Godhavnsdrengene vandt over systemet - dokumentaren om dem ændrede mit liv • POV International

Rikke Skov Kristensen 11.02.2018

ESSAY // FORSORGSHISTORIE – “Hvis jeg havde vidst dengang i 2005 på DR’s rygerbagtrappe, at dette kun var startskuddet til en indtil videre 13 år lang odysse, så var jeg blevet endnu mere bange. I dag bliver jeg bare ydmyg”, skriver Rikke Skov, den journalistiske drivkraft bag DR’s banebrydende dokumentar, “Drengehjemmet” om Godhavnsdrengene, der i årtier blev misbrugt, mens de var anbragt på drengehjemmet Godhavn. I denne uge vandt drengene en afgørende sejr, da Folketinget besluttede sig for at ophæve forældelsesfristen for svigt, vold og overgreb mod børn. Undskyldningen venter drengene fortsat på. Udsendelsen forvandlede Rikke Skov Kristensen fra journalist til aktivist, fortæller hun.

FORVANDLING – ”Jeg har siddet i samtlige af landets fængsler. Jeg har tilbragt over 20 år i fængsel, men det eneste sted, jeg aldrig vil tilbage til er Godhavn. Det sted var et helvede”, siger manden i telefonen.

Man kan høre, det er sandt. Hans stemme er dyb og grov og vidner om et liv med smøger og sikkert meget andet – men den ryster på en måde, der med det samme fortæller mig, at det her opkald er vigtigt for ham. Det viser sig, at det er første gang, han taler med nogen om sin tid på drengehjemmet Godhavn i Nordsjælland. https://rusbank.net/company/zaymer_ru/

Jeg sidder på rygerbagtrappen i TV-Byen i Søborg. Det er året 2005 og dagen efter, at min dokumentar ”Drengehjemmet” er blevet vist i fjernsynet.

Da jeg møder på arbejde, får jeg en stor stak telefonbeskeder i hånden. Det er seere og tidligere beboere, der har ringet ind efter udsendelsen, og som gerne vil kontaktes.

Derudover er min mailboks ved at eksplodere.

Men først vil jeg tage mig af telefonbeskederne. Samtaler varer mellem 1 minut og op til en time.

Mange af dem bryder sammen i hulkende gråd. Det er som om jeg taler med 12-årige fangede i voksne kroppe. Andre pårørende har brug for at tale om, at de først nu forstår, hvorfor deres far eller bror døde så tidligt og var, som han var

Nogle af dem jeg kontakter, råber bare ”De skal straffes!” eller ”Jeg håber, de brænder i helvede!”, og knalder røret på. Andre har brug for at fortælle om deres oplevelser enten på Godhavn eller andre børnehjem tilbage i 50’erne, 60’erne og 70’erne.

Mange af dem bryder sammen i hulkende gråd. Det er som om jeg taler med 12-årige fangede i voksne kroppe. Andre pårørende har brug for at tale om, at de først nu forstår, hvorfor deres far eller bror døde så tidligt og var, som han var.

Jeg sad vist nok en uge på den bagtrappe med det brune filtgulvtæppe og de gamle træmøbler. Sådan føltes det i hvert fald.

Kun når min Nokia 3210 løb tør for strøm, tog jeg pauser fra stakken af beskeder, som blev ved med at strømme ind. De kom fra tidligere anbragte. Fra deres børn. Fra deres enker. Fra ind- og udland. Fra direktionsgange og fra værtshuse. Det var overvældende – og også skræmmende. Omfanget og størrelsen gjorde mig bange og ikke mindst vred.

Overgreb mod børn er en utilgivelig forbrydelse
I denne uge torsdag den 8. februar 2018 – 13 år senere – vedtog Folketinget, at det fremover skal være muligt at søge erstatning for misbrug i barndommen uanset, hvornår det skete.

Det betyder, at gerningsmandens strafansvar i sager om svigt, vold og overgreb mod børn ikke længere kan blive forældet.

“Seksuelle overgreb og særligt overgreb mod børn er en utilgivelig forbrydelse, som kan efterlade ofret med evige ar på sjælen”, lød det fra justitsminister Søren Pape Poulsen i en pressemeddelelse.

Siden dengang i 2005 har disse voksne drenge kæmpet for noget så enkelt som en undskyldning. En undskyldning for misbrug, vold, svigt, manglende tilsyn, seksuelle overgreb og medicinske forsøg, som blev udført på dem af en meget ivrig psykiater

Det er en historisk dag, der har så enorme konsekvenser, og jeg fyldes med så mange følelser af lettelse og glæde. Det har været en lang rejse. En rejse hvor jeg forvandlede mig fra journalist til aktivist og en rejse som har budt så mange op- og nedture at jeg til stadighed forundres over, at dem der står i kampens frontlinje stadig står oprejst.

Godhavnsdrengenes lidelser blev også beskrevet i den prisbelønnede film, “Der kommer en dag”:

Godhavn var et drengehjem, hvor kriminaliserede drenge blev sendt hen af børneforsorgen. Definitionen dengang var dog relativt bred. Derfor blev børn med stort skolefravær og socialt dårlige familier også sendt til Godhavn. Godhavn var den mest højtagtede institution i landet.

Hvis jeg havde vidst dengang i 2005 på DR’s rygerbagtrappe, at dette kun var startskuddet til en indtil videre 13 år lang odysse, så var jeg blevet endnu mere bange. I dag bliver jeg bare ydmyg.

Udsendelsen var med til at få Godhavnsdrengene til at finde sammen via internettet. De fandt et fælles ståsted og et fællesskab. De dannede en forening. Mange faldt fra gennem årene. Enten fordi de døde eller fordi de bare ikke magtede at tale så meget om de år eller var blevet for syge. I dag er der en lille sej kerne tilbage. Til gengæld dækker de i dag ikke kun Godhavn, men alle anbringelsessteder.

Skiftende socialministre har skiftet mening, det øjeblik de først fik titlen, fordi embedsværket sikkert har fortalt dem, at en officiel undskyldning er dyr. Rigtig dyr. Jeg gætter bare, men jeg tror, det er et godt gæt

Siden dengang i 2005 har disse voksne drenge kæmpet for noget så enkelt som en undskyldning. En undskyldning for misbrug, vold, svigt, manglende tilsyn, seksuelle overgreb og medicinske forsøg, som blev udført på dem af en meget ivrig psykiater. De fik amfetamin om morgen for at vågne op og Valium om aftenen for at falde i søvn. Derudover blev der givet andre nye vanedannende stoffer som f.eks. Librium. De var forsøgskaniner.

Alt dette fandt jeg under researchen i et gammelt Ugeskrift for Læger, hvori det i begejstrede toner blev beskrevet af Godhavns psykiater Ib Ostenfeldt. Han undlod dog heldigvis at beskrive for sine kolleger, hvordan han ifølge mange beskrivelser befølte drengenes kønsdele som en del af ”undersøgelsen”. Hvis de da ikke var så ”heldige”, at få lov til at besøge ham privat.

Disse faktuelle uhyrligheder har staten konsekvent afvist at tage ansvar for i mere end 10 år. De har forholdt sig til forældelsesfristen for klager over anbringelsessager.

Det bliver desværre mere end svært for disse ofre at vinde sagerne. Det kræver jo beviser og det kræver overskud – og ikke mindst kræver det penge. Hvem kan bevise forsvundne blå mærker og psykiske ar eller penetration i anus?

Formanden for Godhavnsdrengene, Poul-Erik Rasmussen, skulle ifølge dansk lov have søgt erstatning da han var 21 altså 5 år efter han forlod Godhavn. Da Poul-Erik var 21 var han på herrens mark og vidste knap nok hvem han selv var efter Godhavn. Han havde mistet troen på systemet og væltede ud i et Danmark der var i fuld gang med studenteroprør og hippier. Selv kom han fra en tidslomme – et lille lukket samfund, som havde fucket med hans hjerne angående hvad der var normalt og ikke normalt.

Godhavnsdrengene fik ikke deres undskyldning torsdag. Efter afvisninger i både byret og landsret gav Folketinget dem en lillefinger og mulighed for at søge erstatning og har dermed også banet vejen for mange andre børn, der har oplevet misbrug og grove svigt fra myndighederne.

Det er som sagt danmarkshistorie. Det bliver desværre mere end svært for disse ofre at vinde sagerne. Det kræver jo beviser og det kræver overskud – og ikke mindst kræver det penge. Hvem kan bevise forsvundne blå mærker og psykiske ar eller penetration i anus?

Staten Danmark har ikke villet give den på papiret nemme undskyldning i årevis. Sikkert fordi det ville signalere, at det var en ren tilståelsessag og åbne en ladeport af sagsanlæg fra grønlænderbørn, handicappede, mentalt handicappede og ja også anbragte.

Skiftende socialministre har skiftet mening, det øjeblik de først fik titlen, fordi embedsværket sikkert har fortalt dem, at en officiel undskyldning er dyr. Rigtig dyr. Jeg gætter bare, men jeg tror, det er et godt gæt.

Efter 13 års kendskab til de stolte og stærke granvoksne drenge er der dog en ting, jeg ved med sikkerhed. Ingen penge kan lappe sårene. Penge kan heller ikke fjerne skylden og beskyldningerne. Ingen penge kan helt fjerne barndommens beskeder om, at de bare var kasserede og ikke duede til noget. Det kan en undskyldning til gengæld

Mange andre lande har givet undskyldninger – og erstatninger – for svigt i forsorgen. Men Danmark vil ikke – indtil i dag, hvor de berørte nu i hvert fald har en juridisk mulighed for at få oprejsning.

Efter 13 års kendskab til de stolte og stærke granvoksne drenge er der dog en ting, jeg ved med sikkerhed. Ingen penge kan lappe sårene. Penge kan heller ikke fjerne skylden og beskyldningerne. Ingen penge kan helt fjerne barndommens beskeder om, at de bare var kasserede og ikke duede til noget. Det kan en undskyldning til gengæld.

Tilbage på rygertrappen i den gamle TV-By i Søborg spørger jeg manden fra fængslet, om jeg må få hans nummer. Det må jeg ikke, siger han.

Han har lagt det bag sig. Lagt hele lortet i en sæk. Snøret den til og smidt den i ”havnen”, som han siger. Så lægger han røret på. I dag vil jeg stadig gerne tale med ham. Jeg tager mig i at tænke på ham alt for ofte. Jeg håber, han har det godt den torsdag.

https://www.facebook.com/enhedslisten/videos/vb.223040066022/10155828122536023/?type=2&theater

Journalist Rikke Skov kom i 2005 ved et tilfælde i kontakt med en mand, der som barn var blevet anbragt på drengehjemmet Godhavn. Hans historie blev indgangen til et års intensiv research i et at de sorteste kapitler i dansk forsorgshistorie. Grumme og glemte sandheder om seksuelle overgreb og medicinske forsøg på de anbragte drenge dukkede frem fra arkiverne. Arbejdet mundede ud i dokumentaren Drengehjemmet, som blev sendt på DR1. Men det blev også starten på 13 års kamp sammen med Godhavnsdrengene for at få en undskyldning for den rædselsfulde og voldelige barndom, som staten havde tilbudt drengene tilbage i 60’erne.

Topbillede: Fra demonstration – Fotograf Lene Helvad, privatfoto.

Rikke Skov Kristensen

Rikke Skov Kristensen er født i 1966 og oprindeligt fra Herning. Hun er uddannet på DJMX i 1994 og har arbejdet både på TV2 og DR. Hun laver dokumentar, serier og temalørdage til DR2 og DR K indenfor samfund, kultur og historie. Privat bor hun i København med sin søn.