BRANDES // KRONIK – Georg Brandes er uden tvivl Danmarkshistoriens største flagskib udi litteraturkritik. Han var igangsætteren af Det moderne gennembrud og har haft denne unikke position siden 1871, hvor hans egentlige gennembrud begyndte. Men brandesianismen, som også i dag står stærkt i debatten om litteratur, har hele tiden været en politisk position, skriver Freddy Hagen, der peger på et historisk problem: Dem, der i dag hylder positionen, repræsenterer ikke Georg Brandes’ idealer. Især synes religionskritikken at være skrevet ud, og man kan kun spekulere over hvorfor.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Den 3. november sidste år fejredes 150-året for Georg Brandes indledning til Hovedstrømninger i Europæisk Litteratur. Denne forelæsning igangsatte “Det moderne gennembrud” i Danmark.
Den 29-årige Brandes anlagde sin litterære tilgang således, at han kombinerede tidens politiske strømninger med de litterære, og han fremkom så med den påstand, at litteratur kun er relevant, så længe den sætter problemer under debat.
Georg Brandes kaldte sin metode for sammenlignende litteratur-betragtning, men siden er den blevet kaldt for komparativ litteraturanalyse.
Georg Brandes var om nogen en radikal religionskritiker, og sammen med sine brødre, Edvard og Ernst, forsøgte han gennem hele livet at tage et massivt opgør med alle former for overtro og religiøse tilhørsforhold
Brandes idé var, at der løb nogle hovedstrømme gennem litteraturen, og at disse kunne spores via sammenstillinger af forskellige værker. Derved kunne man få et overblik over de forskellige perioder, og hvilken effekt disse havde for fremskridtet.
Det er en metode, der siden er blevet gængs og nok også den mest dominerende, og Georg Brandes’ forelæsninger anses i dag for det ypperste og mest betydelige, Danmark nogensinde har frembragt i det regi.
Alle aviser skrev om Georg Brandes i jubilæumsåret 2021.
Den person, der skrev mest om emnet, og som samtidig har forsøgt at gentage den metode, som Georg Brandes anvendte, er litteraturredaktør på Dagbladet Information, Peter Nielsen. I en række essays har han forsøgt at spore hovedstrømningerne i litteraturhistorien siden anden verdenskrigs afslutning med de væsentligste nedslag i årene 1968, 1989, 2001 og 2015.
I disse essays, som løbende blev publiceret i Information i november og december måned, prøver Peter Nielsen at mime Georg Brandes, og han finder frem til en række lighedstræk i de hovedstrømninger, som Brandes slog ned på, og så dem, han selv sporer i vor egen nyere litteraturhistorie.
Især gør følgende hovedspor sig gældende ifølge Peter Nielsen: En stærk hovedstrøm af “immigrant-litteratur”, der handler om hjemløshed, både en indre og en ydre grundet krige og nye nationalstaters grænsedragninger.
En anden væsentlig hovedstrøm, som Peter Nielsen sporer, er 68’ernes opgør med konservatismen, nationalismen, kapitalismen og kønsmoralen.
En tredje dominerende hovedstrøm er et forsøg på at generindre tidligere tiders fortrædeligheder og derved læge de sår, der endnu plager de levende, efter krige, holocaust og totalitære regimers undertrykkelse.
Alle tre er klare spor i tiden, der også gjorde sig gældende, dengang Brandes forsøgte at tegne et billede af hovedspor i den nærmeste historiske udvikling, der begyndte med den franske revolution, dennes modrevolution og siden revolutionerne i 1848 – og helt frem til 1871, hvor Georg Brandes mente, at dansk åndsliv var hægtet af resten af Europas med fyrre år.
Glemte faktorer i Georg Brandes’ metode
Men Peter Nielsen glemmer at se på en helt essentiel faktor i Georg Brandes’ litteraturkritik og hans måde at anskue datidens hovedstrømninger på. Han glemmer at nævne, at Georg Brandes gav de kristne skylden for, at Danmark dengang ikke var på højde med resten af Europas litterære udvikling, fordi Danmarks åndsliv, ifølge ham, var domineret af præsterne og deres børn.
Allerede i introduktionen til sin foredragsrække udtaler Brandes, at alle Danmarks toneangivende mænd er “præster, præstesønner eller teologiske kandidater”, og at de praktiserer “virkelighedsfjern idealisme”.
Datidens massive religionskritik, der lå naturlig for Brandes-brødrene, fordi de forsvarede datidens naturalisme, synes helt at være blevet udskrevet af eftertiden
Han mente derfor, at store perioder af dansk åndsliv var hullet som en si, fordi disse teologisk orienterede magtmennesker slet ikke beskæftigede sig med virkeligheden, hvilket igen havde ført til, at man ikke kan anvende litteraturen i denne tidsperiode til at få klarhed over datidens åndelige og kulturelle stade.
Georg Brandes var om nogen en radikal religionskritiker, og sammen med sine brødre, Edvard og Ernst, forsøgte han gennem hele livet at tage et massivt opgør med alle former for overtro og religiøse tilhørsforhold.
De gjorde det i pagt med “tidsånden”, der generelt var præget af naturalismen og naturvidenskabens fremskredne dominans. De skosede følgelig alle former for religiøs indblanding i det offentlige og i hverdagslivet og mente, at al god litteratur var virkelighedstro, gudsfornægtende og samtidig burde udskamme sin samtid og hænge de bagudstræbende ud.
Brandes-brødrene skrev også vidt og bredt om, hvordan den kristne tro ødelagde den frie forskning og lagde moralske bånd på seksualiteten.
Skribenten, politikeren og kritikeren Edvard Brandes forsøgte konstant politisk at udelukke grundtvigianerne fra et samarbejde med hans parti, Venstre, og da han senere var med til at stifte Det Radikale Venstre, var den religionskritiske del essentiel og intakt.
Han skrev også en stærkt kritisk tekst om islam, hvor han hånede profeten Muhammed, selvom muslimer og islam slet ikke var et problem, som man kunne spore i dansk kultur på daværende tidspunkt.
Religionskritikken, der forsvandt
Ernst Brandes, der dengang var indehaver af og redaktør på Kjøbenhavns Børs-Tidende, røg oven i købet i fængsel, fordi han lod en anonym forfatter kritisere kristendommen i form af satirisk hån og latterliggørelse.
Denne anonyme skribent var ingen ringere end Henrik Pontoppidan, der siden vandt Nobels litteraturpris, og som også gennem hele livet skrev kritisk om både multikulturalisme og religion. Han brød sig for eksempel ikke om, at de nytilflyttede hollændere på Amager bar tørklæde, som han mente var en ren uniformering og et udtryk for manglende individualisme.
Men datidens massive religionskritik, der lå naturlig for Brandes-brødrene, fordi de forsvarede datidens naturalisme, synes helt at være blevet udskrevet af eftertiden.
Hvorfor Peter Nielsen ikke indskriver religionens genkomst i sit forsøg på at optegne tidens kulturelle hovedstrømme, og hvorfor terrorisme og øget censur ikke behandles af ham, kan man kun spekulere over
Hverken De Radikale eller nutidens fortolkninger af “brandesianismen” ønsker at se nærmere på datidens religionskritik, hvilket nok kan undre, eftersom netop religionens opblomstring efter Murens fald i 1989 samt kritikken af religionen i 68’er-oprøret var så stærkt udtalt. Ingen af disse massive spor i vor tids nærmere kulturelle ophav beskrives eller nævnes af Peter Nielsen i hans essays om hovedstrømningerne i vor tids litteratur.
Især kan det undre undertegnede, at Peter Nielsen i sine essays omtaler Salman Rushdie som en af tidens væsentlige forfattere, fordi denne med romanen Midnatsbørn indskriver en ikke-europæisk stemme i den europæiske litteraturhistorie.
Georg Brandes ville med garanti havde fokuseret på den fatwa, som Rushdie blev genstand for i 1989 i forbindelse med en anden roman, De sataniske vers (1988), fordi netop denne satte radikal islam på det litterære verdenskort og gjorde spørgsmålet om ytringsfrihed og religion til et tema og en af tidens mest markante hovedstrømme i vor tid.
At en forfatter i 1989 – samtidig med Berlinmurens fald – fik udstedt en international dødstrussel mod sig og siden har måttet leve under politibeskyttelse, fordi han kritiserede islam, har haft ekstrem stor betydning for litteraturen i vor tid.
Houellebecqs kritik af islam
Peter Nielsen nævner også en anden betydelig forfatter i vor tid: Michel Houellebecq.
Han beskriver dennes forfatterskab som et tidsbillede, hvor den vestlige åndstradition står for fald, og at dette sker, fordi 68-generationens drømme er blevet til modreaktioner i form af egoisme, nyliberalisme og ensomhed.
I et af sine essays skriver Peter Nielsen direkte om Houellebecqs roman Underkastelse, og han nævner, at hovedpersonen konverterer til islam men ikke hvorfor. I Peter Nielsens optik vælger romanfiguren at konvertere til islam, fordi han her ser en “kærlighedsgud”, men i den virkelige verden og i romanens verden er situationen en ganske anden.
Underkastelse er en dystopisk fremtidsroman om Frankrig, der spøjst nok foregår i år 2022, hvor et islamistisk parti, støttet af Frankrigs største venstrefløjsparti, er kommet til magten, og romanens hovedperson tilskyndes til at konvertere til islam, fordi det er den eneste mulighed, han har for at få en stilling som underviser på et universitet.
At han så samtidig reflekterer over, at en sådan konvertering også har sine fordele, fordi islam tillader flerkoneri, er så tyk satire, at det i den grad kan undre mig, at Peter Nielsen ikke læser det sådan.
Det er ikke bare en perifær sidehistorie i et af vor tids største og mest markante forfatterskaber, men derimod skelsættende eftersom Houellebecq i dag må leve med konstant politibeskyttelse, grundet frygten for angreb fra islamistiske ekstremister
Og det er ikke første gang, at Michel Houellebecq har krydset klinger med islam. Det gjorde han allerede i 2001, da hans folkelige gennembrudsroman Platform så dagens lys, og hvori han beskriver et terroristisk, islamistisk angreb.
I samme forbindelse udtalte han i et interview, at han mente, at islam var den dummeste religion, hvilket førte til et hav af retssager, som Houellebecq vandt, fordi det ifølge fransk lovgivning er fuldt lovligt at kritisere alle religioner.
Det er ikke bare en perifær sidehistorie i et af vor tids største og mest markante forfatterskaber, men derimod skelsættende eftersom Houellebecq i dag må leve med konstant politibeskyttelse, grundet frygten for angreb fra islamistiske ekstremister. Hvorledes dette ikke er centralt for forståelsen af hans betydning, kan blot undre.
I den virkelige verden fik Michel Houellebecqs roman Underkastelse, der udkom i 2015, et langt mere uhyggeligt efterspil i form af islamistisk terror, da satiremagasinet Charlie Hebdo på selve udgivelsesdagen for romanen og med Michel Houellebecq på forsiden, kaldet for samtidens profetiske sandsigerske, blev angrebet af islamister, der slog store dele af redaktionen ihjel.
Men denne egentlige litterære sætten samtidens problematikker under debat, og konsekvenserne af netop dette, overser og ignorerer Peter Nielsen.
Hovedstrømninger uden fokus på ytringsfrihed og løgne
En tredje central forfatter i Peter Nielsens fremstilling af vor tids hovedstrømninger er den tyrkiske forfatter Orhan Pamuk, hvorom Nielsen i sin avis noterer:
“Det billede, Pamuk fremstiller af Tyrkiet, åbner det mod erfaringer, som europæerne også kan identificere sig med. Derved gør han Europa tyrkisk, og Tyrkiet europæisk”.
Forfølgelsen af forfattere og truslen om vold og retsforfølgelse for ytringer begået imod dem, er slet ikke et tema, som Peter Nielsen adresserer i sine hovedstrømninger
Han nævner derimod ikke, at Pamuks romaner, der blandt andet handler om islamisme og omtaler det armenske folkemord, i Tyrkiet kritiseres for at være “u-tyrkisk”, og at Pamuk flere gange er forsøgt retsforfulgt, ligesom mange andre store, tyrkiske forfattere er blevet det, for eksempel den fremragende forfatter, Elif Shafak.
Forfølgelsen af forfattere, og truslen om vold og retsforfølgelse for ytringer begået imod dem, er slet ikke et tema, som Peter Nielsen adresserer i sine hovedstrømninger.
En tolkning afkoblet fra virkeligheden
Det er i det hele taget bemærkelsesværdigt, hvorledes Peter Nielsens livtag med de historiske hovedstrømninger synes helt afkoblet fra den virkelighed, de er indskrevet i.
For eksempel omtaler litteraturredaktøren, at Günter Grass’ berømte roman Bliktrommen, der udkom i 1959, og som afstedkom et skifte i europæisk litteratur, hvor man nu skulle tage et opgør med den fortielse i Tyskland, man efter krigen havde bedrevet.
Men han undlader at omtale det særdeles pinlige efterspil, for skæbnens ironi er dog, at Günter Grass først meget senere, i 2006, afslørede, at han selv var medlem af Waffen SS under krigen.
Men dengang holdt han det hemmeligt, og Peter Nielsen synes åbenbart ikke, at det er relevant for historien, at dette efterspil har fundet sted, og at datidens opgør med krigsgenerationen og dennes mere uheldige og manipulerende sider først så meget senere kommer for en dag.
Det er en form for omgåelse af kontrasten mellem ytringsfriheden og tolerancen overfor den multikulturelle sameksistens
Hvorfor Peter Nielsen ikke indskriver religionens genkomst i sit forsøg på at optegne tidens kulturelle hovedstrømme, og hvorfor terrorisme og øget censur ikke behandles af ham, kan man kun spekulere over.
Men først og fremmest er det interessant at spore en lignende tendens i dansk kontekst i dag. Det er en form for omgåelse af kontrasten mellem ytringsfriheden og tolerancen overfor den multikulturelle sameksistens, og det medfører i mange tilfælde, at der kommer noget bizart ud af det.
Peter Nielsen skrev sidste år essaysamligen, Med fortællingen går jeg i Døden, der også er med i kapløbet om årets litteraturpriser. Og det er med rette. Peter Nielsen er en god analytiker, og hans essays er spændende.
I samlingen omtaler han også islamismen, der ramte både Salman Rushdie og Michel Houellebecq, men igen kun perifert og ikke som en betydelig del af forfatternes skrifter, og samtidig bliver disse konfrontationer ikke indskrevet i selve ideen om at optegne hovedstrømme i historien.
Datidens kritik af Brandes bliver ignoreret i dag
Det er sluttelig bemærkelsesværdigt, nu brandesianismen historisk har fået en så dominerende plads, at datidens kritik af hans metode helt synes at være forstummet. Spøjst nævner Peter Nielsen f.eks., at en af datidens helt store romanforfattere var Herman Bang, men det mente Georg Brandes bestemt ikke. Brandes beskyldte Bang for at være neurotisk og skrive som “et fruentimmer”.
Og Herman Bang havde faktisk en betydelig anke imod Georg Brandes’ metode og den komparative litteraturanalyse.
Hvis disse hovedstrømninger er bestemt af politiske ønsker, der stræber efter et bestemt mål, er der tale om det, Bang kaldte for tendens-litteratur, dvs. litteratur, der eksplicit har et politisk formål, hvilket ikke altid er godt for kvaliteten. Bang mente nemlig omvendt, at god litteratur og holdninger bedst kommer til udtryk hos dem, der ikke ekspliciterer dem.
Spørgsmålet er derfor, om udeladelsen af kritik af islam har ført til et “barnligt” og “plat” karaktertræk i vor åndelige kultur og ført til en “virkelighedsfjern idealisme”?
Værre er det med selve bestemmelsen af, hvad der skal betragtes som hovedstrømninger gennem historiske udsnit. For hvorledes kan dette undgå ikke at være en politisk beslutning?
Det er i hvert fald interessant at læse Peter Nielsens udeladelse af alt, der har med islam at gøre, med censur, terror og trusler, der berører forfatteres virke og muligheder for at skrive frit.
Sådan ville Georg Brandes aldrig have grebet det an – der findes utallige eksempler på, at Brandes havde øje for reaktionære tendenser i samtiden, og han deltog som sagt aktivt i et forsvar for ytringsfriheden.
Et barnligt og plat karaktertræk i vores kultur
I dag er brandesianismen den altovervejende historiske sejrherre, og det kan spores mange steder. Læg dertil, at Peter Nielsen ikke er den eneste, der hylder Brandes og samtidig ignorerer hans religionskritik.
Kritik af de nationalkonservative og kristne nationalister samt totalitarisme og krigsbegejstring er alle forhold, som Brandes brændte for at gøre op med, og disse elementer huskes han for i dag.
Derfor ses hans navn også ofte fremført, når Dansk Folkeparti og andre nationalistiske partier kritiseres. Det er blot, når talen falder på islam, at hans navn er skrevet ud af historien
Denne brug af brandesianismen og udelukkelsen af hans religionskritik kan anvendes til at skimte en ny hovedstrøm i nyere dansk kulturhistorie, og den er mildest talt besynderlig, når man analyserer den.
For selvom integration, multikulturalisme, racisme og islam er på dagsordenen i dansk debat og kultur, så får den sit eget fiktive særpræg i nogle af tidens mest populære produkter.
Spørgsmålet er derfor, om udeladelsen af kritik af islam har ført til et “barnligt” og “plat” karaktertræk i vor åndelige kultur og ført til en “virkelighedsfjern idealisme”? Præcis som Brandes skrev, at datidens Danmark var plaget af, dengang han stod på København Universitet i 1871 og introducerede Hovedstrømningerne.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
