H.C. ANDERSEN // ESSAY – Kan et gammelt eventyr om to porcelænsfigurer stadig sige noget om livet i dag? Ja, i allerhøjeste grad. 150 år efter H.C. Andersens død viser Hyrdinden og skorstensfejeren sig som en skarp fortælling om frihed, angst og de kompromiser, vi indgår for at overleve.
H.C. Andersen døde d. 4. august 1875, altså i år for 150 år siden. Heldigvis er hans eventyr og historier stadig spillevende, og de har et på mange måder godt liv i børnehaver, i folkeskolen og på ungdomsuddannelserne. Derefter ligger de hos mange voksne et sted i kroppen og ulmer, indtil man en dag igen læser dem for sine børn og selv erkender noget nyt via gensynet. I anledning af 150-årsjubilæet og egentlig bare fordi Andersen er en fantastisk forfatter, anlægger vi den kommende tid en voksensynsvinkel på fire Andersen-eventyr.
Vi skifter mellem kendte og mindre kendte eventyr og lægger ud med klassikeren Hyrdinden og skorstensfejeren, hvor det på ganske få sider lykkes eventyrdigteren at skrive en underholdende, dybsindig og eksistentielt udfordrende historie. Vil du høre flere eksistensfilosofiske analyser af Andersens eventyr, henviser vi til vores podcastserie Ind i sjælen – ud i verden.
Den lumre intimsfære
Andersen skrev mange såkaldte tingseventyr, hvor der tages udgangspunkt i kendte genstande, fx en tinsoldat, en snurretop, en bold, som får liv, og hvor ’tingens’ funktion som fx legetøj eller pyntegenstand kombineres med menneskelige egenskaber og handlerepertoirer, hvilket skaber en særlig komisk og dramatisk effekt. Hyrdinden og skorstensfejeren er et tingseventyr, der handler om et valg mellem frihed og tryghed, og som nok vækker resonans den dag i dag.
I 1800-tallets Danmark var der få muligheder for kvinder med denne skæbne: De kunne se frem til et hårdt og ringe betalt liv som tjenestefolk
Historien zoomer på få sekunder ind på et skab i en tidstypisk stue med tunge møbler, og hvor der på bordet under spejlet står to porcelænsfigurer, der forestiller en hyrdinde og en skorstensfejer – og så er vi i gang!
De to unge har et godt øje til hinanden, men deres fremtid tegner ikke lys. På det gamle træskab står der nemlig en gammel kineser, endnu en porcelænsfigur, som dog er noget større end dem, og som påstår at være hyrdindens bedstefar. Han har besluttet sig for at give den kønne unge pige bort til et væsen, der er skåret ud i træskabet, og som har det kringlede og aldeles overvældende navn Gedebukkebeens-Overogundergeneralkrigskommandeersergeant.
For kineseren er der tale om et attraktivt ægteskabstilbud, han kun kan være interesseret i, da Gedebukkeben er gjort af mahogni og altså må formodes at være velhavende.
Men kigger man nærmere på det alenlange navn, så er Gedebukkeben i den grad forbundet med krig, vold og magt; han har horn i panden og med sine gedebukkeben fremstår han som intet mindre end en satyr, et seksuelt væsen fra den græske mytologi.
Dette skumle væsens intention er at installere hyrdinden i et harem, hvor der allerede befinder sig elleve andre kvinder. Sådan tegner fremtiden sig for den lille hyrdinde, og hun vil bare væk, væk, væk fra den grumme skæbne, der venter hende i en stue med hankønsvæsener, der opfatter kvinder som kilder til finansiel berigelse og som seksualobjekter.
Flugten mod friheden
Heldigvis har hyrdinden skorstensfejeren ved sin side, og de to beslutter sig for at stikke af. De flygter op gennem skorstenen, som jo er det rette element for en skorstensfejer – for sådan én, altså en rigtig skorstensfejer med stige og lette tråd i skorstenen, er hyrdindens tilbeder faktisk i gang med at forvandle sig til.
Porcelænsfigurerne, der ligner virkelige mennesker, er med andre ord i gang med at udvikle et menneskeligt handlerepertoire.
For enden af skorstenen havner de to unge mennesker på taget, hvor der møder dem et sublimt syn: ”Himlen med alle sine stjerner var oven over, og alle byens tage neden under; de så så vidt omkring, så langt ud i verden”. For at læseren ikke skal tage fejl af de muligheder, der forbinder sig med den ubestemte fremtid i den store vide verden, ser de en stjerne, der ligesom vil lede dem på vej. Fortælleren ser med andre ord ud til at være på det rene med, at der byder sig mange muligheder til hinsides den lumre stue, hvor de kom fra.
Hyrdinden er dog af en anden formening, for al den ubestemthed, der ligger foran dem, bringer hende i en tilstand af angst. ”Verden er alt for stor”, siger hun til sin skorstensfejer, og midt i al sin tummelumskhed begynder hun så småt at omdigte historien om flugten. Hun anklager skorstensfejeren for at være den, der stod i spidsen for det hele, og hun tænker med et vist vemod tilbage på al den sikkerhed, der engang var i den overskuelige stue, hvor hun jo må formodes at have stået i mange år.
Vi ved ikke præcist, om hyrdinden gør sig videre tanker, da hun gribes af angst over den store vide verden – men noget bliver hun altså hunderæd for, og måske skal vi virkelig forsøge at forstå hendes beslutning om at vende tilbage til stuen som et valg båret af en vis fornuft.
For hvor kunne den såkaldte frihed til at søge sin egen lykke egentlig bringe en unge kvinde fra underklassen hen i midten af 1800-tallet, hvor Andersen skrev eventyret?
Hun kunne ret beset ende med at stå på gaden uden en mønt på lommen, forladt af skorstensfejeren og – hvem ved – et barn at forsørge. I 1800-tallets Danmark var der få muligheder for kvinder med denne skæbne: De kunne se frem til et hårdt og ringe betalt liv som tjenestefolk, arbejdersker eller lign., eller de kunne sælge deres krop for at overleve.
Hjemme igen
Enden på det hele bliver, at de to unge mennesker vender om, og så går turen tilbage gennem skorstenen og ned i stuen til kineseren og Gedebukkeben. Men her er verden ikke længere den samme, som da de forlod den. Det viser sig nemlig, at kineseren, ham der som overhoved i hyrdindens liv var anledningen til hele balladen, er faldet på gulvet og gået i stykker, da han forsøgte at fange den bortløbne hyrdinde.
Hyrdinden selv er efter den fejlslagne flugt i fuld gang med at omdigte hele historien og mener nu, at miseren med kineserens fald er hendes skyld. Overjeget og skyldfølelsen tamper løs, kan man med Sigmund Freud og psykoanalysen sige.
Nu gælder det om at skabe et nogenlunde tåleligt kompromis mellem behovet for en vis autonomi og en vis underkastelse i forhold til sin særprægede ’familie’ i stuen. Skorstensfejeren ser mest af alt ud til at undre sig over hele historien, men er dog begyndt at forholde sig lettere ironisk til hyrdindens omfortolkning af hendes historie.
Kineseren bliver klinket sammen af menneskene, og resultatet af reparationen er, at han ikke længere kan bevæge hovedet. Her viser der sig en løsning for hyrdinden, for da Gedebukkeben, som ikke har opgivet sit luskede forehavende, utålmodigt spørger, om han kan indgå ægteskab med hyrdinden, er kineseren ude af stand til at nikke ’ja’, da han har fået en klinke i halsen og ikke længere kan nikke. Så hyrdinden og skorstensfejeren ender tilbage på bordet under spejlet i den position, de befandt sig i, før talen om giftermål tog fat, men de er sluppet af med den angst for at miste hinanden, som var den oprindelige anledning til flugten.
Nu kan de så i al evighed ”holde af hinanden”, og ikke meget mere, men hyrdinden slipper på den anden side for at blive indlemmet i Gedebukkebens harem. Den sidste sætning lyder: ”Og så levede porcelænsfolkene sammen, og de velsignede bedstefars klinke og holdt af hinanden, til de gik i stykker”. Happy ending med streg under muligheden for et tåleligt liv – eller tyk ironi med slet skjult henvisning til, at de to aldrig fik mulighed for at realisere de muligheder, der åbnede sig for dem oppe over hustagene?
H.C. Andersens fokus på frihedens ulidelige dilemma
I Hyrdinden og skorstensfejeren lykkes det på ganske få sider H.C. Andersen at portrættere et menneske, som må forholde sig til det store spørgsmål om, hvad man skal stille op med sit liv i en verden, hvor man er tildelt en vis portion frihed, som dog også må afbalanceres med andre hensyn.
Vi vælger, siger eksistentialisten, os selv og har derfor en vis frihed til at forme vores liv i overensstemmelse med vores egne ønsker og dermed også i et opgør med diverse autoriteter, som måtte stå i vejen for selvrealiseringen
Hyrdinden tager i et kort moment skæbnen i sin egen hånd, men hun har, da det kommer til stykket, ikke modet til at realisere friheden i al dens ubestemthed og med de muligheder for fortabelse, der også knytter sig til springet ud i det uvisse.
Hun ender med at foretrække livet som porcelænsfigur på skabet – men hun har dog opnået at tage sin skæbne på sig på en mere reflekteret og subtil måde, og på forunderlig vis er det også lykkedes hende at skabe et indre kompromis mellem afhængighed og frihed, som rummer en vis mening.
Porcelæn er skrøbeligt og kan let gå i stykker, og når Andersen gør hyrdinden og skorstensfejeren til porcelænsfigurer, indkredser han med sylespids præcision et karakteristisk træk ved den menneskelige eksistens. Formuleret i Jean-Paul Sartres eksistensfilosofiske termer er mennesket ikke essens, men eksistens: Vi vælger, siger eksistentialisten, os selv og har derfor en vis frihed til at forme vores liv i overensstemmelse med vores egne ønsker og dermed også i et opgør med diverse autoriteter, som måtte stå i vejen for selvrealiseringen. Hyrdinden forsøger i dette perspektiv at slippe fri af den rolle, hun som en kvinde, der er udleveret bestemmesyge patriarker, er tildelt i tilværelsen.
Men som eksistensfilosofferne også gør opmærksom på, kan frihedsprojektet også være en umulig opgave at realisere, dels fordi frigørelsen fra den trods alt gennemskuelige verden vi kender, kan være angstfuld og skabe nederlag på nederlag, dels fordi der måske også er noget identitetsforsikrende og opbyggeligt ved at blive i den kendte verden, dens klaustrofobiske grænser og tåbelige autoriteter til trods.
Søren Kierkegaard taler med en præcis metafor om frihedens svimlen i momentet, hvor vi skuer ind i den udefinerbare fremtid, som vi selv skal forme – og det er netop denne svimlen, der griber hyrdinden på taget, og som får hende til at vælge en mere pragmatisk og kompromisfyldt vej tilbage i stuen.
Så måske er det eventyrets pointe, at mennesket faktisk er et porcelænsvæsen, og at det er bedre at leve i utilstrækkelighedens verden med dens sære autoriteter og begrænsede handlemuligheder end at gå en mulig undergang i møde ved at flygte ud i en frihed, som rummer enorme farer.
Det lykkes trods alt hyrdinden at ende i en position med skorstensfejeren ved sin side og en form for kompromis i forhold til autoriteternes kineserier, og dét er måske også en slags frihed på porcelænsagtighedens præmisser.
En kommentar til den galopperende trivselskrise
På ganske få sider lykkes det Andersen at tematisere et dilemma, som de fleste mennesker også nu om stunder sandsynligvis kan identificere sig med. Ja, i eventyret om de to unge mennesker og deres flugt og tilbagekomst befinder vi os i kernen af det, nutidens diskussioner om dannelse handler om.
Har unge mennesker godt af at få tudet ørene fuld med udsagn som: ”Find den bedste version af dig selv” og ”Du kan, hvad du vil”, eller skal vi i højere grad opdrage unge til at navigere i det forhåndenværende liv med alt dets rod og utilstrækkelighed og dæmpe iveren efter at putte så mange griller i dem?
han kan med sine underfundige historier sætte læserens tanker på rejse, og han fortjener derfor i dén grad at blive læst som en voksenforfatter
Skal vi hylde frihedsidealer, som skaber en evig uro og måske også angst for ikke at kunne realisere de store drømme – eller skal vi lære unge at dyrke fællesskaber og muligheder i mere afmålte portioner med en fare for, at de ikke realiserer deres indre potentiale?
Se, det er et godt spørgsmål – og det allerbedste er, at H.C. Andersen ikke svarer skråsikkert, men overlader det til læseren at fundere videre over sagerne. Tænk at man på 5-6 sider kan fortælle en historie, som lader sig fortælle til børn og samtidig kridter banen op for et eksistentielt drama, som ingen slipper uden om at tage stilling til – og som der måske heller ikke er en entydig løsning på.
Men det kan den store eventyrdigter – han kan med sine underfundige historier sætte læserens tanker på rejse, og han fortjener derfor i dén grad at blive læst som en voksenforfatter, som fortsat kan inspirere og provokere, om end det kræver en læser, der selv kan fylde tekstens huller ud ved at relatere eventyrets billedsprog til ens egen eksistens.
Og Andersen kommer vidt omkring med sin uforlignelige evne til at tematisere livets store og små udfordringer. I næste uge tager vi fat på Den store søslange, et mindre kendt men lige så tankevækkende eventyr, som skriver sig direkte ind i nutidens klimakrise og vores forhold til naturen.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og