
ANALYSE // AFRIKA – Afrikas Horn er blomstret op som en geopolitisk korsvej, skriver Jonas Stengaard Jensen. Hvis landene på den østafrikanske halvø kan bevare deres egenrådighed, står regionen overfor en historisk chance for at skabe en fremtid på sine egne præmisser.
Det var måske de færreste, der fangede ironien, da Band Aid i 1984 undrede sig over, om man mon overhovedet vidste, at det var jul i Etiopien. Allerede i det 4. århundrede var kongeriget Aksum nemlig blandt de første nationer til at adoptere kristendommen som statsreligion, længe inden det gode budskab havde nået Skandinavien.
Som de fleste andre europæere vidste Bob Geldof formentlig ikke meget mere om Etiopien, end at landet der i midt-1980’erne var blevet ramt af hungersød. Denne og følgende kriser har tilsammen cementeret forestillingen om Afrikas horn som en kronisk forarmet og ustabil region plaget af borgerkrig, pirateri og religiøs fundamentalisme. Således videreføres den europæiske forestilling om Afrika som et ufremkommeligt og ugæstfrit vildnis, hvor kun dumdristige doktor Livingstones tør begive sig hen.
Bortset fra Donald Trump, der endnu har en visit til Afrika til gode, har verdens statsoverhoveder fra Macron til Modi haft stadig mere travlt med at arrangere statsbesøg hos deres afrikanske modparter
Denne forestilling hører i stigende grad fortiden til, for på Afrikas Horn ikke bare ved de, at det er jul – de mærker det også. Endnu engang strømmer verdens stormagter nemlig mod Afrika med udstrakte hænder, men denne gang er det ikke for at snuppe land eller ressourcer ud af de indfødtes hænder, men for at give håndslag på infrastrukturinvesteringer og nye diplomatiske forbindelser.
Ifølge det britiske The Economist er 320 ambassader blevet åbnet i Afrika mellem 2010 og 2016, og bortset fra Donald Trump, der endnu har en visit til Afrika til gode, har verdens statsoverhoveder fra Macron til Modi haft stadig mere travlt med at arrangere statsbesøg hos deres afrikanske modparter. Med 54 ud af FN’s 193 medlemsstater er der store diplomatiske gevinster at hente i Afrika.
Kapløbet om Afrika
Ikke mindst ved Afrikas Horn, der omfatter Etiopien, Eritrea, Djibouti, Somalia samt udbryderstaten Somaliland, har man formået at udnytte det globale rampelys til at ruske op i sit internationale offer-image. Med sin strategiske placering mellem det Røde Hav og Ardenbugten ligger Afrikas Horn som en kniv imod den maritime handelslinje mellem Europa og Asien.
Flere og flere lande har derfor oprettet militærbaser i miniputstaten Djibouti, der ligger ud til Bab el Mandeb-strædet hvor afstanden til Yemen blot er 19 kilometer, men hvor tæt på 5 millioner tønder olie hver dag sejles forbi. Med en gæsteliste, der inkluderer USA, Italien, Frankrig, Japan og Kina har Djibouti flere udenlandske militærbaser end noget andet land.

For disse lande er Afrikas Horn af større økonomisk og politisk interesse end militær, men for de mere umiddelbare naboer såsom Saudi Arabien, De forenede Arabiske Emirater er Hornet et direkte springbræt ind i Yemen, hvor de fortsat kæmper en by proxy-borgerkrig, for at forhindre Iran i at åbne en bagdør i Arabiens geopolitiske baghave. Såfremt det lykkes disse stridende stater at få sig militært etableret i et større omfang i enten Djibouti eller i det tilstødende Somaliland vil Afrikas Horn i stadig højere grad blive en krudttønde, med lunter ud til alle verdens hjørner.
Dog er udviklingen i regionen ingenlunde begrænset til militæret. Ifølge The Economist er både Kina, Indiens, Tyrkiet, Rusland og Indonesiens handel med Afrika steget med 200-300 procent fra 2006 til 2018, skønt det i flere tilfælde har været fra et forholdsvist lav udgangspunkt. EU, der med en handelsværdi på 156 milliarder dollars stadig er Sub-Saharas største handelspartner, formåede også at forøge handel med 41 procent, mens USA’s handel faldt med 45.
Efterhånden som den økonomiske investering i afrikansk produktion og infrastruktur får mere luft under vingerne, vil det forhåbentlig starte en selvforstærkende udviklingsproces, der vil gøre det nemmere for Østafrika at oversætte sine strukturelle forcer såsom naturressourcer og den unge befolkning til vækst.
Der er stadig lang vej igen for Afrikas horn, der fortsat udfordres af etniske spændinger mellem regionens mange befolkningsgrupper, svage institutioner og den dertilhørende korruption
Selvom om alle disse udenlandske investeringer med rette skaber bekymringer om såkaldt gældsfælde-diplomati, bør potentialet for økonomisk og især politisk opblomstring i Østafrika ikke fejes af bordet uden videre. I kontrast til 1800-tallet er bolden denne gang på Afrikas banehalvdel, hvad man tydeligt ser i Djiboutis evne til at spille sine mange bejlere ud mod hinanden og afbalancere magtforholdet til sin egen fordel.
Én mand personificerer frem for alt Hornets blomstring; Etiopiens premierminister Abiy Ahmed. Indenfor knap et år ved roret har Ahmed løsladt politisk fængslede og sluppet medierne fri fra statens kontrol. Frem for alt har han frasagt Etiopiens krav på den betydningsløse ørkenby Badme og derved normaliseret de diplomatiske forbindelser til det forarmede fæstningssamfund Eritrea.
Et ægte julemirakel
Der er stadig lang vej igen for Afrikas horn, der fortsat udfordres af etniske spændinger mellem regionens mange befolkningsgrupper, svage institutioner og den dertilhørende korruption. Ikke desto mindre er kontinentet omsider begyndt at indfri sit potentiale. Fra Sydafrika til Congo og Algeriet er autokrater blevet bremset ved stemmeboksen og ved gadens demonstrationer.
Selvom alle disse lande langtfra kan kalde sig frie og fair, har almindelige afrikanere i stigende grad vist sig villige til at tage deres lands skæbne i egne hænder. Ligeledes er Afrikas ledere i stadig større grad blevet bevidst om den styrke hele kontinentet tilsammen kan mobilisere, hvad de tydeligt demonstrerer i deres opbakning til den Afrikanske kontinental-frihandelsaftale, der nu kun savner ratifikation fra yderligere tre lande, førend den træder i kraft og dermed bliver den største frihandelsaftale siden grundlæggelsen af WTO.
Billedeligt talt er det således udsøgt at se det afrikanske næsehorn brage fremad med hornet først. Selvom faldgruber og krybskytter stadig lurer overalt, kan kontinents lange march mod frihed, lighed og velstand omsider siges at være begyndt. Selvom det højst sandsynligt ikke kommer til at sne i Afrika til jul, så behøver de mindre end nogensinde at blive mindet om, at miraklernes tid langt fra er forbi.
Foto: Camp Lemonier i Djibouti, US Air Force.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.