SOMMERSERIE #7 // KENYA – I religiøse kredse ville man sige, at det er en guddommelig indgriben i verdens gang, mens man i videnskabelige kredse ville kalde det en sensation. Det skriver Carsten Willersted, som i Kenya har besøgt de – måske sidste – to hvide næsehorn. Et internationalt forskerteam arbejder fortsat på, at et nyt hvidt næsehorn kommer til verden.
OL PEJETA – Det lyder jo næsten som overskriften til en gyserfilm. Men nogle gange overgår fantasien faktisk virkeligheden. Og selv om det kan lyde uhyggeligt – og måske sætte bevægelse i de små fimrehår, så er der faktisk noget glædeligt over svaret på spørgsmålet.
Langt fra alfarvej og lige dér, hvor den nordlige og sydlige halvkugle mødes, er der ved at ske det, man kan kalde et mirakel. I religiøse kredse ville man sige, at det er en guddommelig indgriben i verdens gang, mens man i videnskabelige kredse ville kalde det en sensation.
Vi befinder os i Ol Pejeta Conservancy, der er et 360 km² stort wildlife beskyttelsesområde i det centrale Kenya, mellem foden af Mount Kenya og Aberdares, og blot 25 kilometer fra min bopæl.
Oprindeligt var stedet et omfattende kvægbrugsområde. I mangel af den nedbør, der kræves for at kunne dyrke afgrøder med succes, blev kvægdrift set som den næstbedste måde at udnytte jorden på. Men med tiden blev kvægdriften mindre og mindre rentabel.
Større grupper af elefanter, som tidligere brugte ranchen som en transitkorridor mellem Mount Kenya og Aberdares, tog i stigende grad permanent ophold i området. Elefanterne ødelagde de hegn, der er nødvendige for at maksimere kvægets produktivitet, og det blev hurtigt umuligt at vedligeholde hegnene omkostningseffektivt.
Det estimeres, at der er ca. 16.000 sydlige hvide næsehorn tilbage i naturen. Mens der kun er to – siger og skriver 2 – nordlige hvide næsehorn tilbage i verden
I 2004 blev ranchen og de omkringliggende jorde opkøbt af en britisk naturbeskyttelsesorganisation, som omdannede stedet til et vildtdyrsområde. I dag kan stedet prale af at have den største bestand af sorte næsehorn i Østafrika.
Det er her, vores historie begynder.
Farveblinde oversættere eller blot en myte?
Næsehornet er det tredjestørste nulevende landdyr efter elefanten og flodhesten. Der findes fem arter af næsehorn i verden, hvoraf de to lever i Afrika – det sorte og det hvide næsehorn.
Hvordan de to næsehorn, der har den samme grå farve, fik sine navne, er en historie for sig selv, som fortjener at blive fortalt.
Når man forsøger at forklare, hvordan de to næsehorn fik deres navne, så går en bestemt historie igen: Det hvide næsehorn fik sit navn grundet en oversættelsesfejl. De hollandske bosættere i Sydafrika omtalte næsehornet som havende en ”wijde lip” eller en bred læbe. Englænderne forvekslede ordet ”wijde” med ”white” og antog derfor, at de blev kaldt hvide næsehorn af hollænderne.
Historien er både god og sjov og bliver fortalt af stort alle guider, når du er på safari, og selv om der ikke er noget litteratur, der understøtter den, så vil de fleste guides forsvare den bravt. Der er dog en mindre fejl i dette, da ordet ”wijde” på det hollandsk, der blev talt i det 17. århundrede, ikke blev anvendt til at angive kropsdelen af et dyr, men i stedet blev brugt til at beskrive en afstand mellem steder.
Der eksisterer jagtjournaler, der går tilbage til det 17. århundrede fra Sydafrika, der beskriver det hvide næsehorn. Så spørgsmålet er, hvorfor hvid?
Kiloprisen på horn ligger i omegnen af 100.000 USD og overgår dermed prisen på både guld, kokain og diamanter. Det kan desværre friste mange sjælløse sjæle
En af hypoteserne er, at det område i Sydafrika, hvor man så de hvide næsehorn første gang, var meget kalkrigt. Når næsehornet har taget støvbade dér, så har det meget vel kunnet ses som værende hvidt. Så dem, der har observeret næsehornet, har beskrevet det som et hvidt næsehorn i forhold til dets allerede kendte modstykke længere nordpå.
Det er blot en af de mulige årsager til navngivningen af dette storslåede dyr, og det er – og vil formentlig i lang tid fremover – stadig være til debat.
Men faktum er, at der er en forskel på de to afrikanske næsehorn, om end det ikke er farven: Det sorte næsehorn er det mindste af det mindste af de to, men man kan bedst se forskellen ved at se på deres mund. Det sorte næsehorn har en spids overlæbe, hvorimod det hvide næsehorn har en bred, næsten firkantet mund. Forskellen på deres munde skyldes deres foretrukne kost – det sorte næsehorn bruger sin spidse overlæbe til at plukke blade, bær og kviste fra træer og buske. Det hvide næsehorn spiser derimod især græs, som den æder ved at gå rundt med hovedet sænket tæt ved jorden.
Det hvide næsehorn
Der findes to underarter af det hvide næsehorn – det sydlige og det nordlige. Det estimeres, at der er ca. 16.000 sydlige hvide næsehorn tilbage i naturen. Mens der kun er to – siger og skriver 2 – nordlige hvide næsehorn tilbage i verden. En mor og hendes datter – Najin og Fatu – som lever under stærk bevogtning i Ol Pejeta.
Sudan var den sidste nordlige hvide næsehornshan. Han tilbragte det meste af sit liv i en tjekkisk zoologisk have. I 2009 blev han flyttet til Ol Pejeta i et ”Last Chance To Survive”-avlsprogram sammen med tre andre nordlige hvide næsehorn. Det var håbet, at Ol Pejeta ville give et mere naturligt levested, hvor der kunne avles.
Men forsøgene mislykkedes, og da den anden han, Suni, døde i 2014, levede Sudan de sidste år af sit liv sammen med sin datter Najin og barnebarnet Fatu. I slutningen af 2017 pådrog Sudan sig en infektion i højre bagben, og trods intensiv behandling forværredes hans tilstand, og d. 19. marts 2018 blev han aflivet efter at have lidt af ”aldersrelaterede komplikationer”.
Den daværende administrerende direktør for Ol Pejeta, Richard Vigne, udtalte i forbindelse med Sudans død:
“Sudan har været teknisk infertil i mange år, så hans død vil ikke påvirke mulighederne for genopretning af det nordlige hvide næsehorn som art.”
Hornet – næsehornets forbandelse – og potensfremmende tømmermænd
Næsehornets horn er lavet af keratin, som er det samme stof, der findes i vores negle og hår. Selv om stoffet ikke har nogen beviselig medicinsk effekt, så er den illegale handel med næsehornets horn den største trussel mod det store landdyr.
Det er især i de asiatiske lande, at der er stor efterspørgsel efter hornet i pulveriseret form. Her bliver det brugt som ingrediens i den traditionelle medicin, hvor det siges, at det kan virke potensfremmende, kurere kræft og tømmermænd og de fleste andre dårligdomme.
Men at få fat i et æg fra et næsehorn er ikke det nemmeste. Æggestokkene, hvor æggene opbevares, befinder sig mindst 1,5 meter inde i hunnæsehornet
Krybskytteriet er i de seneste år blevet langt mere organiseret, og med de våben, der bliver taget i brug, tenderer det mere og mere at være en decideret krig. Kiloprisen på horn ligger i omegnen af 100.000 USD og overgår dermed prisen på både guld, kokain og diamanter. Det kan desværre friste mange sjælløse sjæle.
Når virkeligheden overgår fantasien
I 2019 begyndte et internationalt konsortium, bestående af videnskabsmænd og forskere fra fem kontinenter under ledelse af det tyske Leibniz Institute for Zoo and Wildlife, på et eksperiment, der kunne være taget fra en bedre science fiction-film. De ville forsøge at redde det nordlige hvide næsehorn fra udryddelse.
Det følgende bliver en lille smule teknisk. Men da Najin og Fatu ikke kan avle naturligt, tog forskerne initiativ til at udvikle et IVF-program og avancerede cellulære teknikker for at forsøge at etablere en levedygtig population. IVF er en metode til assisteret befrugtning, hvor ægget ikke befrugtes i hunnens krop, men derimod i laboratoriet.
Men at få fat i et æg fra et næsehorn er ikke det nemmeste. Æggestokkene, hvor æggene opbevares, befinder sig mindst 1,5 meter inde i hunnæsehornet. Og man kan ikke indføre et rør ind gennem næsehornets skede, som man kan gøre med mennesker og heste.
Så i stedet skulle der skabes et rør, som kunne føres igennem hunnæsehornets anus. Et rør, som har en lang, sart nål for enden, hvormed man kan gennembore en æggestokfollikel, hvor et æg opbevares. Nålen er forbundet med en sugeanordning, som suger ægget ned i det lange rør.
Forskerne har holdt tungen lige i munden, for den anordning skal betjenes helt præcist, da man ellers risikerer at punktere et kæmpe blodkar, der har en diameter som et barns arm. Det ville resultere i indre blødninger og i sidste ende døden. Derfor brugte man en 4D-ultralydsskanner, hvor man kunne se alt under proceduren. På denne måde lykkedes det at udtage æg fra både Najin og Fatu.
Men ikke alle dyr har menstruationscyklusser. Nogle dyr frigiver deres æg, når de parrer sig. Og hvis dette også gælder næsehorn, så er det muligt at bruge samleje som en indikator
Sædceller fra bl.a. Sudan og fire andre hanner er blevet indsamlet over 15 år og nedfrosset. Samtidig har man på laboratoriet udviklet kunstige kønsceller ved hjælp af avanceret genteknologi, der sammen med udtaget væv fra det nordlige hvide næsehorn skal hjælpe i forbindelse med befrugtningen.
Man har selvsagt aldrig prøvet dette før. Men i de fire år, der er gået siden begyndelsen af dette ambitiøse projekt for at redde det nordlige hvide næsehorn fra udryddelse, har konsortiet gjort betydelige fremskridt. Ved hjælp af de avancerede assisterede reproduktionsteknologier er 29 nordlige hvide næsehorns embryoner blevet skabt og er klar til en fremtidig overførsel til en surrogatmor.
Årsagen til at man skal bruge surrogatmødre skyldes, at hverken Najin eller Fatu kan bære en graviditet. Da dyrlæger foretog en ultralydsskanning af Fatu fandt de ud af, at hun ikke har en slimhinde på sin livmoder, hvilket vil betyde, at hun ikke vil være i stand til at bære en graviditet. For Najins vedkommende, så har hun svage bagben, hvilket vil være et stort problem, hvis hun bliver gravid, for hvis hun falder og ikke kan komme op, så mister man både hende og kalven. Den risiko vil man ikke løbe, og derfor vil man i stedet bruge surrogatmødre.
Næsehornets tilbagevenden
Der er dog stadig mange ting, som forskerne ikke ved om næsehornets reproduktive system, bl.a. hvornår det er gunstigt at implantere embryoet. Hos kvinder bestemmer menstruationscyklussen, hvornår et embryo skal implanteres. Men ikke alle dyr har menstruationscyklusser. Nogle dyr frigiver deres æg, når de parrer sig. Og hvis dette også gælder næsehorn, så er det muligt at bruge samleje som en indikator.
For blot tre måneder siden blev der taget endnu et lovende skridt mod at redde den mest udrydningstruede pattedyrart på vores planet. To sydlige hvide næsehorn blev identificeret og udvalgt til at være potentielle surrogatmødre. De er begge blevet undersøgt og overført til et sikkert indelukke.
Samtidig har man undersøgt og bekræftet, at den sydlige næsehornshan Ouwan er funktionelt steriliseret. Formålet med at inddrage Ouwan er, at han ved at parre sig med den potentielle surrogatmoder vil indikere, at hun er klar til at modtage et embryo. Med andre ord kan det øge chancen for, at surrogatmoderen bærer graviditeten frem til fødslen, hvis forskerne implanterer embryoet, efter hun har haft sex.
I første omgang vil man overføre embryoer fra det sydlige hvide næsehorn for at se, om proceduren fungerer korrekt, inden man vil bruge de ekstremt værdifulde embryoer fra de nordlige hvide næsehorn.
Er fremtiden sort/hvid?
Jan Stejskal, der er den internationale projektdirektør fra den tjekkiske zoo, hvor Sudan, Najin og Fatu kom fra, og som er del af konsortiet i Ol Pejeta, udtaler:
“Within four years, a northern white rhino could be born from the embryo method. Of course, it’s not about just one. It could take decades to have a reasonable number of babies. Then, attention will shift to letting them loose sustainably in the wild – the ultimate goal.”
Selvom det at afværge udryddelsen af det nordlige hvide næsehorn kan synes som et verdsligt mål, deler det vandene hos nogle videnskabsfolk. Dr. Cooper, der er videnskabsleder på Natural History Museum i London, mener, at forsøget på at redde næsehornet fra udryddelse bør debatteres:
“Should we not be trying to save all of the many species that still exist rather than focusing so much money and effort on just one subspecies?”
Alligevel giver den imponerende bevaringssucces bag genopretningen af det sydlige hvide næsehorn dets fans håb. For et århundrede siden faldt arten til mindre end 100, centreret i kun én del af Sydafrika efter at være blevet jaget til næsten udryddelse af hollandske og britiske bosættere. I dag tæller de omkring 16.000 på tværs af beskyttede områder og private vildtreservater i det østlige og sydlige Afrika.
Mens vi venter på en verdenssensation, så går Najin og Fatu og hygger sig i Ol Pejeta. De har fået selskab af en af de sydlige hvide næsehornshunner
Jan Stejskal erkender dog, at det er meget muligt, at ingen af de metoder, der udvikles, kan redde de udrydningstruede næsehorn:
“We have to somehow accept we might not be able to save them. It would, after all, be a phenomenal achievement after the northern white population plummeted from several hundred thousand across Uganda, Sudan, Chad and Central African Republic to near extinction in little over a century.”
Men håbet er som bekendt lysegrønt. Og mens vi venter på en verdenssensation, så går Najin og Fatu og hygger sig i Ol Pejeta. De har fået selskab af en af de sydlige hvide næsehornshunner, som nærmest agerer som Fatus søster. De bliver passet på døgnet rundt, som de sjældenheder de er.
Hvis du en dag kommer til Kenya, så planlæg et besøg i Ol Pejeta, hvor du kan høre mere om næsehornene, hvad det kræver at beskytte dem, den indsats der bliver gjort for at sikre at de ikke uddør, og så kan du samtidig besøge de to hunner i deres naturlige habitat, mens vi venter på at der forhåbentlig kommer flere til.
Carsten J. Le Bond Willersted
Skribenten er bosiddende i Kenya, hvor han har det overordnede ansvar for den danske NGO Periammas arbejde i Kenya (www.periamma.org).
Sammen med lokale kenyanske partnere arbejder de på at forbedre de uddannelsesmæssige forhold for børn og unge, der går på offentlige grundskoler, gymnasier og tekniske skoler i Baringo County.
Sideløbende er han partner i rejsebureauet Evergreen Escape Expeditions (www.evergreen-escape.com), der arrangerer rejser til det østlige og den sydlige del af Afrika med fokus på både dyreliv og lokale kulturelle oplevelser.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
