FREDAGSKLUMMEN: Parterapeutens nye indsigt

i Bæredygtighed/Featured/Liv & Mennesker af

KLUMME – Jakob Brønnum har altid ment, at han burde nedsætte sig som parterapeut, eftersom han for mange år siden har opdaget, hvad der som det eneste kan redde et ægteskab i længden: En opvaskemaskine. Nu er han dog kommet til en ny konklusion…

For nylig afgik vores opvaskemaskine ved døden efter kort tids sygdom og blev kørt bort og henstillet sammen med sine forfædre på den kommunale skrotplads, på et sted, som jeg kalder New York.

Det ligner fuldstændig indflyvningen til New York, når man kommer kørende i en bestemt belysning sidst på dagen og de høje, firkantede tårne af kasserede hvidevarer dukker op i horisonten. Jeg har altid ment, at jeg burde nedsætte mig som parterapeut, eftersom jeg allerede for mange år siden har opdaget, hvad der som det eneste kan redde et ægteskab i længden: En opvaskemaskine. De hændelser, der var forbundet med vores opvaskemaskines sidste bedrøvelige tid, har imidlertid vist mig, at det nok er helt i sin orden, at jeg aldrig har gjort alvor af det.

En lille forhistorie

Husets kærlige og omsorgsfulde moder kaldte på et tidspunkt i det sene efterår fra altanen på vores kat, som ikke havde vist sig til sit traditionsrige, daglige luksusmorgenmåltid. Jeg advarer altid mod det, eftersom en forsinkelse fra den forslugne kats side kun kan betyde et: At der er bedre mad, hvor den er. Og ganske rigtigt. Katten kom ind med, hvad vi troede var en mus i munden, som den øjeblikket efter slap fri.

Det tog mig det meste af seks timer og kostede lige godt 1600 kalorier i form af marcipanæg indkøbt til påske, fordi jeg var så forfærdelig nervøs.

Det har katten før gjort, og den og jeg har moret os med at jage de undslupne mus sammen, for det meste stort set uden at husets bogreoler væltede. Katten elsker at jage sammen med mig. Den positionerer sig tydeligvis i forhold til, hvor jeg står, så vi dækker området mest effektivt. For eksempel går den hen til den anden ende af bagsiden på bogreolen, hvor musen vil komme ud, hvis jeg står ved den ene og prøver at jage den ud ved at stikke med lang pind eller noget. Så kigger katten på mig og viser, at den er klar. Det er meget imponerende og dybest set skræmmende.

Jeg plejer at forsøge at jage musen ud på åbent område og smide en skål over den, hvorefter katten helt mister orienteringen og går ud i haven for at lede efter den. Det lykkedes ikke denne gang. Min kone deltog også i jagten og vi var så tæt på den, at den bed hende, hvorfor hun måtte udstå en stivkrampeindsprøjtning. Vi burde have vidst bedre, allerede der. Mus bider ikke på den måde.

Nogle dage og uger gik, hvor vi kun hørte lidt til ”musen” gennem en lejlighedsvis gnaven i væggen, særligt sidst på natten. Hvorom alting er, blev den, fire skadedyrsekspertbesøg senere, langt om længe opgraderet til en rotte. Men da havde den også spist samtlige løse ledninger bag vores state of the art Smeg-køleskab og vores skrummel af en opvaskemaskine.

Sidstnævnte tiltrak rotten på grund af sin riflede vandledning, som den nåede at bide i stykker to gange. Første gang skiftede blikkenslageren den. Min kone havde opdaget dryppende vand i underetagen, med andre ord det, der med et forsikringsrelevant fagudtryk hedder en vandskade. Men det blev ordnet. Nogle få dage senere dryppede det imidlertid igen.
Eftersom jeg arbejder forbløffende effektivt under apokalyptiske forhold, tog det mig i omegnen af et halvt minut at afmontere opvaskemaskinen fra sin sikre plads i centrum for vore aktiviteter.

Jeg fik også skiftet vandslangen. Det tog mig det meste af seks timer og kostede lige godt 1600 kalorier i form af marcipanæg indkøbt til påske, fordi jeg var så forfærdelig nervøs. Der var trods alt en hel del momenter, som var nye for mig, særlige fæstningsmekanismerne bag opvaskemaskinen, der forhindrer at vandtrykket skyder slangen af. Man vil jo nødig stå fadder til nye vandskader på grund af sløseri og grov mangel på indsigt.

Imidlertid var opvaskemaskinen nu endegyldigt holdt op med at fungere, trods det gentagne vandslangeskift. En lakonisk displaymeddelelse skulle vise sig at blive dens sidste ytring. Tilstopning inde i maskinen. Rotten herskede stadig uindskrænket over køkkenets underste regioner, så vi besluttede os for at vente med en reparation, til vi havde genvundet herredømmet i dyreriget på matriklen.

Hjemmets magiske sammenhængskraft

Hvordan skulle det nu gå? Opvaskemaskinen er hjemmets magiske sammenhængskraft. En lynafleder for frugtesløse skænderier og bebrejdelser til alle tider og på alle niveauer. Vores datter tømmer næsten uden protester opvaskemaskinen flere gange om ugen, som vi har aftalt hun daglig skal gøre. Det var ikke gået, hvis hun havde skullet hjælpe med opvasken i køkkenet hver aften efter aftensmaden.

Det kræver strategi og logistik langt udover opgavens formelle omfang at få afviklet opvask uge ud og uge ind, hvis man skal gøre det ved håndkraft.

Jeg husker, hvordan jeg blegnede, da sønnen i huset meddelte, at han og hans nye kæreste havde fundet en lejlighed. Jeg havde ikke på det tidspunkt nogensinde konstateret, at han havde samlet så meget som én sok op fra gulvet under sine nu to decenier i støvets land, og jeg var ved at gå ud af mit gode skind af bekymring over, hvordan det skulle gå, når kærligheden og husførelsen skulle fungere sammen.

”Er der opvaskemaskine?” fik jeg endelig fremstammet. Det var der så. En mindre model. Det viste sig desuden, at hun havde nået regioner af den unge mands bevidsthed, og måske særlig underbevidsthed, vi andre ikke har haft adgang til. Så det gik og går helt som det skal med dem.

Uden opvaskemaskine kommer ethvert parforhold nemlig på et tidspunkt til en ”dead end”. Det kræver strategi og logistik langt udover opgavens formelle omfang at få afviklet opvask uge ud og uge ind, hvis man skal gøre det ved håndkraft.

Måske skyldes det slet ikke, at folk ikke gider laver mad derhjemme, at det er muligt, selv i små provinsflækker, hvor man for længst har lukket lægehuset, skolen, biblioteket og købmanden, at have fem fastfoodbutikker. Det skyldes, at folk kommer op at skændes over, hvem der skal tage opvasken, og ikke mindst hvornår. Så vil de hellere spise noget, hvor de bare skal smide en kartonæske ud bagefter.

Tiljublet som opvaskens mester

Når jeg tidligere har vasket op i hånden, har det været den rene jammerdal. Det har taget alt for lang tid og til sidst står der alligevel nogle skåle tilbage, foruden lidt bestik, der havde forputtet sig og nogle glas, der stod et andet sted. Og en kasserolle med noget brændt i bunden.

Sådan var det ikke i den her omgang. Det viste sig, at jeg vaskede op meget hurtigere og mere systematisk end det normalt er sket, for eksempel når vi til jul og påske bruger arvesølvet og noget porcelæn, jeg har fra min farmor, som ikke tåler opvaskemaskine.

Det skyldes, at man, som tiden går, bliver dygtigere til at anvende sin motoriske energi og får mere rutine i at analysere de krævede træk

Jeg blev hurtigt overdraget det privilegium at forestå opvasken og selvom jeg stadig lader mig tiljuble som opvaskens mester, også efter vi har fået den ny, lydsvage maskine, ved jeg, at jeg ikke fortjener titlen.

I begyndelsen troede jeg, at det min nyfundne duelighed skyldtes en særlig, sent indtruffen modenhed, som jeg har lagt mærke til, også på andre områder. Man har lagt et eller andet bag sig for mange år siden, men tager det så op igen og opdager, at man er meget bedre til det, end man dengang var. Det gælder alt, ligefra guitarspil og akvarelmaleri til knapsyning, lettere håndværksopgaver og bedlugning.

Det skyldes, at man, som tiden går, bliver dygtigere til at anvende sin motoriske energi og får mere rutine i at analysere de krævede træk, samtidig med at man kan beregne hele processen fra begyndelsen til slutningen og som voksent menneske, professionel indenfor et eller andet område og måske særligt forælder, har opøvet rutinen i tålmodigt at arbejde til noget er færdigt.

Jeg ved nu, at det er håndvasken som min kone med stor klogskab valgte, da vi skiftede den ud for nogle år siden, der er årsagen til, at jeg arbejdede så effektivt. Det handler om størrelsen. Den er stor nok til at alle glas og derefter alt porcelæn kan ligge der, så man ikke står og bakser med en lille balje, men kan ordne det i et par hurtige omgange.

Det er ikke så lidt livsbekræftende at arbejde med glas, træ og porcelæn, uden at blive forstyrret af plastic

En anden ting, som min kone har stået som klar fortaler for og initiativtager til, viste sig nu fra sine mest musiske side. Vi har afskaffet plastik i køkkenet, så godt det går, og det vil sige, at alt hvad man ser og rører ved, er rigtige materialer.

Selv plasticopvaskebørste er vi gået væk fra og køber en træopvaskebørste og en skrubbebørste af kraftigt strå en gang om året på et marked i byen. Det er ikke så lidt livsbekræftende at arbejde med glas, træ og porcelæn, uden at blive forstyrret af plastic i mange mærkelige, ofte blegede og grimme farver og former.

Det er som om de små subliminale associationer, man altid har, når man står og arbejder med et eller andet, det løbende billedvæv i det indre, bliver sat fri, når plastikken er borte. Man tænker på meget smukkere og mere interessante, mere livsnære ting, ting, der har sammenhæng med tiden, fortiden, historien, kunsthåndværk, årstider, træernes skønhed. Alt sådan noget. I stedet for plastic, der får en til at tænke i billeder som parkeringskældre, betonhuse, asfalterede indergårde, samlebånd, grimhed, melankoli og gråtoner.

Dampbadsfornemmelsen

Jeg havde med andre ord overtaget opvasken, ikke alene med en uventet systematisk tæft, men også med stor glæde, bortset fra, at jeg havde glemt dampbadsfornemmelsen, der efterhånden indfinder sig, fordi man står bøjet over varmt vand. Den er til at leve med, det tog jo kun et kvarter-tyve minutter.

Da min kone nu så, hvor godt det gik og mærkede, hvor god stemning, der vedblivende var i køkkenet, når jeg vaskede op, meldte hun sig med tilbuddet om at tørre af, selvom jeg på det bestemteste mente, jeg kunne klare det selv. Mine kone og jeg var begge enige om, at det var hyggelige og opbyggelige øjeblikke, vi ikke ville have været foruden.

Vi nåede ikke så langt som til at filosofere over, hvordan det ville være, hvis det var dagligt, men det er formentlig bedre end at sidde og scrolle ned over et socialt medium efter maden

Det var nogle lyde – porcelænet, der lyder på en bestemt måde, mens man vasker op, og det var nogle situationer –  måske blot dette, at man står op i stedet for at sidde ned på det tidspunkt af dagen, og sikkert også det at forårslyset kom i det samme efter den lange vinter og vi begyndte at tale om årets haveprojekter og alt den slags.

Vi nåede ikke så langt som til at filosofere over, hvordan det ville være, hvis det var dagligt, men det er formentlig bedre end at sidde og scrolle ned over et socialt medium efter maden. Det lykkedes os ikke helt at få vores snapchattende teenage-datter til at indse, hvilken livsvisdom, der er forbundet med at vaske op i hænderne. Mærke træets knaster og årer i en slev eller i opvaskebørsten og porcelænets fine rundede former. Tale sammen. Være der.

Mens jeg skriver det her, forstår jeg, at jeg måske alligevel kan og bør nedsætte mig som parterapeut, blot med en ny og mere økologisk universalløsning på ægteskabets potentielle problemer: Afskaf opvaskemaskinen!

Topfoto: Collage af forfatteren.

Jakob Brønnum er forfatter til omkring 30 bøger. Senest er kommet "Matthæuseffekten", et livsfilosofisk essay, samt Nøjsomhedens tivoli (digte, 368 sider) og "Den sidste passion" (digte, 286 sider), en gendigtning af påskens fortællinger, en af vores kulturhistoriske grundfortællinger. Udvalg af de seneste bøger: Langsomheden 1.0 (digte 2015) Argumenter mod døden (essay 2015) Lysåret (haiku, 2016) Fortællinger fra undergrunden (2016) Pengeguden (essay 2016) Porten til den indre by (digte, 2016) Den sidste passion (digte, 2017) Matthæuseffekten (essay 2017) Nøjsomhedens tivoli (digte 2017) Jakob Brønnum er født og opvokset på Frederiksberg. Han har HumBas fra RUC og er cand. theol. fra Århus Universitet. Jakob Brønnum er en meget anvendt foredragsholder. Han bor i dag i Sverige med sin familie. Hans kone (og skolekammerat fra Johannesskolen på Frederiksberg) er lektor og forsker ved socionomuddannelsen på universitetet i Örebro. Jakob Brønnum er redaktør af bl.a. nettidsskriftet Den smalle bog. Han har siddet i bestyrelsen for Dansk Forfatterforening og styregruppen for BogForum og skrevet for bl.a. Aarhus Stiftstidende, Bogmarkedet og Kristeligt Dagblad. På POV International skriver Jakob Brønnum kulturstof og om etiske og eksistentielle problemstillinger. POV's skribenter arbejder uden honorar. Støt gerne Jakob Brønnums artikler på MobilePay: 53 60 84 96.

Seneste artikler om Bæredygtighed

Havbrug for fremtiden

DEBAT – Miljøbiolog Mette Cristine Schou Frandsen, fra tænketanken Fremtidens Fødevarer, har