
BØGER // ANMELDELSE – Sevinç Uludağ debuterer med digte om ungdom, seksualitet og larmende forelskelser, mens smertens tumultariske traumer sitrer hvileløst omkring. Mellem stolthed og skyld, mod og skam, glæde og sorg bryder en spirende stemme frem i lyset. p o r n h u b og paradis taber dog pusten, når poesi bliver til performance.
“de kaldte mig alt / råbte navne gennem låste døre / skrev dem med spyt på mine kinder / det preller af nu / jeg er hærdet hævet // men da du kaldte mig opmærksomhedskrævende / skælvede noget i mig / som ikke engang perker kunne knække // det ord har lagt sig / som rust omkring mit ribben // så lad mig vise dig / hvad opmærksomhedskrævende virkelig er / når min bog står i øjenhøjde / på alle reoler // og jeg endelig larmer nok / til at blive læst”
Åbningsdigtet i Sevinç Uludağs digtsamling p o r n h u b og paradis sætter scenen fra start. Den unge debutant har ild i øjnene, og virile verslinjer som “det ord har lagt sig / som rust omkring mit ribben” brænder sig fast på den tomme flade, som det nu er digterjegets at fylde ud.
“[…] piger der viser knæ / ser porno / og spiser rejer / er ikke Guds piger,” skriver Uludağ i et digt, der tager livtag med den religiøse opvækst, jeget aldrig har fundet sig selv i. En voksende kærlighed, et bristefærdigt begær og et bankende hjerte hører ikke hjemme hos Gud, der ikke accepterer den slags synder, skjulte følelser og hemmelige tanker. At være homoseksuel er forbudt for Guds piger.
Noget i hjertet nægter at dø
“den første der ikke bærer tavsheden / som kappe over skuldre // den første der spiser lorten // alligevel smager det ikke af kompliment / når i siger mønsterbryder // jeg ved hvad det koster / ikke at holde kæft // jeg er ikke stolt / jeg er træt”
Overskuddet til det, det kræver at være den, man er, når den, man er, ikke er den, man burde være, er svært at mønstre for et jeg, hvis stemme er tyndslidt af at skrige. Af ikke at holde kæft, indordne sig, underordne sig. Træt. Træt af at leve, træt af ikke at leve, men mest af alt bare træt helt ind til knoglerne. Jeget ruster indefra, når hun gang på gang bliver mindet om, hvem hun er, og hvor hun kommer fra. Alligevel er der noget i hjertet, der nægter at dø.
Det første digt i p o r n h u b og paradis, som er citeret indledningsvist ovenfor, er uden tvivl det stærkeste
Hendes anne (mor), “der kom til danmark / i 90’erne / med tab i kufferten” og var alenemor på førtidspension, går igen og igen i de digte, som måske nærmer sig den kerne, der bor i digteren, på den reneste og mest ægte måde. Som noget i hjertet, der nægter at dø. En kærlighed, som er svær at sætte ord på, præcis som det er med god poesi, der helst lader sproget tale, når ordene ikke rækker.
“jeg er et godt menneske / selvom jeg bærer / mit navn på en anden måde // vi mødes i paradis / du og jeg uden skam uden forklaring / kun fred,” lyder det, da digtet når til vejs ende i en patosmættet lyrisk omfavnelse af det liv, som mor og datter har valgt at leve. Sammen og hver for sig. Kun fred bliver tilbage. Uden skam, uden forklaring. Med eller uden Gud.
Alle skuffer over tid
Digterjeget digter med en selvbevidst pen, der både gavner og gnaver i værkets fundament. Sevinç Uludağ er med sin unge alder en på mange måder imponerende debutant, men at hun er netop det, spænder en smule ben for digtsamlingens egentlige potentiale.
Det første digt i p o r n h u b og paradis, som er citeret indledningsvist ovenfor, er uden tvivl det stærkeste. At det er det første i samlingen, er derfor ganske naturligt og glimrende, så man som læser forstår, hvem og hvad vi har med at gøre. Der er dog samtidig noget naturstridigt over at starte med en form for slutning, som er et niveau eller to over resten af lyrikken, der tematisk balancerer mellem bogens afsnit og forfatterens foranderlige og forunderlige fornemmelser for sproget.
Det er næsten unfair, men kun næsten, at hævde, at digteren skuffer, når hun skriver om sig og sine, det og hint. Men det gør man, når man fra første færd viser, hvor godt man kan gøre det, og så ikke fortsætter med netop det. Hvorfor gøre andet?
Bevares. Huskelister kan godt være poetiske, mails og beskeder lige så, og at parafrasere Jimilian er helt sikkert at træde ind i en bestemt ‘vibe’, en stil, en tid, måske endda en generation, men det står langt fra på mål med den lyrik, som emmer af styrke og en vibrerende sårbarhed, der er svær at gengive som andet end den poesi, forfatteren tydeligvis mestrer.
Sevinç Uludağ hæver sig gudskelov op igen og genfinder sin indledende, insisterende stemme. Som i værkets afsluttende digt, hvor hun på elegant vis tager os med tilbage til barndommens land, mens voksenlivets nu danner ramme for erkendelsen af en tid, der aldrig stopper med at eksistere i digteren selv:
“under sengen / gemte jeg mit første barberblad / i en æske med glimmer // årene er gået / og jeg betaler husleje // men jeg sover stadig med lyset tændt / selvom strømmen koster / og de siger mørket ik bider // jeg ligger stadig en pude i ryggen / ikke for komfort / men for ikke at falde baglæns / ind i mig selv / min ryg kender farer / mine tanker er faldskader // jeg nævner stadig Guds navn / når stilheden larmer for meget / rytmen gør mig rolig / han har aldrig elsket mig / mere end nu // jeg sover ikke / jeg forhandler / med mørket / med lyset / med barndommen der stadig sidder i hjørnet / og glor”
Mindre Jimilian, mere Sevinç Uludağ, tak.

POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()








og