ESSAY – Den 24. og 25. december vil en stor del af befolkningen befinde sig et sted, som påstår at rumme vigtigere momenter om tilværelsen end næsten noget andet sted. Samtidig vil kirkegængere blive mødt af rene fantasier og folkloristiske forestillinger. Julen er her atter med sine lysende engle. Men hvad og hvem er de engle – og hvor kommer de fra? Det fortæller Jakob Brønnum om.
Det handler om den tekst fra Lukasevangeliet, der altid læses op ved julegudstjenesten i folkekirken. Ganske vist er julegudstjenesten ikke som sådan noget, vi går til af rent kristelige årsager. Det er snarere et traditionselement, der indgår i en måned, hvor forbrugerismen virkelig viser sit overherredømme på den mest elegante og trofaste måde.
I Juleevangeliet, som vi kalder teksten, forkynder engle en dyb eksistentiel fred over menneskeheden ved Jesu fødsel. De står udenfor den stald, hvor det foregår og taler med nogle fattige løsarbejdere, fårehyrder er det, blandt brægende får.
Det, som jo er helt enestående vellykket, forretningsmæssigt set, er, at særligt reklamebranchens fiffige skribenter, men også vores egen ladhed, har gjort, at vi kan holde en fest i lyset af dette billede helt uden at tænke på, at hele vores liv modsiger fortællingen.
Engle er budbringere mellem Gud og mennesker, som også navnet antyder, på antikt græsk. Angelos betyder budbringer. Evangelium er græsk for gode nyheder og rummer tydeligvis ordet engel i sig
Alle vore omgivelser, alt hvad vi foretager os, og særlig den politiske situation med brægende populister, som har øvet sig i at bruge et sprog, der gør det rimeligt og naturligt at afvise mennesker i alvorlig nød og spise kage til, nøjagtig som det sker i fortællingen.
Og hvad gør vi? Vi sidder i kirken og undrer os over, hvordan de kan blive ved at tale om engle. Hvad er i det hele taget engle? Det er der ingen, der ved. Det er svært for os at forstå, for vi ved knapt, hvad et spøgelse er. En zombie, det ved vi hvad er.
En zombie er en krop uden sjæl, der pga. en kemisk reaktion holdes oppe, så den kan jagte mennesker til døde. Det naturvidenskabelige paradigmeskift – for nu at bruge et modeord – har sendt spøgelser på pension og erstattet dem med zombier.
Et spøgelse er en sjæl uden krop, og sådan en findes ikke længere. I den naturvidenskabelige tilværelsesbeskrivelse er noget sådan umuligt. Derfor har vi også mistet kontakten med englens mulighed.
Engle er muligvis væsener, hvis krop ikke er seksualiseret. De har henslæbt en ret patetisk tilværelse, siden de blev opfundet. I Frank Capras film It’s a wonderful Life (James Stewart) forsøger man netop indenfor den amerikanske filmindustris normer at tematisere forholdet mellem forbrugersamfundet og engle.
Ved hjælp af englen Clarence får man fortalt, at der findes alternativer til pengenes uindskrænkrede magt – den magt, der som en anden gud kan sende et menneske i fortabelsens dunkle dyb eller frelse det.
Den stakkels lille kornfede engel bliver også på en måde eksponent for den romantiske angelologi, altså læren om engle, som det hedder på teologisk, at mennesker forvandles til engle, når de dør.
Det er på sin vis et fremskridt fra den før-kristne tanke, at man blev forvandlet til en stjerne, men det er ikke helt tilfredsstillende alligevel. Engle og mennesker er nemlig to forskellige slags væsener, så vidt vi kan forstå.
Engle som budbringere
Engle er budbringere mellem Gud og mennesker, som også navnet antyder, på antikt græsk. Angelos betyder budbringer. Evangelium er græsk for gode nyheder og rummer tydeligvis ordet engel i sig. Forstavelsen ev (eu) betyder god.
Det er væsener, der overhovedet ikke kan andet end at hengive sig fuldstændigt uden tanke på belønning. Altså ren næstekærlighed (…). Med en markant undtagelse, englen Satanael
Men det er ikke den bibelske tradition i det romerske multikulti-samfund, det vi kalder Det Nye Testamente, der har opfundet englene. Og det er heller ikke dens forgænger i det absolut ikke multikulti-jødiske samfund, Det Gamle Testamente.
Som flere andre grundlæggende religiøse forestillinger i vest og øst er englene opstået i zoroastrismen på sletterne mellem Mellemøsten og Indien før år 600 inden vor tidsregnings begyndelse.
Nogle forestillinger er vandret den ene vej og blevet til elementer i hinduismen og nogle er vandret den anden vej og blevet til elementer i mellemøstlige traditioner. Selv skytsenglen stammer fra de persiske forestillinger. Fælles for de forskellige engletyper herude er, at de er manifestationer af guds vilje.
Det er væsener, der overhovedet ikke kan andet end at hengive sig fuldstændigt uden tanke på belønning. Altså ren næstekærlighed, for nu at sige det på den måde. Med en markant undtagelse, englen Satanael, som jeg skal vende tilbage til.
Der er flere engle i Det Nye Testamente end i fødselsberetningen. Der er også engle, når Jesus er i ørkenen i 40 dage og modstår Djævelens fristelser, og der er engle ved graven efter opstandelsen. Der er overraskende nok meget få engle i Det Gamle Testamente.
Den faldne engel
Der er ganske vist nogle meget påfaldende engle, englene der møder patriarken Abraham, som er motivet for en berømt ikon af den russiske kunstner Andrej Rublev og englen, der kæmper med patriarken Jakob, begge dele i 1. Mosebog, henholdsvis kap 18 og 32. De indgår i nogle af de mest forbløffende fortællinger i verdenslitteraturen, som Det Gamle Testamente jo til overmål rummer, og er tættere på beskrivelsen af guden og hans væsen i Det Gamle Testamente end englene i Det Nye Testamente.
Dem, vi kender navnene på, er ærkeenglene, som kun løseligt omtales i det bibelske materiale, men ofte i det senantikke materiale fra samme tid, og senere i den katolske kirkelige tradition.
De hedder alle sammen noget med -el til sidst, Gabriel, Mikael, Ariel og så videre. Endelsen el betyder gud og sådan en har den engel, der blev udstødt egentlig også, Satanael. Selvom vi kender ham som Satan.
Fortællingen om hans oprør mod Gud indgår ikke i Bibelen, men det er alligevel en del af folkedybets historier, at Satan er en falden engel. Den, der beskæftiger sig med tekstvidenskab kan let se, at fortællingerne om engle er bygget op over faste elementer, som går igen i mange religioner og derfor må være udtryk for noget andet, end noget konkret, der er sket.
Det er værd at huske, at totalitære regimer dæmoniserer sine indre modstandere på denne måde: Frie tanker er af det onde
Også med skabelsen af det sataniske kan man iagttage, at historierne indgår i en opretholdelse af den givne magt. Det er skrækfortællinger, der florerer i kulturer, hvor det er nødvendigt med et patriarkalsk styret sammenhold, der hindrer landet i at gå under mod angribende magter.
I den kirkelige tradition i middelalderen bliver det onde, som vi også tydeligt ser i den middelalderlige Faust-fortælling, resultatet af den frie tanke. Tankeeksperimentet, den åndelige rastløshed, den afmægtige kedsomhed, hos Faust, medfører, at han møder Mefistofeles, der er udsendt af denne faldne engel.
Og når historien fortæller, at han sælger sin sjæl til Djævelen, er det tydeligt en kirkeligt formuleret straf for at eksperimentere med den frie tanke. Det er værd at huske, at totalitære regimer dæmoniserer sine indre modstandere på denne måde: Frie tanker er af det onde.
De hemmelige engle
Selvom de fleste ville henvise til Rafaels engle i Dresden, de to små englebasser med basunkinder, der sidder i bunden af et berømt maleri, som de prototypiske engle i kunsten, er der alligevel nogle mere eller mindre hemmelige engle, det er vanskeligt at forbigå i denne sammenhæng.
Giottos engle i det store maleri fra før perspektivets opdagelse eller anvendelse, ligner sådan nogle tankebobler, som vi kender fra tegneserier, og det er måske også sådan de i virkeligheden skal ses.
Under englene står 10 mennesker omkring den døde Kristus og sørger ham inden gravlæggelsen, hvorfra han ifølge evangeliefortællingen opstod et par dage senere. Men deres ansigter er underligt forkrampede eller tilbageholdte. Der er noget falsk over dem.
Englenes positurer, og de er også netop 10 styk, viser den rene følelse. Menneskene derimod er forkrampede, underligt beregnende i udtrykket, tvetydige.
Giotto skildrer 10 forskellige grundfølelser i det menneskelige følelsesspektrum, henholdsvis i sin rene form og i den eksistentielt set forvrængede form, som vi møder til daglig og oplever som naturlig.
Sådan er det med noget, der er meget smukt. Hvis det er meget smukt, vil det til sidst gøre os bange, fordi vi ikke kan rumme skønhed i sådanne mængder
Men intet er naturligt, når der er engle tilstede, som ikke englene selv er del af. Døden og menneskets udtryk bliver unaturlige. Og det er jo også det evangeliske opstandelsesbudskab, at det er det, den er. Døden. Unaturlig.
De storslåede engle
Den store tyske lyriker Reinar Maria Rilke indleder et af sine, og litteraturens, hovedværker Duino-elegierne (1912-23) med engles storhed:
“Hvem, hvis jeg skreg, ville høre mit råb blandt englenes
Ordener? Og sæt selv en af dem
Tog mig til hjerte: jeg ville forgå ved hans blotte
stærkere liv. Thi det skønne er intet andet
end det forfærdendes optakt …”
Rilke fortæller, at englene, bare ved at de er engle er i besiddelse af en sådan livets storhed, en livskraft, der ikke kan forgå og derfor er evig, at et dødeligt menneske ikke kan rumme det. Og han gør den iagttagelse, at sådan er det med noget, der er meget smukt. Hvis det er meget smukt, vil det til sidst gøre os bange, fordi vi ikke kan rumme skønhed i sådanne mængder.
Det er menneskets ærefrygt over for det store. Den slags har vi ikke rigtig længere, fordi det store også er forbundet med et eksistentielt fællesskab, hinsides liv og død. Rilkes vision falder sammen med en berømt bog om, hvad det hellige er, af en anden tysker, Rudolf Otto, som netop beskriver menneskets følelse af det hellige. Det storslåede, som samtidig skaber en slags lystfyldt frygt i en, det, der på engelsk er blevet forfladiget til awesome.
Den engelske romantiske digter Blake har også en hel del engle, der vækker en sådan følelse. Det er også lige præcis sådan, som man har det, når man hører Beethovens Missa Solemnis, et at de mest storslåede kor- og orkesterværker, der findes.
Hemmelige musikengle
Beethoven får faktisk besøg af en engel, midt i kompositionens fjerde sats, den såkaldte Benedictus, et latinsk udtryk, der betyder velsignet. Det er en længere historie, men teksten indgår i samtlige gudstjenester i den klassiske kirkelighed, katolsk, såvel som protestantisk, og referer til en hilsen, som findes i Det Nye Testamente, når Johannes Døberen om Jesus siger: “Velsignet være han, som kommer i Herrens navn.”
Violinens stemme bliver en deltager uden ansigt, sådan som engle næsten altid har skjulte eller svært genkendelige ansigter
I de store korværker er der næsten altid fire sangsolister, men hos Beethoven får de følgeskab af en femte, en violin, der spiller en fuldstændig overjordisk smuk melodi, som væver sig ind i mellem de menneskelige stemmer, netop ved den tekst om Kristus, der kommer.
Violinens stemme bliver en deltager uden ansigt, sådan som engle næsten altid har skjulte eller svært genkendelige ansigter. Scenen er næsten den samme som i Juleevangeliet, hvor englen forkynder fredsbudskabet.
Jeg har altid ment, at der flyver nogle engle rundt i luften et sted mod slutningen af 1. sats af Bruckners 7. symfoni (1881-1885). Det er et mærkeligt arbejde, den syvende symfoni.
Bruckners symfonier er uhyre spirituelle. Han oplevede selv, at dele af den syvende symfoni blev skrevet under en mystisk forvarsel om Wagners død, der også indtrådte undervejs, i 1883.
15-20 minutter henne i den meget stemningsfulde orkestermusik, kommer der nogle lyse, lyse strygeklange, der synes at svæve over det hele, nøjagtig som englene hos Giotto.
Hvis man ikke kender værket, skal man begynde med Herbert von Karajans sidste indspilning, som man har på fornemmelsen dirigeres under forudanelse om hans egen død, en fuldstændigt gennemsigtig musik.
Der står englene meget tydeligt i baggrunden og vinker, hvis man ser op mod lyset på det rigtige tidspunkt. Indspilningen herover er med dirigenten Celibidache.
Bob Dylan har en af de mest forbløffende engleparader i det næsten ukendte nummer, der ligger som det næstsidste på albummet New Morning (1970), Three Angels, en talt sang om en verden, der ikke vil lytte til det store fredsbudskab.
You Angel You fra albummet Planet Waves, som Manfred Mann havde et lille hit med, har nok en anden funktion, der, tre år senere i udkanten af et nedslidt ægteskab.
Den geniale irske sangfortolker Van Morrison har en engel, eller en gruppe engle, på et meget overset album, Beautiful Vision (1982). Måske er det overset, fordi det er rigtige engle, der gemmer sig. Det er i hvert fald den mest transcendente sangtekst i katalog:
“Across the bridge where angels dwell
Children play
Beyond the place where time is still
Night is day”
Nogle siger, at Hendrix har skrevet endnu en englesang, men jeg kan ikke finde den. Jeg har nok stirret mig blind på et eller andet. Det gør man tit med engle
De mest lysende rockengle er dog nok Jimi Hendrix. En af dem er englen i Little Wing, en af de mest vellykkede, fuldstændigt tidsløse rockballader fra den store tid sidst i 1960’erne, hvor teksterne bliver surrealistiske, ikke mindst inspireret af Bob Dylan, der selv er inspireret af de amerikanske San Francisco-digtere på det punkt. Hendrix:
”Well she’s walking through the clouds
With a circus mind
That’s running wild”
Hun er en engel i den allerældste betydning, en skytseengel, en trøstende engel:
“When I’m sad she comes to me
With a thousand smiles
She gives to me free”
Hendrix indspiller selv kun en ganske kort version, som Clapton laver en coverversion af på det mirakuløse dobbeltalbum Layla (1970). Men Clapton tog den med på turne i 1974-75, og på den faldt nogle rigtigt langstrakte versioner, i lavere tempo, hvor værket bliver udfoldet til sit fulde potentiale.
En anden engel er den i Hendrix-sangen af samme navn, Angel, hvor det surrealistiske perspektiv bliver kosmisk. Englen bringer dødsbud til Jimi Hendrix. Det vidste han:
“Angel came down from heaven yesterday
She stayed with me just long enough to rescue me
And she told me a story yesterday
About the sweet love between the moon and the deep blue sea
And then she spread her wings high over me
She said she’s gonna come back tomorrow”
Sangen rummer noget af den mest vovede leg med tonearter, jeg kender, en kromatik (som det hedder i den klassiske musik), som er helt usædvanlig for rockmusikken og viser bluesmusikeren Hendrix som en komponist af højeste karat. Omkvædet lyder:
“And I said, Fly on my sweet angel
Fly on through the sky
Fly on my sweet angel
Tomorrow I’m gonna be by your side”
Nogle siger, at Hendrix har skrevet endnu en englesang, men jeg kan ikke finde den. Jeg har nok stirret mig blind på et eller andet. Det gør man tit med engle. Angel blev først udsendt efter hans død.
Usete og sete filmengle
En af de mest overbevisende filmengle-sekvenser er de tre engle, der går sammen med Den enfoldige morder i Hasse Alfredsons film af samme navn, på vej til at dræbe den uretfærdige, det #metoo-krænkende monster af en husherre.
Problemet bliver, at hvis man lader sin verden bygge helt og holdent på noget, der findes i fortællingen, som vi forestiller os, så får vi et populistisk verdensbillede
Englenes tilstedeværelse viser, at de står som budbringere mellem himmel og jord. Som bærere af livets selv, der i sidste ende kun kan være retfærdigt, selvom vi ofte oplever det anderledes.
Man kan ikke tale om filmengle uden at huske Wim Wenders Himlen over Berlin, men den stærkeste englefilm er måske alligevel Bunuels Dødsenglen. Den store surrealistiske filmskaber har vakt billedet af en engel, der forhindrer nogle mennesker i at forlade et rum, de er forsamlet i. Lidt efter lidt opdager de, at de ikke kan komme derfra.
For det, der netop er større end os, som er fyldt af god vilje og ikke af undertrykkende vilje til magt. Findes det?
Ser man nogensinde Dødsenglen gå gennem rummet? Jeg er i tvivl. Det er lidt ligesom den scene i Matador, hvor Lærer Andersen bliver lukket ude på balkonen om natten og sidder og fryser. Vi har alle sammen set den scene. Men der er bare en ting: den findes ikke. Den opstår i vores forestilling.
Betyder det, at scenen findes eller at den ikke findes? Den videnskabeligt styrede erkendelsesform, som vi oplever verden med, når vi ved, at vi skal kunne redegøre for den, ville sige, at den ikke findes. Men det er forkert, den findes et sted, som videnskaben blot ikke tager med i sin liste over rimelige steder, noget kan findes. Den findes i fortællingen som noget, vi forestiller os.
Problemet bliver, at hvis man lader sin verden bygge helt og holdent på noget, der findes i fortællingen, som vi forestiller os, så får vi et populistisk verdensbillede, hvor menneskerettighederne trædes under fode, som det muligvis sker lige nu.
Men kan det findes på en anden måde alligevel? Det findes ikke, bare fordi vi vil have, at det skal findes. Men findes det, fordi det er rigtigt som billede på en virkelighed, der vil fortælle os, at den er mere sand?
Ligesom englenes ansigtsudtryk hos Giotto. Er det trods alt et sindbillede – en metafor i bevidstheden – for det, der netop er større end os, som er fyldt af god vilje og ikke af undertrykkende vilje til magt. Findes det?
Det er ikke til at vide, og det er under alle omstændigheder afhængigt af, at vi gør det til noget, der er værd at leve for. Noget, der er værd at leve i. Værd at leve af.
Men hvis det findes, hvordan er det så? Det har jeg undret mig over i et digt i en bog, jeg skrev, der udkom for et par år siden:
Går englene ind og ud?
Hvad er englene? Og hvor er de? Og hvor
kommer de fra? Går de ind og ud,
står de i mellem alle menneskene
på hovedbanen,
er de inde i hver enkelt af os?
Og når de skal spille violin
har de så lært det
af nogen
der er der hvor de er
og som de mødes med en time
eller kan de det i forvejen?
Og når de kommer til nogen
og forhindrer at en ulykke rammer dem
hvordan vidste de så at det vil ske?
Så de det derfra hvor de var
kom de der, da det skulle ske, ikke lige
da det skete
for da var det for sent,
men øjeblikket inden, ligesom
man trækker vejret
når man skal til at synge eller springe?
Eller kaldte mennesket dem til sig
i det rette øjeblik
ved at være menneske
netop i det øjeblik,
og fordi dets tid ikke var kommet endnu
fordi tiden er lavet af kærlighed,
inderst inde
og hvis de så det fra der hvor de var
så de det med deres egne øjne
eller så de det i det indre
som når man har noget på fornemmelsen
men ikke altid tør tro på det og gøre noget ved det
fordi man ikke er en engel
og ikke har del i en større visdom
der kommer et sted fra
hvor alting har sit udspring,
ikke bare alting, alle navne, alle ansigter
og øjeblikke, bogstavet a, alle fløjter og deres toner
og farven blå,
og det sted lysets rodnet søger hen
og mødes med den del af livskraften man ved man har
i særlige øjeblikke
hvor der ikke er forskel
mellem én selv og det menneske man er hos,
og hvis der var en engel dér
så var den meget stille
og når de spiller violin
spiller de så på
et instrument violinmesteren har lyttet til
lavet af træ han har udpeget
blandt ahorn, gran og løn
ved at se sekvensen af spring mellem dets årer
og måske ved at skoven duftede
på en bestemt måde
i den tidlige sommermorgen
og ved at kende farven som skifter
fra udkanten af træet
ind til dets mørke hjerteved
og ved at vælge netop det stykke træ
der bliver rigere
og klarere til at lade toner
klinge med sine årer
uden at tage noget fra tonerne
men tværtimod give dem et sted at være
og vokse sig store,
og lade det trække i en blanding
af træets egne
olier, honning og balsamico,
skåret, slebet og limet med ingredienser fundet i skoven
af nogen der vidste hvor de skulle lede
alt sammen i lige det rette lys og den rette tid
som ikke er en målbar tid
men den tid øjeblikket og processen
mellem mesteren og træet sammen bestemmer
inden instrumentet finstemmes,
eller lyder violinen sådan
fordi tonerne og buestrøget og træet
synger sammen når englene holder violinen
på en særlig måde med hænder
der nok ser ud som hænder
skønt de er en anelse mere perlemorsfarvede
men ikke er hænder som vi kender hænder
de kæmper ikke som vi kæmper
de hænder som englene har
holder instrumentet
ind til det bryst
der bærer et åndedræt
som er deres, en del af livet selv
Digtet er fra bogen Juleevangeliet. En gendigtning – Eller noget i den retning
Topfoto: Frescoen “Harmonien mellem religion og videnskab”, Paul Troger, 1937, Seitenstetten Klostret, Østrig. Wikimedia Commons
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her