ISRAEL // KOMMENTAR – Staten Israel kan ses som et resultat af den vestlige verdens dårlige samvittighed over århundreders jødeforfølgelser, kulminerende med nazisternes holocaust. Palæstinenserne betragter oprettelsen af staten Israel og de etniske udrensninger i forbindelse hermed som ekstremt uretfærdig, skriver Per Clausen.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Hamas’ bestialske myrderier den 7. oktober bekræftede mange menneskers opfattelse af palæstinenserne som terrorister. Men terroren rejser spørgsmålet om årsagen til palæstinensernes modstand mod staten Israel, og hvad der udgør staten Israels legitimationsgrundlag. Hvordan blev staten Israel dannet, og har Israel også brugt terror?
Kort fortalt kan man betragte zionismen som en reaktion på antisemitismen i Europa. Det 19. århundrede var karakteriseret af dannelse af nationalstaterne, hvor der ideelt set var en sammenhæng mellem folk, folkesuverænitet og stat. Zionisterne ønskede at løse antisemitismeproblemet gennem skabelsen af en jødisk nationalstat i det historiske Israel.
Drømmen om en jødisk stat beliggende i Palæstina blev legitimeret ud fra jødernes stærke “åndelige” tilknytning, som byggede bro over 2000 års eksil
Det bemærkelsesværdige er, at det zionistiske projekt ved sin undfangelse i det 19. århundrede af de religiøse ledere blev betragtet som noget nær blasfemi, da det jødiske folk ifølge rabbinerne kun gennem Messias kunne komme tilbage til Eretz Israel (Landet Israel, red.). At ville tage landet i besiddelse på egen hånd blev anset for gudsbespottelse.
Jødisk mytologi
Zionismen tog sigte på en social og national frigørelse af jøden og det jødiske historiske fællesskab, men var ikke en religiøs bevægelse, snarere tværtimod. Bevægelsen benyttede sig imidlertid af den jødiske mytologi til udpegning af, hvor nationen geografisk skulle have sit hjemsted.
De zionistiske settlere (i kibbutzer) forsøgte at realisere en social utopi, nemlig at skabe det nye jødiske menneske i den klasseløse nation, hvorved de unge kolonialister på en ofte demonstrativ måde undlod at overholde traditionelle jødiske love. Med en ofte religiøs fanatisme forsøgte de at realisere en socialistisk utopi. Bevægelsen havde imidlertid ikke særlig stor gennemslagskraft, idet der indtil 1930’erne kun var få tusinde jøder, der emigrerede til Palæstina, men 2,5 millioner der tog til USA.
Grænserne for Israel blev også defineret ud fra den bibelske mytologi, fx fremsatte World Zionist Organization ved Fredskonferencen i Paris i 1919 et forslag til et “Nationalt Hjem”, som jøderne var blevet lovet af briterne i 1917 i Balfour-deklarationen, og “hjemmet” omfattede det senere britiske mandatområde, det sydlige Libanon og Jordan, således at Jordanfloden nærmest blev centrum i det “nationale hjem”.
Disse grænser bekræftedes i 1936 af lederen af venstrezionisterne og den senere israelske statsminister, David Ben-Gurion, i en samtale med den palæstinensiske historiker, George Antonius. “Danner Jordan-floden måske en grænse for Eretz Israel? Den er en eretz-israelsk flod,” svarer Ben-Gurion på et spørgsmål fra George Antonius, om Transjordanien regnes med til Eretz Israel. Begrundelsen for jødernes “ret” til landet var ifølge Ben-Gurion, at “I Eretz Israel kom vi før jer. Vi vender blot tilbage til vort eget land”.
Drømmen om en jødisk stat beliggende i Palæstina blev legitimeret ud fra jødernes stærke “åndelige” tilknytning, som byggede bro over 2000 års eksil, og denne tilknytning overtrumfede den indfødte arabiske befolknings krav på landet, selv om araberne havde boet i landet i århundreder. De blev gjort fremmede for landet, hørte i en vis forstand ikke til.
Mens højrezionismen, der opstod fra 1920’erne, var klar i sin politik om en “befolkningstransfer” af den arabiske befolkning til andre lande, var det ikke god tone blandt venstrezionisterne at udtale sig om problematikken offentligt
På Zionistkongressen i 1918 udtalte man, at princippet om national selvbestemmelsesret ikke kunne gøres gældende på sin sædvanlige måde i Palæstina, men måtte tildeles zionisterne på vegne af hele jødedommen, dvs. et folkeslag, der boede spredt over en række lande. Dette strider imidlertid mod folkesuverænitetsprincippet, hvor det er den eksisterende befolkning, der er suverænen.
Man har ofte citeret den britisk-jødiske forfatter Israel Zangwills diktum om “et land uden folk til et folk uden land”, hvorved det bliver hævdet, at Palæstina var stort set ubeboet. Dette, var de første jødiske kolonialister, og de, der kom senere, imidlertid udmærket klar over, ikke var tilfældet.
Venstrezionisterne ønskede at opbygge et nyt samfund baseret på socialistiske retfærdighedsidealer, men dette samfund skulle opbygges af jøder og for jøder, og dette ville kræve jødisk kontrol over et vist territorium, og inden for dette territorium måtte jøderne opbygge separate økonomiske og politiske institutioner, som kunne lægge grunden til en jødisk massekolonisering.
Målet var således at udvide den jødiske kontrol over større dele af landet, som Ben-Gurion udtrykte det i 1922: “… erobringen af landet ved hjælp af en omfattende indvandring”. Men dette ville komme i konflikt med retfærdighedsidealet, for hvordan kunne man retfærdiggøre fortrængningen af den oprindelige befolkning? Der havde allerede været konflikter mellem jødiske kolonialister og palæstinensiske landarbejdere, der var blevet arbejdsløse pga. jøders overtagelse af jorden.
Arabisk tilstedeværelse
Landet var beboet af en arabisk befolkning – og en lille jødisk, koncentreret i Jerusalem. Efter de første jødiske koloniseringsbølger var i 1918 endnu kun ca. 10 % af befolkningen jøder. Efter Balfour-deklarationen voksede den arabiske modstand mod den jødiske immigration kraftigt, da araberne havde gennemskuet, hvad målet med koloniseringen var. Tilstedeværelsen af en arabisk befolkning i det fremtidige Israel udgjorde således et problem for zionisterne.
Da den arabiske befolkning gjorde oprør i slutningen af 1930’erne var det den britiske hær, der beskyttede jøderne. Mens højrezionismen, der opstod fra 1920’erne, var klar i sin politik om en “befolkningstransfer” af den arabiske befolkning til andre lande, var det ikke god tone blandt venstrezionisterne at udtale sig om problematikken offentligt. Ben-Gurion var imidlertid udmærket klar over konflikten, idet han i 1918 udtalte: “… Vi som nation ønsker dette land som vort, araberne … ønsker dette land som deres”. Og: “Men ikke alle ser, at der ikke findes en løsning på dette spørgsmål. Ingen løsning.”
Da den britiske Peel-kommission i 1937 fremsatte en delingsplan, udtalte Ben-Gurion på den zionistiske verdenskongres i Zürich, at i mange områder “var organiseret udflytning af arabere en nødvendig forudsætning for fortsat jødisk kolonisering”.
Den jødiske kolonisering foregik således i lighed med andre europæiske koloniseringer, fx i det sydlige Afrika, med en europæisk stormagt i ryggen med den væsentlige forskel, at kolonialisterne ikke var emigreret fra kolonimagten, at formålet ikke var at være kolonimagtens forlængede arm, men fra starten var at etablere en stat for hele verdens jøder – i praksis jøder fra Europa og Nordamerika (langt størstedelen af kolonialisterne stammede fra Østeuropa). Staten er således et resultat af særegen form for settler-kolonialisme.
Det var først med nazismens jødeforfølgelser i 1930’erne, at der skete en masseindvandring til Palæstina, hvilket fortsatte efter 2. verdenskrig, hvor de overlevende fra koncentrationslejrene søgte til Palæstina. Således udgjorde jøderne en tredjedel af befolkningen i det britiske mandatområde, da FN forlagde sin delingsplan i 1947, der tildelte jøderne 55 % af arealet, selv om de kun ejede 6-7 % af jorden. I den efterfølgende krig mellem parterne udvidede jøderne Israels territorium til at omfatte 78 % af arealet.
Højrezionistisk terror
Det er værd at bemærke, at højrezionistiske organisationer brugte terror for at få briterne til at forlade Mandatområdet. Fx sprængte Irgun-gruppen Hotel King David i Jerusalem i luften i 1946, hvorved 91 mennesker omkom, og i 1948 myrdede Stern-gruppen, hvor den senere premierminister, Yitzhak Shamir, sad i ledelsen, den svenske fredsmægler, Folke Bernadotte, fordi gruppen mente, Bernadotte stod i vejen for et Storisrael. Op til Uafhængighedserklæringen i maj 1948 dræbte Irgun, ledet af den senere statsminister, Menachem Begin, på bestialsk vis over 100 indbyggere i byen Deir Yassin. To terrorister har således været statsministre i Israel.
Massakren i Deir Yassin i april 1948 og andre massakrer på arabere førte til, at mange arabere i de efterfølgende kampe flygtede, når jødiske soldater nærmede sig, fordi de var bange for at komme til at lide samme skæbne. Herved blev store dele af den arabiske befolkning fordrevet.
Da araberne efter kampenes ophør ønskede at vende tilbage til deres byer og landsbyer, blev de forhindret i det af den israelske hær, og i nogle tilfælde blev husene i landsbyerne endda sprængt i luften. Zionisterne fik således gennem etnisk udrensning løst den omtalte “transfer”-problematik, hvorved det palæstinensiske flygtningeproblem blev skabt.
Palæstinenserne kunne spørge, hvorfor en jødisk stat ikke skulle ligge i Europa, fx i en tysk delstat, da det var tyskerne, der havde myrdet seks millioner jøder?
Den israelske stat er defineret som en stat for den jødiske nation, hvor målet er at blive hjemland for alle jøder, og de har ret til at bosætte sig i landet. Palæstinensere, der har israelsk statsborgerskab, regnes ikke for tilhørende nationen (men betegnes som arabere). Det gør derimod fx danske jøder, selv om de ikke er israelske statsborgere. De har som jøder ret til at flytte til Israel, mens en palæstinensisk flygtning, der har boet i Danmark og måske har skødet på det hus, han blev fordrevet fra i 1948, ikke har ret til indrejse.
I dag ejer den israelske stat eller halvstatslige fonde over 90 % af al jord (størstedelen blev overtaget efter selvstændighedserklæringen fra kolonimagten og fra flygtende palæstinensere), og denne jord tilhører pr. definition det jødiske folk. Ifølge Dahlia Scheindlin, som er politisk analytiker ved tænketanken The Century Foundation i New York, må israelske palæstinensere ikke overtage ejendomsretten eller har meget svært ved at leje den. Endvidere er det vanskeligt for dem at få byggetilladelser, og nedrivningsordrer falder hurtigt. De israelske palæstinensere diskrimineres således og har status som andenklassesborgere i staten.
Staten Israel kan ses som et resultat af den vestlige verdens dårlige samvittighed over århundreders jødeforfølgelser kulminerende med nazisternes holocaust. Palæstinenserne betragter oprettelsen af staten Israel og de etniske udrensninger i forbindelse hermed som ekstremt uretfærdig, hvorfor de nægtede at anerkende staten Israel og i mange år ønskede dens udslettelse. Palæstinenserne kunne spørge, hvorfor en jødisk stat ikke skulle ligge i Europa, fx i en tysk delstat, da det var tyskerne, der havde myrdet seks millioner jøder?
Selv Ben-Gurion udtrykte på sine gamle dage forståelse for palæstinensernes kamp, idet han erklærede, at hvis han var ung araber, så ville han også være guerillakæmper. Man kan sige, at løsningen af det jødiske problem, etableringen af en jødisk stat, med den etniske udrensning i 1948 og den nuværende israelske regerings åbenlyse politik for at få palæstinenserne på Vestbredden til at forsvinde, skaber et palæstinensisk problem: Palæstinenserne bliver de nye jøder!
Læs mere om Israel i POV her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her