BØGER // ANMELDELSE – Vi ved næsten ingenting om polarforskeren Knud Rasmussens rejseledsager Arnarulúnguaqs indre liv, skriver Steen Beck i denne anmeldelse af Kirsten Hastrups Det lille kvindemenneske. En gribende bog, der med forfatterens egne ord er en form for biografi eller en etnografi over et menneske, hun aldrig har mødt, men har en fornemmelse af at kende: “Hastrup giver sig selv lov til at bruge sin forestillingsevne og empati til at forstå et menneske, som vi kun kender indirekte – og så altså via hendes handlinger i et landskab, som i en vis forstand er hendes eksistentielle hjemmebane: ‘Bevægelserne er med til at skrive hende frem, og de viser på deres egen måde, at hun i høj grad er sig selv’”.
Knud Rasmussen er vidt berømt som den store danske polarforsker, der har beriget verden med uvurderlig viden om den traditionelle grønlandske kultur og dens åndelige verden.
Han stod i spidsen for flere ekspeditioner i Grønland, men den mest berømte af dem alle er dog 5. Thule-ekspedition, som varede tre et halvt år mellem 1921 og 1924 og strakte sig over 18.000 km fra Nordgrønland til Alaska, ja faktisk med en sidste afstikker til Sibirien.
Rasmussen fortjener selvfølgelig en stor bid af æren for bedriften, men andre gjorde ham rejsen med, og i antropologen Kirsten Hastrups fine bog Det lille kvindemenneske fortælles historien om den nordgrønlandske kvinde Arnarulúnguaq, måske Rasmussens mest betydningsfulde ledsager på den store slæderejse.
Hun talte ikke ret meget, og vores eneste adgang til hende går over det, andre har fortalt
Med sig på den lange og langvarige tur havde Rasmussen 75 slædehunde, et hold danske arkæologer og etnografer og en gruppe grønlændere, heriblandt Arnarulúnguaq, som skulle gå hen og blive en helt central skikkelse på rejsen, ikke mindst da Rasmussen forlod sine videnskabelige ledsagere ved Hudson Bugten.
Sammen med Arnarulúnguaq, ’det lille kvindemenneske’ og Qâvigarssuaq, ’Edderfuglen’, begav han sig ud på halvandet års hundeslæderejse mod nord. Ekspeditionens egentlige formål var at undersøge og dokumentere en kulturel forbindelse mellem inuitkulturer på tværs af Grønland, Canada, Alaska og Sibirien, og det lykkedes faktisk for Rasmussen og hans rejsefæller at påvise denne: Overalt på deres rejse stødte de på inuitfrænder, som talte et sprog, de kunne genkende, og som de delte åndelig kultur med.
Arnarulúnguaq
I 1910 grundlagde Knud Rasmussen en handelsstation i Thule i det nordvestlige Grønland.
Området havde i 300 år været afskåret fra resten af vestkysten pga. den lille istid, og livet var hårdt for den lille befolkningsgruppe som følge af svære fangstvilkår, der skabte perioder med sult og nød.
Her voksede Arnarulúnguaq op, og faktisk var hun slet ikke bestemt til at blive voksen, da moderen i hendes tidlige barndom havde besluttet at gøre en ende på hendes liv pga. sult på bopladsen. En af hendes brødre begyndte dog at græde så voldsomt, at moderen måtte opgive sit forehavende.
Det kan ikke undre, at Knud Rasmussen valgte at foretage den lange og krævende rejse mod Alaska sammen med denne seje, multikompetente og selvstændigt tænkende kvinde
Arnarulúnguaq blev en stille og arbejdsom kvinde – i Hastrups fortolkning med en hengivenhed for stilheden, der havde noget trygt over sig: ”I naturens og menneskets stilhed kommer hun til syne som sig selv”, skriver forfatteren med sin karakteristiske vilje til at forstå et menneske, hvis indre liv hun ret beset ved meget lidt om.
Arnarulúnguaq udviklede til overflod den slags talenter og evner, som en traditionel inuit-kvinde måtte være besiddelse af, fordi de var afgørende for bopladsens overlevelse i den barske arktiske natur: Hun kunne sy, flænse fangstdyr, lave mad, bygge huse og køre med hundeslæde.
I takt med at den unge kvinde blev mere og mere sikker på sit eget værd og sine evner, tog hun sig ikke bare af det traditionelle kvindearbejde i gruppen af rejsende, men deltog også i indsamlingen af viden, Bl.a. tegnede hun tatoveringer på de kvinder, de mødte.
Det kan ikke undre, at Knud Rasmussen valgte at foretage den lange og krævende rejse mod Alaska sammen med denne seje, multikompetente og selvstændigt tænkende kvinde, som på fortrinlig og livsnødvendig vis supplerede hans egne talenter.
Thule tur-retur
Der var langt fra Nordvestgrønland til det nordlige Alaska, ikke mindst når turen gik over Godthaab (det nuværende Nuuk) og blev foretaget med skib og hundeslæde.
For Arnarulúnguaq må turen have været lang også i mental forstand. Ikke bare skulle hun og hendes grønlandske kolleger i Hudsonbugten leve ca. halvandet år sammen med danskere, der havde andre vaner og syn på verden; hun rejste også mange tusinde kilometer fra en traditionel fangerkultur i Nordgrønland til et Alaska, hvor moderne byer med restauranter og teatre var vokset frem i kølvandet på guldgravernes jagt på rigdomme i området.
Her mødte hun en inuitverden under heftig forandring og kunne iagttage, at landets oprindelige befolkning havde fået adgang til et velfungerende skolesystem og hospitaler, og at alle og enhver talte engelsk.
Efter en lille afstikker til Sibirien med færge, som Knud Rasmussen sandsynligvis foretog uden Arnarulúnguaq, og hvor han i øvrigt hurtigt blev smidt ud af de sovjetkommunistiske grænsevagter, nåede ekspeditionen til sin afslutning, og det lille selskab sejlede vestover til Seattle og videre med toget til New York.
Herfra gik turen til Danmark, hvor Knud Rasmussen og også hans rejsefæller blev hædret behørigt for deres store bedrift og bidrag til videnskaben.
I 1925 vendte Arnarulúnguaq tilbage til Thule, hvor hun giftede sig, inden hun i 1933 døde af tuberkulose, 37 år gammel. Samme år, som Knud Rasmussen afgik ved døden i en alder af 54 år.
At fortælle et menneske man kun kender via andre
Kirsten Hastrup beskriver en kvinde, der supplerer den ydre rejse med en indre rejse frem mod sig selv, og finder frem til sine egne kræfter og evner.
Det er imidlertid ikke så meget, ja nærmest ingenting, vi ved om Arnarulúnguaqs indre liv. Hun talte ikke ret meget, og vores eneste adgang til hende går over det, andre har fortalt.
I den forstand er Hastrups dannelsesfortælling med dens mange insisterende udsagn om hendes vej til sig selv ret beset på kanten af fiktion. Herfra skal der dog ikke lyde et eneste kritisk ord i forhold til forfatterens nænsomme forsøg på med empati og ydre indikatorer at forstå Arnarulúnguaqs indre verden, for tænk hvis vi skulle gå i en stor bue udenom alt det, der ikke er nedskrevet.
Hertil kommer, at Hastrup vitterlig får god hjælp fra specielt Knud Rasmussen, som i sit store værk om 5. Thule-ekspedition ofte inddrager Arnarulúnguaqs essentielle bidrag til både turen og fællesskabet og også hendes kommentarer til dette og hint.
Selv kalder Hastrup sin beretning for en form for biografi eller en etnografi over et menneske, hun aldrig har mødt, men har en fornemmelse af at kende.
Hun giver sig selv lov til at bruge sin forestillingsevne og empati til at forstå et menneske, som vi kun kender indirekte – og så altså via hendes handlinger i et landskab, som i en vis forstand er hendes eksistentielle hjemmebane: ”Bevægelserne er med til at skrive hende frem, og de viser på deres egen måde, at hun i høj grad er sig selv”.
Mellem tradition og modernitet
Det er forunderligt at læse denne beretning om Arnarulúnguaqs rejse gennem landskabet.
På den ene side handler Hastrups bog om en lille gruppe opdagelsesrejsende, der er på sporet af fortiden i den kvindelige hovedpersons grønlandske nutid, og på den anden side handler den også om den fremtid, som allerede har stukket næsen frem, da det lille selskab rejser op langs den nordamerikanske kyst.
Det er i Alaska, at Rasmussen opdager inuitter, der har tilpasset sig det moderne liv og taler engelsk, og det er bl.a. denne indsigt, der får ham til at vende tilbage til Danmark med visioner om, hvordan Grønland kan blive moderniseret på tilsvarende vis – og så er vi lige pludselig ikke så langt fra Grønlands nyere historie.
Hvad jeg ser, kan jeg ikke fatte, og jeg redder kun min forstand ved at tro, at vi alle er afgået ved en pludselig og voldsom død, og at det, vi nu ser, hører et andet liv til
Det er i en vis forstand skæbnens ironi, at Arnarulúnguaq kommer fra den del af Grønland, der var allermest uberørt af den danske kolonisering og i sit relativt korte liv oplever New Yorks skyskrabere og modernitetens myldrende masser i gaderne. Den sidste sætning i Knud Rasmussens Fra Grønland til Stillehavet – Rejser og mennesker fra den 5. Thule-ekspedition 1921-24” – som Hastrup har skrevet forord til – er tillagt Arnarulúnguaq og lyder: ”Naturen er stor. Menneskene er større”.
Det er noget af et udsagn fra en kvinde, som er vokset op med den traditionelle inuit-forestilling om Sila, vejrets og hele verdens sjæl, der styrer alt, også menneskene.
I Rasmussens værk er Arnarulúnguaqs udsagn dog også præget af en chokagtig og tilnærmelsesvis nærdødsagtig oplevelse: ”Hvad jeg ser, kan jeg ikke fatte, og jeg redder kun min forstand ved at tro, at vi alle er afgået ved en pludselig og voldsom død, og at det, vi nu ser, hører et andet liv til”.
Hendes kommentar antyder måske, at turen også bibragte hende voldsomme oplevelser og erkendelser, som skulle fordøjes og bearbejdes.
Hermed tog hun, forestiller jeg mig, ligesom hul på det dramatiske mentale møde mellem gammelt og nyt, der skulle blive noget af en udfordring hos de grønlændere, der kom til efter hende i efterkrigstiden, hvor det store grønlandske moderniseringsprogram med tilhørende danisering af sprog og uddannelsessystem blev rullet ud i et forsøg på at gøre Alaska kunsten efter.
Et kvindeligt forbillede
Arnarulúnguaq er på ingen måde glemt i nutidens Grønland. Her fremstår hun som et lysende eksempel på den seje, omsorgsfulde og overlevelsesstærke grønlandske kvinde, der altid har bidraget til kulturen men sjældent fået behørig ære for sin indsats – heller ikke altid i fortællingerne om Knud Rasmussens store slæderejse.
Hastrup citerer digteren og politikeren Aqqaluk Lynge for følgende smukke ord om Arnarulúnguaq:
Ingen har lavet en tavle,
en statue eller en bog,
men din ånd og din styrke
er overalt som et bånd
for vort folk. Uden dig var verden kun halv
og rejsen ufuldendt …
Arnarulúnguaq har allerede sit eget grønlandske frimærke, og nu har hun altså også fået sin egen biografi.
Er man til historier om dødsforagtende hundeslædekørsel i vildnisset, et arbejdsomt fællesskab mellem rejsefæller og en feel-good-fortælling om en kvindes vej til sig selv i et radikalt anderledes miljø, end man er bevendt med i dansk og europæisk litteratur, anbefales Hastrups Det lille kvindemenneske på det varmeste.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og