Little Richard: Wabadadooda – rockmusikkens fødselshjælper er død

i Kultur/Mindeord af
NEKROLOG // LITTLE RICHARD – En af rockmusikkens første store, Little Richard, er død 87 år gammel. “Little Richard – på den ene side en dreng, der elskede gospelmusikkens budskab om håb og forløsning, og som på den anden side allerede som dreng blev draget af det farlige og ugudelige og til tider dekadente skørlevned i farens klub. Dét er nogenlunde, hvad en fire timer lang Bruce Springsteen-koncert handler om,” skriver POV’s musikredaktør Jan Eriksen i sin nekrolog.

Elvis gav rockmusikken sit publikum. Little Richard og Chuck Berry gav den sin farlighed. Nu er kun Jerry Lee Lewis fra den første generation tilbage.

Når man taler om rockmusikkens fædre, taler man om en snæver kreds af sydstatsamerikanere, bestående først og fremmest af Elvis og musikere som Fats Domino, Lloyd Price, Ike Turner, Hank Williams, Ray Charles, Jerry Lee Lewis, Chuck Berry, Bo Diddley, Buddy Holly – og Little Richard.

Richard Wayne Penniman er død i en alder af 87. Det bekræfter hans søn overfor magasinet Rolling Stone.

Richard brød igennem i 1956 med Tutti Frutti, senere fulgte Long Tall Sally, Rip It Up, Lucille, Keep a Knocking og Good Golly Miss Molly. Alle numre spillet med uhørt vildskab af flamboyante Richard med højt hår, prydoverskæg og hidsigt attack på de sort-hvide tangenter – og en snart hylende, snart varm stemme, der bar præg af hans baggrund i gospel.

“Little Richard er en af de allerstørste. Første gang, jeg hørte ham var det via en ven, der havde været i Holland, og som bragte en 78’er med Long Tall Sally med sig hjem. Det slog benene væk under os.”

Bragte han bigband-musikken ind i den vilde gryende rockscene? Ja, sammen med Fats Domino. Samtidig var han inspireret af sin barndomsven Roy Orbison, der lyttede til den tidlige country & western. Og bluesmusikken, som han hørte på gader og stræder i sin barndomsby.

Hvor Elvis lod underlivet tale på scenen, var Little Richard ikke karrig med direkte seksuelle referencer i sin sang og optræden. For det var det, de første rock’n’rollere var kommet for: at italesætte og give lyd og krop til drømme og begær hos efterkrigstidens unge, der ligefrem havde fået deres eget nye navn, teenagere.

Når det gælder den seksuelle revolution post anden verdenskrig kan de første rock’n’rolleres betydning ikke overdrives.

Det vil være et digert bogværk i sig selv at nævne de mange kunstnere og musikalske stilretninger, Little Richard har påvirket. Som sanger og komponist var han en direkte inspirationskilde for de første soulmusikere som James Brown, åbenlyst, og en soul-iværksætter som Berry Gordy. Blev det senere hen for hiphop og R&B. Både som sanger og performer.

Kirke, sprut og natklub

Men hvorfor ikke give ordet til en af de største fra den æra, hvor rock’n’roll forlod teenageværelserne for at indtage resten af verden, John Lennon:

“Little Richard er en af de allerstørste. Første gang, jeg hørte ham var det via en ven, der havde været i Holland, og som bragte en 78’er med Long Tall Sally med sig hjem. Det slog benene væk under os. Vi havde aldrig hørt nogen synge som det, og de der saxofoner spillede helt vildt,” har Lennon, der både sammen med The Beatles og solo har indspillet flere Little Richard-numre, sagt.

Som Presley var Little Richard født ind i et stærkt religiøst miljø. Sådan mere eller mindre. Lil’ Richard, som han hurtigt kom til at hedde, gik med sin mor i New Hope Baptist Church kirke i Macon, Georgia, hvor faderen arbejdede som kirketjener.

“Tutti Frutti startede i virkeligheden integrationen af sorte og hvide. Fra første sekund var min musik accepteret af hvide,”

Men han så også sin far sælge bootleg-spiritus ved bagdøren i forbudstiden – og i øvrigt ejede faren en natklub.

Skal man billedgøre den gnist, der tændte rock’n’roll og bragte den ud – i første omgang i Sydstaterne – i de formative år, kunne det være sådan: Little Richard – på den ene side en dreng, der elskede gospelmusikkens budskab om håb og forløsning, og som på den anden side allerede som dreng blev draget af det farlige og ugudelige og til tider dekadente skørlevned i farens klub.

Dét er nogenlunde, hvad en fire timer lang Bruce Springsteen-koncert handler om. For bare at tage et enkelt eksempel.

Historien om Little Richards gennembrud handler som så meget andet om tilfælde. Pladeselskabsejeren Art Rupe jagtede en sanger, der kunne ride med på den bølge, Elvis havde startet. Han stødte på et demobånd med Little Richards hyl og sang og mærkede, at han havde manden og lyden. Rupe havde fundet en sort musiker, der i fremtoning, talent og musikalitet matchede Sun Studios’ Elvis, Johnny Cash, Jerry Lee Lewis og Carl Perkins.

“Tutti Frutti startede i virkeligheden integrationen af sorte og hvide. Fra første sekund var min musik accepteret af hvide,” har Richard selv sagt til Rolling Stone.

Selvbevidst liveperformer

Selvom Little Richard ikke for alvor hittede igen efter 1958, var han konstant i hjerte og ører hos blandt andet den nævnte Liverpool-gruppe. Også Kim Larsen forblev kæmpefan af Little Richard til sin død.

”Der var to Richard, der formede mig, Cliff og Little,” sagde han en gang til overtegnede.

Little Richard blev senere kopieret af bl.a. Everly Brothers, the Kinks, Creedence Clearwater Revival, Elvis Costello og the Scorpions.

Og, ja, hans indflydelse på Prince som androgyn, selvbevidst liveperformer er indiskutabel.

“I was wearing purple before you was wearing it!”, som han engang sagde henvendt til Prince i et tv-show.

Little Richard siger selv i bogen The Life and Times of Little Richard: The Quasar of Rock:

“Jeg begyndte allerede tidligt at gå med make-up, så de hvide mænd ikke troede, at jeg jagtede de hvide piger. Det gjorde det hele meget lettere for mig”. Han har senere beskrevet sig selv som omniseksuel.

Efter den meget succerige periode i 1950erne forsøgte Little Richard at finde et ståsted for sig selv i de skriftende musikalske modebølger. Blandt andet med albummet The Second Coming (1972) og utallige turneer. Men det er som manden, der var med til at tegne og bygge det hus, vi i dag kalder rock’n’roll, han vil blive husket.


Illustration: Wikimedia Commons.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Jan Eriksen (f. 1958) er oprindelig uddannet bibliotekar, men har arbejdet som journalist og redaktør siden midten af 80'erne. Først på det dengang nystartede Gaffa, hvor han var redaktør i 1986-88.

Fra 1988 til ’94 var han drivkraften bag etableringen af ungdomsmagasinet Chili. Siden har han arbejdet på BT i flere funktioner senest som musikredaktør og kulturredaktør på BTMX.

Eriksen har igennem årene især skrevet om musik, men også film, teater, musicals, tv, Melodi Grand Prix, revy og stand up-comedy. Han har desuden udgivet, redigeret og fungeret som konsulent på flere bøger, både fagbøger og romaner, senest krimien 'Alt det, som ingen ser' (People's Press, 2017).

Spørger man ham om højdepunktet i hans karriere, vil svaret til enhver tid lyde: ’At have opfundet navnet ’Kryddersildene’ om Spice Girls.' Hvis du vil bidrage til Jans løn på POV kan du donere til hans Mobile Pay: 22 64 82 35

Seneste artikler om Kultur