GRØNLANDSKE STEMMER // ESSAY – Hvordan drømmer man sig ud af et kolonistyret samfund? I begyndelsen af 1900-tallet gav Mathias Storch et bud med Grønlands første roman, Sinnattugaq. En stærk vision om frihed, uddannelse og fremtid. Gennem både håb og kritik skabte han et billede af et Grønland, hvor grønlændere selv tager styringen.
Der er bred enighed om, at danskere ved for lidt om Grønland. Litteratur og erindringer kan hjælpe os til en nærmere forståelse af historien set ’indefra’. I denne serie præsenteres grønlandske stemmer i litteratur og erindringer fra 1700-tallet og frem til i dag. I dette afsnit er vi nået til de første årtier af det 20. århundrede og forfatter, præst, debattør og politiker Mathias Storch.
Gryende debat om Grønlands fremtid
I 1700-tallet og første halvdel af 1800-tallet var det overordnede danske koloniprojekt i Grønland at fremme kristendom og mission. Til det formål skulle der uddannes grønlandske hjælpeprædikanter og lærere, de såkaldte kateketer, til at udbrede det gode budskab til hver en bygd og hvert et bosted. Derudover var den danske strategi, at grønlandsk fangerkultur skulle bevares og danne udgangspunkt for en handel, der økonomisk kunne få koloniprojektet til at køre rundt.
Alt dette ændrede sig i årene efter 1849, hvor demokrati og folkestyre så småt så dagens lys i Danmark. I denne nye situation begyndte danske politikere og embedsfolk at spørge sig selv, om Danmark kunne tillade sig at føre en så umyndiggørende kolonipolitik i Grønland, som det indtil da havde været tilfældet.
Her havde man fjernet mange af det gamle samfunds strukturer uden egentlig at erstatte dem med noget nyt, når man ser bort fra den særlige lutherske fromhedslære. Hertil kom, at forbedringen af kateketuddannelsen og oprettelsen af seminarer i Godthåb og Ilulissat i 1848 skabte et lag af veluddannede grønlændere, som både talte grønlandsk og dansk og i stigende grad engagerede sig i diskussioner om landets fremtid. Tiden var kommet til, at der måtte ske noget nyt.
Med de såkaldte forstanderskaber, som tog form i perioden mellem 1850’erne og 70’erne, blev der dannet samarbejdsorganer, hvor grønlændere i det små blev inddraget i landets styre. Forstanderskaberne skulle primært sørge for den sociale forsorg og fungere som domstole i sager, hvor sædvaneretten tidligere havde rådet. I 1908 blev der indført kommuneråd og to landsråd i henholdsvis Syd- og Nordgrønland. Der var fortsat lang vej til det, vi siden 1979 har kendt som hjemmestyre og selvstyre, men noget skete der trods alt.
I begyndelsen af det 20. århundrede trådte grønlandske talsmænd som Mathias Storch (1883-1957) og Augo Telef Nis Lynge (1899-1959) frem med vidtgående ideer til en modernisering af det grønlandske samfund. Storch skrev i 1914 Grønlands første roman, Sinnattugaq (direkte oversat Drømmen), som i sidetal er en beskeden bog på ca. 60 sider, og Lynge fulgte i 1931 op med 300 år efter. Begge romaner udmærker sig ved at skildre en fremtid, hvor Grønland har udviklet sig til et moderne samfund med en veluddannet befolkning, et blomstrende erhvervsliv og et udviklet demokrati.
Kulturmøde med forhindringer
Mathias Storch var kateketuddannet og virkede som præst og sidenhen provst. Han engagerede sig også i politik, hvor han arbejdede for en mere forpligtende inddragelse af grønlændere i deres eget lands styre, og han skrev kritisk om såvel grønlændere som danskeres måde at forvalte samarbejdet på. Storch var medlem af Nordgrønlands Landsråd 1927-33 samt af Grønlandskommissionen af 1921. Og så var han som sagt forfatter til Sinnattugaq. Romanen blev i 1915 oversat til dansk af polarforskeren Knud Rasmussen og fik her titlen En grønlænders drøm.
Romanens hovedpersonen er Pavia, som vi følger fra hans barndomsår på bopladsen over skoleårene og frem til hans unge år på kateketuddannelsen i Godthåb. Pavia er en betænksom og nysgerrig dreng, der på tæt hold oplever de danske kolonibørns overlegne opførsel og de grønlandske bopladsbørns afmægtighed i forhold til tilflytterne. Allerede som barn begynder Pavia at spørge kritisk ind til det ulige forhold mellem grønlændere og danskere: Hvorfor er danskernes huse bedre og smukkere? Hvor får danskerne pengene til deres langt mere behagelige liv fra? Hvorfor kan grønlænderne ikke havde det lige så godt og fint, når de endda er bedre fangere end danskerne? Hvorfor håner de danske børn de grønlandske børn?
Romanen udspiller i sig i forstanderskabernes tid, men samarbejdet mellem danskere og grønlændere skildres som lidt af en tragikomisk forestilling. Danskerne hører ikke efter og er mest optaget af deres egne dagsordener, og grønlænderne er ikke gode til at fremlægge deres sager på forstanderskabernes møder. Efter et møde udbryder en af de grønlandske mødedeltagere: ”Jeg forstod ikke et muk af det hele, men det er altså den måde, man holder møde på!”.
Blandt de mest fremsynede grønlænderne peges der på, at tingene ikke vil forandre sig, så længe grønlænderne holdes nede af bedrevidende danskere og også holder sig selv nede pga. af manglende vilje til at sætte sig ind i sagerne. Denne sandhed formuleres ikke mindst af den ældre grønlandske mand Simon, som taler om, at kloge grønlændere må blive arbejdere for deres landsmænd og virke for mere uddannelse og reelle fremskridt.
En grønlænders drøm handler om alt det i Grønland anno 1900, der ifølge Mathias Storch ikke fungerer, som det burde
Et af romanens temaer angår tvangsægteskaber blandt grønlændere. Pavias kammerat Silas elsker Sofie, og hun elsker ham. Men Sofies forældre har bestemt, at hun skal giftes med Josef. Det bliver et sørgeligt bryllup og et miserabelt ægteskab mellem Josef og Sofie. Silas er så knust over at have mistet den pige, han elskede, at han beslutter sig for at gå qivitoq, altså blive fjeldgænger, og dø fjernt fra det menneskelige samfund, som ikke kan give hans liv mening. Storchs pointe er klar: Nedslidte traditioner, som lader hånt om individuelle ønsker, skaber kun ulykke og død.
Der må et nyt syn på individ og kærlighed til, hvis den slags ikke skal ske, og for Storch er oplysning og udvikling klart forbundet med en større grad af individuel frihed og dermed også et nødvendigt opgør med visse tendenser i den kollektivistiske grønlandske kultur.
En samfundsutopi
En grønlænders drøm handler om alt det i Grønland anno 1900, der ifølge Mathias Storch ikke fungerer, som det burde. Romanen slutter imidlertid ikke med disse graverende problemer. Pavia, som ellers er sunket ned en opgivende sindstilstand, taber bevidstheden og har en aldeles overvældende drøm om fremtiden.
I drømmen befinder han sig i Grønland i 2105, altså ca. 200 år efter romanens nutidshandling. Her er skolesystemet blevet forbedret og udvidet, for i fremtidens Grønland uddanner man ikke kun kateketer til kirkelig tjeneste, men også unge mennesker til erhverv, der er brug for i samfundet. Havnen er fuld af skibe, som sejler med saltede fisk, kul og spæk. Erhvervsgrundlaget og dermed en økonomi, der kan understøtte selvstændighed, er med andre ord blevet grundlæggende forandret, og ikke mindst fiskeriet sikrer et solidt økonomisk grundlag for samfundet.
Der er en tankevækkende dobbelthed i Rasmussens argumentation, som på mange måder er sigende for den position, han indtog i debatten om den danske kolonimagts nutid og fremtid
Pointen er vel at mærke, at købmændene i denne fremtidsutopi er grønlændere og ikke danskere. Fortidens forstanderskaber er blevet afløst at et virkeligt demokrati, hvor man stemmer til landsrådet og diskuterer vigtige emner som havneafgifter og deslignende. Sprogligt præges dette fremtidssamfund af såvel det grønlandske og det danske sprog, som lever ved siden af hinanden.
Der er mange elementer i romanens fremtidsutopi, som forekommer ganske realistiske, hvis man ser nærmere på, hvordan status egentlig er i virkelighedens Grønland i dag, godt 100 år efter Storchs roman. Det gælder ideerne om et reelt demokrati, som fra 1970’erne og frem blev realiseret med hjemmestyre og selvstyre, det gælder også satsningen på fiskeri og ikke kun de traditionelle fangererhverv, som i høj grad har præget det moderne Grønland, og også visionen om et bedre og mere bredt favnende uddannelsesvæsen, som er realiseret med det brede udbud af uddannelser, som findes i nutidens Grønland.
Knud Rasmussen og ‘En grønlænders drøm’
Den danske polarforsker Knud Rasmussen, der selv var vokset op i Grønland, skrev et lille forord til sin oversættelse af Storchs roman. Rasmussen havde stor sympati for Storch, som han anså for at være en af de allermest interessante og fremsynede grønlandske stemmer i tiden. Han betegner ligefrem romanen som et stykke grønlandsk sociologi og et interessant kig bag kulisserne, hvor ingen skånes, hverken danskere eller grønlændere.
Rasmussen runder sit forord af med at henvende sig formanende til sine danske læsere: ”Men idet vi fører dem (grønlænderne, sb) ud af deres eget og ind i en fremmed Kultur, maa vi derfor ikke glemme at værne om deres Kærlighed til det gamle, selv om det paa adskillige Omraader hører Fortiden til. Thi et Folk maa ikke rives ud af sin Historie og sin første Udviklings Milieu”.
Der er en tankevækkende dobbelthed i Rasmussens argumentation, som på mange måder er sigende for den position, han indtog i debatten om den danske kolonimagts nutid og fremtid. På den ene side er han med sine ideer om den stærkere kulturs historiske ret overbevist om, at grønlænderne skal føres ind i en fremmed kultur og i den forstand blive danskere og europæere.
En af Storchs hovedpointer er, at en god og sund udvikling i Grønland forudsætter en veluddannet befolkning
På den anden side mener han også, at grønlænderne bør bevare kærligheden til den gamle kultur, selvom fangerkulturel nostalgi kan virke lidt gammeldags. Det er noget af et dilemma, der her oprulles, og set i historiens bakspejl må man vel sige, at Rasmussen ikke selv fandt holdbare løsninger, men snarere levede og tænkte med de indre modsigelser i sin egen tilgang til forholdet mellem Grønland og Danmark.
Hvad angår Storch selv, forekommer han mig at være mere konsekvent i sin politiske og kulturelle analyse end Rasmussen. Mens Rasmussen tænkte indenfor kolonidiskursens logikker, hvor agendaen var, at Danmark skulle føre Grønland et nyt sted hen, er Storch i En grønlænders drøm optaget af at skabe en ny selvbevidsthed blandt sine landsmænd, som kan bane vejen for en højere grad af national selvsikkerhed og ansvar for landets egen udvikling. Hans roman handler på ingen måde om kærlighed til det gamle, men om bekymringer og håb i forhold til fremtiden og en eller anden form for nationsdannelse.
Strejflys over Grønland
Lad mig vende tilbage til Storchs blik på sin samtids Grønland og landets historie. I Strejflys over Grønland fra 1930 retter han et kritisk lys mod Hans Egede og hans efterkommere. Man kan måske undre sig over at Storch, der besad et højt kirkeligt embede og var stærkt optaget af kristendommen, var så kritisk overfor både Egede og missionen. Det er der imidlertid ikke nogen selvmodsigelse i. Storch skelner skarpt og konsekvent mellem på den ene side Jesu forkyndelse og den kristne livslære og på den anden side den særlige og kun alt for menneskelige version af kristendommen, som kom til Grønland med Hans Egede og den lutherske mission.
Ifølge Storch havde grønlænderne før Egede og kristendom et åndeligt liv, hvor der både var plads til guder og forestillinger om et liv efter døden, men alt dette tillagde Egede & Co. ikke nogen synderlig værdi. Egede forekommer Storch at være for negativ i forhold til grønlænderne og at formidle et dogmatisk og lidt menneskefjendsk syn på den rette lære: ”Underligt nok at se, at alene kærlighed til den rene lære kunde være drivkraften hos et menneske i et saadant foretagende som en kristen mission”.
Ret skal dog være ret, mener Storch, og Egede blev klogere i den svære tid, hvor koppeepidemien slog mange hundreder af grønlændere ihjel. Her lærte han de lokale indbyggere bedre at kende, og blev det, Storch sætter pris på, nemlig en missionær for de virkelige mennesker og ikke for den rette lære.
I Storchs perspektiv er det koloniseringens tragedie, at danskere og nordmænd fjernede det eksisterende grønlandske samfunds åndelige og samfundsmæssige grundlag uden for alvor at hjælpe befolkningen hen mod et nyt livsindhold og institutioner, som de kunne føle et medansvar for. Tilbage var derfor kun fornedrelsen, og ifølge Storch er det den, der er så svær at rette op på, når den har sat sig i folkesjælen og er blevet til en manglende tro på egne kræfter og en vis apati i forhold til de danske formyndere.
På denne baggrund ser han i 1930 forholdsvis positivt på de nye demokratiske institutioner, hvor den ødelagte samfundsorden så småt begynder at rette sig ud igen og en ny grønlandsk selvtillid i forhold til at regere i eget land ser dagens lys.
Dybest set stiller Mathias Storch et spørgsmål, som må optage enhver, der interesserer sig for koloniale og postkoloniale problemstillinger
En af Storchs hovedpointer er, at en god og sund udvikling i Grønland forudsætter en veluddannet befolkning, ikke kun i kraft af den åndeligt orienterede kateketuddannelse, men også inden for områder, som kan være til gavn for samfundets erhvervsmæssige udvikling i en tid, hvor fiskeri pga. af nedgangen i sælbestanden må afløse det traditionelle fangererhverv. I denne situation er Danmark forpligtet til at hjælpe, og her er han benhård i sin dom: Det land, der har nedbrudt den grønlandske samfundsordning, må selvfølgelig hjælpe grønlænderne med at skabe en ny selvstændighed og et reelt demokrati og ikke blot levere almisser inden for en mistrøstig samfundsordning, der efterlader befolkningen i afmægtighed.
For Storch handler det altså ikke om at føre Grønlændere ind i en fremmed kultur, men om at skabe en indre udvikling i Grønland, hvor inspirationen fra dansk og europæisk kultur nok er vigtig (og hvor fx det danske sprog spiller en rolle), men hvor det alt sammen må tilpasses et Grønland på vej mod øget national selvstændighed. Storch døde i 1935, mange år før indførelse af hjemmestyre og selvstyre, men hans tanker er banebrydende i forhold til også mere nutidige diskussioner i Grønland, hvor balancen mellem nationsdannelse og samarbejde med omverdenen er på dagsordenen, og hvor spørgsmålet om uddannelse og tro på egne kræfter i den grad fylder i diskussionerne.
Dybest set stiller Mathias Storch et spørgsmål, som må optage enhver, der interesserer sig for koloniale og postkoloniale problemstillinger: Hvad sker der, når en fremmed magt river en befolkning ud af sin indre-bestemte historiske udvikling og med gode viljer og fatal mangel på kendskab til den kultur, den erobrer, efterlader samfundet i afhængighed? Man får helt lyst til på kontrafaktisk vis at forestille sig, hvordan den historiske udvikling i Grønland kunne have set ud, hvis kristendom og monopolhandel ikke havde sat dagsordenen for udviklingen i landet efter 1721.
Det er lige netop det, maleren og forfatteren Hans Lynge gør i en af mine yndlingsromaner, nemlig Den usynliges vilje fra 1938, som er på dagsordenen i næste afsnit af Grønlands stemmer.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og