
Er der ledigt her
Jeg sidder på færgen med min te, fordybet i en bog. Den lidt bamsede fyr får et nik.
– Lige indtil du sætter dig.
Han smiler og går i lag med sin rosinkage. Og en dåseøl.
Så lyder remsen fra højttaleren om sikkerheden om bord og at det ikke er tilladt at ryge. Min bordfælle lægger kagen fra sig, læner sig tilbage med et smil, der betyder smerte, så kommer det:
– Siger han, at man ikke må ryge? Også uden for på dækket, med al den friske luft!?
– Vi sidder i en stor maskine, svarer jeg.
Smilet når cigaretpakken på bordet og bliver til mere smerte. Men stadig et smil.
– Du må tage et ekstra stykke kage, hvis dét kan hjælpe, siger jeg, lidt dumt.
Der går måske et halvt minut, så læner han sig indover bordet.
– Min onkel har begået selvmord. Det er tre dage siden. Jeg er på vej til Holstebro. Mine kusiner, de er sytten og nitten år, jeg må op og …
Han går i stå.
– Hvad? Nej … din onkel, hvor gammel var han? får jeg fremstammet.
– Toogtres. Han hængte sig i garagen.
– Hvad er det du siger?
Jeg lægger bogen i tasken.
– Min faster skulle i Bilka og købe ind. Hun har fortalt, at hun syntes det knus han gav hende var lidt vagt. Men det behøvede jo ikke betyde noget. Men her nu … Da hun kom hjem, kunne hun ikke finde ham. Han var ikke nogen steder. Hun ledte alle vegne. Så fandt hun ham. Han hang i garagen. Hun gik ind og fandt en brødkniv, fik ham ned.
Vi sidder lidt.
– Var der noget varsel?
– Nej.
– Ved I hvad der kan ligge bag. Hvorfor?
– Nej. Der var ingenting. Vi ved ingenting.
Min bordfælle kaster et blik på cigaretpakken, tager vejr ind og nu kommer ordene, det ene og det andet og mange flere og ordene snubler over hinanden, som om de aldrig vil holde op.
– Onkel Vagn var snedker, ikke tømrer, nej snedker. Der var ikke noget dér. Han var en dygtig snedker. Men jeg har min egen teori. For tre år siden mistede han sin ældste søn. Hans søn var 34 år.
– Hvad?
– Ja. Min fætter var langturschauffør, han kørte hele tiden. Tyskland. Belgien. Italien. Så stod han under bruseren og …
– Ja?
– Han kørte og stoppede og kørte og holdt ind på tankstationer og fik mad. Chips og wienerschnitzel og pommes fritter og burgere og cola. Kaffe. Altid. Hele tiden. Det samme. 34 år. Han var ung. Han røg også en masse cigaretter. Så faldt han sammen under bruseren.
– Onkel Vagn talte aldrig om det.
– Det klarer jeg selv, jeg er vel en mand? forsøger jeg.
– Ja, det er dét. Men det kan man ikke holde til. Den dreng var hans øjesten, hans ét og alt.
– Sådan et tab skal ingen gå med alene.
– Nej, det …
Min bordfælle prøver, han forsøger at holde tårerne tilbage.
– Det kan man ikke.
Jeg siger, han bare skal græde.
– Talte onkel Vagn ikke med din tante om det, der var sket?
– Det ved jeg ikke. Det tror jeg ikke. Han snakkede ikke med nogen. Han gik altid ude i sit værksted.
– Der var også onkel Per. Det er 3-4 år siden. Ham fandt de også i garagen. Han havde hængt sig. Det var Jens, hans ældste søn, der kom, han gik ind i garagen. Så løb han ud igen med det samme. Han kom aldrig tilbage til den garage. Aldrig nogensinde.
– Onkel Per havde skrevet en seddel. Det var samme dag. Jens, sønnen fik den udleveret af en kollega i frokostpausen. Der stod: Når du kommer hjem fra arbejde, har du ikke længere nogen far. Det stod der.
Jeg sidder. Siger ikke noget. Hvad kan man sige? Manden tager sin store næve op og tørrer øjnene.
– Onkel Per var brandmand. De fortæller, at han var … sådan besat, allerede som barn var han besat. Dengang kunne han løbe udover marken og først komme sent hjem, hvis han havde hørt sirener i området. Han elskede sit arbejde. Jeg talte tit med onkel Per om det. Det dér … hvad det gør ved dig, når du bærer et fire års barn ud fra en brandtomt, altså barnet er ikke i live. Jeg ved det. Jeg har arbejdet i sikkerhedsfirmaer, du ved, som nattevagt. Jeg har stået med otte, otte af de dér …
Min bordfælle drejer hovedet, ser sig kort over skulderen, sænker stemmen.
– Du ved, otte … sådan otte unge mænd, der ikke kommer herfra. Med knive. De ville ind. De råbte, at jeg skulle åbne boksen. Jeg sagde til dem, at jeg ikke havde koden, at jeg ikke kunne åbne den boks. Det sagde jeg til dem. Mange gange. To af dem satte knivene op under næsen på mig. De sagde: – Du åbner nu eller du er færdig!
– Så du ved, onkel Per og jeg kunne godt tale sammen. Det gjorde vi tit. Dét skal man med de jobs.
– Et par år inden onkel Per hængte sig, var vi til en familiefest. Onkel Per havde siddet og snakket med min kone, nu er vi skilt, men … De havde snakket om, at han snart skulle på pension. Han kunne ikke lide det. Hvad skulle han gøre. Han ville ikke på pension. Han ville arbejde. Han ville redde andre menneskers liv. Det var dét han ville. Det havde han altid gjort. Ikke andet. På pension. Hvad skulle han så.
– Det arbejde var hans liv, pipper jeg.
– Ja. Onkel Per var også altid ude hos min far. Onkel Per kunne komme et par timer, så drak de et par øl, snakkede sammen og så kørte han igen. Onkel Per var en god mand, en god søn.
– Din far er alene?
– Ja. Han har fået alt for mange piller. Mod alt muligt. Han kan ikke så meget nu. Han var også snedker. Han var god. Alle dér på egnen brugte ham.
– Forleden måtte jeg så hen til ham. Han sidder på plejehjemmet. Jeg kommer ind på hans værelse, jeg siger – Far, der er noget vi skal tale om. Med det samme siger han – Hvem er død? Han havde jo allerede mistet onkel Per. Han brød fuldstændig sammen.
– Den stakkels mand, siger jeg.
Men det er som om min bordfælle ikke hører efter. Hans blik flakker nu, søger ubestemte steder bag mig. Jeg sidder lidt, nipper til min te.
Pludselig rejser manden sig i stolesædet, smøger først det ene, så det andet ærme op.
– Se her. Det er mine to piger. Jeg har to dejlige døtre. De er tretten og fjorten år.
Højre underarm og venstre. Hver af dem bærer en farvestrålende tatovering. Pigernes navne som sat med flammesværd.
Jeg spørger til døtrene og får en lang historie om glade, sunde piger og et ægteskab, der gik ned. Om en far, der kom på førtidspension, min bordfælle.
– Jeg er aldrig blevet normal efter det overfald med knivene, de kommer hele tiden … Men nu arbejder jeg lidt hver dag. Det er ved en grusgrav, jeg står for regnskaberne. Pigerne besøger mig hjemme en gang i mellem, men de vil helst være hos deres mor. De ved aldrig helt med mig. Det er i orden. Jeg har kun dem, jeg elsker mine piger, men … de dér knive, jeg kan sgu ikke …
Pigernes navne er sat med gotisk skrift og farverne er de samme som i våbenskjoldet for den by i Østrig, som bordfællens mor stammer fra. Moderens familie var flygtet fra Nazityskland, og under krigen blevet hjulpet af danske familier på Horsens-egnen. Som syttenårig tager moderen i 1963 tilbage for at sige tak. Her forelsker hun sig i bordfællens far. Hun bliver og stifter familie.
– Men nu skal jeg til Holstebro. Vi skal begrave onkel Vagn. Alt det der skal ordnes. Jeg bliver nødt til …
Tårerne løber. Næven op, bagsiden får det værste væk.
– Hvad skal jeg gøre. Jeg ved ikke hvordan jeg skal gøre det. Jeg … de to kusiner, jeg skal op og … de er ude af sig selv og … jeg bliver nødt til at tage mig sammen og give dem … jeg er deres onkel og jeg må jo … men …
– Hvad er det du skal give dem? spørger jeg.
– Jamen, de er jo ude af sig selv, de kan ingenting. Jeg må op og prøve at trøste dem. Vise dem at …
– Ja?
Tårerne triller, det hjælper ikke med den næve nu.
– Se på mig for fanden! snøfter han.
– Jeg kan jo ikke hjælpe dem, sådan som dét her er. Jeg kan ikke sidde der med dem efter begravelsen og … hvad hvis jeg selv bryder sammen!? Jeg skal jo …
Jeg finder et papirlommetørklæde i tasken, rækker det over.
– Hvad ville der ske, hvis du sidder med dem i Holstebro, og I alle tre kommer til at græde? Kunne I ikke det? Jeg tror godt, de kusiner kan klare at se dig græde. De har jo deres egen sorg. Mon ikke den fylder det hele?
Manden standser midt i en bevægelse. Kigger på mig og cigaretpakken. Så ser han ned i bordet.
– Det … det kan jeg da ikke …
– Hvorfor ikke?
– Jamen, jeg er jo deres onkel, de skal da have én, de kan læne sig opad. Jeg kan ikke … dér kan jeg ikke sidde og flæbe.
Nu er det mig, der læner sig ind over bordet.
– Det kan du godt. Jeg ved godt, at store voksne mænd ikke græder. Men det skal du glemme.
Du sidder her og fortæller mig, en vildt fremmed kvinde, at din onkel Vagn har taget sit liv, at din onkel Per har gjort det samme, og du græder. Selvfølgelig gør du det. Jo, du kan. Du kan godt græde sammen med dine kusiner.
Han kigger tøvende over.
– Ja, du kan. I kan godt græde sammen. Du skal ikke over og være stærk. I kan hulke og græde, I kan hyle og skrige eller hvad som helst, for I har mistet en far og en onkel. For fanden da, hvis ikke man skal græde over det, hvornår så?
Min bordfælle ranker sig og gentager historien om de otte mænd og knivene. Hvordan han havde bidt al angst i sig, hvordan han sagde til dem, at de bare kunne dræbe ham. Han havde ikke den kode, han kunne ikke åbne den boks.
– Det var modigt gjort, siger jeg.
– Jeg kunne ikke andet, jeg skulle, siger min bordfælle.
– Nu skal du over til dine kusiner og det er ad h.… til. Men ved du hvad. Du skal være ligeså modig sammen med dem, som du var den dag med knivene. Det er jo ikke enten-eller. Enten er onkel her stærk og tager sig af sine kusiner. Eller også bryder han sammen. Nej. I bryder sammen, og græder og I gør det sammen. Det er den bedste måde, du kan hjælpe dine kusiner på.
Min bordfælle tager en sidste slurk af øldåsen.
– Tror du? Tror du virkelig, jeg kan det?
– Ja, du kan. Det kan du. Det ved jeg.
Vi sidder lidt.
Så tager stemmen fra højttaleren over.
– Færgen er i havn om få minutter. Passagerne bedes indtage deres pladser i bilerne. Molslinjens afskedssang på Jamaica-melodien, Kombar’do, kombar’do, kombar’do får alle op af stolene og i kø ved udgangen.
Min bordfælle kommer rundt om bordet.
– Hvad hedder du?
Jeg svarer, og før jeg ser mig om, er jeg trukket ind i et favntag. Min bordfælle er stor og hans favn er temmelig blød.
– Jeg hedder Jan. Jeg vil godt sige tak. Det … det var godt jeg satte mig ved dit bord. Tak skal du have. Pas godt på dig selv.
– I lige måde, Jan. God tur.
Illustration: Flickr.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her