to in order, at once, so that a much larger story of hope, loss, longing and resilience can be told.”
Således er de to sange, der er sendt ud her i løbet af foråret, stand-alone tracks, de er ikke med på albummet. Et statement, der peger på en kunstner med en vision. En kunstner, der har overskuddet og ikke mindst viljen til at gøre, som det passer hende og ikke gøre som alle andre. Resultatet er faktisk, at man glæder sig mere.
”Tarifa” er mit yndlingsnummer fra 2014-albummet Are We There? Her som Audio:
Og her en af de stand-alone sange, der er sendt ud her i foråret – “Used To It”:
Florence + the Machine spænder forventningsbuen med extravagant flot trailer
Det sidste album, jeg vil tease for, er med Florence + the Machine, et engelsk indieband med ekspressivt syngende Florence Welch i front. Deres debutalbum Lungs (2009) var et virkelig stort album i de år med Florence’ flotte stemme og elementer af keltisk folk (f.eks. en del harpe) i bittesmå doser strøet ud mellem indie-rock elementerne.
Albummet høstede masser af priser bl.a. Brit Awards’ ”best album”, og flere sammenlignede Florence med Kate Bush, måske fordi de begge har noget excentrisk over både sangstil og stagepersona.
Bandet har udgivet tre album siden, men ingen af dem har haft helt samme gennemslagskraft.
Jeg har en fornemmelse af, at det ny album bliver stort, så her holder jeg mig lidt til. Et af de store numre helt tilbage fra Lungs var: “You’ve Got the Love”.
Der er virkelig stil over det det visuelle, æstetiske udtryk, som her fra seneste single, ”Free”:
Og se bare den ekstravagante gotiske albumtrailer:
I skal ikke snydes for: Nye album fra:
Samora Pinderhughes, Pillow Queens og danske Tina Dickow
I forrige måned indførte jeg en ny kategori her i Lytteriet, nemlig en I-skal-ikke-snydes-for-kategori,
fordi jeg gerne ville have lov at pege på et enkelt album fra måneden, der gik. Et af de der album, jeg enten ikke vidste, jeg ville kunne lide, eller også vidste jeg bare ikke, at det udkom.
I april måned kom der bare for mange album til, at jeg kan affinde mig med kun at pege et ud, derfor har jeg i stedet valgt at præsentere jer for et lille udvalg af album, men dog kun i form af udvalgte videoer:
Har du mere appetit på musik, kurateret af denne skribent, efter at have læst Værings Musiklytteri: Følg min Spotify playliste “Trinelise Vaering: What I Listen to”. Den indeholder til en hver tid 500 sange fra det seneste års tid – sange, jeg stadig er optaget af at lytte til. Hver mandag lægger jeg mit bud på ugens bedste udgivelser i toppen af listen.
Efter nogle uger glider de lidt ned i listen og ender, hvis de er rigtig gode, nede i
den alfabetiske del af listen (alfabetisk efter kunstner).
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
