SIMON HØIRUP OG NIELS MUNK // ANMELDELSER: Formidling af musik er i dag totalt domineret af diverse streamingtjenester og store radiostationer. Som konsekvens heraf er det blevet sværere end umuligt for ny pop- og rockmusik at få ørenlyd i det store billede. Det er ikke bare uheldigt for dem, der har noget nyt at sige. Det er uheldigt i forhold til musikformidlingen, som mere end nogensinde er styret af clickbait, TikTok- og anden SoMe-lækkerhed, kommercialisme og diverse algoritmer. Derfor har POV International indledt et samarbejde med den musikalske ildsjæl Mads Kornum, der står bag sitet Side33.dk. Denne gang gælder det anmeldelser af Simon Høirup og Niels Munk.
Simon Høirup: Lidt for lidt blåt – lidt for meget pænt godt
Nu har han så taget et skridt i en ny retning. Gennem blåt glas er hans sjette album, men hans første album med danske tekster. Med ham selv som sanger er både spillemand og guitarist desværre trådt i baggrunden. ”Fandens til god sanger” er han nemlig ikke. Det behøver man heller ikke nødvendigvis være, hvis stemmen bare har nerve eller kan løfte eller understrege sangenes indhold. Det har man tidligere hørt ske med andre guitarister, der har grebet mikrofonen – som f.eks. Lars Hybel, Per Chr. Frost, Mika Vandborg og Ivan Sand.
Problemet er, at Simon Høirup (måske helt bevidst) synger lige lovlig pænt og for vagt. Og det gør i hvert fald hos undertegnede, at ord og toner simpelthen bliver hængene i højtalervævet og aldrig kommer derud, hvor man rammes.
Musikalsk er han i godt og sikkert selskab med lyden fra et regulært fynsk all-star hold bestående af Kell Dalager og Andy Jarosinski (keys), Mads Stephensen og Peter Dombernowsky (trommer), Jakob Riss (bas), Trine Lunau (kor) og med Peter Sund som producer. Så den side af sagen kan der ikke sættes en finger på.
Problemet er, at Simon Høirup (måske helt bevidst) synger lige lovlig pænt og for vagt. Og det gør i hvert fald hos undertegnede, at ord og toner simpelthen bliver hængene i højtalervævet og aldrig kommer derud, hvor man rammes. Eller kan mærke, hvorfor det har været vigtigt at få dette album ud.
Som sangskriver bevæger Simon Høirup sig primært tilbagelænet og roligt rundt i den enkle side af singer-songwriter genren med afstikkere til folk og bløde rockballader. Og selvom de 10 sange præsenteres som bud på at finde åndelig ilt i en forpustet verden, så får man aldrig fornemmelsen af hverken frisk luft eller mærkbar bevægelse i løbet af de små 37 minutter. Titelnummeret lyder f.eks. lidt, som om han og hans solide hold “blåt” ønsker at hygge, eller kede, om man vil, lidt i samme takt og tone som den sene udgave af Eric Clapton.
Hvor er Lasse Helner?
Men der er lys, og der er bestemt håb. Åbningsnummeret ”Evigheden lyser” har været ude som single. Og det er forståeligt, for det er et nummer med nerve, en god bund, og ikke mindst med hans signatur, guitarlyden. Men man kan dog ikke lade være at tænke på, hvordan det kunne have lydt, hvis han som på tidligere album havde indkaldt en gæstevokalist.
Før har man kunnet høre både Shaka og James Loveless på hans album. At tænke sig Lasse Helner i front for dette nummer giver i sig selv varme på øregangene, for det er i bund og grund et mere end fremragende åbningsnummer.
Med dybde og et behageligt rytmisk drive fremstår nummeret, om noget, måske netop som svaret på, hvorfor verden skulle have et album på dansk fra Simon Høirup
Desværre måske også et nummer, der lover mere, end resten af albummet kan holde, for samme følelse får jeg desværre kun ellers på numre som ”Nogen” og ”Fælder”. Sidstnævnte er en charmerende folk-rock sang, stærkt iørefaldende, der med garanti ville have fundet plads på absolut øverste hylde og modtaget folkets hyldest, hvis det var løftet det sidste stykke vej af en vokal, der besad f.eks. Lars Lilholts patina og styrke.
Til gengæld viser Simon Høirup på ”Nogen”, at han så udmærket kan løfte en sang selv. Med dybde og et behageligt rytmisk drive fremstår nummeret måske netop som svaret på, hvorfor verden skulle have et album på dansk fra Simon Høirup. Jeg håber, at dette album er en ny kickstart for en etableret musiker, der tydeligvis har noget på hjerte.
Og kan Simon Høirup næste gang kombinere flere danske sange og tekster med lidt mere spillemand, spillet gennem lidt mere blåtonede glas, og måske lige med et par gæstevokalister. Ja, så skal vi nok være nogle, der bliver lidt højere af begejstring, end tilfældet bliver med dette album, der samlet bedømt må nøjes med en pæn middelkarakter.
Simon Høirup: Gennem blåt glas, album
Niels Munk: Sublimt samspil og fantasifulde arrangementer
Når man modtager en pressemeddelelse med overskriften, ”nomadisk trompetist vender tilbage til sine nordjyske rødder og udgiver debutalbum”, så sættes enten fantasien eller fordommene i gang. Mange vil nok lade automatpiloten råde, og tænke ”trompet – nej, det er da ikke lige mig, og var det ikke noget, der døde ud sammen med Louis Armstrong og Miles Davis”?
Her kan siges et klart nej. Danske kapaciteter på området som f.eks. Palle Mikkelborg og Jan Glæsel lever da i bedste velgående og viser på hver deres måde, at trompeten kan farve og favne i vidt forskellige formationer og stilarter.
Også et velkendt navn som Søren Huss har “sneget” trompeten med på flere af sine udgivelser. Så lad os starte med at pakke fordommene sammen og bare lytte på, hvad trompetisten Niels Munk kan og vil med sit debutalbum med den fantastiske titel Fantasilaboratoriet.
Der er dog en gennemgående nordisk jazz-tone over albummet, som giver en dejlig genkendelighed og hjemstavnsfornemmelse. Ikke mindst på det flotte åbningsnummer ”Laboratory Music”
Jeg husker selv mit første “Wauu-moment” med lyden af trompeten udenfor jazzen, da jeg i 1981 første gang lagde ører til ”In motion” fra Nils Lofgren-albummet Night Fades Away. Jeg var solgt og overrumplet. Det var Chuck Findley, der blæste mig omkuld, og som i øvrigt siden har gæstet hundredvis af album – f.eks. Dolly Parton, Rickie Lee Jones, Tom Waits, Neil Young, Robert Palmer, Joni Mitchell, Lionel Richie, Toto, Daft Punk, John Mayer og senest Robert Cray.
Så trompeten lever som en ikke uvæsentlig ingrediens i en musikalsk bredside til os alle. Det kan selvfølgelig blive for meget af det gode, men det kan det jo sådan set med de fleste instrumenter. Og selvom Niels Munk markerer sig – undervejs mesterligt – på Fantasilaboratoriet, så giver han i sine kompositioner og arrangementer masser af plads til, at hans stærke hold af medmusikanter får rigelig plads i helhedsindtrykket.
Trommeslageren Jonathan Jull Ludvigsen (Athletic Progression), bassisten Jens Mikkel Madsen (I Think You’re Awesome) og pianisten Dan Hjort Jensen sætter alle deres progressive spor undervejs og er i høj grad med til at folde musikken ud ad nogle sideveje, som både overrasker, pirrer og pleaser de nysgerrige musik-ører.
Hør f.eks. den maleriske August, der starter og slutter ganske sagte med pianoet i centrum, men undervejs overtages af rytmisk sans på næsten overjordisk niveau. Først af en selvsikker vejvisende bas, siden af taktfulde trommefinesser og så oveni lyden af en svævende trompet, der med kølig klarhed og overskud varmer som den bedste sensommerdag.
De fire musikere, der tydeligvis leger med det eksperimenterende og improvisationen, kommer i løbet af de syv numre på mellem 2.43 og 13.05, og en samlet spilletid på 43 minutter ud på en musikalsk rundtur, der rummer både det drømmende, det dansende, det drillende og det udefinerbare. Til tider næsten spirituelt. Til andre tider så jordnært, som det næsten kun kan blive ved hjælp af nordjyske rødder.
Det er et ægte og regulært lyttealbum, der giver nyt for hver gennemlytning. Fuld af talent, sjæl og søgen og en nødvendig variation til at opretholde interessen
Der er dog en gennemgående nordisk jazz-tone over albummet, som giver en dejlig genkendelighed og hjemstavnsfornemmelse. Ikke mindst på det flotte åbningsnummer ”Laboratory Music”, selv om det allerede her anes, at plejer er død, når nu Jonathan Jull Ludvigsen hæver overliggeren med sit underliggende innovative spil. Ligesom Dan Hjort Jensen gør det tilsvarende på den ligeledes frydefulde “Song for July”.
Det er et ægte og regulært lyttealbum, der giver nyt for hver gennemlytning. Fuld af talent, sjæl og søgen og en nødvendig variation til at opretholde interessen.
Det lange ”The Beginning/Laboratory Blues” er i sig selv nok til at sikre kvalitetsstemplet for denne udgivelse med en filmisk opbygning, som undervejs føles både smuk og foruroligende. Men som mest af alt understreger kvartettens sans for det sanselige samspil og de individuelle præstationer. Et henrivende højdepunkt – ligesom den korte, dejlige og dansable ”Colour of White”.
Efter seks forskellige farverige instrumenalnumre, hvor kun det lidt kedelige “Dans interlude” falder lidt i niveau, afsluttes pladen med ”Alt hvad jeg har gjort”, hvor den estiske sangerinde Karmen Rïvassepp gæster med en klar og fjerlet vokal.
Det er utvivlsomt smukt, men hos denne lytter forstyrrer det også det billedrige, ordtomme univers, som de foregående numre har opbygget. For nu er det ikke fantasien, der har overtaget, men en, uden snert af tvivl, smuk og i sig selv billedskabende tekst af Olga Ravn fra digtsamlingen ”Den hvide rose”, der skal lyttes efter. Jeg havde bare foretrukket hver ting til sin tid.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
