EKSIL-IDENTITET // LONGREAD – Ingen gennemsyrer diaspora-iraneres kollektive erindring mere end sangerinden Googoosh. Med sin længselsfulde tresserpop har hun domineret soundtracket til turen ned ad mindernes allé, som Irans egen Marylin Monroe, komplet med en tilsvarende turbulent filmkarriere og personlige bånd til shahen, skriver Mazdak Khosravi, der fortæller historien om den mytiske sangerinde, der bliver dyrket både som det tabte lands skytsengel og bannerfører for dets generobring. Googoosh’ sange er blevet symbol på den længsel, det talte ord ikke kan favne – et sprog, hvis samlende kraft har vokset sig ud over ophavskvindens jordiske væsen, og som destillerer den iranske folkeånd, skriver han.
Det er vores selvforståelse, der er på spil. Når vi fremviser sepiatonede billeder af fnisende teenagepiger med Twiggy-hår langs Teherans boulevarder, dækker det over et grundlæggende behov. Et behov for at vise jer, hvor meget vi var ligesom jer engang. Dengang. Før 1979. Vi lader den smertelige erkendelse af grundfortællingens konstruerede natur ligge for en stund og farver Kermanshahs solsikkemarker op med safranolie. Når vi vifter insisterende med vores gulnede Polaroider af mor i lårkort og KISS-top, er det vores kollektive erindring, vi lufter for jer. Med vidt åbne øjne giver vi jer mindernes Iran, for det er det eneste Iran, vi har.
Århusfahan
Smilets By. Min By. Født på Nørrebrogade og vokset op i Århus Syd. Vores by. Århusfahan, som mine onkler fra Isfahan plejede at kalde bydelen. En række små iranske enklaver, der strakte sig langs med Odderbanen. De grønne arealer i Rosenhøj, Rundhøj og Tranbjerg var ofte indhyllet i trækulsrøg og persiske toner, når vi rykkede festen udenfor. Og det gjorde vi tit. Parkerede bilerne på plænen og blæste op.
Når den yngre generation besatte bilstereoen med deres californisk producerede latino-iranertechno, reagerede de forbipasserende med en forventelig opgivende mine. Men når en af mine mange mostre fik tilkæmpet sig DJ-tjansen, var det tydeligt, at hele kvarteret spidsede ører. Nogle stoppede op midt i hækkeklipningen, mens andre trissede nysgerrigt ud på altanerne. Nybagte Berlingo-fædre og blåskoldede drankere ville alle høre, hvem kvinden bag den sensuelt smertelige skumringssopran var.
Det var, som om Googoosh i sin stemme alene bar århundreders længsler og forbudte følelser. Når hun besang ensomheden, ramte hun direkte ned i et generationelt nationaltraume. Gennem individets sårbarhed bandt hun et kollektiv sammen
Og lad mig blot komme med lidt hurtig selvindsigt til de uindviede – spørger du en iraner fra Århus Syd om, hvad klokken er, skal du helst have sat tid af til en kortlægning af urets oprindelse. Derfor var det ofte umuligt for de voksne blot at skrive ’Googoosh’ på et afrevet hjørne af kulposen og give det til Judy fra nr. 86 C. For oveni solhatten fulgte som regel en patosfyldt gennemgang af de omstændigheder, der formede Googoosh. En disciplin, som tit endte i et passioneret skænderi de mange fortællere imellem, alt imens Judy trissede videre med sin papirlap.
Som stolt søn af Århusfahan vil jeg nu ære denne grotesk højlydte fortælletradition og give mit bud på selvsamme. Om end en kende mere afdæmpet, så i lige så høj grad præget af egne omstændigheder og oplevelser.
Swinging Teheran
Faegheh Atashin – der allerede fra barnsben fik kælenavnet Googoosh – blev efter alt at dømme født i den iranske hovedstad Teheran i 1950. På tidspunktet for Googoosh’ fødsel, var Iran som nation i gang med en gennemgribende selvransagelse. Både politisk og kulturelt kæmpede landet for at finde fodfæste efter 2. Verdenskrigs anglo-russiske besættelse. Landets mange etniske, religiøse og politiske grupper havde svært ved at enes om, hvilken retning tjente landet bedst.
Det royale Pahlavi-dynasti, der knap 25 år forinden havde kuppet sig til magten med britisk rygdækning, tog tre år efter Googoosh’ fødsel endnu et skridt mod en omfavnelse af Vesten.
Det skete da de i 1953, med hjælp fra USA og Storbritannien, fjernede landets Premiereminister Mohamed Mosaddeq. Mossadeq havde været en varm fortaler for nationaliseringen af iransk olie, hvilket bestemt ikke huede de vestallierede. Pahlavierne fik derfor manifesteret deres magtmonopol ved i stedet at lade den unge og flamboyante Mohammad Reza Shah – i folkemunde blot kaldt Shahen – installere på tronen. Shahens æra blev i høj grad Googoosh’ æra.
Landet lå klar til at få sin egen Nancy Sinatra, sin egen Diana Ross, sin egen Françoise Hardy – i stedet fik det Googoosh
Shahen, der af sine kritikere blev anset som en dekadent marionetregent forført af sin egen lemfældige omgang med persisk royalhistorie, havde en progressiv vision for sit land, som især manifesterede sig populærkulturelt. Mens han selv gav den som tidstypisk jetsetter i rullekrave og åben Lamborghini Espada, satte de svingende 60’ere et tydeligt præg på den iranske ungdomskultur. Landet lå klar til at få sin egen Nancy Sinatra, sin egen Diana Ross, sin egen Françoise Hardy – i stedet fik det Googoosh.
På trods af den åbenlyse inspiration fra tidens twangy popmusik, var Googoosh umiskendeligt sin egen. Da hun i starten af 1970’erne sang sig dybt ind i de søgende iranske teenagehjerter, var det med en samlende kraft. Tilhørende Irans aserbajdsjanske mindretal kom hun ud af en af landets mest mangfoldige kulturelle smeltedigler. Her flettede anatolske toner og armenske rytmer sig sammen med balkanmusikkens sorgfulde klang, og den purunge Googoosh mestrede ubesværet at sammenflette disse elementer, mens hun lod sig indhylle i en flodbølge af Quincy Jones-strygere.
Zamaneh Shah, Zamaneh Googoosh
De voksne får kulsorte øjne, når hans navn bliver nævnt. Han slæber sig gennem køkkenet og fjerner bunden i deres latter. Så bliver de tavse som gidsler. Amoo Mehrab må hoste halvdelen af sin Baileysjus tilbage i glasset. Min mor smiler undskyldende, mens jeg fægter med Jafar-figuren fra mit Happy Meal og skråler hans navn igen – ”DE HAR SAMME HAT!”. Hun får fumlet et kassebånd i afspilleren og skruer helt op. En glødende modgift til det tusmørke, jeg har hældt ud over selskabet, fylder køkkenet. Min Amoo skænker mere flødelikør op til sig selv. Han tager en slurk og sukker – ”Googoosh” – og det lyder næsten, som når nogen siger ”Jeg elsker dig”.
Få steder stod tidens oprør mod fordums sociale doktriner i skarpere kontrast til traditionalismen end i Googoosh-æraens Iran. Det var, som om Googoosh i sin stemme alene bar århundreders længsler og forbudte følelser. Når hun besang ensomheden, ramte hun direkte ned i et generationelt nationaltraume. Gennem individets sårbarhed bandt hun et kollektiv sammen.
Hendes sange indvarslede en tid, hvor den unge generation af iranere var begyndt at hvile i Shahens vision om det moderne Iran. Storbyernes ungdomskulturer havde givet mange en fornyet selvtillid, og når de spændte trækulsgrillen bagpå Vespa’en, var det som trendy verdensborgere på den helt rigtige side af Jerntæppet.
Googoosh’ ikoniske looks var blevet definerende for gadebilledet. I storbyer som Teheran, Tabriz og Isfahan spankulerede unge kvinder rundt i Go-go boots og miniskørter, mens Googoosh’ signaturfrisure – den såkaldte Googooshi – var allestedsnærværende.
Med visioner om et Iran uden Shahen, oversvømmede båndene Irans illegale marked. Målet var en republik bygget op omkring afsenderens fortolkning af Shia-islam. Manden i kælderværelset var Ayatollah Ruhollah Khomeini
Da hun i 1977 optrådte til Kronprins Reza Shah’s (Shahens søn og tronarving, red.) 17-års fødselsdag, blev det stærke bånd mellem pahlavierne og popdronningen cementeret for øjnene af hele nationen. Med Googoosh’ manifestation af sin status som Shahens hofsirene, synes hele Googoosh-æraens skæbne nu at være uløseligt forbundet til Pahlavi-dynastiets.
Samme år færdiggjorde Googoosh indspilningerne til det, der skulle blive til kæmpehittet ’Hejrat’, og ganske få ting tydede på at dette symfoniske midnatsopus skulle blive en af hendes sidste udgivelser i over tyve år. Men imens Googoosh og hendes legendariske producerteam lagde sidste hånd på korstemmer og hornsektioner, sad en turbanklædt skikkelse på gulvet af et kælderværelse i Paris forstaden Neauplhe-le-Château.
Budskaberne røg direkte ind på kassettebåndet og var hverken akkompagneret af trombones eller fyldige englekor. Med visioner om et Iran uden Shahen, oversvømmede båndene Irans illegale marked. Målet var en republik bygget op omkring afsenderens fortolkning af Shia-islam. Manden i kælderværelset var Ayatollah Ruhollah Khomeini.
A Capella fra Paris
Hun er Sultana af Tabriz i fake fur og folk ska’ flyt’ sig. Hun bærer magretheskålen med kogende vand som en hellig salve over Børupvejs parkeringsplads. Forkomne træningsdragter med hockeyhår glor og ryster på hovedet. Vores Fiat er bleggul og ligner mest af alt en rusten Trabant. Hver morgen foretager hun den samme rituelle overøsning af den rimfrosne kølerhjelm. Når nøglen ryger i tændingen, mumler hun sagte, mens motoren rømmer sig. “Alhamdullilah” når den nyser sig i gang. Først tværfløjter. Så violiner og celloer. “Man amadeam, vāy, vāy, man amadeam”. Damen i bilradioen synger, at hun er klar. “Klar til hvad?”. Sultanaen svarer ikke, men lyser op i et forlegent smil. “Mor, hvad er hun klar til?”.
For mange unge iranere var det en iskold kendsgerning, at dagene med Ray-Bans og Rollerdisco var forbi, da de begav sig ind i 1979. Den Islamiske Revolution var begyndt at vise sit sande ansigt, og ingenting blev som før.
Selvom særligt den urbane ungdom havde købt ind på, at lykken lå i en vis mængde kulturel og seksuel frigjorthed svøbt i mærkevarer og vestlig anderkendelse, ekskluderede dette livssyn også mange af landets øvrige befolkningsgrupper
Shahens progressive og vestvendte Iran havde haft svært ved at samle den demografisk brogede nation. Og selvom særligt den urbane ungdom havde købt ind på, at lykken lå i en vis mængde kulturel og seksuel frigjorthed svøbt i mærkevarer og vestlig anderkendelse, ekskluderede dette livssyn også mange af landets øvrige befolkningsgrupper.
Demografien var derfor bred, da folk d. 1. februar 1979 stimlede sammen i Teherans lufthavn. Enstemmigt messede de ”Imam, Imam – Imam, Imam”, mens Ayatollah Khomeini trådte ud af Air France Rute 4721 for at konsolidere sin position som Den Islamiske Republiks overhoved.
Ayatollahens kassettebånd havde været effektive. Deres undergravende budskaber om Shahen, var den deciderede antitese til Googoosh bombastiske følelsesudladninger. Dronende og køligt reciterede Ayatollahen sin lære, og den faldt på et tørt sted for mange, som ikke følte sig inviterede til det moderne Irans parkfester. De, der oplevede social og økonomisk fremmedgjorthed grundet Shahens linje, var ikke sene til at se Googoosh-æraens dekadence som en af de direkte årsager dertil. Og voldsomt blev det.
Los Angeles havde allerede markeret sig som et yndet samlingssted for velstillede iranere på tidspunktet for Den Islamiske Revolution. Googoosh befandt sig da også i byen, da revolutionen udspandt sig. Men modsat mange andre af Californiens iranere – herunder legendariske iranske popcroonere som Viguen, Ebi og Dariush – valgte sangerinden at rejse hjem.
På trods af bevidstheden om, at hun vendte hjem til et liv diametralt modsat sit vanlige, havde de færreste nok forudset, hvordan Den Islamiske Republik ville tage sig ud i praksis. Ayatollahens Iran havde ikke plads til kvindelige kunstnere, og den hjemve der havde ramt hende i Los Angeles, blev sirenekaldet til 20 års ufrivillig tavshed.
Party Like It’s 77
Politiet må være blevet tippet. For salatfadet holder allerede på parkeringspladsen foran Vejlby-Risskov Hallen. Indenfor står Leyla Khanoom og bander mod scenen. ”Bandari!? Det der er sgu ikke bandari! Det er bare en flok kurdiske aber der står og banker fanden ud af et par olietønder!”.
Jeg går op til baren og spørger, om jeg må få et sugerør til min 7UP. En lavstammet olding i et gråt jakkesæt beder mig gentage. ”Ghamish” pipper jeg gennem de dundrende olietønder. Han tager hårdt fat i min arm. ”Du skal kraftedeme ikke stå her og tale azari din tyrkerhvalp – her taler vi farsi, og på farsi hedder det NEEIH!”. Bandet er stoppet med at hamre, og min Fætter Mehdi står bag DJ-pulten. Det er som om, at Leyla Khanoom bliver tyve år yngre, når hun danser.
Da Fætter Mehdi skal til at køre os hjem, bliver vi vinket ind af en betjent, som min fætter kender. De griner og småsludrer. Inden Fætter ruller vinduet op, hører jeg betjenten sige ”Og tænk – jeg som troede, I ville rive hovederne af hindanden derinde”.
I takt med at præstestyrets greb om magten styrkedes, blev mange af de etniske og politiske grupper, som havde taget del i den oprindelige revolution, isoleret og forfulgt.
Som små byzantinske oaser levede Googoosh-æraen videre i den iranske diaspora. Det var her, kassettebåndets magt endnu engang åbenbarede sig.
Således var det ikke kun landets tidligere Shahen-tro elite, der måtte se sig selv i landflygtighed. Landets mange politiske og etniske minoriteter, som havde stået i opposition til Shahens statsapparat, boede nu dør om dør med hans tidligere hærchefer og efterretningsfolk. Om adresserne hed South Central L.A. eller Århus Syd, var der selvsagt et enormt behov for heling. Revolutionen havde sprængt et flosset krater i hjertekulen, og mange iranske flygtninge lod nostalgien definere den identitetsmæssige førstehjælp.
Som små byzantinske oaser levede Googoosh-æraen derfor videre i den iranske diaspora. Det var her, kassettebåndets magt endnu engang åbenbarede sig.
Teherangeles, Aziz!
Kære Maggedaller
I dag har jeg været hos min Khaleh i en hel måned. Jeg har det godt. Det er så varmt at man ikke må gå udenfor når det er meget dag. Så det er godt at Khaleh har en svømmingpool. Jeg ved ikke hvad hendes arbejde er. Men hun har så mange penge at jeg må få alle Power Rangers (også den grønne og den hvide). Alle snakker det samme som mig og Darya har en bil uden tag. Hun har aldrig bukser på. Vandet er helt blåt. Så det bliver grønt når man tisser. Det er sjovt og det lugter af tyggegummi. Jeg er blevet venner med Hector. Han har lavet sit eget slags sprog. Han er Khalehs havemand. Men Michael er stadig min bedste ven.
Jeg glæder mig til at se jer igen, når det ikke er sommer mere
Kærlig hilsen
Mazdak
PS. På McDonald’s kan man få PIZZA!
Nok var Googoosh selv underlagt forbud mod at optræde, indspille og udgive. Men i 1980’ernes sydlige Californien, spirede den iranske underholdningsindustri videre med egne radiokanaler, pladeselskaber og TV-stationer.
Målet var at nå de mange iranere der boede i det amerikanske. Men med parabolantennernes indtog, kunne iranere overalt i verden tage aerobictimer på farsi og følge med når iranske korrespondenter i fuld drag rapporterede fra Spring Break i Malibu.
I Los Angeles-bydelene omkring Wilkins Avenue og Westwood Boulevard, kunne man nu igen høre klassikere som ’Hamsafar’ og ’Gol Bi Goldoon’ smyge sig langs de palmeklædte boulevarder
En stor del af sangskriverne og producerne fra Googoosh’ inderste kreds, var ligeledes rykket til Californien og havde sat sig tungt på pladeindustrien i Teherangeles.
I Los Angeles-bydelene omkring Wilkins Avenue og Westwood Boulevard, kunne man nu igen høre klassikere som ’Hamsafar’ og ’Gol Bi Goldoon’ smyge sig langs de palmeklædte boulevarder. Ikke ulig de illegale distributionsmetoder som havde spredt Khomeinis båndede budskaber, så man også hvordan hundredetusindvis af Googoosh-kassetter spredte sig til resten af verden – inklusiv Iran.
Som under Den Store Dansktop-fejde mellem Jylland og Sjælland, hvor få jyske tankstationer undlod at sælge tre Lis & Per-bånd for en halvtredser, havde enhver iranerbiks fra Fresno til Brabrand Googoosh to go.
I de tyve år hvor Googoosh var underlagt Præstestyrets censur, ændrede iransk populærkultur sig radikalt. Sangere som Viguen, Ebi, Dariush og Hayedeh, der sammen med Googoosh havde været med til at definere iransk popmusiks guldalder, havde valgt en tilværelse i den iranske diaspora. Her kunne de fortsat turnere – og især iranere i USA og Europa nød godt af stort anlagte nostalgishows. Mens den gamle garde koncentrerede sig om at gøre Vegas-årenes Elvis Presley kunsten efter, udsprang en ny generation af iranske popkunstnere fra 1980’ernes Los Angeles.
Arven og symbolerne fra Shahens Iran blev identitetsmarkører for unge iranere overalt i Vesten, og Googoosh’ deres eneste mulighed for en sommerflirt ved Det Kaspiske Hav
Med Michael Bolton-mullets og brølende Harley’er, var der ingen fine fornemmelser. Elementer af puddelrock og latinpop røg rask væk i gryden sammen med guldalderarven. Denne bølge var især målrettet de iranere der enten var født i diasporaen eller kommet hertil som ganske unge. Den skabte en helt særegen, nostalgitung populærkultur hvor forældrenes kollektive erindring blev indlemmet i 80’ernes og 90’ernes ungdomskulturer.
Arven og symbolerne fra Shahens Iran blev identitetsmarkører for unge iranere overalt i Vesten, og Googoosh’ deres eneste mulighed for en sommerflirt ved Det Kaspiske Hav.
Som længslen efter det utilgængelige hjemland tog til, blev Googoosh-æraens kollektive erindring yderligere politiseret. Hver gang landets politiske forårsbebudere blev trampet tilbage i mulden, blev sprækkerne i den kollektive erindring større – og beskyldningerne om hvem der havde lukket ulven indenfor, føg mellem iranske royalister og kommunister.
Diasporaens børn
Jeg oplevede selv, fra første parket, hvordan nostalgidyrkelsen havde gjort hjemlandet til et utopisk fatamorgana for mange. Hvordan der i filmiske termer blev talt om et før og et efter. Hvor Shahens Iran blev belagt med bladguld og stænket med rosenvand, fik fortællingerne om den Islamiske Republik mig til at tjekke om Khomeini gemte sig under sengen.
Som indfødt dansker med Super Soakers og sodavandsis havde jeg tidligt forstået mine forældres grundlæggende traume, men jeg havde misset mellemregningerne. Ikke blot det at forlade sit land – men at se det brænde til aske i horisonten. Ikke blot det at efterlade sin familie – men at gøre det uden et ”vi ses
Alt det mellemliggende måtte vi – diasporaens børn – selv sjusse os til, men gjorde det sjældent. Samlende figurer i kød og blod, glimrede i udpræget grad ved deres fravær. Men selvom en af hovedpersonerne endnu ikke var genindtrådt på scenen, var strygersektionen allerede gået i gang med ouverturen.
Nobody puts Queen G in a corner
Han har skrevet “Dead girls don’t say no” med slettelak på hovedgærdet af sin seng. Væggen er et kalejdoskop af seriemordere og kittypunkere med hugtænder i fissen. Jeg får øjenkontakt med Peter Lundin. Med gule versaler fortæller han mig, at han parterede dem. Jeg hader det her isnende lortehul og dets nussede ludersønner.
Grøn Gang er min helt egen linoleumsbetrukne sarkofag, hvori jeg kramper op af hjemve efter et sted, jeg aldrig har været. Mit ansigt åbner sig og gennemvæder displayet på min discman mens grillede tomater fortrænger lugten af sure lagener. Hun er live i Toronto og jeg er ikke længere alene.
’Live in Air Canada Centre’ fra år 2000 er bredt anerkendt som startskuddet på Googoosh’ comeback. Det blev samtidig den første Googoosh-plade, jeg selv aktivt valgte til. Som når jeg bortdømte min mors virtuose simreretter med valnød og granatæble for i stedet at æde mig ned i McNuggets, var Googoosh blevet et stykke kulturarv, jeg var endt med at tage for givet.
Liveoptagelsen fra Toronto geninstallerede hende i mit inderste. Udover suget ved at høre lydsporet fra min opvækst fremført med så gnistrende en intensitet, var der noget sært dragende over måden, hvorpå de 20 års tavshed havde sat sig i sangerindens register. Længslen havde fået en ekstra oktav. Når sorgen sled sig igennem et tæt krat af skarntyde og visnede hybenroser, var det, som om mit fatamorganiske Iran blev mindre flimrende.
Men sammen med sangerindens comeback blev de mange selvmodsigelser, jeg havde oplevet i den iranske diaspora, også så meget desto tydeligere. Royalistiske kræfter i Los Angeles forsøgte at køre bysbarnet Kronprins Reza i stilling som alternativ til Præstestyret – og Googoosh ryk til byen i år 2000 havde endnu engang understreget hendes relation til Pahlavi-dynastiet.
For mig virkede det derfor rablende ulogisk og modstridende, at iranere, hvis lidelser havde været en direkte konsekvens af Shahens metoder, nu strømmede til Googoosh mange koncerter i Vesten.
Kærlige ord mod nattens sår
Noget havde jeg i min teenagearrogance dog negligeret fuldstændig. Nemlig hvor gigantisk, hullet efterladt i hver eneste af forældregenerationens flygtninge, var uanset tilhørsforhold. Mange havde knap nok ramt tyverne, da de flygtede.
Jeg, hvis læber bævrede når afskeden skulle tages med mit højtelskede Århusfahan, når efterskolen kaldte, gøs ved tanken om, hvilken lavine, der havde ramt dem. Som indfødt dansker med Super Soakers og sodavandsis havde jeg tidligt forstået mine forældres grundlæggende traume, men jeg havde misset mellemregningerne. Ikke blot det at forlade sit land – men at se det brænde til aske i horisonten. Ikke blot det at efterlade sin familie – men at gøre det uden et ”vi ses”.
Det tog mig et godt stykke tid at indse, at minderne om det første kys ved foden af Alborzbjergene og Campari-tonics med gutterne i Shiraz’ sensommersol her kunne betyde hele forskellen mellem livet og håbløsheden
Alt fra billeder af stormen på den amerikanske ambassade i Teheran til Iran-Contra-skandalen havde givet selve nationaliteten ’iraner’ et dystert skær. Det var derfor med hele deres eksistensgrundlag flået ud brystkassen, at mine forældres generation måtte gennemrode Revolutionens bombekrater efter stumper af håb og lys – nok til endnu en dag.
Det tog mig et godt stykke tid at indse, at minderne om det første kys ved foden af Alborzbjergene og Campari-tonics med gutterne i Shiraz’ sensommersol her kunne betyde hele forskellen mellem livet og håbløsheden.
At kampen mod savnet, sorgen og ensomheden var en decideret overlevelseskamp, hvor venskaber og kærlighed på trods havde forrang. Og at Googoosh’ sange var blevet det sprog, hvormed forældregenerationen kunne dele den længsel, det talte ord ikke kunne favne – et sprog, hvis samlende kraft har vokset sig ud over ophavskvindens eget jordiske væsen, og allertydeligst destillerer den iranske folkeånd, der lige nu mobiliseres, når der i sangen ’Pol’ synges ”Hjælp mig med at lave en salve af kærlige ord mod nattens sår – Kom, lad os dele vores ensomhed”.
Læs også Mazdak Khosravis essay om gruppen Outlandish her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
