Karen, Nairobi, Kenya. 1993.
”Uh-huu, hvor er du, Pelestine?”
”Jeg er her, Memsaab…” lød det inde fra strygerummet, som også blev kaldt det gule værelse, fordi væggene var sart lysegule, samme farve som en æggesnaps rørt med sukkerkorn der aldrig blev opløst, men altid knasede, dengang jeg var en lille 6-årig pige i Danmark. Mit nu, her 25 år senere foregik i landsbyen Karen, der lå på Karen Blixens gamle kaffefarms jorde cirka 15 kilometer fra landets trøstesløse, møgbeskidte og grimme hovedstad, Nairobi.
I Karen var der smukt, og pernittengrynet rent med overvældende grønne planter og duftende blomster alle steder – det var der også i Langatta, som var smeltet sammen med Karen.
Rig flugt, hvid flugt, eventyr flugt fra den 1. verden til den 3. verden. (Hvor helvede er den 2. verden, jeg har virkelig ledt, men har endnu ikke fundet den).
Overklasse Expats, særligt britiske grandkusiner og grandfætre til Queen Elizabeth II, der ikke kunne leve som kvartkongelige i Great Britain. De havde ikke råd til det, og de var ikke royale nok til at blive regnet for nogen, fordi deres blå blod var for tyndt.
I Kenya fik alle vi hvide kongekroner og dronningediademer på lokkerne, hældt benzin på Landcruiserne og vasket op, skrubbet gulve og vasket tøj af andre end os selv.
Overklasseblod har alle farver, det fås ikke i almindelige blodbanker, men kun i det man tror om sig selv, og jeg var en af dem, der kunne lures og især lure mig selv.
Jeg havde både brug for en gartner, tre piger i huset og to askarier (nattevagter). Seks opvartere til et menneske.
I Kenya fik alle vi hvide kongekroner og dronningediademer på lokkerne, hældt benzin på Landcruiserne og vasket op, skrubbet gulve og vasket tøj af andre end os selv. Overklasseblod har alle farver, det fås ikke i almindelige blodbanker, men kun i det man tror om sig selv, og jeg var en af dem, der kunne lures og især lure mig selv
I den officielle vejledning om tjenestefolk, ja det hed det, værre endnu kunne de arbejdende også benævnes som housegirls og – boys, nå men i den vejledning stod der, hvor meget den anbefalede mindsteløn var, ikke pr. time men pr. måned.
Lønnen svarede til, at en person gik 4-5 gange på den dyreste sushi restaurant eller lige så mange besøg på den franskinspirerede Alan Bobbe’s Bistro inde i Nairobi. Vi kom der ofte, det gjorde dem, der arbejdede i mit hus ikke.
Jeg gangede lønnen op med fire, og alle fik den samme løn. De andre expats blev rasende på mig. Jeg ødelagde, som flere af dem sagde til mig, ”markedet”. Det var jeg ligeglad med.
De ansatte blev fundet gennem nogen, der kendte nogen, de kom alle langvejs fra og de fleste havde været undervejs i mindst tre døgn med bus, før de kom til min adresse i Karen. Ingen af de seks havde været væk hjemmefra før, de var voksne, fire af dem havde aldrig kørt i bus. Ingen af dem havde nogensinde set et toilet.
”Det sagde du ikke vel? Memsaab.”
”Ouh…!” Pelestine satte lynhurtigt strygejernet ned i metalholderen for enden af strygebrættet og holdt begge hænder op for munden.
”Du ved det, jeg vil ikke ha’ at du kalder mig Memsaab, jeg trækker dig i løn til den første.”
”Hvor meget?”
”100 shillings.”
Pelestine begyndte at fnise, hun strøg videre på en af mine silkenatkjoler, den var ferskenfarvet med de tyndeste stropper.
”Det siger du altid, men du gør det jo aldrig”.
Jeg fnisede ikke, jeg var sur, en kant af vred faktisk.
”Hvad skal jeg ellers sige, hvordan skal jeg få dig til at forstå det? Jeg hedder ikke Memsaab, det er ikke et navn, det er en titel fra gamle dage, jeg skammer mig, når du kalder mig det”.
”Du er hvid, for mig er du en Memsaab”.
”Nej, Pelestine, jeg er ikke en Memsaab, jeg er din ven”.
Pelestine fniste igen, mens hun strøg videre.
”Du er ikke min ven. Du er Memsaab, og jeg er din Housegirl”.
”Jesus Christ, hvor jeg dog hader det her”!
Pelestine trak på skuldrene. ”I have a job, I’m happy… “
”Jeg orker det ikke, hold nu op.”
”Du er Memsaab, jeg er Housegirl” gentog Pelestine og tog en træbøjle.
Hun hængte den færdigstrøgne natkjole op på et tøjstativ på hjul, der stod langs væggen i strygerummet og tog det næste stykke tøj, en halterneck beige hørkjole. Alt strøg hun, selv mine små blondetrusser, der var sådan nogle mideinsekter og larver i Kenya, der kunne krybe og kravle ind gennem huden og ind i de dybeste kropsåbninger. Æg, larver og insekter døde – håbede vi – når de blev stegt af strygejernet.
”Så kæmp da for fanden, Pelestine, jeg er med dig! Vi må da begynde her, her i vores eget hus.”
Pelestine kluklo, men sagde ikke noget.
Jeg slog opgivende ud med hænderne, sukkede og gik ud på verandaen og skrev videre på min bog. Jeg havde ikke siddet der i to minutter, før Pelestine kom og afbrød mig.
”Vi håber alle sammen, også askarierne, at du vil lytte til vores ønske, Sineve…”
”Hvad er nu det for et ønske?” Jeg bryder mig ikke om at blive afbrudt, når jeg arbejder, det blev jeg ofte.
”Uniformerne, vi vil meget gerne have nogle uniformer.”
”Åh nej, ikke den uniformsnak igen, jeg har fortalt dig om Hitler, ham den onde diktator, som myrdede millioner af mennesker, men inden han gjorde det, tatoverede de fleste med tal, så han vidste hvem, der skulle dø, men udover tallene på håndleddene skulle de også gå i tøj med deres nummer og symboler, de uniformer du vil ha’ minder mig om det.”
”Men på vores uniformer skal der jo ikke stå noget nummer, vi er ikke dine slaver, vi er dine Housegirls, Askaris og Michael er din gartner.”
”Pelestine,” sukkede jeg. ”Jeg magter det ikke, du fatter jo ikke en klap!”
”Jo, det gør jeg, det er dig, der ikke forstår os. Vi er stolte af at arbejde hos dig, vi får en god løn, vi får mad og tøj, vi får mange ting af dig…”
”I arbejder også hårdt…”
”Vi kan godt li’ at arbejde her i huset på Karen Road, og vi kan godt li’ at arbejde for dig, du er så sjov, Memsa… Sineve.”
”Der reddede du den lige, hva’?”
”Ja.”
”Hvad skal I med de uniformer, I har jo allerede været i Nairobi og købt kjoler til at arbejde i, askarierne har fået de varme dragter til vagterne om natten og Michael har sit blå lærredstøj til når han er i haven, altså det må da være nok?”
”Os Housegirls vil gerne have det samme på, de samme farver, de samme uniformer, og så skal der først stå f.eks. mit navn Pelestine Anini og nedenunder skal dit navn stå og så på den sidste linje skal der stå ”186 Karen Road, Karen”…”
”Oh my God! Glem det, du får IKKE den uniform!”
Min bog, ”Når den blå hane galer,” udkom på Lindhardt & Ringhof i 2006, og den er den eneste af mine ti bøger, hvor jeg tænker, gid jeg dog fik mulighed for at skrive den om, fuldstændig fra det første ord, ”Hun” til det sidste ord, ”Morgen”.
Om igen, bare om. Jeg har så meget stof skrevet ned allerede, de sjoveste historier og de forfærdeligste, de kærligste og de mest sexede, de mest uretfærdige historier og de smukkeste, og et par gange om året tager jeg fire-fem uger ud af kalenderen og skriver om og skriver nyt og mere til og sletter noget andet, og en dag får de, der har lyst til at læse hele historien om Pelestines og mit liv i Kenya, både i Karen og på den lille ø Lamu, der ligger syd for Mombasa, vel også mulighed for det.
Vi var stærke sammen i et råt land i en hård tid, vi var afhængige af hinanden, men vi holdt også ægte af hinanden, og ingen kunne grine eller græde sammen som vi kunne. Jeg tør godt skrive ærligt om det hele. Første forsøg i ”Når den blå hane galer” var også ærligt, men det kan jeg gøre meget bedre. Trust me and trust the story.
”Det er kun fattige mennesker, der går nøgne rundt.” Der var en snert af foragt i hendes stemme. Pelestine lagde håndklæderne ved siden af en stor buket lyserøde blomster, der stod på en hvid opsats, så gik hun
”Jeg kan ikke høre, hvad du siger, hvorfor hvisker du?” spurgte jeg Pelestine en formiddag. Jeg kom nøgen ind ude fra haven med to badehåndklæder over armen, som Pelestine tog, mens jeg fortsatte ud mod badeværelset.
Jeg havde for første og sidste gang forsøgt at sole mig ude på græsplænen, men den fornøjelse varede ikke en gang fem minutter, solen var ubærlig skarp og varm. Jeg åbnede for vandet i badekarret, Pelestine var gået efter mig, jeg gik op i badekarret, hun stod og så på mig stadig med håndklæderne over den ene arm.
”Hvad var det, du hviskede, lige før da jeg kom ind fra haven, jeg kunne ikke høre det.”
Pelestine løftede ansigtet og så meget bestemt på mig.
”Du lå nøgen ude på græsplænen.”
”Da ikke ret længe.”
”Det er kun fattige mennesker, der går nøgne rundt.” Der var en snert af foragt i hendes stemme. Pelestine lagde håndklæderne ved siden af en stor buket lyserøde blomster, der stod på en hvid opsats, så gik hun.
Pelestine fik næsten altid det sidste ord, og hun fik også altid, hvad hun ville have, så et par uger senere kom budet direkte fra systuen i Nairobi med to store pakker pakket ind i stift brunt papir.
Det gøs i mig, da Pelestine pakkede først de gule uniformer med rød skrift på ud, så de grønne med hvid skrift på. De to andre piger stod rundt om Pelestine, de strålede lige så meget, som hun gjorde. Det var en stor dag for dem, men jeg var lige ved at tude, og det var ikke af glæde.
Når man er nøgen er man fattig.
Når man har en uniform er man ikke alene.
Når man er sort, er man ikke hvid.
Topillustration: “Heritage” – akryl på lærred. Privat ejet. Kunstner: Creative Curls. Creative Curls er fra England og Uganda. Hun er vokset op i en kreativ familie og har studeret Industrielt Design på universitet i fire år. Hun malede lidt som barn og for tre år siden begyndte hun for alvor at male. Hendes tidligere angst for at andre skulle se hendes kunst og sige hvad de mente om den forsvandt langsomt og hun begyndte at dokumentere “sin rejse”, som Creative Curls selv kalder det, på Facebook og Instagram. Hun sælger nu sine billeder med succes. Ofte er hendes portrætter ansigtsløse fordi hun ønsker at betragteren skal sætte sig selv ind i maleriet og knytte sig til den historie både billedet og de selv kan fortælle. Hvis du har fået lyst til at se flere af Creative Curls’ billeder kan du finde hende på Instagram: @creativecurls_ eller på Facebook: CreativeCurlsUk
En hilsen til POVs læsere fra kunstneren: “I look forward to seeing my work on another corner of the globe! – Kind regards, Creative Curls
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
