
”Der fnyses, klappes, hujes, noteres og sendes blikke, som overværede vi en fodboldfinale. Forbløffende. Det engagement og den dybde er der ikke mange af de overfladiske arrangementer, workshops og gå-hjem-møder hos alskens bureauer, medier og organisationer hjemme i København, der kan hamle op med”. Jeppe Bentzen skriver om sit berusende første Folkemøde, sangen i sommernætterne, det folkelige kontra det elitære og om at give plads på bænken i en fair løsning.
”Dig med reklamerne, hvad fanden laver du? Gider du godt hoppe af?”
De vrede ord er min buschaufførs, modtageren er en aktivistisk ældre herre, og omgivelserne er Københavns Hovedbanegård i myldretiden.
”Oprørske sange, perfekte til Folkemødet,” forklarer han, mens han deler sine sanghæfter ud til menige passagerer, som med beskeden undren tager imod, indtil chaufføren sætter en stopper for løjerne.
En noget uelegant udført kampagne, men så er scenen til Folkemødet sat: En lobbyist smidt af bussen mod Allinge allerede inden afgang.
Torsdagsfærgen til Bornholm
På færgen er kaffen lige så dårlig, som sandwichen er dyr. Iført vil-ikke-forstyrres-høretelefoner, der ikke er sat til, suger jeg indtryk til mig fra mit udkigsspot midt på dækket.
Jeg skal til Folkemødet i Allinge i arbejdes medfør, men jeg har også min personlige agenda: Jeg vil danne mig mine egne indtryk af det folkelige kontra det elitære. På Twitter har jeg læst, at torsdagsfærgen til Bornholm, som jeg er med, har den højeste koncentration af den såkaldte elite
Jeg skal til Folkemødet i Allinge i arbejds medfør, men jeg har også min personlige agenda: Jeg vil danne mig mine egne indtryk af det folkelige kontra det elitære. En debat om to yderpoler, som åbenbart ikke kan eksistere på samme tid, og som begge bruges i vid udstrækning og med forskellige værdiladninger.
Jeg finder mine hjemmeskrællede gulerødder frem, gnaver og iagttager. På Twitter har jeg læst, at torsdagsfærgen til Bornholm, som jeg er med, har den højeste koncentration af den såkaldte elite.
Hvis det er sandt, er det noget af en broget forsamling, der mingler på toppen af kongerigets kransekage.
Her sidder masser af jakkesæt uden slips, der sipper store specialøl med matchende glas. Ved det næste bord sidder nogle shorts i udefinerbar længde og nyder en medbragt klapsammen. I køen til den dårlige kaffe hører jeg et makkerpar tale om branded content i en given reklamefilm. Andre taler om en bager i Allinge, der efter sigende har fået skærpet konkurrence i år fra den nærliggende Føtex; det er også bare markedskræfternes skyld.
Benny Engelbrecht fra Socialdemokratiet, vores tidligere skatteminister, går forbi mig – korte shorts, nykrøllet skjorte opknappet Steffen Kretz-style – og klør sig forvirret i sit begyndende sommerskæg.
Folkelig og elitær
Klokken 17 entrerer jeg den boble, jeg først forlader tre døgn senere.
Som det også gælder for Distortion og Blå Mandag, så er et arrangement som Folkemødet sjældent bedre end vejret. Heldigvis skinner solen over Bornholm, og jeg synes, at alle ser så glade ud.
Få timer og arbejdsrelaterede opgaver senere finder jeg mig selv grinende på Liberal Alliances båd, hvor en medarbejder fra Alternativet tilbyder mig en delesmøg. Her er overflod af tapas, rosé og folk, jeg kender perifært fra Twitter. Muligvis det mest indspiste arrangement på øen, men muligvis også det sjoveste den aften.
Man skal være inviteret for at stige ombord. Det er der mange, der har et problem med.
Det er lukkede fester som denne, der hvert år udløser kritik af og debat om Folkemødet. Det er så sikkert som rekordmange myg på forsiden af Ekstra Bladet. ”Det er jo bare en lukket fest for DJØFere og pengebegærlige lobbyister”.
Det er, hvad der sker inden kl. 22 i Allinge, dét der står i det officielle program, der er unikt og værd at rejse efter. Alt det, der er universelt tilgængeligt, hvor alle står i kø, og hvor folk går så langsomt, at jeg flere gange tæller til 90 mandater undervejs.
Men det er ikke entydigt sandt. Folkemødet ér folkeligt – i visse tilfælde på grænsen til bøvet efter min smag, men det er en helt anden snak. Det her, det jeg oplever på båden, er ikke anderledes end hjemme i København.
Jeg kan møde de samme mennesker hver lørdag, hvis jeg vil, og der er mange, der lokker med pindemadder og procenter til interessenter hver eneste dag. Sådan er verden nu engang skruet sammen. Derfor synes jeg ofte at kritikken er ærgerlig, for selvom jeg flittigt skåler med ligesindede, er det jo ikke her, på havnens bedste placering, at det rigtige Folkemøde finder sted.
Det rigtige Folkemøde er alle de arrangementer og i det hele taget alt, der sker inden kl. 22 i Allinge. Dét der står i det officielle program, som er unikt og værd at rejse efter. Alt det, der er universelt tilgængeligt, hvor alle står i kø, og hvor folk går så langsomt, at jeg flere gange tæller til 90 mandater undervejs.

Problemet med begrebet folkelighed er, at betydningen skifter, alt efter hvem man spørger, men Folkemødet er i hvert fald mangfoldigt, jordnært og hyggeligt. Helt fantastisk.
Søren Pind, vores uddannelses- og forskningsminister, skrev efterfølgende på sin snart hedengangne Facebookside – ledsaget af et billede, hvor han synger sømandsviser foran et jublende stort publikum af pensioneret karakter – at man burde kalde arrangementet for Allinge-dagene, for at slippe for debatten om, hvad der er folkeligt.
Den pointe er værd at tage med. Jeg forlader båden for at tage til en reception med et virvar af festglade personligheder, kysse en ung frøken og danse til Lis Sørensens Mine øjne de skal se.
Beruset i boblen
Fornemmelsen af at befinde sig i en boble gør, at jeg ikke nødvendigvis er sikker på, hvornår jeg laver hvad. Det kan også være den rosé.
Jeg ved, at jeg er (tvangsindlagt) til en tung debat med repræsentanter fra sundhedssektoren, men om det er fredag eller lørdag er uklart. Jeg lytter i over et kvarter uden at forstå, hvad vi egentlig diskuterer, men det er tydeligt at mærke, hvor vigtig og relevant seancen er for de øvrige repræsentanter.
Det engagement og den dybde er der ikke mange af de overfladiske arrangementer, workshops og gå-hjem-møder hos alskens bureauer, medier og organisationer hjemme i København som kan hamle op med
Der fnyses, klappes, hujes, noteres og sendes blikke, som overværede vi en fodboldfinale. Forbløffende.
Det engagement og den dybde er der ikke mange af de overfladiske arrangementer, workshops og gå-hjem-møder hos alskens bureauer, medier og organisationer hjemme i København, der kan hamle op med.
Jeg ved, at jeg fredag aften befinder mig i Højskolernes Telt og overværer traditionen Generation DJ Battle. I aften er det 72-årige Margrete Auken mod datteren Ida på 39.
Vi er mødt op for at supporte førstnævnte, vores kollega fra SF. Hun kommer bedst fra start og vinder sympati fra publikum, da hun i frustration over datterens gymnastiske trin vælger at vise sit skadede skinneben. I finalen snubler hun i sangvalg med en uheldig Beatles-sjæler, og alle er efterladte uden tvivl, da yngste Auken smider Danseorkesterets Kom tilbage nu og trækker sejrskortet.
Da klokken bliver mange går vi, der er inviterede, til en større lukket havefest. Der er cocktails en masse på nogens regning, græsset udgør et floor, og det er en af den slags sommernætter, Sandy og Danny synger om i starten af Grease. Sisse Sejr er årets bedste DJ og vi danser til Lis Sørensens Mine øjne de skal se.

Fair løsning
Lørdag er fattig på arbejdsopgaver men rig på oplevelser. Jeg er kaffetørstig og lister mig ind i Venstres lille haveområde og flirter mig til en kop kulsort kaffe.
To sip senere opdager jeg, hvem der også nyder sin morgenkaffe få meter fra mig: Landets statsminister, Lars Løkke Rasmussen. Det mest unormale ved det scenarie er, hvor normalt det føles. Jeg tænker over, hvor unik en politisk kultur, vi egentlig har i Danmark. I hvor af de mange europæiske lande, vi ellers spejler os i, vil det her kunne ske? I Tyskland? Frankrig? Holland? Næppe nogensinde.
På Folkemødet er paraderne sænket, ministrene vader rundt uden sokker, og selvom jeg inderligt hader beskrivelsen ”på slap line”, så er det lige, hvad magthaverne er. Fra en global synsvinkel er der ikke noget som helst elitært over det, der foregår i Allinge i disse dage.
Villy Søvndal prikker mig på skulderen, spørger om han kan få en plads på bænken, hvis jeg rykker mig lidt. Jeg tænker, at det lyder som en fair løsning, og dem er han jo som bekendt glad for
I aften er jeg ikke inviteret til noget, så jeg nyder en fiskebuffet på Allinge Røgeri og fester efterfølgende i Togas telt.
Dagens officielle program er for længst slut, men her er proppet med mennesker, der suger det sidste af midsommersamværets rus i sig. Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt der er plads til alle, men snarere om der overhovedet kan være flere herinde.
Villy Søvndal prikker mig på skulderen, spørger om han kan få en plads på bænken, hvis jeg rykker mig lidt. Jeg tænker, at det lyder som en fair løsning, og dem er han jo som bekendt glad for. Festen eskalerer, folk udfordrer bordenes stabilitet, og vi danser alle til Lis Sørensens Mine øjne de skal se.
Roskilde Festival er i øvrigt også et sommerarrangement på en ø langt væk for mange, hvor man betaler i dyre domme for en entrébillet og skal være hurtigt ude, hvis man vil være sikker på at komme ind
Søndag eftermiddag stiger jeg atter ombord på færgen. Kommer i tanke om, at jeg har venner, hvis hverdag ikke har stået i parentes ligesom mit. Det føles, som at vende hjem fra Roskilde Festival. Træt, glad, solskoldet og plaget af udskudte tømmermænd.
Roskilde Festival er i øvrigt også et sommerarrangement på en ø langt væk for mange, hvor man betaler i dyre domme for en entrébillet og skal være hurtigt ude, hvis man vil være sikker på at komme ind. Der vrimler også med kendte, folk går til arrangementer efter interesse, og tænk, i nogle camps bliver der holdt private fester for nærmeste venner.
Det gør kke nødvendigvis festivalen elitær.

Topillustration: Joshua Tree Photography.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.