GRØNLANDSKE STEMMER // ESSAY – Da Hans Egede i 1721 gik i land i Grønland, begyndte et af de mest skelsættende og kontroversielle kapitler i den dansk-grønlandske historie. Dette første møde mellem mission og mytologi, kolonimagt og fangstkultur, satte dybe spor i begge samfund. I centrum står grønlænderen Pôq, der som en af de første inuit betragtede Danmark indefra – og ikke uden undren. Steen Beck skriver i denne artikelserie om grønlandske stemmer, hvor historien ikke kun fortælles – men modsiges, spejles og udfordres.
Der er bred enighed om, at danskere ved for lidt om Grønland. Litteratur og erindringer kan hjælpe os til en nærmere forståelse af historien set ’indefra’, og i denne og en række følgende artikler præsenteres grønlandske stemmer i litteratur og erindringer fra 1700-tallet og frem til i dag.
Som dansker skal man selvfølgelig passe på med at gøre sig klog på, hvordan mennesker fra en kultur, der adskiller sig fra ens egen, tænker og føler, men er det ikke netop litteraturens store fortjeneste, at den indvier læseren i livsverdener, som kan være langt væk fra én selv, både historisk og kulturelt? Velkommen til artikelserien Grønlandske stemmer, hvor vi lægger ud i 1700-tallet.
Hans Egede
I 1721 satte præst og missionær Hans Egede for første gang sine ben på grønlandsk jord, hvor han hurtigt kom i kontakt med den lokale befolkning. Mødet mellem Egede og inuit blev det første længerevarende og historisk dokumenterede træf mellem to meget forskellige kulturer og mentalitetsformer, og her tager den danske kolonihistorie sin begyndelse.
Egedes mission gik ud på at kristne grønlænderne og helt konkret sørge for, at de blev døbt. Forudsætningen herfor var ifølge den fromme og målbevidste Egede at fjerne inuits kulturelle liv såsom trommedans, angakokkernes magt, flerkoneri og hvad der ellers hørte til grønlænderes sociale og åndelige univers.
I overensstemmelse med den måde, europæere opfattede oprindelige folk på, mente Egede, at den lokale befolkning befandt sig på et meget lavt kulturstade, og i sin dagbog kalder han konsekvent grønlænderne for “de vilde” samt ”miserable og ynkværdige”, selvom han heller ikke kunne tilbage holde en vis beundring for deres vovemod og frie opdragelse af børn.
Egedes missionsarbejde gik ud på at plante, hvad han mente var fornuft og sand tro i grønlændernes sind, så de kunne opnå en menneskelig modenhed, der gjorde dem i stand til at tage del i den kristne kultur.
En kolonial københavnerbegivenhed
Egede knyttede lokale grønlændere til den koloni, han skabte på Håbets Ø ved Godthåbsfjordens munding og siden det sted, han døbte Godthåb, og som i dag hedder Nuuk. Det dybere formål var at undervise grønlændere i den hellige skrift og Luthers katekismus og derefter døbe dem med henblik på at gøre dem til gode kristne sjæle.
Pôq bider også mærke i, at Danmark er et samfund, hvor der er stor forskel på rig og fattig; man kan fx ikke som i Grønland frit bevæge sig ud i en natur, som ingen ejer
I 1724 sendte Egede to grønlændere, der var tilknyttet kolonien, til Danmark. De hed Pôq og Qiperoq. Formålet var at give dem et nærmere indtryk af Danmark, så de kunne vende tilbage til deres fæller med en vis respekt og beundring i forhold til det dansk-norske kongerige, som gjorde beslag på landet i Nord.
Egede måtte medgive, at de dansk-norske indvandreres nærmere herkomst jo nok virkede noget mystificerende på de lokale, der kunne få det indtryk, at kolonisterne kom fra havet og ikke havde hjemme i et land og boede i huse.
Når de to grønlændere blev sendt afsted, var der også mere håndgribelige motiver: I Danmark skulle de så at sige udstilles som eksotiske og koloniale tiltrækningsplastre for varer fra Grønland, som kolonisatorerne ønskede at sælge i Danmark. Egede håbede også, at den enevældige Kong Frederik IV ville støtte missionen i fremtiden, når han ved selvsyn kunne konstatere, at kristendommen havde gjort indtryk på de to grønlændere, der havde fået undervisning i missionen.
Pôq og Qiperoq ankom til Helsingør Havn på kongens fødselsdag og blev ført til Fredensborg Slot, så kongen og hans hof kunne møde dem og på Esrom Sø overvære deres kunster udi kajakroning og kast med pile. I København var de to grønlændere hovedattraktionen i det, der blev kaldt ”Det grønlandske optog”, hvor en procession af fartøjer under stor bevågenhed fra menige københavnere sejlede i kanalerne med standspersoner, orkester og Pôq og Qiperoq roende i kajak. Optoget, der skulle promovere såvel mission som handel afsluttedes med både prydet med grønlandske symboler og fuld af varer fra Grønland.
Til lejligheden var der også forfattet en arie til kongens og handelens pris:
”Her kommer vi, Stormægtigste Monark,
Fra Grønlands Iis og Kuld til Dannemark,
til Dronninge Taffel har Grønland henhørt,
Til hende vor Landskyld skal blive fremført,
Naar Handelen kand
Kun bringes i stand.”
Det lyder jo meget storladent og som det sig hør og bør for en hyldest til kongen af Guds nåde. Virkeligheden var dog, at det Danmark, de to grønlændere besøgte, var et fattigt og relativt isoleret rige i den nordlige udkant af Europa, hvor man i den grad kunne have brug for folkelige events, hvor sagerne tog sig glamourøse og prægtige ud.
Pôqs blik på dansk kultur
I foråret rejste de to grønlændere hjem, men Qiperoq døde på hjemrejsen. Pôq udformede efter sin hjemkomst en rejseberetning om sine oplevelser i Danmark. Hans lille antropologiske studie af danskere er det tidligste vidnesbyrd om, hvordan grønlændere, der kom til Danmark, så på det lille land mod syd, og det er udformet som en slags dialog, hvor Pôq fortæller, kun afbrudt af enkelte kommentarer og spørgsmål fra hans tilhørere.
Pôq hæfter sig ved, at Danmark er et fladt land uden fjelde, altså helt og aldeles forskelligt fra det land, han kommer fra. Danskerne selv fremstår som et folkefærd med sære skikke. Ikke uden humor reagerer en af hans tilhørere på hans fortælling om de fremmede med udtryk som: ”Ih, du milde verden, det var voldsomt, det er til at dø af”.
Pôq bemærker fx, at folk omkring kongen er bevæbnede, og på et spørgsmål om, hvorvidt de da går på jagt, hvilket jo er den måde, man på den tid brugte gevær på i Grønland, siger han, at geværerne er bestemt til at passe på kongen, hvilket ikke er indlysende for en grønlandsk tilhører, der hverken kender til konger eller organiseret krigsførelse.
Pôq laver også en sammenlignende analyse af sindelaget hos grønlændere og danskere. Her bedømmes grønlændere til at være ganske gode mennesker, mens danskerne både tæller dem, der er af ”et godt gemyt og dem, der er af et slet gemyt”. Så rent moralsk er han ikke overbevist om, at danskerne kan lære grønlændere noget. Også måden, man i Danmark skaffer mad i hus på, får et par ord med på vejen. Pôq hæfter sig ved, at danskerne primært får deres føde fra jorden. For et menneske, der tilhører en kultur, hvor man lever af fangst og jagt, tager et landbrugsland som det danske sig meget anderledes i forhold til det, han kender.
Pôq bider også mærke i, at Danmark er et samfund, hvor der er stor forskel på rig og fattig; man kan fx ikke som i Grønland frit bevæge sig ud i en natur, som ingen ejer, ”da dyr og fisk udelukkende ejes af de store herrer”. Et andet interessant træk ved det danske samfund er, at der drikkes en del alkohol, hvilket også adskiller samfundet fra Grønland, hvor alkohol ikke er udbredt blandt inuit. Pôq fortæller, at han har set værtshuse, hvor folk drikker, så de mister forstanden, og når de går derfra, kommer de ofte i håndgemæng.
Pôq føler sig egentlig meget godt behandlet i Danmark, og kongen er også venlig mod ham i den korte audiens på Fredensborg Slot. Der er dog ikke rigtig noget i det lille mærkelige land, Pôq vil bytte med. Generelt ser han ud til at mene, at grønlænderne er mere frie og lige end danskerne, selvom han godt kan se, at danskerne teknologisk er langt foran grønlænderne og bygger huse så store som isfjelde.
Besværlige møder med det fremmede
Pôqs fortælling udmærker sig ved at fremhæve alt det i Danmark, der adskiller sig fra hans eget Grønland. Det fremgår tydeligt, at han kommer fra et samfund, hvor de sociale forskelle er små og langt mere uformelt markerede end i Danmark, hvor konge og adel lever i en anden verden end den almindelige befolkning, og hvor kongen skiller sig ud som en skikkelse, alle af en eller anden grund lægger sig på gulvet for, når han træder ind i et lokale. Det synes Pôq godt nok er mærkeligt!
I en af Holbergs epistler revser han den slags misforståelser, som Egede og andre missionærer ofte gjorde sig skyldige i, nemlig at opfatte alt det, man ikke forstår, som ”vanskabt”
Pôq er altså ikke er mindre forundret over skik og brug i Danmark, end Hans Egede er forundret over skik og brug i Grønland. Mens Egede opfatter grønlænderne som vilde og uciviliserede, opfatter Pôq Danmark som et land, hvor få ejer det meste, og hvor man kan få lov til at gå til bunds i tilværelsen, uden at nogen kerer sig om det. Den franske historiker Fernand Braudel fra den såkaldte Analles-skole er ophavsmand til begrebet la longue durée, en teori om mentalitetsformer og tankemønstre, som strækker sig ud over længere perioder.
I forlængelse af Braudel kan man sige, at forskellen på den individualiserede dansk mentalitet, Egede med sin inderlige lutherske kristendom repræsenterede og en kollektivistisk grønlandsk mentalitet, som der er tydelige spor af hos Pôq, skulle blive et afgørende og konfliktskabende omdrejningspunkt i kulturmødet mellem de to folk – faktisk helt frem til i dag.
1700-tallets kulturmøde mellem den kristne mission og grønlændere skaber altså fra begyndelsen forundring, fremmedhedsoplevelser og indimellem også en vis fascination hos både danskere i Grønland og Grønlændere i Danmark. Forskellen er selvfølgelig, at Pôq tilhører et folk på vej ind i en fremtid, hvor de skal underkaste sig en selvbevidst kolonimagts beslutninger og ideer, der beror på forestillingen om, at danskerne nok ved bedst, mens Hans Egede tilhører selvsamme kolonimagt og egentlig mener, at al den ’hjemlighed’ og fornuft, Pôq forstår danskere ud fra, skal væk, så Guds ord og handelsfolkenes interesser kan komme til.
Ludvig Holberg og fornuftsbegrebet
Pôq og Qiperoqs besøg i Danmark blev bl.a. bemærket af Ludvig Holberg, som interesserede sig levende for de to grønlænderes skæbne og karakter. Holberg var optaget af oprindelige folks naturret hinsides enevældens sociale hierarkier og statsmagt, og han interesserede sig levende og kritisk for Hans Egedes beskrivelse af grønlændere.
I en af Holbergs epistler revser han den slags misforståelser, som Egede og andre missionærer ofte gjorde sig skyldige i, nemlig at opfatte alt det, man ikke forstår, som ”vanskabt”. I lighed den franske forfatter og essayist Michel de Montaigne abonnerede han ikke på den ellers udbredte tese om europæiske kulturmennesker, som uden videre havde moralsk mandat til at opdrage de oprindelige folk og omvende dem til fornuft. Europæernes syn på den nye verden var ofte ufornuftig, smækfuld af fordomme og indimellem et skalkeskjul for mere prosaiske interesser.
Om Pôq og hans rejsekammerat skriver Holberg, at de synes meget lærevillige, og i sine epistler refererer han flere af Pôqs kritiske bemærkninger om foreteelser i Danmark, der ser ud til at stride mod sund fornuft, ikke mindst dyrkelsen af ulighed og standsforskelle som en måde at organisere samfundet på.
Holberg fortæller fx i indledningen til sin roman Niels Klim, at Pôq, da han i København ser, hvorledes en berider tumler en hest og får den til at gøre høje spring, udbryder: “Den nar vil have hesten til at flyve, skønt han ser, at den ingen vinger har.” Hvad der forekommer en dansker med sans for at få heste til at gøre noget imponerende og kunstfærdigt, forekommer Pôq irrationelt og som en god anledning til en ironisk kommentar til en smule forrykte ideer.
Fra fortælling til litteratur
Da Pôq kom tilbage til Grønland, underholdt han sine landsmænd med oplevelserne fra Danmark, når de samledes i underholdningsmæssigt regi. Hans Egede fortæller, at han på en rejse i 1726 mødte en gruppe af grønlændere. De sang, dansede og legede, bl.a. gennem brug af trommedans. Her så han Pôq træde frem med sin danmarksfortælling, som han i forsamlingen fik stor ros og beundring for. Egede kunne vel ikke være utilfreds med Pôqs fortællinger, som jo ikke satte danskerne i et specielt dårligt lys, omend de ærlig talt virkede ret eksotiske.
Selvom Egede forlod Grønland som en skuffet mand, var hans missionsvirksomhed på den lidt længere bane en succes
Pôq forblev knyttet til den dansk-norske koloni, og i 1728 blev han døbt. Samme år rejste han igen til Danmark, hvor han døde af kopper, en sygdom, som pga. af andre grønlænderes hjemkomst fra Danmark snart skulle gøre sit indtog i Grønland og tage livet af mange hundrede lokale, ikke mindst i området omkring den dansk-norske koloni.
Koppe-epidemien gav anledning til store bekymringer hos Hans Egede, og han forlod i 1736 Grønland fuld af skyldfølelser og sorg, bl.a. over de sygdomme, han og hans folk havde givet anledning til ved at åbne for den slags menneskelig transport mellem Danmark og Grønland, som Pôq var en af de første til at foretage – selvom han altså døde i Danmark og altså inden han kunne drage hjem med den smitsomme sygdom.
Pôqs fortælling om danmarksbesøget, som flere, bl.a. Hans Egedes søn Poul skrev om, blev overleveret mundtligt fra generation til generation, indtil den i 1857 blev trykt som en lille bog.
Et kulturmøde med indbyggede besværligheder
Selvom Egede forlod Grønland som en skuffet mand, var hans missionsvirksomhed på den lidt længere bane en succes, og det var den jo også i Pôqs tilfælde, i og med at han kort før sit andet danmarksbesøg blev døbt. I løbet af 1700- og 1800-tallet nåede missionen ud til de fleste grønlændere på vestkysten, og i begyndelsen af 1800-tallet havde inuit i Vestgrønland stort set taget kristendommen til sig.
Kritisk kan man sige, at den kristne mission og dens tankeverden også havde karakter af et overgreb i forhold til andre måder at tænke på
Man kan spørge, hvorfor det gik så hurtigt med denne omvending af inuit til kristendom, En forklaring er, at indførelsen af kristendommen i Grønland var tæt forbundet med de dansk-norske magthaveres økonomiske og snart også administrative magt i landet; det var simpelthen svært for ikke at sige umuligt for grønlænderne at komme uden om missionen, for den var åndelig overbygning til en kolonimagt, som krævede underkastelse og til gengæld sørgede for visse goder i form af varer, sygepleje og skolegang. En anden forklaring er, at kristendommen med dens kærlighedsbudskab og fokus på det evige liv hinsides den jordiske tilværelses slid og slæb var en tiltrækkende tro også for den lokale befolkning i Grønland.
Kritisk kan man sige, at den kristne mission og dens tankeverden også havde karakter af et overgreb i forhold til andre måder at tænke på og ikke udmærkede sig ved at forstå den ’fornuft’, der havde gjort inuit i stand til at overleve i en barsk arktisk natur i århundreder. I den forstand udmærkede Egedes mission sig ikke ved den store sensitivitet og antropologiske nysgerrighed i forhold til sammenhængen mellem inuits livsforhold og religiøse univers.
Som vi skal se i denne artikelseries næste afsnit, bruger den grønlandske litteraturs banebrydende skikkelser i den første halvdel af det 20. århundrede mange kræfter på at overveje, hvordan grønlandsk identitet og kristendom, som jo også Pôq gjorde sig sine erfaringer med, kunne forenes på nye måder i en tid, hvor koloniforholdet var intakt, men hvor det danske overherredømme forekom de grønlændere, som begyndte at skrive om sagerne mere og mere ufornuftigt. Mere herom i næste kapitel af Grønlandske stemmer, hvor Grønlands første roman, Mathias Storchs En grønlænders drøm, er på programmet.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og