ETIOPIEN // KLUMME – “Det vestlige tankesæt associerer ikke krig på Afrikas Horn med et episk opgør mellem ideologier, men snarere med elendighed og medlidenhed,” skriver Rasmus Sønderiis og fortsætter: “Nej, dette er ikke endnu en stereotypisk afrikansk krig, så hold op med at behandle det som sådan. Det er på tide at støtte og opbygge med vores vestlige idealer, ikke belære og ødelægge med vores frelserkompleks.“
ADDIS ABABA – Et hvidt ansigt som mit udløser stadig gæstfrihed i Etiopiens hovedstad, Addis Ababa, men i disse dage er det med en mistillid, der lejlighedsvist kammer over i raseriudbrud.
”I europæere er ude på at dele og herske over os afrikanere igen, hvad?” hvæser en universitetsstuderende.
“Hvad mener du?”, spørger jeg noget så uskyldigt.
“At vi angribes brutalt af dem, der vil rive vores gamle nation itu, og det eneste, I kan finde ud af er at skælde ud, straffe og svække os.”
Tager I gas på os? Det er ikke jeres nødhjælpsarbejdere, det er os, Moder Etiopiens døtre og sønner, der skal leve eller dø her for at forsvare vores frihed
“Uenigheden med jeres regering er kun,” prøver jeg at nedtone det, “over humanitær adgang i Tigray. Og måske alliancen med Eritrea.”
“Åh nej!” råber hun og flakser med armene. “Hvad gjorde I, sidste gang jeres demokratier var truede, sidste gang fjenden marcherede imod jeres hovedstæder? Hvis jeg ikke tager fejl, så brugte I sult som våben mod Tyskland, allierede jer med et monster som Stalin, og smed atomvåben på civile japanere. Og alligevel støttede vi jer, for vi så den større sammenhæng, nemlig kampen mod fascismen.”
”Godt gået, men I vil vel ikke have folk i Tigray til at sulte, vel?”
“Selvfølgelig ikke! Vi har alle sammen venner fra Tigray – mange af os endda familie. Vi ønsker dem det bedste. Men vi klarer ikke flere såkaldt godgørende organisationer, der gør ondt værre! De mangler stadig at sige undskyld for at forsyne terroristerne med hundredvis af lastbiler, og hvem ved hvad mere, der nu bruges til at slå os ihjel med. Nu siger I så, at vi bør give vores fascistiske aggressorer brændstof, elektricitet, transportlinjer, telekommunikation, internet, sågar bankvæsen. Tager I gas på os? Det er ikke jeres nødhjælpsarbejdere, det er os, Moder Etiopiens døtre og sønner, der skal leve eller dø her for at forsvare vores frihed!”
Blodig alvor
Jeg reflekterer over hendes pointer. Dundertalen er afledt af blodig alvor, for siden borgerkrigen brød ud nordpå for et år siden, har den spredt sig i retning mod hovedstaden.
Det kommer til at kræve enorme ofre med mobilisering af alle menneskelige og økonomiske ressourcer. Alligevel er det uvant med hendes analogisering til Anden Verdenskrig. Det vestlige tankesæt associerer ikke krig på Afrikas Horn med et episk opgør mellem ideologier, men snarere med elendighed og medlidenhed. Det er nok derfor, at USA’s og EU’s respons på denne konflikt – og den medfølgende mediedækning – præges mere af ulandsbistandsfolk end af politiske og militære analytikere.
Samme skabelon som i borgerkrigen i Sydsudan tages i brug. Et krav om våbenhvile skal lette adgangen for nødhjælp, hvorefter diplomatiet skal banke en aftale om magtdeling på plads. Det gentages slavisk, at ”der er ingen militær løsning”, mens handelsrestriktioner og tilbageholdelse af bistand skal dysse kamphanerne ned. I fraværet af islamister anses det for meningsløst at skelne mellem venner og fjender, så begge sider klager over ’both-side-ism’. Den lille detalje om, hvem der kæmper for hvilken slags Etiopien, bliver kogt ned til noget med nogle forskellige stammer.
Hvis målet har været at mindske lidelserne, har det virket stik imod hensigten. Da premierminister Abiy Ahmed erklærede en våbenhvile og tilbagetrækning fra den oprørske delstat Tigray den 28. juni 2021, blev det afvist som ”en syg joke” af delstatsregeringen, der i stedet kastede sig ud i en militær storoffensiv. Dens leder, Getachew Reda, har siden tweetet daglige bravader om nye erobringer længere og længere væk fra Tigray, hvor han praler med artilleri rettet imod byer fulde af flygtninge. Han præsenterer sig for verden som en kæk rebel i bjergene, men så sent som 2012-16 var han den benhårde informationsminister i hovedstaden, som han nu truer med at indtage med magt.
USA opfordrer ham til at lade være, men kræver samtidig det nationale luftvåben pacificeret, og har lige indført sanktioner, der vil tage jobs fra fattige etiopiere. Selv Facebook er stemplet ind i kampen. Efter flere års kritik for at ignorere, når etniske militser opildner til dødeligt had på platformen, slettede den sociale mediegigant premierministerens gribende opråb til borgerne om at stoppe de fremmarcherende invasionsstyrker, fordi det var ”inciting violence”. Det er godt, Facebook ikke fandtes i 1940 til at censurere Winston Churchills opmuntring til vold på de engelske strande.
”Det er oplagt, hvad Vesten har gang i,” siger den studerende og stort set alle i Addis Ababa i disse dage. ”Regimeskift!”
Velbegrundet eller ej, etiopierne er blevet overbevist om, at USA og EU ikke længere er allierede med deres fremspirende, sårbare demokrati, men har meldt sig under fanerne for med kugler og krudt at genoprette diktaturet under ”Hohat”, på engelsk kendt som Tigray People’s Liberation Front, TPLF.
Først var der ‘Abiymania’
TPLF’s dominans i Etiopien, der varede fra 1991 til 2018, er blevet betegnet som statsstyret udvikling à la Kina, eller mere kritisk som oligarkisk kapitalisme à la Rusland. Tigrayerne udgør kun 6 pct. af befolkningen, og TPLF regerede i koalition med andre etnisk-baserede partier, kaldet Ethiopian People’s Revolutionary Democratic Front, EPRDF, anført af den stærke mand fra Tigray, Meles Zenawi.
Efter hans død i 2012 kørte protester og undertrykkelse i en ond spiral, der endelig blev brudt i marts 2018. Da kom TPLF til at stå alene i EPRDF, fra hvis rækker premierminister Abiy Ahmed trådte frem. Han er oromo – altså fra den største etniske gruppe, der udgør ca. 35 pct. af etiopierne, men – i henhold til århundreders sædvane i dette land – af blandet herkomst og i et blandet ægteskab.
Den 1. december 2019 blev EPRDF til Prosperity Party – ét parti for alle etniciteter. TPLF blev inviteret med, men valgte at trække sig tilbage til sin højborg, Tigray. Her fortsatte de med at regere i vanlig autoritær stil, idet føderale domstolskendelser blev ignoreret til fordel for deres egen fortolkning af forfatningen.
Det var ingen hemmelighed dengang, at større frihed også havde gjort det muligt for den etniske chauvinisme at vise sit grimme ansigt
Regeringspartiets navneskift – fra noget med ’revolutionær’ til ’velstand’ – signalerede en økonomisk liberalisering med lettere adgang for udenlandske investorer. Hvis det ikke var nok sød musik i vestlige ører, kom der også en undskyldning for mange års undertrykkelse, befrielse af tusindvis af politiske fanger, retsforfølgelse af korrupte og torturbødler (om end nogle af dem fandt beskyttelse i Tigray), en pressefrihed uden fortilfælde, indbydelser til eksilpolitikere om at komme hjem til dialog, udnævnelse af kvinder, ikke kun til den ceremonielle præsidentpost, men også til de mest magtfulde ministerposter.
Der kom en menneskerettighedsadvokat som forkvinde for højesteretten, en tidligere fængslet oppositionsleder taget ind i varmen som forkvinde for valgkommissionen og en territorial indrømmelse for at slutte fred med nabolandet Eritrea, der er under despotisk enmandsvælde, men som historisk og kulturelt er en nær brodernation.
Efter denne stribe af Vest-venlige tiltag modtog Abiy Ahmed Nobels Fredspris den 10. december 2019. Det var ingen hemmelighed dengang, at større frihed også havde gjort det muligt for den etniske chauvinisme at vise sit grimme ansigt. I Tigray nægtede myndighederne at samarbejde, men de holdt dog ro og orden, og virkede faktisk som det mindste af centralregeringens problemer. Dødelige etniske udrensninger i andre egne havde fordrevet næsten tre millioner mennesker og givet anledning til dystre advarsler om ”det næste Jugoslavien”.
Disse udfordringer var dog kun endnu en grund til at give Abiy Ahmed noget anerkendelse og moralsk støtte. Det var dér, den såkaldte ‘Abiymania’ toppede i Vesten. Det var også højdepunktet for etiopiernes tiltro til de rige og magtfulde demokratier.
Angreb fra nord
“Hvorfor Vesten vil sprede kaos? De vil straffe os for at handle med Kina,” uddyber den studerende. ”Eller behage Egypten i en studehandel mellem USA og Israel.”
“Åh nej!” Nu er det min tur til at råbe og flakse med armene. ”Vi vesterlændinge har brug for etiopisk stabilitet, for en velstående handelspartner, ikke for 115 millioner flygtninge. At støtte det forhadte TPLF kan aldrig blive i deres, jeg mener i vores interesse. Umuligt!”
”Det var det, vi engang troede”, siger den ene lokale efter den anden i mine livlige snakke i Addis Ababa – på engelsk og på mit gebrokne amhariske.
Denne gang er det bestyreren for et vaskeri. Han går diplomatisk til sagen ved først at takke Ronald Reagan for hjælpen til at overvinde kommunismen. ”Men sagen er, at Vesten har dolket os i ryggen og efterladt os blødende. I starten var vi overraskede. Nu er vi rasende! Det er derfor, folk finder på skøre konspirationsteorier.”
Vores byer bliver brændt ned, vores folk bliver massakreret, og fjernsynet viser vores leder, der indvier en avocado-farm. Når det kritiseres, siger han bare, at vores soldater også skal spise avocadoer. Det løfter ikke rigtigt kampgejsten
Der er ikke meget i nyhederne om de intense kamphandlinger, der, mens vi snakker, foregår ca. 400 km nordpå. Nogle borgere beklager den officielle tavshed. ”Vores byer bliver brændt ned, vores folk bliver massakreret, og fjernsynet viser vores leder, der indvier en avocado-farm. Når det kritiseres, siger han bare, at vores soldater også skal spise avocadoer. Det løfter ikke rigtigt kampgejsten.” Andre fremfører, at buldren på krigstrommer kan forværre etniske spændinger og frastøde Vesten endnu mere. Mange har deres egne informationskilder, nemlig venner og slægtninge, der er flygtet mod syd.
”Hvad vi ikke tror en dyt på, er de vestlige fake news,” siger en mekaniker. ”Såkaldte Afrika-reportere sidder på fine hoteller i Nairobi eller Cape Town og sexer deres fordomme op med flammende anklager om stammehad. De skulle hellere kaste et besindigt blik på vores politiske landskab. Ja, i hver eneste etniske gruppe er der nogle farlige fanatikere, der lurer i krogene, der spreder oldgammelt nag og tørster efter hævn. Det eneste, de alle sammen har til fælles, er, at de hader premierministeren. Resten af os kritiserer ham, se bare!”
Han peger på en karikaturtegning af landets leder i et regeringskritisk ugeblad. ”Men vi ved samtidig, at hvis han taber, er vi fortabte. Forresten elsker Dr. Abiy da Tigrays kultur og folk. Han taler endda flydende tigrinya. Hvem har rapporteret om det?”
Det engelske Daily Telegraph fejloversatte Abiy Ahmeds ambition om selvforsyning med fødevarer til en besværgelse om at ville bandlyse nødhjælp. CNN valgte på et tidligt tidspunkt at tage parti for TPLF, og er gået til sagen med aktivistisk ildhu, som var Abiy Ahmed den nye Donald Trump. Den 5. november optrappede kanalen det til noget, der i Etiopien opfattes som ren psykologisk krigsførelse, nemlig historier, der gav indtryk af, at regeringen stod over for et kollaps, inklusive den rygradsrislende overskrift “Tigrayan troops just outside Addis Ababa”. Det var usandt og let at modbevise.
De fleste medier – også Danmarks Radio – har uden at blinke angivet casus belli som uautoriseret afholdelse af valg i Tigray. Selv længere artikler bruger nul spalteplads på, hvordan TPLF startede krigen med et morderisk stormløb. Som den studerende udtrykker det: ”Det svarer til at berette om USA’s deltagelse i Anden Verdenskrig uden at nævne Pearl Harbor.”
En infam dato
Datoen, der vil leve i Etiopienshistoriens infami, er den 4. november 2020. Et koordineret overfald på adskillige føderale militærbaser i Tigray førte til desperate ildkampe og hundredvis af døde. TPLF har retfærdiggjort det som et forebyggende angreb. Beretninger om soldater, der mejede deres egne kammerater ned, chokerede den etiopiske offentlighed. Det samme gjorde massakren på 700-1200 ikke-tigrayere fem-seks dage senere i byen Mai-Kadra, som ligger i Tigray nær grænsen til Sudan.
Her er det vigtigt at forstå, at krigen med Eritrea i 1998-2000 blev efterfulgt af spændinger langs grænsen helt til 2018. Derfor var det meste af Etiopiens militære isenkram placeret i Tigray. Desuden blev en stor del af hærens ekspertise koncentreret blandt tigrayere i løbet af 27 års TPLF-dominans. Efter fredsslutningen med Eritrea havde Abiy Ahmed et godt argument for at flytte landets våbenarsenaler mod syd. TPLF slog til, før han fik chancen.
En afvisning af stereotypen om den afrikanske krig betyder ikke, at man skal romantisere Etiopiens autoritære politiske kultur, hvor svaghed i hovedstaden traditionelt har ført til væbnede udfordringer i provinserne
I det første af to essentielle working papers (stærkt anbefalet til journalister og policy-makers, der er åbne over for anderledes perspektiver), argumenterer Jon Abbink, en erfaren hollandsk specialist i etiopiske forhold, at hvis Abiy Ahmed rent hypotetisk ikke havde svaret igen på TPLF-angrebet, ville det have revet Etiopien itu ved at give blod på tanden til etno-nationalistiske ekstremister overalt i landet.
En afvisning af stereotypen om den afrikanske krig betyder ikke, at man skal romantisere Etiopiens autoritære politiske kultur, hvor svaghed i hovedstaden traditionelt har ført til væbnede udfordringer i provinserne. Det skal også bemærkes, at Sebhat Nega, medstifter og chefideolog for TPLF, et år tidligere kaldte borgerkrig for uundgåelig. TPLF havde med andre ord forberedt det længe.
Selv om stort set alle i Addis Ababa ønskede et nederlag til TPLF, var der forskellige meninger om, hvorvidt det var klogt at gengælde efter angrebet på militærbaserne. Det medførte skam, sorg og dyb svækkelse af moralen, da der kom rapporter om krigsforbrydelser begået af føderale styrker, og især af allierede tropper fra Eritrea, blandt andet i den hellige by Axum.
Dette er dog blevet klart fordømt af den regeringsudpegede Ethiopian Human Rights Commission (EHRC). Landets egne domstole har siden tiltalt 53 etiopiske soldater og foreløbig dømt fire. Denne proces vil fortsætte, også selv om intet samarbejde om menneskerettigheder kan forventes fra TPLF. Den seneste rapport udarbejdet af EHRC i samarbejde med FN’s Menneskerettighedskommission taler om forfærdelige krigsforbrydelser på begge sider, men afviser trods alt anklager om folkemord og sult som våben.
Racisme på spil?
Racisme er blevet nævnt som en faktor i Vestens behandling af Etiopien, mest skingert af Jeff Pearce, en hvid canadier, der er blevet populær blandt engelsktalende etiopiere for sin uafhængige journalistik og sine solidariske brandtaler. Racismeanklager er blevet så almindelige i 2021, at mange instinktivt ruller med øjnene af dem. Men her er de faktisk velfunderede.
Hvad policy-makers angår, starter det med stereotypen om den afrikanske krig som et simpelt sammenstød mellem store mænds egoer. Det passede fint til grænsekrigen mellem Eritrea og Etiopien i 1998-2000, men bestemt ikke her. Det fortsætter med ”det hvide frelserkompleks”, hvor vi ser vores rolle som en humanitær, upartisk fordømmelse af afrikanernes meningsløse myrderier. De hvide stammer i Bosnien-krigen begik også uhyrligheder på kryds og tværs, men der kunne vi nu godt finde ud af at solidarisere med den part, der bedst repræsenterede vores idealer om demokratisk sameksistens.
Endelig er det koloniherrementalitet, når økonomiske pressionsmidler forventes at få aktørerne til at makke ret, hvor de i realiteten kun gør et stolt folk såret og rasende
Endelig er det koloniherrementalitet, når økonomiske pressionsmidler forventes at få aktørerne til at makke ret, hvor de i realiteten kun gør et stolt folk såret og rasende. Det er stadig usandsynligt, at det kommer dertil (udover på CNN), men hvis – Gud forbyde det – TPLF når frem til Addis Ababa, så vil USA og EU uvægerligt og fortjent blive anset for medskyldige i blodbadet.
Mens Abiy Ahmeds autoritet således konsekvent undergraves af Vestens politik, antager Vestens medier ham for at være enevældig. Når hans regering udsteder tilladelse til nødhjælpskonvojer, hvorefter sikkerhedstjek tager for lang tid, får han personligt skylden, selv om almindelige etiopieres mistillid til nødhjælpsorganisationerne tydeligvis er blevet til en hæmsko i felten. Der er aldrig stillet spørgsmålstegn ved de godgørende organisationers helgenstatus, ikke en gang da to højtstående FN-ansatte fra afrikanske lande blev fyret for at tale om FN-topfolkenes TPLF-sympatier.
I stedet for politiske og militære vurderinger serverer verdenspressen den ene psykoanalyse af Abiy Ahmed efter den anden, helt ned til hvad hans mor sagde til ham, da han var syv år gammel. Der Spiegel og andre mener, at han durkdrevent ventede på sin Nobels Fredspris, før han sprang ud som ond. Det giver ingen mening, at han tørster efter anerkendelse fra de agtværdige nordmænd den ene dag, og er bedøvende ligeglad med Vestens mening den næste. Men rablende galskab sælger bedre end lødig kontekstanalyse.
Det er en skam. Der er en vigtig debat i den måde, Abiy Ahmeds regering navigerer – ofte zigzagger – igennem etiopisk identitetspolitik på ved på den ene side at indgå kompromiser med moderate etno-nationalister (fx ved at øge antallet af etniske delstater fra 9 til 11), og på den anden side slå ned på de kræfter, der anses for at stå bag den gyselige etniske vold. I et land, hvor demokratiet er i sin spæde vorden, er det et emne fyldt med dilemmaer.
I stedet for at gå i lag med dem gør ugeavisen The Economist problemet til, at Etiopiens leder er “paranoid og utilregnelig” (paranoid and erratic). Interessant nok beskriver de to ord perfekt Etiopiensdækningen i The Economist og ligesindede nyhedskanaler: Utilregnelig ved fra den ene dag til den anden at forvandle Abiy Ahmed fra en Nelson Mandela til en Idi Amin. Og paranoid – dødsensfarligt paranoid! – ved at tilskrive ham folkemorderiske hensigter.
Triggerordet ‘folkemord’
Hvem har lyst til at blive kaldt – endsige være – en fortaler for folkemord? Det er den ultimative skamplet på menneskehedens samvittighed. Så på skalaen af moralske dilemmaer og ansvarsrisici er det utvivlsomt sikrere for journalister og ansatte i den vestlige godhedsindustri at beskylde for ét folkemord for meget end for ét folkemord for lidt.
Ikke desto mindre gør det ondt langt værre, når ordet placeres så centralt, som TPLF formåede at få gjort fra starten (bl.a. gentaget totalt ukritisk på DR’s Deadline). At det intimiderer kritikere af TPLF er det mindst alvorlige. Det dæmoniserer også andre etiopiere og udløser opfordringer til hævn med den retfærdiggørelse, at ”vi må dræbe dem, før de dræber os”. Men det allerværste er, at det fremmaner en “total krig”, som Goebbels en gang kaldte det, hvilket netop er TPLF’s metode til at underkaste det tigrayske folk sin militarisme.
Medie-narrativet har interessant nok ikke lagt skjul på, at TPLF regerede brutalt i 27 år. Men i stedet for at udløse sympati for den demokratiske side, har det fået folkemordsanklagen til at fremstå mere troværdig ved at antyde et motiv
For hvis udryddelse lurer i horisonten, er der ikke råd til skrupler over at massakrere de andre, rekruttere børnesoldater, plyndre nødhjælpslagre og indgå en alliance med etniske udrensere. Medie-narrativet har interessant nok ikke lagt skjul på, at TPLF regerede brutalt i 27 år. Men i stedet for at udløse sympati for den demokratiske side, har det fået folkemordsanklagen til at fremstå mere troværdig ved at antyde et motiv.
”Vores familie har levet i harmoni med andre etniciteter i denne storby i fyrre år”, siger en hotelejer i Addis Ababa. ”Ja, der er nogle, der tror, at os fra Tigray blev rige af vennetjenester fra TPLF-bureaukratiet. Og ja, jeg støttede da TPLF, da de havde magten her. Men det var fair, at de blev væltet, for de kunne ikke længere styre landet, og det var dem, der startede denne krig af dårlig taberånd.
Vi bekymrer os mere om folk i Tigray end om os selv her i Addis, men der er altid en fare for, at en flok galninge lader det gå ud over os, når TPLF begår sin næste uhyrlighed. Jeg kan ikke sige god for alle hans allierede, men Abiy som person er ikke hadefuld. Han kommer ikke til at gøre, som de gjorde med eritreanerne.” Det er en henvisning til 1998, hvor samtlige etiopiske borgere af eritreansk afstamning blev anholdt, fik al ejendom konfiskeret og blev sendt i busser til Eritrea. ”I de syv måneder, hvor føderale styrker havde kontrollen med Mekele (Tigrays hovedstad), kom strømmen og telefonnettet tilbage, og fødevarehjælpen blev endda betalt for af Abiy.”
Hvad bør Vesten gøre?
Tænketanken International Crisis Group, der finansieres af vestlige regeringer, illustrerer den fundamentale selvmodsigelse i vestlig politik. Dets seneste working paper forudser en katastrofe, hvis de føderale myndigheder svækkes yderligere, men siger samtidig god for diplomatiske og økonomiske pressionsmidler, der har netop denne effekt.
Etiopiere bitre af erfaring vil mene, at jeg er naiv, men jeg tror stadig på USA’s erklæring om at respektere Etiopien som ét land med sine nuværende grænser. Eftersom TPLF er officielt ligeglad med etiopisk enhed, burde det dermed være let for USA endelig at vælge side.
Og jeg tror stadig på EU’s krav om en øjeblikkelig tilbagevenden til den forfatningsmæssige orden. EU tror vel ikke, at Etiopiens forfatning giver særlige indrømmelser til væbnede oprørere, vel? I så fald har EU reelt forlangt, at TPLF lader sig afvæbne og underkaste domstolene. Så sig det dog direkte! Det er også den sikreste måde at undgå hungersnød i Tigray på.
Både fra et humanitært synspunkt og ud fra egeninteresse giver det perfekt mening for Vesten at bakke resolut op om Etiopiens multietniske demokrati. Eller i det mindste holde op med at bekæmpe det
Jon Abbink diskuterer årsagerne bag denne udenrigspolitiske fadæse, såsom højtstående TPLF-sympatisører i internationale organisationer (bl.a. WHO’s generaldirektør), velfinansieret lobbyvirksomhed, indflydelsesrige vesterlændinge, der var tæt på og stadig beundrer TPLF-diktaturet, samt online TPLF-aktivister, der har let ved at snyde dovne, narrative-styrede medier. Det kan også være en faktor, at bistandsorganisationer anno 2021 er ufortrødent politiske, men med hang til at pudse deres glorier med blød pacifisme frem for at bakse med hårde realiteter.
Det er dog ikke for sent! Den voksende militære trussel fra TPLF har fremskyndet mere nuancerede udmeldinger og endda stærk kritik af den hidtidige politik. Præcist som i Luanda Leaks-sagen hedder den frygtløse pionér Ana Gomes, en portugisisk socialdemokrat og tidligere medlem af Europaparlamentet. Hun stod i spidsen for EU’s valgobservatørkorps i Etiopien i 2005, hvor hun fordømte svindlen og den efterfølgende blodige undertrykkelse.
Hun er så stor en folkehelt i Etiopien, at der tales om at opkalde noget vigtigt efter hende. Hun advarede for nyligt sin landsmand, FN-generalsekretær António Guterres, med et tweet om, at TPLF er en “farlig bande af kriminelle undertrykkere og løgnere”. Hun tilføjede et videolink om, hvordan ”historien gentager sig”, som sammenligner Vestens svigt i dag med hvordan Nationernes Liga lod Mussolini invadere Abessinien i 1935-36.
Hvis det er drejebogen endnu engang, vil de liberale demokratier til sidst – efter en skamfuld forsinkelse – tage sig sammen og komme over på den rigtige side af historien. Både fra et humanitært synspunkt og ud fra egeninteresse giver det perfekt mening for Vesten at bakke resolut op om Etiopiens multietniske demokrati. Eller i det mindste holde op med at bekæmpe det.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
