SEXISME I MUSIKBRANCHEN // KOMMENTAR – ”Det er ærgerligt, at det er Martin Brygmann og Claes Antonsen, der skal sidde med hele skidtspanden i skødet. For vi ved jo, os i branchen, at der sidder masser af mennesker, også højere oppe i fødekæden, der har gjort det samme som de to herrer – eller det, der er værre,” skriver sangerinden Gitte Naur, som i dette indlæg deler sine oplevelser og erfaringer fra en pilrådden kultur.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I disse dage flyder de sociale medier over med fordømmende kommentarer om Martin Brygmann og Claes Antonsen.
Forargelsen kender ingen grænser med kommentarer som: ”Udyr, skær klunkerne af dem, klamme stoddere.” Jeg gætter på, at der i al hemmelighed må sidde en hel del herrer, ikke bare i denne branche, men alle vegne og ryste i bukserne. For Brygmann og Antonsen har jo ”bare” opført sig, som nogle mænd altid har gjort, hvis de kunne slippe afsted med det.
Og med en kapital som charmerende, kreative, berømte, rige, magtfulde og ovenikøbet med ret gode udseender (måske ikke for en 16-årig), så kan man slippe afsted med ikke så lidt. De er bare blevet opdaget. Og det har kunnet dokumenteres.
Indrømmet: De sociale medier flyder også over med folks meninger om, at det ikke er sikkert, at det passer. De ved så ikke, hvordan journalister arbejder. Selvfølgelig kan et offentligt medie ikke strø om sig med udokumenterede påstande. De risikerer jo at få pressenævnet på halsen.
Jeg vil på ingen måde undskylde deres adfærd, men jeg synes faktisk ikke, det er i orden, at de skal bære hele byrden af en kultur, som altid har været pilrådden. I hvert fald i de over 40 år, jeg har arbejdet i både musikbranchen og også teaterbranchen, hvor der foregår præcis det samme, skulle nogen være i tvivl.
Gitte Naurs egne oplevelser
Hver og en af de oplevelser, kvinderne fortæller om i dokumentaren Sexisme i musikbranchen, har jeg, alene kvinde, oplevet – samt mange flere – i min tid både i musik og skuespillerfaget – og som aspirerende teenager, inden jeg blev professionel.
Både i min egenskab af at være kvinde – eller bare som den nederste del af fødekæden – blandt de skabende – med pladeselskaber, bookere, producere, medier eller stjerner højere på ranglisten end jeg – og derfor i en magtposition over mig.
Lad os tage nogle nedslag:
- Ved mit første radiointerview i anledningen af News’ debutplade lagde intervieweren (en journalistpraktikant) ud med spørgsmålet: ”Hvordan har du det med at blive opfattet som en sexkilling?” Jeg var fuldstændig paf. Anede ikke, at jeg blev opfattet sådan – og jeg gjorde det i hvert fald ikke selv.
Under alle omstændigheder havde spørgsmålet intet at gøre med det, jeg var der for: Musikken. Heldigvis havde radioværten Monica Krog-Meyer åndsnærværelse nok til at fyre interviewet og lave et andet selv. - Vi var to korsangere sammen i tidens mest succesfulde band. Bandets tredje turné havde været planlagt i over et halvt år. Jeg havde ret aktivt deltaget i at samle musikerne for at bede om mere i løn, eftersom pengene væltede ind, så vi syntes, det var rimeligt, at vi ikke fortsat skulle spises af med tariffen.
To uger før turnéstart modtog jeg et kort brev fra bandets manager, hvori der stod, at bandet havde ”besluttet at tage to andre korsangere med på turnéen”. Jeg tog sagen op i Artistforbundet, og vi fik fuld erstatning. Måske er det rigtigt, at vi sang falsk. Vi havde tre guitarforstærkere stående lige bag ved os, så vi kunne ærlig talt ikke høre en dyt (guitaristerne nægtede at skrue ned). - På turné med samme orkester havde vi nogle koncerter sammen med en anden stor, folkekær sangskriver og solist. Han ville vældig gerne skrive sange til et helt album til mig, sagde han. Der var ingen tvivl om, hvad prisen var. Og da jeg ikke var tiltrukket af ham på ”den måde”, blev det sjovt nok ikke til noget.
For ti år siden spiste han mig i øvrigt af med 1.500 kroner for et studiekorjob i stedet for en tarifløn (2.136 kr.). Jeg var fuldstændig paf i situationen – og orkede ikke at protestere efterfølgende. Grand old, respekteret mand i dansk musikliv. Hvorfor gør han det? Vel fordi han kan slippe afsted med det. - I forbindelse med nogle koncerter, jeg havde med radioens bigband, spurgte en velrenommeret jazzmusiker, om jeg havde lyst til at komme med på en turné med ham og en stor herboende amerikansk musiker. De havde lavet en jazzudgivelse med nogle børnesange, som skulle promoveres i nogle institutioner. Kombineret med koncerter på et par spillesteder og museer, så der kom også en del jazz-standarder på repertoiret.
Jeg sluttede mig på grund af influenza først til turnéen med et par dages forsinkelse. Sangstemmen var nok ikke helt i top. I hvert fald mumlede den amerikanske musiker ”Couldn’t you just have fucked her?” til den ene øver på en time, jeg havde med dem.
Jeg skulle sidenhen slås for min dyd i det kælderrum, vi blev indkvarteret i hos en museumsdirektør. Ikke at jeg er særskilt dydig – men igen, jeg var bare ikke tiltrukket af ham ”på den måde”. Der sluttede min karriere som jazzsanger. - Engang i 80’erne fik jeg, måske som den eneste i Danmark nogensinde (vi var færre om buddet dengang) serveret et tilbud om en pladekontrakt på et sølvfad. På det tidspunkt var jeg faktisk kortvarigt udtrådt af branchen, så jeg var egentlig ikke særlig interesseret. Men de var vældig insisterende. Jeg kunne få de komponister, jeg ville have til at skrive sange til mig, de nævnte adskillige store navne fra deres eget label. Jeg valgte at sige, at hvis jeg skulle det, ville jeg i gang med at skrive sange selv, hvilket de var smukt opbakkende omkring.
Så skete der bare det, at pladeselskabsdirektøren forelskede sig i mig. Han lagde bestemt ikke skjul på det, skrev det til mig på respektfuld vis. Jeg var ret ærlig og sagde, at jeg ikke var tiltrukket af ham ”på den måde”. På de vilkår valgte han alligevel at invitere mig til New York, hvor han skulle til en konference. Måske tænkte han, at jeg kunne overtales?
Jeg tog i hvert fald med – muligvis dumt – og vi havde sådan set en fin tur, han opførte sig fortsat respektfuldt og havde store planer med mig: ”Vi ku’ da bare hyre Steve Gadd – en af verdens fedeste trommeslagere – til at spille på min plade.” Da vi kom hjem, fortsatte jeg projektet med at skrive sange og lave demoer.
I samme periode mødte jeg en mand, som jeg giftede mig med efter et halvt år. Kort efter var min solopladekontrakt off the table. Det kan da godt være, det bare var nogle lortesange, jeg havde skrevet. - I samme periode havde jeg indsunget en reklamejingle for hygiejnebind – et produkt fra et svensk firma. Komponisten, der også var reklamemand, ringede og fortalte, at de var begejstrede for jinglen, og spurgte, om jeg ville indsynge en hel sang, han havde skrevet med jinglen som omkvæd. Den ville kun komme ud i et meget begrænset oplag, udelukkende til medarbejderne i firmaet – en CD, de skulle have i julegave (supereksklusivt – det var i CD’ens barndom).
Det sagde jeg ja til – udelukkende på grund af det begrænsede oplag i Sverige. Jeg ville gerne have smør på brødet, men jeg havde ikke mod på at blive udråbt som skridtbindssangerinden.
Reklamen havde endnu ikke nået TV-skærmen. En måneds tid efter kom min mand, som arbejdede på DR, hjem med en pressemeddelelse, han havde fundet på sit kontor, der annoncerede, at et nyt band var på vej med ”Tordenskjolds soldater”, endnu hemmeligt hvem, men den opmærksomme lytter ville kunne genkende Gitte Naurs karismatiske vokal i forgrunden.
Og hvad var bandets første udgivelse? Ja, rigtig gættet ”Hygiejnebindssangen”! Jeg var rasende, alle pressemeddelelser (sendt til alle radiokanaler) blev trukket tilbage, jeg fik tilsendt blomster, champagne, en pose penge og en virkelig lam undskyldning fra komponisten/reklamemanden og forklaringen, at han vidste det ikke – det var noget, hans medarbejdere havde fundet på! Jeg tror, strategien havde været at få et radiohit, så reklamen ville få mere opmærksomhed (genkendelsens glæde), når den kom ud.
Kunne det være sket for en mand? Det ved vi ikke, så vi må nøjes med at gætte. - På et tidspunkt blev jeg spurgt, om jeg havde lyst til at synge en sang på en børneplade. Den tredje i rækken af en serie af børne-CD’er, der gik som varmt brød. Sangen bliver indspillet, og da udgivelsen nærmede sig, modtog jeg et brev, hvor der stod, at sangen ikke kom med på CD’en, fordi de havde for mange sange. Rent faktisk havde de skrevet kontrakt med 22 kunstnere. Så der var 5-6 stykker, der røg ud. Alle kvinder!
Jeg kontaktede flere af dem – de var for rædselsslagne til at protestere. Ingen ville risikere at blive stemplet som besværlige. Men da jeg fortalte dem, at mit forbund bestemt ikke mener, at det er lovligt at udskrive kontrakter på lokumspapir, at vi har en sikker sag, og at vi står sammen i en flok, ender det alligevel med, at de slutter sig til protesten. Som advokaten på mit forbund fortalte mig:
Pladeselskabet gad ikke engang sende en advokat. De vidste udmærket, at det var en lost case. Men går den, så går den. Ellers må man jo tage checkhæftet frem. Så det gjorde de. Havde det noget med vores køn at gøre? Det ved vi heller ikke. Unge musikere af hankøn bliver bestemt også taget i røven.
Og sådan kunne jeg blive ved. Nogle af dem værre end andre. Samt et utal af kommentarer om min krop. Jeg er blevet kaldt ”et godt stykke dansk malkekvæg” (ja, jeg var mere storbarmet end den anden korsanger), har fået at vide, at min røv da ”stadig” så godt ud (jeg var 35 – og kunne høre på bemærkningen, at mine aktier var for nedadgående).
Nu er jeg hverken særlig bornert eller kysk – og jeg går bestemt heller ikke af vejen for en sjofel vits eller forholdsvis grovkornet værkstedhumor. Men det er ufedt at høre bemærkninger om sin krop, når man gerne vil fokusere på sit arbejde. Og det er ikke sjovt at være i et rum, der runger af tøhø-vittigheder, når man er i en sårbar situation, hvor man gerne vil yde sit ypperste. Og det er slet ikke i orden, at mænd forsøger at købe sig til sex ved at vifte kvinder om næsen med muligheder. Eller straffe os fagligt, fordi vi afviser dem personligt.
Ærgerligt, at Martin Brygmann og Claes Antonsen skal bære al ansvaret
Det ved nu hele Danmark takket være de modige kvinder, som stiller sig frem i dokumentaren. Jeg synes bare stadig, det er ærgerligt, at det er Martin Brygmann og Claes Antonsen, der skal sidde med hele den skidtspand i skødet. For vi ved jo, os i branchen, at der sidder masser af mennesker, også højere oppe i fødekæden, der har gjort det samme som de to herrer – eller det, der er værre.
Vi taler jo sammen os kvinder. Medmindre det er alt for skamfuldt, det vi har ladet os udsætte for. Enten fordi vi bliver fuldstændig lammede, lige når det sker, hvilket er en meget almindelig reaktion, eller vi er for bange for konsekvenserne, hvis vi reagerer.
Det er videnskabeligt bevist, at magt fucker med vores hjerner, som denne artikel fra Zetland fortæller om. I det lys er det ikke umuligt, at Martin Brygmann og Claes Antonsen taler sandt, når de hævder i deres undskyldninger og forsvarstaler, at ”de ikke var opmærksomme på” effekten af deres handlinger. Selvom det udefra set virker himmelråbende blindt.
Og så vil jeg i øvrigt her på falderebet nævne, at jeg også har oplevet nogle ret ubehagelige ting fra magtfulde kvinder i branchen. Det er ikke kun mænds hjerner, der bliver forskruede af magt. Derfor skal man, som et menneske med magt af den ene eller anden slags, være særlig påpasselig med, hvordan man behandler andre.
En af de to mænd, der er på skafottet lige nu, spurgte mig meget sødt for et par år siden, da jeg mødte ham: Der var Sanne – og så var der dig. Hvor fanden blev du af? Denne beretning er måske en del af svaret.
Klik dig videre på mere opinionsstof lige her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
